Finurlig tech-økologi: Click festival i Helsingør

19. Maj 2017

Weekenden byder på Helsingørs årlige Click festival, hvor samtidsmusik møder talks, installationer, workshops og tech-kultur på det ombyggede skibsværft Kulturværftet.

Under temaet quirky ecologies spejler det nye sig i det gamle, når nutidens queer-rap fra eksempelvis Mykki Blanco og Yves Tumor spiller op ad tidligere årtiers genre-nedbrydende mastodonter som Craig Leon, Suicides Martin Rev eller (This Is Not) This Heat.

I samme ånd er der nye elektroniske ytringer fra amerikanske Holly Herndon, polske Anna Zaradny og danske Puce Mary, der har følgeskab af postpunk/industrial-veteranen Drew McDowall fra bl.a. Psychic TV og Coil.

Koncertprogrammet centrerer sig hovedsageligt om lørdag, mens installationsprogrammet løber over alle festivalens fire dage.
Her kan man bl.a. opleve Lou Reeds gamle guitarer og guitarforstærkere i en opstilling, hvor instrumenterne står op ad forstærkerne stemt således, at de skaber en dronende sonisk skulptur af feedback i forskellige harmoniske forhold.

Hvad? Click festival
Hvor? Kulturværftet, Allegade 2, Helsingør
Hvornår? 18-21. maj 2017

Se det fulde program af koncerter, performances, talks, seminarer, workshops, installationer m.m. på festivalens hjemmeside.