Alle veje fører til Wagner

Blot seks dage skulle vi ind i det nye år, før jeg så småt begyndte at tænke tilbage på 2020 som de gode, gamle dage. Anført af en halvnøgen mand med horn i panden og spyd i hånden, den 32-årige Jake Angeli fra Arizona, stormede det selvudråbte Underklasseamerika sidste onsdag sine folkevalgtes tempel, Capitol Hill i Washington. Vreden var udadvendt, blodrusen latent. Hvad lignede det? En marvelfilm? Et rollespilstræf? Havde man spurgt den amerikanske musikkritiker Alex Ross, ville han nok mene, at det lignede noget fra en wagneropera. Hvor nyhedsmedierne i Jake Angeli så en klovneagtig shaman fra superskurkegruppen Qanon, må Ross have set legemliggørelsen af Siegfried, Wagners sværdførende krigerkonge fra Nibelungens ring. For det er netop, hvad han gør i sin nye kolos af en bog, Wagnerism – Art and Politics in the Shadow of Music: ser Wagner overalt.

Det har taget mig måneder at komme igennem de knap syv hundrede sider i Ross’ receptions- og idéhistoriske værk, hans første store udfoldelse, siden han med The Rest Is Noise fra 2007 skrev dén musikhistoriske fremstilling af det 20. århundredes musik, som mange musikhistorikere i dag slet ikke mener, man kan skrive. Flere gange har jeg måttet lægge Wagnerism til side og læse andre bøger, mens jeg har spekuleret over, hvad vi dog skal med sådan et værk i dag. På samme måde som jeg, i hvert fald i begyndelsen af sidste år, ikke kunne finde ud af, hvad vi dog skulle med et helt års fejring af Beethovens 250-års fødselsdag. Beethoven-spekulationerne befriede en bitte pandemi mig for. Men det var egentlig først i onsdags, da jeg så en video af betjente på retræte og straks tændte for CNN, at jeg for alvor kunne se en aktualitet i Ross’ nidkært nørdede kortlægning af, hvordan Wagner har påvirket kunstnere, filosoffer og politikere siden sin død i 1883.

Det er svært at vende tilbage til dansk musikjournalistik, når man først har fået smag for Ross

For hvordan forklarer man den slags massebevægelse, der lige pludselig befinder sig millimeter fra en decideret massakre på den politiske elite? Tænk, hvis mændene med skudsikre veste, spyd og plasticstrips var løbet ind i en Pelosi, en Pence i den labyrint af korridorer, de havde indtaget. De færreste medvirkende så ud, som om de vidste, hvad de deltog i. At det ville betyde dødsstraf i mange andre lande. Et vaskeægte kupforsøg. Men en hob er et dødeligt våben, der blot kræver, at de få rabiate peger den i retning af det utænkelige, før det bliver til virkelighed. Selvom jeg ikke har været imponeret af den ofte karikerede kritik af Donald Trump gennem de seneste år, var min første indskydelse, at han denne gang var gået for langt. At hans uldne retorik var årsagen til stormløbet, også selvom han næppe havde forestillet sig, det ville eskalere, som det gjorde. Det havde ingen vel for alvor. Men var det forklaringen: Trump? Efter at være blevet færdig med Ross’ bog tidligere på dagen virkede det som en lidt for unuanceret konklusion.

Luksuriøs musikjournalistik

Det er ikke specielt morsomt at bo alene i de her tider. Men en af de få glæder, jeg har i løbet af ugen, er, når The New Yorker lander i min postkasse. Magasinet, alle journalister i små sprogområder drømmer om at udvikle i en lokal version. Her er der plads til kunstneriske forsider, næsten uendelige artikler og pedantisk arbejde med faktatjek og redigering. Selvom flere herhjemme har forsøgt at lave noget, der ligner, kræver det simpelthen flere penge og interesserede læsere, end vi kan præstere. I den forstand er det både befriende og deprimerende at læse magasinet. Lidt på samme måde har jeg det med journalisterne, der arbejder der. Jeg er imponeret og misundelig. Tag nu Alex Ross. Han skrev sin første artikel i The New Yorker som 25-årig. Tre år senere, i 1996, var han fastansat. Og hans hovedfag er endda litteratur; han har skrevet speciale om Ulysses. På Harvard, selvfølgelig. I magasinet fungerer han ikke kun som indsigtsfuld anmelder af klassisk musik, men skriver også essays om amerikanske ørkenlandskaber eller Frankfurterskolens tænkere, og han har fulgt både Radiohead, Björk og Bob Dylan på turnéer. Det er svært at vende tilbage til dansk musikjournalistik, når man først har fået smag for Ross.

