Illustration: Signe Lupnov

Stephen Schwartz og den folkelige lyd

Stephen Schwartz døde i foråret 2013. I denne artikel forsøger Jacob Kreutzfeldt, der gennemførte en række interviews med Schwartz gennem hans sidste år, at indkredse den æstetiske grundholdning, der prægede hans arbejde med radiomontagen i DR.
Portræt af Stephen Schwartz
  • Annonce

    Man skal høre meget

Første gang jeg mødte Stephen Schwartz, var i min tid som freelancer på en kulturredaktion i DR, hvor en smilende og lidt slidt udseende mand en dag kom ind på redaktionen og spurgte efter en af mine kolleger. Jeg lagde mærke til ham på grund af en særlig kombination af selvtillid og ydmyghed. Han var tydeligvis en ener, som var vandt til at færdes på gangene i det gamle radiohus. Han skrev en seddel til min kollega og forsvandt igen. Bagefter fik jeg at vide, at det var Stephen Schwartz, den berømte mester, som jeg kendte og beundrede for hans montager – ikke mindst for den herostratisk berømmede Snigskytter fra 1992, hvor snigskytter i det sønderbombede Sarajevo fortæller, hvordan det er at have fjenden på kornet. Manden var nok den mest berømmede radioproducent i DR, men han havde sneget sig rundt på kontoret som en freelancer!

Det var i begyndelsen af 0-erne. Et par år inden Stephen Schwartz i 2003 sagde farvel til Danmarks Radio og kastede sig ud i nye digitale projekter, der alle sammen havde det formål at holde liv i den danske lydkultur, som han skattede så højt. Jeg mødte ham igen i universitetsregi, hvor han i en periode underviste i radioproduktion og senere igen, hvor vi indledte et samarbejde om dokumentationen af hans virke som radiomontør og eksperimentator i DR. Inden han døde i maj 2013, nåede jeg sammen med cand.mag Ole Fugl Hørkilde at lave otte interviews med Stephen Schwartz om hans arbejde i DR, som kan høres i uddrag på LARM Radio (se links nedenfor) Vores interviews var alle fokuserede på en enkelt Schwartz-udsendelse og på arbejdet med den. Men det, der holdt samtalen kørende, var vores vedholdende forsøg på at forstå Schwartz’ omsorg for, ja, passion for lydkultur. I hans tid som hyperaktiv pensionist havde jeg gang på gang hørt hans svanesang om dansk lydkultur, og flere gange mærket hans anklagende finger: Hvad gør I på universitetet for at fremme og bevare dansk lydkultur? Interviewprojektet blev en rejse ind i den Schwartz’ske æstetik og ideologi, samtidig med at det –uundgåeligt og tragisk – blev en rejse mod Stephen Schwartz’ endeligt. Han fik konstateret kræft i september 2012, efter vores to første interviews, og døde syv måneder senere, da vi havde gennemført vores oprindelige plan – til sidst med store omkostninger og kraftanstrengelser for ham.

I det følgende vil jeg undersøge den Schwartz’ske lydæstetik med baggrund i det store interviewmateriale og i den samling af 114 Schwartz-udsendelser, som er gjort tilgængelige for universitetsforskere og -studerende via LARM.fm. I en tid, hvor lyd og radio igen nyder stor opmærksomhed, hvor uafhængige radioer, podcastmagasiner skyder op, hvor det vrimler med lydkunst festivaler og –udstillinger, og hvor universiteterne begynder at ansætte folk med auditiv kultur som deres område, har det været tankevækkende for mig sammen med Schwartz at rejse tilbage til lydkulturens, radioens og båndoptagerens tidlige dage og møde den folkelige lydkultur, som Schwartz til tider savnede, når han kiggede sig om i sin samtid. 

