Projektion af Run Time Error fra improvisation med Søren Kjærgaard, København 2013, Foto: Ida Bach Jensen
artikel

Det uigentagelige

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Gentagelser. Gentagelser er ikke rigtig noget i sig selv. Alt muligt kan gentages: et ord, en lyd, en gåtur, et stykke musik. Alle ordene her på siden er gentaget uendelig mange gange. Gentagelser er mere en måde tingene er på. Tingene gentager sig - de er der, og så er de der igen. 

Viden om verden er afhængig af gentagelser. Man er nødt til at opleve tingene flere gange for at kunne genkende dem som det de er. Videnskab er et studie af den måde, tingene gentager sig på. Uden gentagelser ville alt opleves som for første gang, og alting ville altid være nyt. Selv hvis man havde et sprog i en verden uden gentagelser, ville man hele tiden skulle finde på et nyt ord for alting. 

Oplevelsen ændres hele tiden – det kan ikke være anderledes eller måske snarere: det kan kun være anderledes.

Mere kompliceret: En gentagelse er aldrig bare det samme to gange. Bare det at der er gået noget tid imellem, at man oplever noget (fx kl.9), og at man oplever det igen (kl.12) gør, at noget er forandret. Lyset og skyggerne har ændret sig, baggrundslydene er ikke længere de samme, en vis rastløshed der ikke var der før, er sat ind. Oplevelsen ændres hele tiden – det kan ikke være anderledes eller måske snarere: det kan kun være anderledes. Det er nok den samme flod man træder ned i, men vandet man bader i, er som bekendt aldrig det samme. En gentagelse involverer altid en forskel i en stadig strøm af specifikke omstændigheder. 

I min erfaring spaltes tingene på en særlig måde, når jeg står over for en gentagelse. Der er noget, der er det samme og som jeg kan genkende. Men min sanselige erfaring vil med nødvendighed altid fortælle mig, at min oplevelse af det samme kun eksisterer på lige præcis dette helt særlige tidspunkt og under disse unikke omstændigheder. Gentagelsen involverer et sammenstød mellem det, jeg ved (og som i teorien kan gentages) og det, jeg oplever (som altid er lidt anderledes og helt specifikt). 

Alt dette er på ingen måde nyt, og det er sådan set også bare en gentagelse af, hvad andre har sagt på andre måder. Når jeg nu bruger tid på det her, er det fordi netop gentagelsen spiller en central rolle i Simon Steen-Andersens værker. 

De er variationer af en grundlæggende simpel formel: ”nogen gør noget igen” eller ”nogen gør noget på en måde, som nogle andre har gjort noget”.

Der er gentagelser og fordoblinger overalt. Værkerne er ofte bygget op af systemer og regler for, hvordan noget kan gentages. De er variationer af en grundlæggende simpel formel: ”nogen gør noget igen” eller ”nogen gør noget på en måde, som nogle andre har gjort noget”. 

Det er selvfølgelig en særlig type gentagelser, man finder i Simon Steen-Andersens værker. De er velskabte og veltilrettelagte. I modsætning til mange af de gentagelser man mere eller mindre bevidst registrerer i hverdagen, og som er del af tingenes forudsigelige regelmæssighed, påkalder disse kunstigt iscenesatte gentagelser sig særlig opmærksomhed. 

Når bevægelserne fra en hånd der spiller på et instrument pludselig og med besvær gentages på en helt anden type instrument, overraskes man som publikum i at finde en mulig gentagelse, hvor der ikke burde kunne være nogen.  

Når bevægelsernes tempo i en filmoptagelse pludselig angiver, hvordan der spilles på et instrument uden for filmen - føles det som om årsagskæden i en ellers velkendt teknisk gentagelse er blevet vendt rundt. 

Når den begivenhed at en person træder ind af en dør lidt senere, og som et ekko, følges af et videobillede af selvsamme person, der træder ind af samme dør projiceret samme sted, opstår der i denne gentagelse et særegent tavst mellemrum, der er fyldt med unik og flygtig information, og som kun kan eksistere lige der. 

Gentagelsens regel indrammer og skaber plads til at det særlige ved den enkelte momentane begivenhed kan træde frem.

Med de kunstigt iscenesatte gentagelser er det det, der ikke kan gentages, der bliver forstærket. Gentagelsens regel indrammer og skaber plads til at det særlige ved den enkelte momentane begivenhed kan træde frem. 

Dette øjeblikkelige, specifikke og uforudsigelige kunne man også rent teknisk kalde støj. Støj er kaotisk og uordnet og er modsætning til det gentagelige og det forudsigelige.

Støjen synes også at være et fremtrædende træk ved Simon Steen-Andersens tilbagevendende brug af videokameraet og mere generelt brugen af teknologi. Det tekniske medium er med sit indbyggede program designet til at gøre den samme ting igen og igen i en uendelighed og med høj præcision. Videokameraet er forudsigeligt i det, det gør. Men i hvert enkelt øjeblik, i hvert eneste billede opstår der uvilkårligt en støj, som er unik for netop dette videokamera på dette tidspunkt og under disse omstændigheder. Det bliver tydeligt i de grynede billeder eller når signalet momentant falder ud. I forhold til det ideale, indbyggede program som kameraet udfører, ligger der en realitet af uigentagelig og uforudsigelig støj. Og det er denne støj som værkerne fremmaner og forstærker.

Det er et andet træk ved støjen, som bliver bragt i fokus […] det, der kun kan være lige nu og her, og som ikke kan gentages.

Støj er også helt konkret en del af Simon Steen-Andersens klangbilleder. Mikrofoner bruges ofte til dramatisk at forstærke lyde, som fremstår som utilsigtede konsekvenser, eller som ukontrollerede hørbare biprodukter af den tilrettelagte gentagelse. Men selvom disse lyde kan være både overraskende og fremmedartede, er det dog ikke den komplekse ”støjende” klang, der er det centrale. Det er ikke den uordnede lyd i modsætning til noget velordnet. Det er et andet træk ved støjen, som bliver bragt i fokus i værkerne: det er det konkrete og det øjeblikkelige; det er det, der kun kan være lige nu og her, og som ikke kan gentages.

Det er måske også dette arbejde med måden verden er på, der tit har fået mig til at tænke på Simon Steen-Andersen som en tryllekunstner. Han er bare ikke en særlig god tryllekunstner, for der er ingen illusioner. Han viser en ting, og så viser han den igen, og i dette greb synliggøres dette mærkværdige spil mellem regler og støj, mellem det gentagelige og det uigentagelige, hvor man pludselig føler, at man skal finde på et nyt ord for at beskrive, hvad det er, man står over for. Det er en unik begivenhed, der paradoksalt nok er unik idet den bliver gentaget.

Omtalt i artiklen