For de værker, der er faldet ud

Musikalske værker har det med at cirkulere i vores kulturelle bevidsthed. De præsenterer sig for verden, inden interessen for dem en dag dør ud. Og så sker det gerne, at de med tiden bliver genopdaget og på den måde født på ny.

For foreningen handler det om at få kastet lys over de mange oversete værker og optagelser

Her spiller pladeindustrien en afgørende rolle. For eksempel når branchen med jævne mellemrum står over for at udskifte ét format med et andet: Mange album blev i 1980’erne genudgivet i forlængelse af CD’ens indtog på markedet; en bevægelse, der siden er blevet vendt på hovedet i det 21. århundrede, hvor mange CD-album er blevet genudgivet på vinyl.

Tænk også på greatest hits-opsamlinger og deluxe editions med tilføjelser af skrottede numre. Eller livealbum og remaster-udgivelser. Alt sammen relativt risikofrie tiltag, som de store, etablerede pladeselskaber har gjort brug af for på samme tid at generere kommerciel profit og kulturel status for deres kunstnere.

Balancekunst
Men samtidig er genudgivelsesmaskineriet også et afgørende parameter i en overvejende non-profit kulturbevaringstendens. Listen over datterselskaber til de store major labels eller mindre, uafhængige pladeselskaber, som beskæftiger sig med genudgivelser af nicheprægede eller ‘kulte’ værker, er i den senere tid vokset.

Man kan måske ligefrem kalde det en form for korrektiv til nyere dansk musikhistorie

Den amerikanske medie- og kulturforsker Andrew J. Bottomley kalder i en artikel fra 2015 denne form for udgivelser for »arkivariske genudgivelser«.

Et relativt nyt skud på stammen inden for denne del af musikbranchen er Institut for Dansk Lydarkæologi – en forening bestående af en håndfuld yngre lydentusiaster, som holder til på Nørrebro i København.

Siden 2017 har Institut for Dansk Lydarkæologi som en del af sine aktiviteter sendt en række udgivelser og genudgivelser af danske lydværker på gaden med omfattende værknoter, ligesom man for tiden arbejder på at udgive en ny bog om dansk elektronisk musik før 1980.

Institut for Lydarkæologis seneste udgivelse er Knud Viktors ‘Les Éphémères’. © Institut for Dansk Lydarkæologi

For foreningen handler det om at få kastet lys over de mange oversete værker og optagelser, som befinder sig rundtomkring i landet – enten i private eller offentlige arkiver – men som af den ene eller den anden grund er gledet ud af vores kulturelle bevidsthed. Man kan måske ligefrem kalde det en form for korrektiv til nyere dansk musikhistorie. Eller mere nede på jorden: en hip arkivfeber.

Hvordan balancerer man mellem at sælge plader og at bidrage til historieskrivningen?

I begyndelsen af februar tog jeg ind til foreningens kontorer og mødtes jeg med to af medlemmerne: Kasper Vang, grafisk designer og medstifter af internetradioen The Lake, og Magnus Kaslov, museumsinspektør på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

For jeg var nysgerrig: Hvordan placerer Institut for Dansk Lydarkæologi sig i forhold til hele det store miljø for genudgivelser, som de er en del af? Hvordan balancerer man mellem at sælge plader og at bidrage til historieskrivningen?

De hjemløse lyde
Blandt de værker, som Institut for Dansk Lydarkæologi har udgivet i løbet af de sidste to år, finder man en række lydværker skabt af billedkunstnere.

Det gælder både to album med den museumsaktuelle Knud Viktor, Lene Adler Petersens samfundsrevsende lydkollagemanifest “Se Mor”. Nansensgade 1971/Sangen om kaffekoppen (1971/73) og Mogens Otto Nielsens fluxusagtige båndværk Den dynamiske violin (1977).

»Lyd har det med at falde mellem flere stole i de institutioner, der er og har været«

Det er værker, som ifølge Magnus Kaslov og Kasper Vang er blevet tabt ved hverken at passe godt ind i kategorien musik eller billedkunst.

»Lyd har det med at falde mellem flere stole i de institutioner, der er og har været,« siger Kaslov.

»Museerne, der jo er fysiske rum, har haft svært ved at håndtere lydformatet, som opfører sig anderledes end noget, man kan hænge op på en væg. Samtidig har institutionerne ikke været rustet til at arkivere og vedligeholde den her type værker. Det kan de måske nu, men det kunne de ikke førhen. Det betyder, at der er en hel værkkategori, som er blevet forbigået.«

»Vi betragter Institut for Dansk Lydarkæologi som en slags alternativ kunstinstitution,« tilføjer Vang. »Det er en institution, som har nogle friere rammer og kan virker på nogle lidt andre måder – for eksempel er den mest synlige del af vores arbejde måske vores udgivelsespraksis.«

»Vi betragter Institut for Dansk Lydarkæologi som en slags alternativ kunstinstitution«

Ifølge Kaslov og Vang er det netop gennem funktionen som pladeselskab, at en institution for lyd kan komme bedst til sin ret.

