Coveret fra Ichiko Aobas livealbum »‘Gift’ at Sugetso Hall« (2020). © Hermine
essay

Din stemme, alene

Essaykonkurrence | Den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aoba udmærker sig ved at favne forskellige stilarter, sprog og nationaliteter. Hendes musik er lyden af to stemmer, der taler sammen fra hver sit eksil.

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det første, der slog mig, da jeg stiftede bekendtskab med den unge, japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aoba, var, hvor stille hendes musik er. Jeg var selv på det tidspunkt bosat et par måneder i Tokyo, byen, hvor Aoba bor, og hvor de fremragende plader, hun har udgivet i løbet af det sidste årti, er indspillet. Jeg havde svært ved at forstå, hvordan musik, der er så stille, kunne komme fra en by, der er så larmende.

En by, hvor lastbiler ikke nøjes med at reklamere for firmaer ved blot at have deres logo klistret på sig, men naturligvis også uafbrudt må spille det pågældende firmas jingle fra en megafon på sit tag. Hvor det ene tog efter det andet konstant kører på broer over ens hoved og bidrager til lydbilledet med den der karakteristiske skurrende og klikkende lyd. Hvor hver eneste butik spiller høj musik ikke blot indenfor, men også ude på gaden, så man selv med lukkede øjne ved, at man nu ikke længere går forbi H&M, men derimod står uden for en 7-Eleven.

Jeg havde svært ved at forstå, hvordan musik, der er så stille, kunne komme fra en by, der er så larmende

Hvor menneskemængderne er så massive, at folks stemmer er umulige at skelne fra hinanden og fra det vejarbejde, der også er overalt, og fra de megafonbærende mænd, der prøver at dirigere folk uden om vejarbejdet. Hvor lyden af jakkesætklædte mænd, der slubrer nudler i sig med et lydniveau, der må være tillært, kan høres fra restauranter på hvert eneste gadehjørne. Og hvor venlige kvindestemmer konstant annoncerer ting over usynlige højtalere. Hvordan kan musik, der er så stille, komme fra sådan en by?

Så er det lidt mere forståeligt, at støjkunstnere som den i dag nærmest ikoniske Merzbow (Masami Akita) udspringer derfra, for der er en umiskendelig lighed mellem en gåtur i Tokyo og de fuldstændig øresønderrivende og nådesløse sansebombardementer, han kreerer: den lydlige ækvivalent til overbefolkning. Men Ichiko Aoba, derimod? Jeg tror, der er mere plads mellem hver tone, hun spiller på sin guitar, mellem hvert ord, hun synger, end der er mellem menneskene på en gennemsnitlig gade i Tokyo.

Oplært af internettet

Den japanske oprydningsekspert Marie Kondo har i løbet af de sidste ti år tjent styrtende med penge på at råde folk til at smide alt ud, der ikke »skaber glæde«. Noget kunne tyde på, at Ichiko Aoba har overført den samme filosofi til sin musik, for hun bruger helt ufatteligt få virkemidler: en akustisk guitar, sin stemme og sparsomme bidder fra field recordings.

På sin seneste single – »Amuletum« (2020) – benytter hun for første gang instrumenter som harpe, cello og klarinet, og at det er så radikalt et skift i hendes lyd, siger nok mere om, hvor minimalistisk hendes tidligere musik er, end det siger om sangen i sig selv. Med så traditionelle instrumentale elementer kunne man godt frygte, at Aoba ikke ville tilføre ret meget til singer/songwriter-genren. Hvor nødigt jeg end vil indrømme det, er det en genre, der til tider godt kan fremstå voldsomt fersk og blodfattig – især når den er allermest instrumentalt spartansk og nedbarberet.