Migration
Stephen Schwartz brugte ofte ordet ”indvandrer” om sig selv. Han var kommet til Danmark i 1961, 21 år gammel. Var vokset op i et pænt jødisk hjem i Detroit og læste i en kort periode på universitetet i New York City. Det var nu ikke så meget studierne, der havde fangede hans interesse, som det liv, der udspillede sig omkring universitetet. I New York City var han med til at starte et spillested for folkemusik, men han skiftede hurtigt New York City ud med København, hvor han allerede havde været to gange i forvejen på udvekslingsophold. Hans eksistensberettigelse i Danmark var til at begynde med indskrivningen på København Universitets folkemindestudier, men det er folkemusikken og den fem-strengede banjo, der flyder mest i hans erindringer om den tid.

Han var hverken udvandrer eller indvandrer, men snarere en vandrende på vej rundt i verden.

I de første år  i Danmark var Stephen Schwartz i en tilstand af migration. Han var hverken udvandrer eller indvandrer, men snarere en vandrende på vej rundt i verden. Ture til Israel, Cypern og USA, undertiden med en bærbar båndoptager i hånden, førte dog gang på gang tilbage til Danmark. Og også et par gange ind i Danmarks Radio, hvor han første gang prøvede at skabe interesse for nogle optagelser med en Cypriotisk folkesanger i 1962. Mens det første forsøg var forgæves, gik det bedre i 1964, hvor han fik mulighed for at præsentere en samling optagelser fra slumkvarterer i New York City og Boston for Willy Reunert; manden der havde revolutioneret feature genren i Danmarks Radio. Reunert lyttede. I lang tid, fortæller Schwartz. Og sagde så: ”Du vil gerne lave radio? Så går vi i gang” (Interview med Stephen Schwartz d. 4/6 2012)

Indvandrere i Danmarks Radio
Reunert var selv indvandrer i Danmark. Vel egentlig snarere emigrant. Han var som ung socialdemokrat flygtet fra nazisterne i Tyskland og var havnet i Danmark, hvor han nærmest ved en tilfældighed blev programmedarbejder i Danmarks Radio efter krigen. Han udviklede den moderne og socialt bevidste feature, der blev forgængeren til den mere institutionaliserede radiomontage. Schwartz blev Reunerts lærling og havde på en måde en uformel tilknytning til Danmarks Radio fra 1964. I Reunert fandt Schwartz en indvandrerfælle. Men hvor Reunert gang på gang kiggede sig tilbage og i flere features skildrede det sønderrevne Tyskland, kiggede Schwartz sig sjældnere og med mindre ømhed over skulderen. Han var, eller blev, en Indvandrer i Frejas Sal. Opgaven blev nu at skildre det Danmark, der var hans nye hjem. Og Reunert, der selv havde oplevet at tilegne sig sit nye hjemland, sendte Schwartz rundt i landet: Til Hobro, Frederikshavn eller ud og følge livet på hjul hos omrejsende fra et cirkus. I det hele taget synes Schwartz i sin læreperiode at have tegnet sin egen bane fra USA og til Danmark, bare i titlerne på hans tre første (bevarede) udsendelser:  Sort Aftenvandring i New York, Flugten fra Amerika og En Amerikaner i Hobro – alle i samarbejde med Willy Reunert.

Schwartz var Reunerts lærling og freelancer i fire år, indtil han i 1967 blev fastansat i Kultur og Aktualitetsafdelingen med stofområdet ‘Mennesker og Miljøer’ og med den jobbeskrivelse, at han skulle ”udvikle det radiofoniske udtryk”. Ved ansættelsen fik han sin egen Lyric-båndmaskine og fik lov til at redigere på den derhjemme. Stephen Schwartz var nu formelt huset af Danmarks Radio. Dog følte han sig vist mere hjemme ude blandt mennesker med sin båndoptager end på Statsradiofoniens gange. Også det havde han lært af Reunert, der advarede den unge Schwartz mod at lade sig vikle ind i korridorsnakken i radiohuset. I stedet fik han sin egen serie Vi Mennesker, inspireret af MoMAs store fotoudstilling The Family of Man fra 1955 (ifølge interview med Stephen Schwartz 29/8 2012), hvor dokumentarisme og kunst går op i en højere enhed.  Takket være Reunerts indsats fik Stephen Schwartz et drømmejob i Danmarks Radio, og kunne nu påbegynde en karriere som enfant terrible og legebarn i en potent organisation: Schwartz havde ramt Statsradiofonien i dens på et højdepunkt.

