En fuld koncertweekend

30. november 2017

Weekenden byder på et væld af koncertarrangementer i København inden for paraplybetegnelsen “eksperimenterende musik”.

Det kan være svært at vælge eller blot navigere, så her følger en kort oversigt over nogle af weekendens koncerter med alt fra baskisk noise og støjrock over polyrytmik og tango til elektronisk pop og en slags jazz – med mange ophold undervejs.

Allerede i aften torsdag gæster den russisk-israelske multikunstner Mary Ocher Osramhuset på Nørrebro til en genrebrydende aften med afsæt i et singer/songwriter-udtryk, der pilles fra hinanden. Aftenen byder også på de to københavnske sangere Marie Eline Hansen og Natalia Feinberg.

Hvad? Mary Ocher, Marie Eline Hansen og Natalia Feinberg [Facebook-event]
Hvor? Osramhuset, Valhalsgade 4, København N
Hvornår? Torsdag den 30. november kl. 20

Fredag aften skal der første gang vælges mellem to simultane arrangementer på henholdsvis Ydre Østerbro og Christianshavn. Det københavnske label Abstract Tits holder deres fjerde og sidste koncertaften i år på spillestedet Mayhem, hvor man kan opleve den norske violin/kontrabas-duo Vilde&Inga samt den baskiske noise-musiker og performancekunstner Mattin. Han har samarbejdet med verdenseliten inden for sin genre og ynder bl.a. at kaste op og være nøgen, når han går på scenen

Hvad? Abstract Tits Præsenterer 4/4 [Facebook-event]
Hvor? Mayhem, Ragnhildgade 1, København Ø
Hvornår? Fredag den 1. december kl. 20

En duo af frie trommer og shoegazer-guitar, solo-klaver vendt på vrangen, generativ computermusik med blæsere og et eksperimenterende percussion-ensemble er hvad kældersalen i det lille beboerhus på Christianshavn lægger vægge til denne aften.

Hvad? Kielsgaard/Damgaard, Ghost, Flute & Dice, Michael Mørkholt og g·bop orchestra [Facebook-event]
Hvor? Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, København K
Hvornår? Fredag den 1. december kl. 20 

Alt Imens åbner en ny festival for tango som kunstmusik og samtidsmusik dørene på Nørrebro med et program bestående af grupper og musikere fra Danmark, Norge og Argentina, der hver især er et bud på, hvad tango kan være i dag i denne del af verden – musik der på den ene eller anden måde udspringer af eller har et forhold til den argentinske musik, men som i lige så høj grad er musik af nu, her og i dag.

Hvad? Tango ekseks-i [Facebook-event]
Hvor? KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
Hvornår? 1-2. december fra kl. 19 

Lørdag skal man også vælge; der er fortsat tango på Nørrebro, men hvis man indfinder sig på Hovedbiblioteket er der koncert og kassettebåndsudgivelse med Sonic Youth-guitarist og konservatorieprofessor Thurston Moore sammen med et band af studerende fra Rytmisk Musikkonservatorium og andre relaterede musikalske indslag som f.eks. ambient-pop/electronica-århusianeren Clarissa Connelly.

Hvad? Thurston Moore/RMC: Nooooooo Daylight! [Facebook-event]
Hvor? Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15, København K
Hvornår? Lørdag den 2. december kl. 19

Samtidig kan man på det altid musikalsk fusionerende men snart også fysisk fusionerende spillested Global opleve bandet Klimaforandringer og deres blanding af vestafrikansk polyrytmik, arabiske klange, indiske droner, 70’er-psykedelisk guitar og naivistisk auto-tune. De deler plakaten med guitar/tromme-duoen Michael Ellis og den franske dj extraordinarie Madame O.

Hvad? Klimaforandringer, Michael Ellis og Madame O [Facebook-event]
Hvor? Global, Nørre Allé 7, København N
Hvornår? Lørdag den 2. december kl. 21

Og på Mayhem er der tre fremtrædende danske lydkunstnere Jacob Kirkegaard, Tobias Kirstein og Niels Lyhne Løkkegaard i selskab med den franske bassist Louis Inage og den japanske stemmeperformer Keiko Higuchi, der bl.a. optræder med traditionelle spøgelseshistorier tilsat minimalistisk lydside fra det danske hold.

Hvad? Keiko Higuchi/Louis, Kirkegaard, Kirstein, Løkkegaard
Hvor? Mayhem, Ragnhildgade 1, København Ø
Hvornår? Lørdag den 2. december kl. 20

Søndag behøver man ikke at vælge at vælge mellem noget, men vælger man at tage af sted, kan man bruge eftermiddagen i KoncertKirken, hvor man igen kan opleve Marie Eline Hansen – denne gang med Christian Rønn og et “damekor” i anførelsestegn samt et mandskor uden.

Hvad? Insula i Koncertkirken: Marie Eline Hansen, Christian Rønn, "Damekoret" og Christianias Mandekor [Facebook-event]
Hvor? KoncertKirken, Blågårds Plads 6A, København N
Hvornår? Søndag den 3. december kl. 16