»Hvis man gerne vil tage lydkunst alvorligt, så er man nødt til at skabe nogle rammer for den lydmæssige oplevelse,« mener Kaslov. »Lyd egner sig for eksempel ikke til, at man har travlt.«

»Og en måde at gøre det på,« uddyber Vang, »er at lade lytteren opleve værkerne i hjemmet og ikke nødvendigvis på museum.«

Elektronisk symfoniker
En anden del af instituttets udgivelser sigter mod at sætte fokus på sider af en komponists livsværk, som traditionelt er blevet opfattet som mindre essentielle.

Det gælder eksempelvis Per Nørgård-pladen Expanding Space, som oprindeligt blev udgivet som kassettebånd i 1987 på et selskab for meditationsmusik, Fønix Musik.

»Det har ikke passet ind i den almindelige narrativ om Nørgård som den store modernist«

Grunden til, at udgivelsen er endt i glemmebogen siden dengang i 1987, er formentlig, at værkerne på den skiller sig markant ud fra Nørgårds øvrige virke.

Her er der ikke tale om partiturmusik, men om bølgende, elektroniske meditationer med alskens modulationer, filtreringer og en kilometerlang rumklang. Ingen horisontal retning, intet hørbart formgitter, nærmere en tilstand af elektronisk ambiens.

»Det er relativt få, der kender til Per Nørgårds elektroniske værker,« siger Kasper Vang.

»Det har ikke passet ind i den almindelige narrativ om Nørgård som den store modernist. Samtidig har hans virke altid været præget af en stor filosofisk eller spirituel overbygning, som måske har været vanskelig at koble på hele hans oeuvre, men som måske giver bedre mening med hensyn til nogle af hans elektroniske værker. Det åbner op for at forstå hans kendte repertoire i et nyt lys.«

Justering af fortællingerne
Når man står udefra og betragter Institut for Dansk Lydarkæologis arbejde, kan det i et vist omfang virke, som om de er ude i et opgør med de etablerede fortællinger om de danske scener for eksperimentalmusik. Man vil gerne indlemme nye værker i den kulturelle bevidsthed og pege på aspekter ved etablerede komponister, som fortjener større fokus. Derfor må vi selvfølgelig også forholde os kritisk til de nye fortællinger, der manifesterer sig.

»Vi er klar over, at vi bevæger os i et felt, der er fyldt med faldgruber«

Gemmer der sig for eksempel rester af geniæstetikken i fortællingen om Knud Viktor som en overset outsider? Hvor meget skal vi egentlig hæfte os ved Per Nørgårds elektroniske musik i forhold til hans partiturmusik? Den slags spørgsmål.

»Vi er klar over, at vi bevæger os i et felt, der er fyldt med faldgruber,« siger Kasper Vang. »Vi forsøger at balancere varsomt og gøre os umage med ikke at være normative i den formidling, der følger med udgivelserne. Her handler det mest om at sætte værket i en historisk kontekst, så vi i dag kan forstå, hvilke præmisser det blev skabt under.«

Instituttet udgav i december 2018 et album med lyd- og radioværker af Lene Adler Petersen. © Institut for Dansk Lydarkæologi

»Det er klart, at der ligger en værdidom allerede i selve udvælgelsen af noget, man synes fortjener at blive udgivet,« fortsætter han. »Men for os er det altså ikke sådan, at noget har værdi, bare fordi det er gammelt eller sjældent. For os handler det primært om at gøre værkerne tilgængelige, for mange af dem har det simpelthen ikke været muligt at høre tidligere.«

»For os er det altså ikke sådan, at noget har værdi, bare fordi det er gammelt eller sjældent«

Sikkert er det, at vi aldrig bliver færdige med at skrive musikhistorie. Og selvfølgelig kan der være nogle interessekonflikter, når et institut på samme tid vil bidrage til historieskrivningen og fortælle verden om sine egne udgivelser.

»Vi kalder os et institut,« siger Vang afslutningsvis. »Men det er jo altså sagt med et glimt i øjet. Måske også som en slags kærlig kritik af de institutioner, der ikke har taget sig af de her ting tidligere. Vi synes helt sikkert, at det arbejde, vi laver, skal tages alvorligt, men Institut for Dansk Lydarkæologi er også frivilligt arbejde, som vi er en gruppe mennesker, der laver sammen, fordi vi synes, det er er sjovt og spændende.«