Fortælleren og den sceniske lyd.

Schwartz’ gennembrud blev udviklingen af en scenisk stil. En stil, der havde sit forbillede i filmens verden

To stilistiske nybrud skulle blive afgørende for udviklingen af den særlige Schwartz’ske stil: Afviklingen af intervieweren og afviklingen af fortælleren. Schwartz blev siden kendt som manden, der klippede sig selv ud. Udviklingen siden Aksel Dahlerups hørebilleder i 1930’erne var gået i retning af en mindre prominent udsigelsesposition. Allerede Reunert og Viggo Clausen havde arbejdet med mere mimetiske, mindre diegetiske fortælleformer, hvor interviewerens og fortællerens fortolkende filtre søges minimeret. Men Schwartz’ gennembrud blev udviklingen af en scenisk stil. En stil, der havde sit forbillede i filmens verden, og som cementeredes med det, Stephen Schwartz selv kalder sit svendestykke, nemlig Willys Verden fra 1969.

Når det lykkes så godt at fastholde en autenticitet i montagen, er det fordi personerne gik med legen: at performe deres liv for mikrofonen og de ukendte lyttere.

Willys Verden er et portræt af den arbejdsløse Willy i et saneringsmodent kvarter i København. Vi følger Willy, når han sludrer med sin niece og hendes mand, når han sidder på kaffebaren og kigger ud på gadens liv, eller når han sammen med venner hygger sig i baggården. Vi hører ikke på noget tidspunkt Schwartz selv. Det opleves som om, Willy taler direkte til lytteren eller til de andre personer i scenen. Schwartz udviklede her en teknik, hvor han instruerede sine personer, så de sammen skabte eller genskabte scener for mikrofonen. Når det lykkes så godt at fastholde en autenticitet i montagen, er det fordi personerne gik med legen: at performe deres liv for mikrofonen og de ukendte lyttere. Som lytter får man den fornemmelse, at mange af de optrin, der finder sted, mange af ordvekslingerne, har karakter af indøvede lege, skrøner eller ritualer, som gang på gang opføres og varieres i festligt lag blandt venner.

 Eksperimenter
Schwartz havde allerede i 1965 i udsendelsen Børnesnak for Voksne klippet sig selv helt ud således, at han hverken optræder som interviewer eller som fortæller. Som følge heraf eksperimenterer han med forskellige måder at rammesætte de til tider usammenhængende udsagn fra hans interviewpersoner. I Børnesnak for Voksne lader han og Reunert børnebogsforfatteren Jens Sigsgaard indlede og afslutte i en stemningsmættet montage af tekst, reallyde og musik. I Lykken på Hjul fra 1967 indrammes interviews med omrejsende tivoli-folk af en sprechstallmeisters peptalk og lyden af et snurrende lykkehjul. Lyder dukker op flere gang i udsendelsen mellem forskellige interviews, og der etableres en spænding mellem myten om livet som et spil og tivolifolkets mere kyniske betragtninger om at sikre indtjeningen.

