En sublim skizofreni

De løstsiddende jakkesæt i DR’s Koncertsal var jævnt ufornøjede.

Efter en orgastisk modtagelse af Haydns Symfoni nr. 86 og Cellokoncert nr. 1 faldt begejstringen til høflig applaus og spredt hånlatter, da estiske Olari Elts havde dirigeret Symfoniorkestret gennem uropførelsen af Poul Ruders’ Femte Symfoni.

Men Ruders er en sjældenhed. Modsat mange mestrer han både orkestreringens håndværk og den driftige opfindsomhed, og det kastede en lille genistreg af sig denne aften.

Den ruderske prisme

Orkestret er stort, usædvanlig stort, til den Femte Symfoni.

For det er den fyldige instrumentering fra Berg og ligesindede, der udgør fundamentet i det ruderske snigløb på traditionen. Der går ikke mange sekunder, før den massive klang runger. Og ikke mange sekunder, før fundamentet forvrænges gennem den ruderske prisme.

Der tages altså ikke tilløb her. Ruders er en kompromisløs skaber, og enhver forestilling om nænsom indførelse i værkets idé afvises kategorisk. Lyt, eller lad være.

Der går ikke mange sekunder, før den massive klang runger. Og ikke mange sekunder, før fundamentet forvrænges gennem den ruderske prisme

Femte Symfoni falder i tre satser, som groft sagt er to eksplosioner om en tyst midte.

Begyndelsen er overrumplende. En wagnersk fanfare præsenterer autoritativt sit tema og angribes med ét af skrigende trillefløjter. Temaet fortsætter ufortrødent sin rejse rundt i orkestret, men anslagene tager til i kraft. Med dissonerende klynger og metriske forstyrrelser terroriserer værket sit melodiske tema ind i et ekspressionistisk baghold, hvor anslagene bedre finder plads som en helstøbt del af udtrykket.

Små eksplosioner af manierede løb og abrupte udbrud tager del i bevægelsen, som forsøgte satsen at rumme al musik i sig. Hvert instrument udgør en insisteren i hver sin retning; det melodiøse, det storladne, det anarkiske. Her er ingen styring, kun et indblik i et dragende kaos.

Således lyder den sublime skizofreni.

Operationen kræver kompositorisk snilde, og Symfoniorkestret gør sit bedste for at leve op til Ruders’ stilsikre hånd. Det lykkes overordnet set fint, men det er vanskeligt og uvant.

Sart himmelflugt

Andensatsen udgøres af sarte bevægelser opad.

Tyste melodilinjer ført op og væk, snart af søgende strygere, snart af skrøbelige fløjter. Hele tiden udsat for pludselige transpositioner og mageløse dissonanser, for nok er instrumenteringen her skåret helt ind til benet, men tonesproget er ikke opgivet. Med jævne mellemrum plantes tætte, atonale indsatser i dybere registre, som linjerne kan skyde op af. Samtidig ændres klangfarven uophørligt, som de små himmelflugter finder nye afsendere i deres søgen efter en klar enkelhed.

Her er musik reduceret til simple, virkningsfulde bevægelser, der omtrent halvvejs blot søger den anden vej, nedad. Som hypnotiseret betragter man nænsomheden, op, ned, men uden at blive uopmærksom, for satsen falder aldrig til ro. Uroen regerer stadig overalt i disse forførende studier i dissonans og udstrakthed; ingen bøjer af for andre stemmer.

Kontrasten til førstesatsens kaos er slående, men forskellen tager ikke form af en flugt, nærmere en invitation til at komme indenfor i værket. Vi er på sin vis krøbet gennem Alices hule.

Manieret tikken

Just som invitationen har slået rod i bevidstheden, indledes tredjesatsen uden varsel med en percussiv flænsen, der skal imitere sekundernes tikken. Videre må vi jo.

Men noget er gået galt. Vi nægtes fremdriften. I tredjesatsen er selve tiden det tema, der skydes gennem prismen og kommer forvrænget ud. Urets tikken mimes af de tonale instrumenter i vippemotiver, ligesom et manuelt ekko spreder sig som stilistisk udtryk. Uret er gået i stykker, det er som besat.

Som hypnotiseret betragter man nænsomheden, op, ned, men uden at blive uopmærksom, for satsen falder aldrig til ro

I mødet mellem førstesatsens ustandselige hævdelse og andensatsens sagte standsning hersker i tredjesatsen sammenbruddet. En brovtende trommen, hysteriske udbrud, men også megen tøven, der dør hen.

Og overalt tikker urene. Men det er netop hernede i skizofreniens dyb, at tiden er sat ud af funktion. Det er her, alt kan tænkes på ny. Et magisk sted, og Ruders leder os derhen.

Dragende, lille mesterværk

Poul Ruders har, hvilket måske er særligt rudersk, med sin Femte Symfoni fornyet sig endnu en gang. Man må jo skrive den musik, man endnu ikke har hørt. Med andensatsen har vi fået et af de største små mesterværker i nyere tid, og rammen omkring den er komponeret og orkestreret med elegance, opfindsomhed, vovemod og stringens.

Mulighederne for fortolkning er mangfoldige, og vigtigst af alt er værket umiddelbart dragende. Nå ja, det er også udmattende, men vil og kan man lytte, gør Ruders’ Femte Symfoni et stort og blivende indtryk.

Poul Ruders’ Femte Symfoni blev uropført i DR’s Koncertsal den 8. januar.