I 2007 blev han et navn i bredere – og snævrere – musikkredse, da han udgav The Rest Is Noise: Listening to the Twentieth Century. Selvom bogen ikke var helt fri af biografisme, altså brugen af komponisters liv som ledetråd for tolkningen af deres musik, var den lige den introduktion til et århundredes musik, som mange ikke vidste, de manglede. Karl Aage Rasmussen forsøgte fire år senere noget tilsvarende herhjemme med Musik i det tyvende århundrede – en fortælling, men selvom resultatet var fyldt med viden og indsigt, var det også mere leksikalsk end Ross’ essayististe stil. Og det er lige præcis kombinationen af en følsom pen og et bredspektret intellektuelt udsyn, der gør Ross til vor tids førende musikskribent. Sætningerne lægger sig simpelthen til rette på papiret som små perfektioner. Engelsk syntaks giver med sin udvidede tid – ing-formen – nogle fantastiske muligheder for at udrulle hele tableauer, før en sætning overhovedet er kommet i gang, og den er utrolig fleksibel, når det gælder indskudte sætninger. Det udnytter Ross til fulde, især når han med dramaturgisk akkuratesse beskriver et musikalsk forløb med musikanalytiske termer og koncise, besjælede tolkninger i et sprog, der både taler til kenderen og novicen.

Med Wagnerism står musikken imidlertid ikke i centrum, sådan som den gjorde det i The Rest Is Noise. Det er hverken en musikalsk biografi eller en værkgennemgang, Ross har brugt sine fyrrere på at skrive. Heldigvis. Projektet er på samme tid enormt nørdet og vidtrækkende. Det er på den ene side noget så tunnelsynet som en kortlægning af, hvilke kunstnere, tænkere og politikere der mere eller mindre eksplicit har ladet sig inspirere af Wagner gennem halvandet århundrede. Et totalt connaisseurprojekt, hvor Ross gennemgår det ene forfatterskab, den ene filmografi, det ene billedkunstneriske oeuvre efter det andet. Joyce, Mann, Woolf, Baudelaire, Tolkien, Malick, Herzog, Kiefer, Nietzsche, Schopenhauer, Heidegger, Hitler, listen er endeløs, og man har kunnet følge udgravningsarbejdet i mange af Ross’ artikler til The New Yorker over årene.

På den anden side samler de mange nedslag sig også til en større fortælling. Ikke bare en fortælling om, at Wagners operaer – og i et vist omfang hans antisemitisme – har gjort indtryk på mange generationer, siden Das Liebesverbot som den første af operaerne havde premiere i Magdeburg i 1836. Nej, en fortælling om idéer, der sedimenterer ned gennem tiden, forplanter sig fra kunsten til samfundet og bliver brugt – eller misbrugt – af grupperinger med helt modsatrettede ambitioner. Om revolutioner til højre og til venstre på den politiske skala, der alle finder noget i samme kilde, Wagners arbejde, som de bruger aktivt til at fremme deres egen sag.

Valkyrierne rider igen

Jake Angeli, manden med stars and strips i ansigtet, vikingehjelm og et flag med spyd for enden, er et kendt ansigt i konspirationsmiljøet. På skærmen foran mig ser jeg, at han taler med betjente inde i et af de historiske rum i Kongressen. På væggene hænger portrætter af amerikanske politikere siden 1789 og guldindrammede scener fra landets krigeriske historie. Her er virkelig et sammenstød mellem institutioner og befolkning, tænker jeg. Det er ikke til at vide, hvad han taler med betjentene om. Ikke til at vide, om han er en af dem, der ønsker vicepræsidenten klynget op i den galge, oprørerne har rejst ude på plænen. Mest af alt ligner han en avatar, der har forvildet sig ud i den analoge verden. Vil de her mennesker det samme nu, som når de sidder bag skærmen? Det ved vi heldigvis ikke, for politikerne når i sidste øjeblik i sikkerhed, men ude foran hovedindgangen bliver en betjent trukket ind i massen og fortæret levende.

