»Yes!« tænker jeg, mens jeg sidder og doomscroller mig gennem Loïc Destremaus værker, inden vi skal mødes for at tale om hans forestående debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Ikke kun fordi den 31-årige komponist giver små mindelser om en ung Simon Steen-Andersen med sin kombination af teknisk raffinement og evnen til at underholde. Eller fordi hans indspilninger og videoer viser et sjældent talent for at blande teknologi, elektronik og akustiske instrumenter.

Nej, mere fordi hans værker sætter tanker i gang. Der er alle mulige perspektiver på verden: filosofi, antropologi, politik, historie, biologi, fysik … en hvirvelvind af lag, som får musikken til at kaste kroge ud i samfundet, gør den opmærksom på den tid, vi lever i. Hvis den ny musik af og til befinder sig i en boble, ligner Loïc Destremau en debutant, der har troen på, at boblen kan sprænges.

Vi mødes en onsdag eftermiddag lige efter frokost og konstaterer, at vores udsete cafe, Darcy’s på Rantzausgade, er optaget. Sikkert af andre kunstnere og studerende. Så vi trasker ned til det tidligere Overfor, nu Katz, ved konservatoriet til pebermyntete og kakao. Jeg siger ikke, hvem der bestiller hvad. Ud ad vinduet ser vi Bent Sørensen komme cyklende på arbejde forbi Rema1000.