 I to eksperimentaludsendelser Europæiske Strøg – København fra 1966 og Kredsløb. Hovedbanegården fra 1968 oplæser Schwartz den stringente ‘perler-på-en-snor’ form, som Reunert udviklede og oplærte ham i. Her afløses den enstrengede, monterede fortælling af en flerstemmig collage af lyde og stemmer. Portrættet af Københavns nye gågade Strøget indledes med lyden af passerende skridt, fløjten, rådhusklokkernes klang og løsrevne udsagn: ”jaaaa, hvad er de””Man kunne måle det ud i en skridt-kadence””En strøg-tur op og ned ad gaden”. Strøget skildres i kraft af reallyde snarere end af udsagn om Strøget. De udsagn, der optræder, forankres rumligt og bidrager til bylivsskrildringen i kraft af rytme, intonation og bestemte måder at forholde sig til stedet. Der er ingen eksperter, men bare almindelige mennesker, som forsøger at sige noget om deres hverdagstur gennem strøget. På lignende vis er Kredsløb. Hovedbanegården en skildring af et sted snarere end af en person eller et tema. Her indledes med en collage af skridt, en ringende klokke, højttalerudkald, kommunikation mellem togpersonalet og en vedblivende hjertebanken. Det er først ca. 2 minutter inde i udsendelsen, at man hører en stemme, der synes at henvende sig til lytteren. Den akkompagnerende lyd antyder, at det er skopudseren, der siger ”man ser jo mange forskellige mennesker. Men det er ikke altid man lige kan se, hvad de indeholder. Det er ikke lige nemt sådan lige at finde ud af det… næj… Men det går jo lige sådan. Det behøver man jo heller ikke. De skal jo ikke være her så længe.” Mens skopudseren ikke får sagt så meget om de folk, han betjener på Hovedbanegården, så får han i kraft af sin sprogtone, hele hans måde at forholde sig til emnet, sagt en del om sig selv, ligesom han illustrerer, en måde at forholde sig til stedet og til hinanden i Hovedbanens urbane centrifuge. hvor folk bidrager til et galleri af typer uden dog at give sig til kende som personer, 

Willys efterliv
På trods af de mange – med nutidens øjne – meget spændende eksperimenter og formopløsninger, er det Willys Verden fra 1969, Schwartz oplevede som sit store gennembrud. I vores samtaler forsøgte jeg flere gange at bringe de meget eksperimenterende stedportrætter på banen, men Stephen Schwartz syntes hverken at kunne eller ville huske disse udsendelser. I stedet vendte han gang på gang tilbage til Willys Verden, der blev en formæssig og stofmæssig åbning for ham – ligesom den aftvang stor respekt både hos læremesteren Reunert og hos dennes tidligere elev: den allerede indflydelsesrige Viggo Clausen. Schwartz husker, at Viggo Clausen havde været på sporet af den samme radiofoniske form og ”gerne ville have lave en ’teater’-forestilling som denne her med dokumentarisk stof og med en scene-på-scene konstruktion. Men han var ikke kommet videre med det” (Interview med Stephen Schwartz 29/8 2012). Clausen modtog, sådan huskede Schwartz det, den næsten færdige Willys Verden med begejstring og med ”et lille stik” – af misundelse, formodentlig. Willys verden forløste på den ene side det fortællemæssige problem for montageproducenten: At skabe en kontekst for de talende stemmer, at sætte dem ind i en overbevisende verden og lade dem handle i denne verden.

Her lykkedes det Schwartz at skabe rum til den folkelige lyd, som skulle blive hans omdrejningspunkt i de følgende godt 35 års radioarbejde.

Samtidig blev Willys Verden Schwartz’ bevis på, at det også i radioen lod sig gøre at fortælle historier om fundamentale menneskelige vilkår, the human condition, i et sprog fjernt fra eksperternes og de intellektuelles helikoptersyn. Her lykkedes det Schwartz at skabe rum til den folkelige lyd, som skulle blive hans omdrejningspunkt i de følgende godt 35 års radioarbejde.

