Maj 2013

Musikhistorier

Med 'Musikhistorier' fejrer Seismograf/DMT Dansk Komponist Forenings 100 års fødselsdag med 5 nyskrevne artikler om komponistmiljøet, komponisternes musik og dens reception. Artiklerne er baseret på genbesøg i DMTs arkiver, hvor 17 af dem er blevet genoptrykt til lejligheden.

Articles

Med Fokuset Musikhistorier fejrer Seismograf/DMT Dansk Komponist Forenings 100 års fødselsdag. Fokuset består delvist af et genbesøg i vores egne arkiver - et dyk ned i fortiden set gennem Dansk Musik Tidsskrift (som Seismograf fusionerede med i 2011). Med et genoptryk af 17 historiske artikler fra DMT fra perioden 1929 til 2004, præsenterer vi 17 konkrete nedslag, øjebliksbilleder, der tegner udviklinger eller særlige udpluk af bestemte tiders musikformidling eller musikdebat.

Disse tekster er udvalgt af forfatterne til 5 nyskrevne tekster, som Seismograf/DMT har bestilt i forbindelse med komponistforeningens jubilæum. De nye tekster er skrevet af forfattere, der gennem deres arbejde som historikere, analytikere og formidlere gennem mange år har fulgt ny musik-miljøet på tæt hold - uden selv at deltage som udøvende. 

Med disse nedslag fortælles om komponistmiljøet, komponisternes musik, dens reception, samt de debatter og diskurser, der har fulgt dem og stadig følger dem. Samtidig fortælles også nogle af DMTs egne historier – om hvilke betydninger og hvilke skiftende relationer DMT har haft i forhold til komponisterne, og hvordan dette har afspejlet sig i indholdet.

Fortiden er her nu! Læs aktualiseringen af den i artiklerne nedenfor, hvor links undervejs giver mulighed for plukvis at besøge eller genbesøge udvalgte artikler fra arkivet og genopleve noget af guldet fra nordens ældste musiktidsskrifts arkiver. Rigtig god fornøjelse.

Samtidighed betyder ikke nødvendigvis samhørighed. Trine Boje Mortensen skriver om Per Nørgaard og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der er ganske jævnaldrende og ganske forskellige, og om hvordan - og om - formidlingen af de to giganters musik og standpunkter har præget yngre generationer af komponister. 

Officielt har vi ligestilling i Danmark – men der er (stadig) meget få kvindelige komponister i ny musik-miljøet. Denne debat har jævnligt været forfulgt i DMT – dog uden at have fået synderlig megen spalteplads. Ingeborg Okkels tager – med afsæt i de historiske debatter - pulsen på kønsdebatten i komponistmiljøet inden for ny kompositionsmusik anno 2013.

Søren Møller Sørensen ser på debatstof fra tre årtier: 1980ernes postmodernismediskussion, 1990ernes tema om 'gråzonemusik' og 00ernes ophedede kontrovers omkring Susåfestivalens programlægning og publikumsprofil. Han spørger i den sammenhæng blandt andet, hvad indholdet og kvaliteten af musikmiljøets æstetiske debat betyder, for miljøet selv og for omverdenens accept og forståelse af dets eksistensberettigelse.

Michael Fjeldsøe skriver om, hvordan Dansk Komponistforening positionerede sig i forhold til de danske musiktidsskrifter i de første 50 år af foreningens levetid, og dermed også om hvordan positionerne i dansk musikliv ændrede sig afgørende gennem dette halve århundrede. Artiklen tager udgangspunkt i 1929, hvor en ny generation af komponister definerer en ny forståelse af komponistens rolle og opgave.

Jens Brincker skriver om Dansk Komponist Forenings tidlige år og om samarbejdet med Dansk Musiktidsskrift, der blev etableret under besættelsen. En del af denne historie er også historien om Gunnar Heerups redaktionelle ledelse og om hans fyring som redaktør for DMT på grund af anklager mod prominente komponistforeningsmedlemmer for tyskvenlighed.

Fokuset er redigeret af Sanne Krogh Groth og Rasmus Holmboe
Fotos: Søren Zeuth/Kollaps
Grafik: Signe Lupnov 

Støttet af Dansk Komponist Forening

Seismograf/DMT takker Det Kongelige Bibliotek og biblioteket på Afdeling for Musikvidenskab ved Københavns Universitet, IKK for hjælp til at tilgængeliggøre de historiske artikler.