Et radiofonisk walk-in-arkiv i Berlin

»Guten Abend, meine Damen und Herren.« Jeg står midt i Haus der Kulturen der Welts store foyer. Stemmen i mine høretelefoner lyder inviterende. Her er ikke meget at se, ud over grå sofastole og andre mennesker med høretelefoner på. Over os hænger tråde, den type fede snore, som fugle elsker at dingle på. Flere steder går en tråd lodret ned i gulvet.

I garderoben har jeg fået udleveret en specialprogrammeret smartphone og høretelefoner. Det interaktive høretelefonsystem minder om en rigtig FM-radio: De lodrethængende snore fungerer som transmittere, og når jeg nærmer mig dem, kan jeg vælge værker ved at swipe.

Der er noget ensomt over de hovedtelefonbærende skikkelser, som går rundt i HKW

Radiophonic Spaces er et walk-in-radioarkiv. En udstilling, der markerer 100 års international radiokunst med over 200 radioværker af komponister som John Cage, Paul Hindemith, Iannis Xenakis, Jacob Kirkegaard, kunstnere som László Moholy-Nagy, Natascha Sadr Haghighian, forfattere som Georges Perec og af multimediekollektivet Rimini Protokoll.

Jeg bevæger mig ud i rummet, og jeg swiper: nye stemmer, et stykke musik, en serie af lyde. Det er vist Station Stockhausen, jeg har stillet ind på.

Auditiv hallucination til folket
Der er noget ensomt over de hovedtelefonbærende skikkelser, som går rundt i HKW og skaber deres egne lydkollager. Det er svært at hitte hoved og hale i dette uendelige radioterræn. Mens jeg skifter stationer, tænker jeg på Henrik Nordbrandt og hans beskrivelser af nærværets fravær og fraværets nærvær.

Radiofonisk støj er omnipræsent – uanset om radioen er tændt eller ej, er radiobølgerne der altid. Det er os, som lægger ørerne på snoren og vælger at bruge en stund med en stemme, som sender fra et studie i Buenos Aires, London eller Oslo.

Det særlige ved radio er også, at man kan høre selve mediet, når man lytter

Det særlige ved radio er også, at man kan høre selve mediet, når man lytter. Lige siden man begyndte at sende de første radioudsendelser, har man forsøgt at minimere defekterne fra selve mediet. Samtidig gav denne støj også anledning til æstetiske og konceptuelle innovationer.

Et hørespil fra 1947 af mesterkryptikeren Antonin Artaud rammer mine ører. Furiøse stemmer, skrig, antiamerikanske og antikatolske udgydelser. Så mange forfattere og dramatikere var fascinerede af radio. Via dette massemedie kunne de overføre den auditive hallucination til lyttere i hele verden. Jeg lytter til den danske dramatiker Christian Lollikes radiospil Underværket eller the Re-Mohammed-Ty Show fra 2005, hvor en gruppe unge diskuterer 11. september, tro og terrorisme. Inden jeg swiper og en tysk kvindestemme begynder at rumstere i min hjerne.

Æteren kan gøre selv de mest grusomme – og de mest ligegyldige og grå ord – lækre.

Hjerneteater
HKW’s vingelignende bygning fra 1957, et symbol på frihed i det koldkrigshærgede Europa, kunne nok fodre tankerne om radioen som passé, tilhørende en forældet teknologi med diktafoner og glødepærer.

Men radioen var der først. Før tv-apparater, computere og smartphones. ‘Theatre of the mind’ hedder det i England: Stemmerne skaber billeder for vores indre. For Samuel Beckett – som ganske vist ikke er repræsenteret på udstillingen – var radio et ideelt medie til at præsentere temaer som menneskelig isolation og erindringens og kommunikationens skrøbelighed.

© Katy Otto/HKW

Den klavertrætte pianist Glenn Gould indgår heller ikke i Radiophonic Spaces, men han så radiostudiet som det ideelle refugie, et symbol på ensomhed. Med sin contrapuntal radio, talende stemmer lagt oven på hinanden, skabte han et sært sonisk miljø. Goulds radiofoniske hovedværk, Solitude Trilogy (1967-77), er blevet beskrevet som ‘kommunikation i isolation’.

Sære soniske miljøer er netop, hvad vi hver især skaber i vores høretelefoner, mens vi mutters alene – ledsaget af påtrængende stemmer – går dybere og dybere ind i det berlinske radioarkiv.

Sans for radio
Radiophonic Spaces indeholder også et omfattende program med koncerter, direkte radioudsendelser, lyttesessioner og talks med radioaktivister. Nogle uger inden mit besøg har den hollandske medieforsker Flora Lysen holdt et foredrag – som blev optaget på video – om den intime relation mellem hjernebølger og radiobølger, også kaldet ‘hjerneradio’, og om, hvordan 60 personer i begyndelsen af 1900-tallet kontaktede en radiostation i England, fordi de – uden at eje en radio – kunne høre radioens udsendelser. Radiodirektøren sluttede, at nogle mennesker var blevet særligt sensitive over for radiobølger. Én radioingeniør mente sågar, at især bymennesker snart ville udvikle en sjette sans, en ‘radiosans’.

Én radioingeniør mente sågar, at især bymennesker snart ville udvikle en sjette sans, en ‘radiosans’

Omkring år 1900 talte forfattere og ingeniører om eksistensen af ‘nervestråling’, fortæller Flora Lysen i vdeoen. En verden, hvor det mentale og det materielle svømmede rundt i et æterhav; hvor alt kunne forbindes med alting: lys, varme, lyd, elektricitet, magnetisme og endda tanker. Den italienske elektroingeniør Guglielmo Marconi (1874-1937) mente, at den menneskelige hjerne var det mest delikate instrument, meget bedre end nogen maskine opfundet af mennesket, bedre end radioen, og derfor måtte være i stand til at modtage beskeder over afstande.

I udstillingsperioden kunne man blandt meget andet også opleve lydkunstneren Marie Guérins værk Recorded Songs Don’t Ever Die (2018) samt en performance med den nigerianske kunstner Emeka Ogboh, en lydbaseret udforskning af migration, diasporaer og postkolonialisme. Jo, radio har altid haft fingeren på pulsen. Skulle det være anderledes, bare fordi nye teknologier (og ny støj) jævnligt presser sig på?

Optagede sange dør aldrig
Jeg lægger den lånte telefon i garderoben, tænder min egen smartphone. Vildt, hvor mange verdener den lille tingest giver mig adgang til. Mange mente, at fremkomsten af den nye teknologi ville betyde enden på de traditionelle medier. Men radioen har altid været et (billigt) adgangskort til at rocke the free world. Den har altid tilpasset sig tiden, i konstant flux.

Selv i moderne streamingtider er radioen fortsat med at være et ‘sindets teater’

Selv i moderne streamingtider er radioen fortsat med at være et ‘sindets teater’. Det er stadig en dybt personlig oplevelse – nærmest hallucinerende – at lytte til Orson Welles’ The War of the Worlds, der blev sendt som et halloweenshow en iskold og forladt oktoberaften i 1938. Mange af de andre stemmer i det berlinske walk-in-arkiv lyder lige så friske, som de lød for årtier siden. De danner stadig vilde billeder, som kun findes i vores hoveder.

Radiophonic Spaces kunne opleves i HKW 1. november til 10. december 2018. På Museum Tinguely i Basel åbnede samme udstilling 23. oktober og løber til og med 27. januar i år. Fra 26. juli til 19. september indtager den Bauhaus Universitet i Weimar.