På sin blottede overkrop bærer Angeli flere tatoveringer med direkte adresse til nordisk mytologi. Lige over de lavtaljede bukser: Thors hammer, Mjølner. På venstre brystkasse, med hul til brystvorten: træet Yggdrasil. Og nær armhulen: tre trekanter, også kendt som valknut, et symbol med forbindelse til Odin og krigerdød. Nordisk mytologi spiller en central rolle i Nibelungens ring, ligesom den gør det i voldelige nationalistiske miljøer. Anders Breivik kaldte sin pistol for Mjølner og sin riffel for Gungner, efter Odins spyd. Da Brenton Tarrant lagde en afskedsvideo ud på 8chan, inden han livestreamede sin massakre på to moskéer i newzealandske Christchurch i 2019, sluttede han af med et »vi ses i Valhal«.

Når Wagner i dag rent sporadisk dukker op i højrefløjsfora på nettet, er det ikke for sin musik

Også inden for militæret spiller mytologien en rolle. Som Ross gør opmærksom på i Wagnerism, er der flere eksempler på kampfly og missioner, som har fået tilnavnet Valkyrie, ikke mindst på grund af den berømte scene i Apocalypse Now (1979), hvor amerikanske helikoptere blæser Wagners Valkyrieridt ud gennem store højttalere inden et luftangreb i Vietnam. Lydlig krigsførelse. Valkyrier er som bekendt de kvindelige instanser, der på Odins befaling vælger, hvilke krigere der falder i kamp. Med populariseringen af Valkyrieridtet går der nu både en fin- og en populærkulturel lige linje fra Wagner til paramilitære grupperinger på den politiske højrefløj i dag.

Men det er ikke Wagner, jeg hører fra de lydsystemer, oprørerne har fragtet med til Capitol Hill. Selv for firs år siden stod Hitler ret alene med sin forkærlighed for der Meister; Goebbels havde, som Ross skriver, forstået, at nazismen var nødt til at omfavne den amerikanske populærmusik for at opretholde en folkelig appel. Da streamingen af protesttalerne forud for stormløbet på Capitol Hill er forbi, er det sidste nummer, der lyder fra højttalerne, Elton Johns »Tiny Dancer«. Jeg kan næsten ikke have det. Musik, jeg har siddet bag klaveret og spillet hundredvis af gange, siden jeg var teenager. Senere, da mørket har sænket sig og Kongressen er rømmet for oprørere, lyder »All You Need Is Love« fra den stadig betydelige mængde af Trump-tilhængere, der ikke lader sig afskrække af et netop iværksat udgangsforbud. Når Wagner i dag rent sporadisk dukker op i højrefløjsfora på nettet, er det ikke for sin musik, men for sine antisemitiske tekster, at han bliver fremhævet som en potentiel helteskikkelse på den anden side af en kommende revolution.

Donald Trump er mildt sagt heller ikke Wagner-fan. I sine glamourøse og underholdende erindringer fra firsernes Manhattan, The Vanity Fair Diaries: 1983-1992 (2017), beskriver Tina Brown, den tidligere redaktør for Vanity Fair og The New Yorker, et middagsselskab med Trump, hvor han fortæller, at han netop har været til åbningen af en Ring-cyklus på The Met med Plácido Domingo i hovedrollen. Trump, der i The Art of the Deal (1987) ikke lægger skjul på, at han hader at spilde tid på sociale begivenheder, var ikke begejstret for sin tur i operaen, lader han Brown vide. »Jeg sagde til Ivana: Rabler det for dig? Det gør vi aldrig igen!« Om det så er Browns hukommelse eller Trumps opmærksomhed, der spiller et puds, er uvist, men Ross har selvfølgelig faktatjekket anekdoten, og det viser sig, at Domingo ganske vist optrådte på The Met den pågældende måned. Han sang blot ikke Wagner, men Verdi. Det kan godt være, at Trump har studeret Hitlers taler – den historie fortalte Vanity Fair i 1990 – men han har næppe dyrket hans pladesamling.

