Et stykke frossen musik

3. Maj 2017

Christopher Heenan, Adam Pultz Melbye og Christian Windfeld har skabt et interaktivt udstillingsprojekt, der manifesterer sig et sted mellem skulptur og koncert.

Every Vessel Records and Dramatises the History of its Manufacture skabes gennem tre daglige koncerter over fire uger, der sammen med publikumsreaktioner bliver omdannet til 72 unikke skulpturer, der 3D-printes på stedet og udstilles med det samme i Kunsthal NORD.

"Vi indsamler information fra mikrofoner og sensorer og ved at fokusere på de fysiske parametre for lyd og rum i skabelsesprocessen, vil musikken og bevægelserne i rummet samtidig skabe en virtuel skulptur i en proces, der kan følges af publikum via en projektion af computerens arbejde", forklarer Christian Windfeld fra Flamingo.

1, /myo3 0. -0.07874 -0.062992 0. 0. 0. -0.007874 0.015748 -0.234009 0.182251 0.554382 -0.777649 0.324219 0.15332 0.416504 -185.125 42.25 -66.875 1257636.85607

– sådan ser eksempelvis et lille brudstykke ud af den data, som computerens algoritme genererer ud fra bevægelsen af en arm i rummet.

Når softwaren genererer massevis af data under koncerterne skabes altså en visuel repræsentation af både musikken og de bevægelser i rummet, der skaber den samt reagerer på den. Resultatet er en skulptur formet af musikalske gestikker; et stykke frossen musik.

Hvad? Every Vessel Records and Dramatises the History of its Manufacture
Hvor? Kunsthal NORD, Kjellerups Torv 5, Aalborg
Hvornår? Fernisering lørdag den 6. maj kl. 13-15

Udstillingen kører frem til 4. juni 2017. Læs mere på projektets hjemmeside.