04.01.18
Foto: Maj Jeanne

At være altædende

Anmeldelse af We like We 'Next To The Entire All', Sonic Pieces, 2017

Kvartetten We like We bestående af Katrine Grarup Elbo (violin), Josefine Opsahl (cello), Sara Nigard Rosendal (percussion) og Katinka Fogh Vindelev (vokal) udgav i december deres andet udspil Next To The Entire All på selskabet Sonic Pieces. Seismograf dykker ned i udgivelsen, der bl.a. vidner om et ændret smagsideal i produktionen af ny musik.

”The omnivore” eller ”den altædende”. Sådan karakteriserer den canadiske journalist Carl Wilson det moderne musikalsk dannede menneske. ”Den gode smag” er ikke længere indkapslet i en højkulturel norm, men handler tværtimod om at kunne indoptage og påskønne en stor mængde af musikalske kulturer. 

Når jeg bringer Wilsons forholdsvis kontroversielle italesættelse på banen i denne anmeldelse af We like We's Next to the Entire All, er det fordi, kvartetten på mange måder synes at navigere efter denne smagsform i deres tilgang til musik. I deres musikalske univers er den esoteriske tendens, der somme tider præger den ny musik, skrællet af til fordel for en mere rummelig musik.

Musikernes nye selvforståelse
We like We’s musik peger nemlig i mange retninger. Det lærte vi i 2014, da kvartetten udgav deres anmelderroste debutalbum a new Age of Sensibility. Klangkollektivet – en betegnelse de ofte anvender om sig selv – ramte dengang hovedet på sømmet i forhold til at aktualisere eller problematisere en herskende selvforståelse hos udøvere af den klassiske musik. En klassisk uddannet kvartet, der i stedet for at agere marionetdukker for komponisters kreative udtryk, skabte sin egen uklassificerbare musik. Det var genreopløsende, normbrydende og kulturradikalt på den helt rigtige måde.

En simpel idé danner udgangspunkt for en dybere undersøgelse af klanglig substans, hvor alle midler er tilladt

Nu er tiden moden til det andet udspil fra kvartetten, den svære to’er, som samler trådene op fra den succesfulde debut.

Træfsikker stilforvirring
Pladen åbner med nummeret I’m Not For More, der centrerer sig omkring ét nedadgående mol-tema – lidt á la Arvo Pärts Cantus in memoriam Benjamin Britten. Vi hører først temaet helt nøgent i violinen, der dog hurtigt ledsages af en drone i celloens lyse register og Katinka Fogh Vindelevs vokal, der i et helt tørt mix fremstår spinkel og skrøbelig. Den sitrende porøsitet i nummerets start bliver forløst lidt over midtvejs, hvor celloen parafraserende overtager temaet i det dybe register, imens lyden af violin og vibrafon sfærisk rumsterer omkring det viseagtige tema. 

Pladens åbningsnummer er på mange måder sigende for We like We’s æstetiske tilgang. En simpel idé danner udgangspunkt for en dybere undersøgelse af klanglig substans, hvor alle midler er tilladt. Det være sig improvisation, dubs og andre produktionsmæssige greb, som eksempelvis den i en eller anden forstand bearbejdede vibrafonefterklang, som slutteligt opsluger satsen og fører den ind i et ambient krystalunivers, der også fungerer som starten på det andet nummer Endless Harmonies

Alene i løbet af de første syv minutter har kvartetten placeret så mange referencer, at de forbliver umulige at lokalisere på et musikalsk landkort

Og her tager We like We os et helt andet sted hen. Til et groovebaseret forløb og en klar hilsen til folkemusikken med såkaldte ”chops” i strygerne serveret i en Meredith Monk-agtig komposition med simple motiver, genstridige akkorder og forskudte perioder. Så alene i løbet af de første syv minutter har kvartetten placeret så mange referencer, at de forbliver umulige at lokalisere på et musikalsk landkort. Og det er We like We’s helt grundlæggende kendetegn; en helt igennem træfsikker stilforvirring. 