Den folkelige lyd
Da Stephen Schwartz jagtede personer til bestillingsopgaven: en montage fra det saneringsmodne København, havde han brug for en dækhistorie, der skulle gøre det muligt for den unge amerikaner at komme ind på livet af den brogede skare af beboere i området omkring Klerkegade i København. Hans interesse for folkemindevidenskab kom ham til hjælp. Han opfandt historien om, at han var ude for at optage nogen, der spillede på kaffekande. Han havde hørt historier om, at der fandtes folk, der kunne den salgs, og iscenesatte sig selv som en folkemindesamler i felten. Udstyret med båndoptager og mikrofon stak han efter mange mislykkede forsøg hovedet ind ad porten til en baggård – og mødte Willy og alle vennerne i festligt lag (ifølge interview med Stephen Schwartz 29/8 2012). Det er sigende, at Willy og han indledte deres samarbejde med, at Willy forsøgte sig det bedste, han kunne med en kaffekande, han fluks havde hentet oppe i lejligheden. Willy blev med sin optræden og senere med sin sang og sine historier et udtryk for – og en ekvilibrist udi  – folkekultur.

For Stephen Schwartz var lyden folkelig. Når han gennem sin lange karriere i DR – og siden i sit eget virke – arbejdede sig støt og roligt gennem et væld af lydteknologiske innovationer fra den bærbare spolebåndoptager og siden stereomikrofoner for endeligt at omfavne den digitale udvikling med harddisk redigering og nye distributionsformer, så var det ikke bare, fordi han nød at eksperimentere og skabe nye udtryksformer og fortælleformer. Lyden var for ham tidligt en kilde til en folkelighed, som ofte går upåagtet hen. Han interesserede sig for de dialekter og sociolekter, der sjældent får megen plads i public servicemedier. Han opsøgte hellere arbejdere, provinsboer og fremmedarbejdere end middelklassens kulturinteresserede københavnere. Schwartz’ værker flyder over med en kærlighed til disse udtryksfulde ytringer som vendingen ”HAR DO WÆRT I HOBRO”, der feticheres i udsendelsen En Amerikaner i Hobrofra 1965 Men det er ikke bare det talte sprog, der nyder Schwartz’ interesse. Det er lyden i dens totalitet.

”Kan man råbe folk op? Kan man vække minder via lyd om værdier? Hvordan kan man bruge lyden til at skabe en vemodighed og værn om de gamle værdier. Det var min opgave her.”

 

 Willys Verden blev Schwartz’ Columbusæg. Her lykkedes det ham at kombinere sin omsorg for folkekulturen med en stringent og økonomisk fortællestil. Herfra udvidedes territoriet med ekvilibristiske produktioner som Nattevægteren fra 1971, men også med eksperimenterne med folkelig radio i Båndværkstedet, som Schwartz var med til at starte i 1972. Schwartz gav fremmedarbejdere, gadefejere, kontanthjælpsmodtagere og prostituerede stemmer i statsradiofonien. Med hans baggrund i folkemindestudier og med hans talent for folkemusik, er det ikke svært at forstå, hvorfor radiomediet tiltalte ham dengang i begyndelsen af 1960’erne. Lige fra de tidlige optagelser af Cypriotisk folkemusik over epifanien med Willys Verden og helt frem til hans sidste arbejde med de webbaserede projekter Sounds from Denmark, Lyden af Helsingør og SoundQuiz (se links nedenfor) var lyden ned dens forankring i tid og sted en indikation på en folkelig kultur og på denne kulturs måde at fortælle om sig selv – at erindre sig selv. I Schwartz’ afsked med DR i montagen En Indvandrer i Frejas Sal fra 2001 var lyden i centrum, men nu ikke som en dokumentation af samtiden, snarere i form af Schwartz’ eget arkiv af optagelser fra hans 40 år i Danmark. Opgaven var her at præsentere snapshots af et Danmark i forandring. Reallydsoptagelser af fællessang, dryppende vandhaner og radiobanko i 60’erne blev iscenesat i en nostalgisk og refleksionsfremkaldende sammenhæng. Stephen Schwartz sagde, da vi mødets sidste gang om arbejdet med lyd i En Indvandrer i Frejas Sal: ”Kan man råbe folk op? Kan man vække minder via lyd om værdier? Hvordan kan man bruge lyden til at skabe en vemodighed og værn om de gamle værdier. Det var min opgave her.” (interview med Stephen Schwartz 13/3 1013)

Fokusartikler