På Ichiko Aobas »Amuletum« (2020) benytter den japanske singer/songwriter for første gang harpe (Tomoyuki Asakawa), cello (Shika Udai) og klarinet (Shuntaro Oishi). © Hermine

Det er heldigvis ikke tilfældet, når det gælder Ichiko Aoba. Hendes musik trækker på så mange forskellige musikalske stilarter og låner fra så mange forskellige kulturer, at den langtfra bare lyder som et anakronistisk levn fra 70’erne. Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, at den kunne have eksisteret før internettet, fordi det er så tydeligt, at dens skaber har haft ubegrænset adgang til musik fra hele verden. På den måde minder Ichiko Aoba mig om den britisk-tamilske rapper M.I.A., der på samme måde stjæler med arme og ben fra et hav af vidt forskellige stilarter og kulturer – det er så også der, hvor lighederne mellem de to stopper.

Ichiko Aoba synger udelukkende på japansk, og akkordstrukturerne i hendes musik trækker ligeledes tydelige tråde til traditionel japansk folkemusik. Samtidig minder hendes lyse, krystalklare og skrøbelige stemme mig langt mere om vestlige sangerinder – jeg kommer til at tænke på amerikanske Marissa Nadler – end om de fleste japanske sangerinder, jeg kender til. Japanske sangerinder er ofte langt mere sødmefulde eller teatralske: Hør for eksempel Haru Nemuri, der ligesom Ichiko Aoba efter min mening er en af de sidste års mest interessante kunstnere, som et eksempel på sidstnævnte.

Pludselig fuglesang

Aobas guitarspil er med sin dramatiske måde at vokse og falde i tempo og intensitet på tydeligt inspireret af den spanske flamenco. Med samme omskiftelighed som bølgerne, der skyller ind over en strandkant blot for igen at trække sig tilbage, bevæger hun sig mellem meditative vandringer hen over guitarstrengene og bestemte, omend stadig lavmælte, piskesmæld.

Når det kommer til hendes kompositioner, er det imidlertid ikke flamencoen, men derimod jazzmusikkens frihed og fornægtelse af traditionelle idéer om rytmer og strukturer, der spøger. Hendes melodier er iørefaldende, men indeholder meget sjældent noget, der kan forveksles med et omkvæd, og hun giver plads til både lange, dvælende passager og til overraskende omveje. Hendes musik er et viltert buskads af små melodistykker, der er sat sammen på mærkværdige og fantastisk fantasifulde måder, og hvis man hører efter, er der stor fare for at fare vild i det.

Mon folk fester over telefonen? Danser de alene i deres køkken med telefonen i hånden?

Små, idylliske oaser af vellyd bliver pludseligt erstattet af tidsler, brændenælder og spidse torne. Tag for eksempel en sang som den 12 minutter lange Iriguchi deguchi fra hendes hidtil bedste plade, 0 (2013), hvor en fuldstændig vidunderligt smuk melodi fører lytteren direkte ind i en optagelse af fuglesang. Andre kunstnere ville måske have brugt fuglesangen som et forskønnende element, men ikke Ichiko Aoba.

Hendes brug af fuglesang er tættere på lyden af industrialiseret landbrug end på H.C. Andersens Nattergalen. Det er mærkværdigt og faktisk lidt … ikke uhyggeligt, men måske foruroligende. Men ikke desto mindre interessant. »Hver fugl synger med sit næb,« sagde min far altid, da jeg var lidt yngre og syntes, alting var pinligt, og havde lyst til at dø, hver gang han brød ud i en fortolkning af So Long, Marianne i fuld offentlighed. Det viser sig jo, at han havde ret.

Lidenskab over telefon

Aoba har fortalt, at hun lærte at spille guitar af den obskure kultmusiker Anmi Yamada, som underviste hende over telefonen om natten, efter at hendes forældre var gået i seng. Der sad hun på sit soveværelse i Kyoto, hvor hun voksede op, med sin guitar i hånden og ikke andet end Yamadas stemme til at guide hende. Det forklarer meget om hendes musik, synes jeg. Der er noget skævt og ukonventionelt ved hendes sans for rytme og timing, der minder om de små forskydninger i tiden, der opstår, når man taler med nogen over telefon.