Intelligens og intuition
Når jeg skriver træfsikker stilforvirring er det naturligvis polemisk ment, for der er absolut ikke noget forvirrende over Next to the Entire All, der tværtimod forekommer ligeså velafbalanceret som kvartettens navn. 

Eksperimenterne udspiller sig ofte i velsmurte detaljer, der subtilt bliver rammesættende for et helt forløb. I Forest Sketches, der må siges at være pladens mest udfarende eksperiment, hører vi indledningsvis den behagelige lyd af raslende metallisk percussion, der ledsages af et woodblockmotiv tilført en langstrakt delayeffekt. Den svage tonale indikator i woodblocken danner grundlag for en efterfølgende imitation i vokalen, og delayeffekten tager siden hen også bolig i en pizzicatoviolin. På den måde gennemsyres forløbet af en intelligent sammenhængskraft, der senere bryder sammen i et point of no return; en violin og woodblock chase, der til gengæld emmer af intuition og spontanitet. Kontrasten er til at tage og føle på. Grænsen mellem det komponerede og det improviserede, det intelligente og det intuitive, ophæves i We like We’s musikalske univers. 

Albumcoveret til Next To The Entire All

En renselsesproces
Pladens anden halvdel fungerer i min optik generelt bedre end den første halvdel. Der bliver skabt mere plads til de klanglige eksperimenter og den dynamiske udvikling foregår over længere tid, hvilket gør kontrasterne lidt mindre påtagede. 

I Frost er det musikalske forløb igen båret af én grundlæggende idé: et flydende overtonemotiv formentlig frembragt af en vibrafon, der bliver strøget. Vokal og violin lægger sig ind i vibrafonens frekvenser i en fraktal undersøgelse, der får lov til at hænge uforstyrret for et øjeblik, som et pusterum på en plade, der indtil videre har haft meget travlt med at komme forskellige steder hen. Musikken føres gennem en celloklang gelinde videre til Our Flags Are Torn – et Scott Walker-agtigt nummer med et strygerunderlæg båret at glissandobevægelser som en flydende baggrund til en yndig melodi, der dog fremtræder helt obskur, idet den er parrallelført af en skærende, dissonerende andenstemme.

I mine ører møder vi pladens mest fængslende kontrast i Dark Water. Smukt fingerspillede arpeggios og gnidende, skrabende cellolyde møder hinanden og undfanger en musik, som er yndefuld og balstyrisk på samme tid, og som er ført igennem af en meget vellykket brug af elektroniske komponenter. 

I det næstsidste nummer Time is Local – Seventeen Days lander pladen i sin største bedrift og smukkeste sats. Det er som om, musikken har været gennem en lang renselsesproces, nu er nået katarsispunktet og kan optræde i en ny, frigjort form. Klange, der helt usødet udstiller sin egen skrøbelighed i et statisk punkt mellem stabilitet og usikkerhed. Det er umådelig dejligt at komme hertil, hvor den klanglige sårbarhed, som kvartetten rummer, får helt frit lejde. 

Når musikken virkelig spræller, hænger i en tynd tråd og hæver sig over det hybridmusikalske, viser We like We sig fra sin bedste side

Next to the Entire All er en plade, der på mange måder rammer Wilsons ”gode smag”. Den er stilpluralistisk, kontrastfyldt og utrolig gennemarbejdet. Men det betyder også, at den kun i glimt bliver rigtig nervepirrende. Og det er de øjeblikke, der gør pladen værd at lytte til. Men jeg synes bestemt, We like We er et betydningsfuldt projekt i ’ny musik’ sammenhæng, netop fordi kvartetten i deres brede smag retter ny musik til musikelskere både i og uden for miljøet. Hvorfor dog også holde sig til en bestemt måde at gøre tingene på? 

Men rigtig farligt bliver det altså aldrig, og til tider føles det som om, at æstetikken er så gennemarbejdet, at den tipper over til det stuerene. Når musikken virkelig spræller, hænger i en tynd tråd og hæver sig over det hybridmusikalske, viser We like We sig fra sin bedste side, og der er de bestemt et fascinerende musikalsk bekendtskab.