Minimalismepioneren Terry Riley i København

5. Juni 2017

Én af hovedskikkelserne i den amerikanske minimalisme gæster København den 7. juni.

Den i dag 81-årige komponist Terry Riley spiller en af sine sjældne koncerter, når han går på scenen på Bremen Teater i København.

Med sit meget åbne og repeterende værk In C (1964) var Riley i 1960'erne med til at forme den spirrende amerikanske minimalisme sammen med samtidige komponister som Philip Glass og Steve Reich. Sidstnævnte var sammen med Morton Subotnick, Pauline Oliveros og Jon Gibson blandt musikerne ved uropførelsen.

Siden er inspirationen fra Rileys kammer-, bånd- og elektroniske musik samt lange improvisationskoncerter nået langt ud over partiturmusikken og ind i alt fra jazz, new age, eksperimenterende rock mv.

Når Terry Riley giver koncert i København får han selskab på scenen af sin søn Gyan Riley på guitar.

Hvad? Terry Riley & Gyan Riley
Hvor? Bremen Teater, Nyropsgade 39-41, København V
Hvornår? Onsdag den 7. juni kl. 20

Læs mere på Bremen Teaters hjemmeside eller Jazzhouse, der sammen med festivalen G((o))ng Tomorrow er arrangør.