DR Koncerthuset. © seier+seier

Festkoncert og prisoverrækkelse

Koncertsalen gløder af varme finske toner, når komponisten Kaija Saariaho modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris og hyldes med en festkoncert.
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

KONCERT 5. MAJ

Torsdag den 5. maj kl. 19.30
Koncertsalen, Koncerthuset, Danmarks Radio, Emil Holms Kanal 20, København

Medvirkende
DR SymfoniOrkestret, John Storgårds, dirigent, Lilli Paasikivi, mezzosopran

Program
Saariaho: Laterna Magica (2008) for orkester
Saariaho: Adriana Songs (2006) for mezzosopran og orkester
1. Jardin d’automne (Efterårshave)
2. Je sens deux cœurs (Jeg mærker to hjerter)
3. Rages (Rasende affekt)
4. La vie retrouvée (Livet genvundet)
Overrækkelse af Léonie Sonnings Musikpris 2011
Stravinskij: Ildfuglen (1910), balletmusik

Billetter 70-470 kr.
Reservation: www.billetlugen.dk/musik/15760/

Koncertsalen gløder af varme finske toner, når komponisten Kaija Saariaho modtager den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris og hyldes med en festkoncert. Det er Saariahos landsmand, dirigenten John Storgårds, i spidsen for DR SymfoniOrkestret, som opfører to af prismodtagerens stemningsmættede værker, sangcyklussen Adriana Songs og orkesterværket Laterna Magica. I førstnævnte skal vi som solist høre den finske mezzosopran Lilli Paasikivi.

Siden 1959 har Léonie Sonnings Musikpris været uddelt til en fremtrædende musikalsk kunstner inden for den klassisk musik eller jazzen. Dengang i 1959 var det Igor Stravinskij, der modtog den kontante pris og spillede festkoncert. Nu over 50 år senere er det endnu en komponist, der modtager prisen.

Efter pausen er det netop en hyldest til prisens første modtager, der præger festen, når DR SymfoniOrkestret spiller balletmusikken til Stravinskijs Ildfuglen.

Lilli Paasikivi
Fra Nordens vel nok førende musiknation, Finland, kommer mezzosopranen Lilli Paasikivi. Hun har siden 1998 været ansat som solist ved den Finske Nationalopera i Helsinki. Selv om hun har sin base i Finland, har hendes karriere fra begyndelsen været meget international. Hun er uddannet i Stockholm og på Royal Academy of Music i London, og hun optræder i hele Europa, i USA og i Australien.

Et af Lilli Paasikivis specialer er vokalpartierne i Mahlers symfonier, som hun har sunget med bl.a. Wiener Filharmonikerne, London Symfoniorkester og Los Angeles Filharmonikerne. Om to uger skal hun synge solopartiet i Mahlers 3. Symfoni med Dresdens Statskapel og dirigenten Esa-Pekka Salonen. Et andet vigtigt repertoire for Lilli Paasikivi er Wagners operaer, som hun har sunget på La Monnaie Operaen i Bruxelles, på Hamborgs Statsopera og ved koncertopførelser med Berliner Filharmonikerne.

Finlands mange fremragende dirigenter sender tit bud efter Lilli Paasikivi, når der skal opføres musik af landsmanden Sibelius i udlandet. Hun har sunget Sibelius ved promenadekoncerterne The Proms i London, og hun er specialist i Sibelius’ vokalsymfoni Kullervo, som hun også har indspillet på cd. Den seneste cd, hun har indspillet, er Mahlers 8. Symfoni, dirigeret af Valerij Gergjev.

Lilli Paasikivi har før sunget musik af Kaija Saariaho. Hun medvirkede ved den oprindelige opsætning i Paris af Saariahos første opera, L’amour de loin, der regnes for et af vor tids operamesterværker.

Lilli Paasikivi. © Kira Gluschkoff
Lilli Paasikivi. © Kira Gluschkoff

John Storgårds
Den finske dirigent John Storgårds er blevet en god bekendt af DR SymfoniOrkestret. Han dirigerer orkestret hvert år, senest ved fire koncerter i 2010.

Storgårds er chefdirigent for Helsinki Filharmonikerne. Han er desuden chef for det eventyrlige Laplands Kammerorkester, der er Europas nordligste af sin art. Og i 2012 tiltræder han derudover posten som 1.-gæstedirigent for BBC Filharmonikerne i England.

I Norden dirigerer John Storgårds jævnligt alle de store symfoniorkestre, og i Europa har han bl.a. optrådt med Orchestre de Paris, Cincinnati Symfoniorkester og de italienske, hollandske og tyske radiosymfoniorkestre.

Ved siden af sin dirigentkarriere er John Storgårds en strålende violinist, og han har gjort et pionerarbejde inden for den ny musik. Han var medstifter af det finske kammerorkester Avanti!, hvor han både var koncertmester og dirigent. Hans indspilning af den lettiske komponist Pēteris Vasks’ violinkoncert Distant Light blev kåret som Classical Disc of the Year i Cannes 2004. Blandt de mange værker, han har uropført, er musik af bl.a. årets Sonning-prismodtager Kaija Saariaho – og sågar et nyfundet værk af Sibelius.

På cd har John Storgårds indspillet alt fra Haydn til helt ny musik. Hans seneste cd er med værker af Sibelius, og på trapperne er en cd med værker af senromantikeren Korngold.

