kritik

Det indespærredes udbrud

"Jeg støder så godt som aldrig på noget, jeg ikke vidste jeg manglede, men som det er mig uforståeligt, at jeg har kunnet undvære så længe når først, det nu er der." Svend Hvidtfelt Nielsen har anmeldt Anders Nordentoft.
Af
4. Juni 2014
CD-anmeldelse Anders Nordentoft: Light Imprisoned

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Trods reklameverdenens konstante forsikringer om det modsatte sker det i min dagligdag så godt som aldrig, at jeg støder på noget, jeg ikke vidste jeg manglede, men som det er mig uforståeligt, at jeg har kunnet undvære så længe når først, det nu er der.

Dacapos udgivelse Light Imprisoned med musik af Anders Nordentoft er et af disse sjældne tilfælde. Skønt jeg på forhånd ville kalde mig selv fortrolig med Nordentofts musik, formår denne indspilning i uvant grad at formidle komponistens sensible konstant nærværende, altid følte musik på en måde, der har væltet mig ganske omkuld.

CD’en er indspillet af ensemblerne Århus Sinfonietta (under ledelse af Søren K. Hansen), Copenhagen Classic samt musikerne Henrik Brendstrup (cello), Johannes Søe Hansen (violin), Claus Myrup (bratsch) og John Kruse (klarinet).  Af disse står Henrik Brendstrup centralt som en musiker Nordentoft gennem flere omgange har arbejdet tæt sammen med, både i forbindelse med tilblivelsen af solocello-værket Katedral fra 1986, og cellokoncerten fra 1996/98, der oprindeligt hed Sweet Kindness, men nu er omdøbt til Light Imprisoned, hvilket meget passende er titlen på hele CD’en.

Fornemmelsen af noget indre, der søger at bryde ud kan nemlig høres som et gennemgående træk i CD’ens værker. De er skrevet temmelig jævnt fordelt over en tyve årig periode fra 1986 og 2006 og er som følger: Katedral (1986), Moment (1989), Atrani (1991), Light Imprissoned (1996/98), Dance of Separation (1998), HillShapes-WindStillness (2000) og Pointed Out (2006).

Med disse værker viser CD’en os to væsentlige sider af komponistens produktion: Det lyriske og det motoriske. Eller: Strygerværkerne og ensembleværkerne.

Naturligvis er denne inddeling og beskrivelse kun tilnærmelsesvis rigtig. De motoriske værker indeholder som regel også megen stilhed og kontemplative passager. I et værk som f.eks. Moment fremstår denne pludselige ro nærmest som musikkens pointe, selve det indre, der bryder frem. Og et ensembleværk kan på den anden side sagtens bestå af lutter strygere, som Dance of Separation, der om noget udviser rytmisk vitalitet i en ind til benet afklædt enkelthed, der bryder ud af indledningens figurative spil, og som i satsens sidste 1½ minut pludselig transformerer sig til uheldssvangre sul-ponticello-lyde.  

Går vi til ”strygerværkerne” kan man udfinde en hel lille udviklingshistorie. I det ældste værk, Katedral, skrevet mens Nordentoft stadig var konservatoriestuderende, består det udbrydende element af små melodiske vendinger, der sent i værket gradvist manifesterer sig. Efter 8 minutters dybt poetisk glissando- og senere tremolo-baseret musik udkrystalliseres en kortvarig melodisk bevægelse. Dog kun for i første omgang straks at forsvinde op i en flageoletverden, som tremolomusikken fortsættes under. Men fra nu af dukker der med ca. et minuts mellemrum sådanne små kortvarige bevægelser op indtil 11.52, hvor det melodisk syngende fastholdes og fører til afslutningens korte staccati.

Jeg har kendt dette værk lige siden 1986, men det er først nu, det går op for mig, hvor ærefrygtindgydende originalt og velskrevet det er. Det er en allerede moden komponists værk, et værk, som gennem Brendstrups indlevede fremførelse demonstrerer et potentiale til at indtage en fast plads i det klassiske cellorepertoire verden over.

Den fem år yngre violinsolo Atrani gentager dette formmønster med et endnu mere udfoldet afsluttende melodisk forløb efter en lang tremolobaseret sats. Og yderligere fem år senere er dette melodiske element i Light Imprisoned rykket helt i forgrunden, som musikkens afsæt – ikke dens resultat.