Hitlergeist ist Wagnergeist

Dybest set er Wagnerism ikke andet end en kvalificering af den pointe, som Ross indledte The Rest Is Noise med i 2007. Allerede her udlagde han Wagner som en figur, der er blevet brugt af så godt som alle politiske og æstetiske bevægelser sidenhen. De liberale, bohemerne, sorte aktivister, feminister, nationalister, ja tilmed zionister. Ross’ formål med den nye bog er ikke blot at give det bedre borgerskab noget at tale om ved middagsselskaber, men også at befri Wagner fra det nazistiske åg, der hviler over ham, fordi Hitler forgudede hans musik. Ross forsøger ikke at hvidvaske Wagners veldokumenterede angreb på jøder, men siger: Wagner er blevet brugt og misbrugt af så mange mennesker gennem historien, at det er for unuanceret kun at kæde ham sammen med nazismen. Det er for voldsom en reduktion at kalde hans værker for »folkemordsmuzak«.

Det franske litterære miljø omkring Baudelaire og Mallarmé har kæmpet en kamp med tyskerne om, hvor Wagner havde mest hjemme. Hvis Nietzsche havde ret i, at hans livslange mentor og nemesis opsummerede moderniteten, er det ikke mærkværdigt, at pariserne, der opfattede deres by som modernitetens hjemby, omfavnede Wagner og underkendte hans forbindelse til et arkaisk Tyskland. Den unge Wagner var en revolutionær, der betroede Liszt, at han drømte om at udøve »kunstnerisk terror«; publikum og andre kunstnere ville først for alvor være klar til hans musik efter revolutionen, hævdede han. Og sigtet var klart sociopolitisk, det var en fremtidens musik til et fremtidens samfund, hvor kunst ikke var forbeholdt eliten. Bayreuth-koncertsalen og det musikalske miljø, der skulle omgive den, var både et tidligt eksempel på oplevelsesdesign og på en antikapitalistisk utopi, der senere gjorde Wagner til et samlingspunkt for venstrefløjen. En anarkist. Samtidig udgjorde hans mørke sider, i kombination med Nietzsches ditto, en protoudgave af fascismen, skriver Ross.

Francis Ford Coppola brugte på ikonisk vis Wagners musik i »Apocalypse Now«. © Omni Zoetrope

Hvert land har haft sin egen opfattelse af Wagner. Og sin egen udnyttelse af ham. For franskmændene var han modernitetens mand, for briterne en forlængelse af kong Arthur-legenderne, for amerikanerne en pionérskikkelse, som flugtede med deres mytologisering af vildnisset. Irerne, heriblandt poeten Yeats, brugte ham i 1890’erne i forbindelse med en nationalistisk selvstændighedsbølge – det keltiske tusmørke – der dyrkede det overnaturlige. Og senere blev Wagner en figur for den catalanske selvstændighedsbevægelse, der sammenkædede ham med Gaudís imposante, modernistiske arkitektur. Feminister tog ham til sig, fordi hans værker illustrerede undertrykte kræfter i samfundet, og i homoseksuelle kredse blev hans storladne dramaer om umulig længsel en stor inspirationskilde.

Selvom tiden før 1945 fylder langt det meste i Wagnerism, trækker Ross også linjer op til nutidens forhold til Wagner. Det er forfriskende, for Ross har en tendens til at stirre sig blind på alenlange resuméer af forfatterskaber blot for at påvise, hvor Thomas Mann, James Joyce, Virgina Woolf og andre refererer til Wagner – det er tung kost. Han er bedst, når han kommer på afstand af sin bogreol, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Jia Tolentino, hans unge kollega på The New Yorker (grrrrr!), året forinden udgav en virkelig veloplagt og indsigtsfuld essaysamling, Trick Mirror, hvor hun i modsætning til Ross er meget mere til stede i teksten. Den øvelse evner Ross også, men han holder sig lidt rigeligt tilbage her, bliver en kende høvisk. Tolentino henviser faktisk til Lars von Triers Melancholia i et essay om bryllupslede, og det er lidt overraskende, at Ross ikke nævner filmen, hvis lydside er dedikeret til Tristan og Isolde (til gengæld citerer han to andre danskere, som har forsket i Wagner: Nila Parly og Torben Sangild). Ross har mere fokus på sci-fi- og fantasygenren, der har taget Wagner til sig, lige fra Philip K. Dick til Ringenes herre og Star Wars.

