Athelas-tirsdag med vintermusik

6. Februar 2017

I 2017 afholder Athelas Sinfonietta fire koncertaftener under titlen Brand New Tuesdays, der følger årstidernes gang – første gang tirsdag den 7. februar.

Tirsdag den 7. februar, hvor vejrudsigten lover sibirisk kulde og sne, imødekommer Athelas årstiden musikalsk med de farver og stemninger, der karakteriserer den: Den knitrende frost, den høje blå himmel og den hvidgule, kolde sol. Koncerten afholdes i Literaturhaus, og musikken bliver således suppleret af digte og tekster, der relaterer sig til vinteren af bl.a. Vagn Lundbye og Theodor Storm.

Til Brand New Tuesdays præsenterer ensemblet også sine musikere som solister og i mindre kammerensembler.

Athelas' cellist Adam Stadnicki indleder koncerten med Anders Nordentofts stykke for solocello Winter Tree, der fremmaner det tyste hvide landskab med det enlige nøgne træ, mens Morton Feldmans The Viola in My Life synes at være musik, der er ved at fryse til is.
Bratschisten Mina Luka Fred bidrager med musik for solo forstærket bratsch, som er skrevet til specielt til hende af Louis Aguirre.

Athelas vil ved hver af årets tirsdagskoncerter præsentere et nyt værk af Morten Olsen, som er ensemblets huskomponist i 2017. Den 7. februar i Literaturhaus uropføres værket Frenzy for en lidt usædvanlig besætning bestående af klaverkvintet + elektrisk guitar spillet af Morten Olsen selv.

Hvad? Brand New Tuesday med Athelas Sinfonietta
Hvorhenne? Literaturhaus, Møllegade 7, Nørrebro, København
Hvornår? Tirsdag den 7. februar kl. 20 (dørene åbner kl. 19)
Hvor meget? 50 kr. i døren

Læs mere og se det fulde program for aftenen på Athelas’ hjemmeside.