Melodien er så at sige brudt ud. Modernistiske gesti og fokus på spilleteknikker er simpelthen veget for en ren ”gammeldags” melodisk musik. Her er det – som titlen antyder – et spil mellem en dyb basmelodi og en flageolettilværelse, der er det centrale moment, med hvilket celloen indleder og afslutter værket. Men det er kun et moment ud af flere. For modsat Katedral og Atrani er Light Imprisoned  et mere flertydigt værk, hvis farverige poetisk (igen! Det ord kan ikke undværes når man skal skrive om Nordentoft) fabulerende forløb som et akustisk eventyr fører lytteren gennem udefinerbare musikalske landskaber. Og næsten hele vejen i noget for ny musik så sjældent som et melodibaseret forløb. Det var ikke uden grund, at værket kort efter sin tilblivelse indstilledes til Nordisk Råds Musikpris.

To år efter dukker en ny måde at artikulere denne formdannelse (”det indre, der bryder frem”) på. HillShapes-WindStillness karakteriseres i programnoterne med rette som en bratsch-solo med bagvedliggende klaver. Men denne opsplitning er på sin side måske CD’ens tydeligste gestaltning af ”Imprisoned”-temaet. Der er en musik (bratsch), og der er noget bagved (klaver). I skæringens sidste godt halvandet minut står dette klaver alene tilbage. Det er ikke noget nyt, der bryder ud. Det er noget nyt, der bliver hørbart, kommer i fokus. Men det, at det uafviseligt har været med fra start, gør, at den oplevelsesmæssige transformation får en anden status. Det er ikke musikken, der ændrer sig. Den afslører bare noget, vi ikke kunne høre før. Et værk som dette har naturligvis en endnu større virkning live, hvor den uhørligt spillende pianists aktiviteter vil have været synlige – omend ikke hørbare – fra selve værkets start.

Værkoplevelsen her kan ikke undgå at smitte af på de øvrige værker. Har den musik, der sluttelig bryder frem, ikke også været usynligt til stede hele tiden? Gemt på et metafysisk, forestillet, ekstramusikalsk plan?

Vel kan alt dette afvises som overfortolkning og projektion af egne ideer. Det appellerende ved Nordentofts musik er imidlertid, at den er åben for en sådan projektion. Det kan give mening, hvis man først har fået ideen.

CD’ens nyeste værk Pointed Out kan i det lys høres som en opsummering af en sådan Nordentoftsk teknik formuleret som seks korte pointerede (sic!) satser, der hver præsenterer mulige sider af den musik, der i sidste sats forener alle disse sider i et samlet udtryk. Det er et ensembleværk, dvs. som udgangspunkt et af dem, der ovenfor er blevet karakteriseret som ”motorisk.” Som det er blevet nævnt allerede, er denne motorik dog kun ét element blandt andre.

Fornemmelsen af opsummering ligger ikke bare i den formtype, Pointed Out udfolder. Det ligger ligefrem gemt i selve motivvalget: Første sats bygger på indledningsfigurerne fra Dance of…,anden sats præsenterer violinmelodik over klaver (der dog ligger helt anderledes fremme i lydbilledet end tilfældet var i HillShapes..), tredjesatsens klaverkadence fører til fjerdesatsens solocello, der ikke kun qua sit instrument giver mindelser om tidligere ”strygerværker”. Femtesatsens klarinet fører til sidste sats’s genoptagelse af indledningsfigurerne, som nu konfronteres med de øvrige satsers materiale. Det er en koncentreret og knap musik, der tydeligere end de øvrige værker viser den gæld til Hans Abrahamsen, Nordentoft deler med mange af sine jævnaldrende. En gæld, der allerede kunne have været identificeret i Hillshapes’ spil mellem en foran- og en bagved-liggende musik.

Dermed ikke være sagt, at Nordentofts musik som sådan minder om Abrahamsens. Nordentofts musik er umiskendelig hans egen. Og det er en musik, der viser en ny musik, der lyttemæssigt baserer sig på samme forudsætninger som gælder for lytning til tidligere århundreders klassisk musik. En musik, der formulerer sig i klange, melodier og veldefinerede gesti, som alt sammen virker sammen i udtrykkets tjeneste.

Og hvilket udtryk!

Jeg er glad for, at jeg endelig fik, hvad jeg ikke vidste, jeg manglede.

Omtalt i artiklen