Det får mig til at tænke på den sælsomme oplevelse, det er at høre sine egne ord fra modtagerens telefon, et halvt sekund efter man har sagt dem. Samtidig er der også noget meget intimt over Aobas musik, der minder mig om den lille verden, der opstår mellem to mennesker, der snakker sammen over telefonen. Et lille parallelunivers kun for to.

Ichiko Aobas »Iriguchi deguchi« fra albummet »0« (2013) giver fuglesang et skær af industrialiseret landbrug. © Victor Entertainment

Et sådant parallelunivers bliver på allersmukkeste vis skildret i Maguerite Duras’ tekst Le Navire »Night« fra 1979 (teksten er fra 1978, men blev i 1979 opført som teater og film, red.), hvor en ensom mand drejer tilfældige telefonnumre ind på en telefon, indtil han kommer i kontakt med en kvinde. En lang, lidenskabelig og tragisk kærlighedsaffære opstår mellem de to, men de møder aldrig hinanden – ud over i de lange telefonsamtaler, de har hver eneste nat, hvor de lytter til hinandens stemmer, åndedræt og hjerteslag.

»I nætter og atter nætter lever de ved telefonen,« skriver Duras. »Falder i søvn med røret i hånden. Taler eller er tavse. Får hinanden til at komme. Det er en sort orgasme. Uden gensidig berøring. Uden ansigt. Med lukkede øjne. Din stemme, alene.« Både Duras’ roman og fortællingen om Ichiko Aoba og Anmi Yamada rørte mig meget, da jeg var i Tokyo, fordi jeg var der alene, og fordi al kontakt til min familie, mine venner og min kæreste derfor foregik over telefonen.

Sammen hver for sig

Jeg er ikke længere i Tokyo, men de sidste par uger har jeg også talt rigtig meget i telefon. Det tror jeg, mange har. Som følge af coronavirussen er mange samtaler, der egentlig skulle have fundet sted ved fysiske møder, blevet flyttet ind i det mørke, kropsløse rum, hvor stemmen er det eneste, der eksisterer. Hvor mange mon lever ved telefonen i disse dage?

Lige nu er det indlysende for mig, at lyden af 2020 er lyden af to stemmer, der snakker sammen fra hver sit eksil

Mange personalemøder, tysklektioner og briefinger finder sted over telefonen nu, helt sikkert, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Mon folk fester over telefonen? Danser de alene i deres køkken med telefonen i hånden? Elsker de over telefonen – stønner de ind i telefonen, mens de rører ved sig selv ligesom i Le Navire »Night«? Frier de til deres elskede over telefonen? Går de ned på knæ, selvom de ikke kan se hinanden? Slår de op over telefonen? Og mon folk spiller musik sammen over telefonen, ligesom Ichiko Aoba og Anmi Yamada gjorde?

Da jeg begyndte dette essay, havde jeg tænkt mig at skrive om, hvordan Ichiko Aoba med sin grænsesøgende musik, der frygtløst bygger musikalske broer på tværs af stilarter, sprog og nationaliteter, er lyden af 2020. Jeg ville skrive om, hvordan 2020 skulle være året, hvor hun endelig fik den internationale opmærksomhed, som hun så åbenlyst fortjener. Det var før coronavirussen. Lige nu er det indlysende for mig, at lyden af 2020 er lyden af to stemmer, der snakker sammen fra hver sit eksil – uanset om de så er hviskende, grinende, stønnende, råbende eller grædende. To stemmer, der snakker sammen over telefonen. Din stemme, alene.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Den sarte stil i Rasmus’ tekst har en skrabet elegance, som fornemt afspejler Ichiko Aobas musik. Selvom man i lange stræk kan savne en egentlig forklaring af, hvorfor vi præsenteres for dette portræt netop nu, afsløres en aktuel vinkel til allersidst. Den kunne med fordel være skrevet tidligere ind i teksten, men det flydende sprog og de veltænkte betragtninger har på den anden side deres egen evne til at fastholde læserens interesse. Lysten til at udforske et nyt musikalsk bekendtskab er vakt.«

Fokusartikler