Jeg har lyst til at sige »Absolute Music 2«

Og så nævner han alt-right-bevægelsen, som han dog knytter tættere til det amerikanske slaveri end til europæisk tankegods. Ikke desto mindre omtaler han et af bevægelsens mest kendte ansigter, Richard Spencer, som i 2016 ytrede ønske om at blive kulturminister, så han kunne »bruge millioner af dollars på Wagner«. Hvad ville Ross have sagt til Jake Angelis hang til nordisk-germanske symboler? Jeg startede med at skrive, at han nok ville have tænkt på Wagner, når han så ham. Og måske ville man lave den oplagte forbindelse: Wagner, nazisme, alt-right, Trump. Det var sådan, jeg selv tænkte.

Men de spillede jo ikke Wagner ude foran Kongressen, de spillede helt typiske radiohits. Måske ville Ross faktisk ikke tænke på wagneropera alligevel. Måske ville han føle sig bekræftet i en interessant betragtning, han gør sig i slutningen af bogen. En betragtning, som andre allerede har gættet på bliver temaet for hans næste bog. Nemlig den, at mange har haft en tendens til at kæde ondskab og Wagner sammen i tiden siden Anden Verdenskrig, og at de på den måde har frikendt populærmusikken for sin indflydelse på vore dages fascistiske bevægelser. »Det evigt gentagede spørgsmål om Wagner får mig til at spekulere på det mindre populære spørgsmål om, hvordan populærkulturen har deltaget i de politiske og økonomiske aspekter af det amerikanske hegemoni,« skriver han. Når han fokuserer på sci-fi og fantasy i bogens sidste kapitel, »The Wound: Wagnerism after 1945«, er det også for at gøre op med klichéen om forbindelsen mellem klassisk musik og skurke, som populærkulturen har gentaget i det uendelige. Se bare en Bond-film.

»Trangen til at ophøje kultur til noget helligt forsvandt ikke, efter wagnersk romantisme degenererede til nazistisk kitsch«

Fantasy er vor tids mytologi. Og myter kan misbruges af alle. Måske lignede stormløbet på Capitol Hill i sidste ende mest af alt en mytologisk suppe kogt på marvelfilm. Måske var det ikke Wagners udgave af nordisk mytologi, men Avengers-franchisens udgave, som Jake Angeli vakte flest associationer til. »Superheltefortællinger, hvor normale mennesker tilegner sig superkræfter, kan give marginaliserede grupper i samfundet en stemme,« skriver Ross. »Men de kan også risikere at tilskynde den slags storladne selvprojicering, som Wagners operaer indpodede i fin-de-siècle-tidens unge mennesker.« Hitler, med andre ord. Og han fortsætter: »Først og fremmest viser fantasy, at trangen til at ophøje kultur til noget helligt – at forvandle æstetiske frembringelser til sekulær religion og en forløsningens politik – ikke forsvandt, efter wagnersk romantisme degenererede til nazistisk kitsch.« Det er her, Ross er bedst. Når musikken leder til spørgsmål, der transcenderer musikkens verden. Så kan man diskutere, om pointen forudsætter den tonstunge ballast, som mange hundrede siders litterært detektivarbejde giver budskabet. Det svækker den i hvert fald ikke.

Måske er det tid til ikke blot at tage afstand fra den klassiske musik i ideologisk forstand, men se lidt mere kritisk på populærmusikkens politiske indflydelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på to citater fra Gaffa. Det første fra et generisk interview med Mette Frederiksen i 2013, hvor hun bliver spurgt, om hun har været i operaen. »Én gang,« svarer hun. »Og der kommer jeg nok ikke forbi igen foreløbig.« Til gengæld er hun begejstret for »the one and only Bruce Springsteen«. Og det andet er selvfølgelig det generiske interview med Joy Mogensen i 2020, hvor hun bliver spurgt om sit yndlingsalbum og »har lyst til at sige Absolute Music 2«. Det er der ikke noget galt i. Jeg har selv alle 29 udgaver af Absolute Music i min musiksamling. Men det er bemærkelsesværdigt at fremhæve en kompilation af radiohits som et yndlingsalbum. Det er jo, må jeg så bare bemærke, den samme musik, som alt-right hører ved sine forsamlinger, inden de mere eller mindre improviseret stormer demokratiets tempel. Hvad skal man lægge i dét? Det vil jeg gerne læse en umuligt gennemarbejdet og endeløs bog af Alex Ross om næste gang.