John Storgårds. © Marco Borggreve
John Storgårds. © Marco Borggreve

Adriana Songs
Adriana Songs er en sangcyklus fra 2006, som Kaija Saariaho har lavet over materiale fra sin opera Adriana Mater. Værket består af tre sange og et mellemspil og varer en halv times tid. Solostemmen er en mezzosopran foran det stort besatte orkester.

Teksterne er skrevet af operaens librettist, den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf, der også har skrevet tekst til Saariahos øvrige operaer. Saariaho selv har boet i Paris i snart 30 år og er dybt fortrolig med det franske sprog – og de franske musiktraditioner.

Både operaen Adriana Mater (der er komponeret 2005) og sangcyklusen Adriana Songs er en nutidshistorie om krig, frygt og hævn. Fortællingen skifter mellem en påtrængende ‘realisme’ og drømmeagtige, surreelle sekvenser.

Under krigen bliver den uskyldige Adriana voldtaget af en soldat. Hun føder en søn og plages af tanken om, at voldtægtsmandens brutalitet vil blive en del af barnets personlighed. Drengen Yonas vokser op med en løgn om, at hans far er død i krigen. Da han hører om den frygtelige baggrund for sin eksistens, sværger han at dræbe den mand, der blev hans far. De mødes omsider, men da Yonas opdager, at hans far er blevet blind, er han ikke i stand til at slå ham ihjel. Da bliver Adriana klar over, at Yonas i sandhed er hendes søn og lige så uskyldig som hun selv. »Vi har ikke taget hævn,« synger hun til sin søn, »vi er blevet frelst.«

Ikke mange modernistiske komponister har som Saariaho tiltro til skønheden i den menneskelige stemme

De fire satser, der udgør værket, følger samme handlingsforløb som operaen. I den første sang, »Efterårshave«, møder man Adrianas forvirrede og angstfulde sjæl. I den anden sang, »Jeg mærker to hjerter«, grubler hun over, hvilket barn det er, hun skal føde. Bøddelens blod har blandet sig med offerets blod, synger hun. Vil barnet blive som hende selv eller som hendes fjende? En Kain eller en Abel?

Tredje sats, »Raserier«, er et nervøst, svimmelt mellemspil, der lukker op for ukendte dybder hos Yonas. I handlingsforløbet er man her nået til det afgørende øjeblik, hvor drengen som 17-årig får sin sande historie fortalt. I sidste sats, »Det genfundne liv«, ser Ariana i et forklaret lys, at drengen har sin mors samvittighed. De mange års angst over spørgsmålet kan omsider afløses af sjælefred. »Mit liv, som jeg havde regnet for tabt, er fundet igen.«

Ikke mange modernistiske komponister har som Saariaho tiltro til skønheden i den menneskelige stemme. Selv kalder hun musikken i Adriana Songs for »smuk, men mørk«.

Adriana Songs er skrevet på bestilling af Auftakt Festivalen i Frankfurt, New York Filharmonikerne og det Italienske Radiosymfoniorkester. Værket blev uropført i 2006 af den irske mezzosopran Patricia Bardon, Junge Deutsche Philharmonie og dirigenten Marc Albrecht.

Laterna Magica
Kaija Saariahos orkesterstykke Laterna Magica er skrevet i 2008. Det er i ét sammenhængende forløb og varer 20 minutter. Værket er inspireret af filminstruktøren Ingmar Bergmans erindringsbog Laterna Magica. Bogen udkom i 1987, og Kaija Saariaho genlæste den 20 år senere, da Bergman netop var død.

‘Laterna magica’ er navnet på en type filmfremviser fra gamle dage. De latinske ord betyder ‘magisk lygte’, og sådan virkede apparatet også: som en lygte, der ved projektion fik en slags lysbilleder til at bevæge sig på væggen. I Bergmans sidste film, Fanny og Alexander, ser man den nysgerrige drengs møde med denne magiske genstand. Jo hurtigere man drejer på håndtaget, desto bedre oplever man fornemmelsen af levende billeder.

Den oplevelse skaber Saariaho i musikken ved at lade motiverne udvikle sig i forskellige tempi. Stykket bliver en undersøgelse af, hvordan det musikalske stof opfører sig – og opfattes – i forskellige tempi. Hvis tempoet stiger, glider de enkelte billeder sammen til et optisk fænomen af bevægelser. Sarte nuancer har derimod brug for mere tid omkring sig, hvis øret skal kunne forstå dem.

Ud over de forskellige lag af tempo arbejder Laterna Magica også med meget forskelligartede rytmer. Rytmerne fremtræder nærmest som ‘personligheder’ i musikken: Der er en flamencoagtig rytme, en taleagtig rytme og en accelererende rytme, der stiger i tempo, så den til sidst ikke kan opfanges længere.

Kaija Saariahos »Laterna Magica« blev i 2011 udgivet på et album med den finske radios orkester. © Odine

Som kontrast til dette udvalg af rytmer bruger Saariaho flader af musik, som er helt uden rytme og snarere virker som farver. »I min opfattelse har musik meget med lys at gøre, og når jeg instrumenterer musikken, tænker jeg i høj grad over farvernes væsen,« forklarer Kaija Saariaho. Et eksempel på denne ‘farveklang’ høres i gruppen af seks horn, der fungerer som inddeler af værkets fraser. Ingmar Bergman brugte på samme måde farven rød som fast sceneskift i sin berømte film Hvisken og råb.

Det er altså både Bergman som forfatter og instruktør, der har påvirket Kaija Saariahos orkesterværk. Og helt konkrete ord fra Bergmans erindringsbog er ligefrem gledet ind i musikken. »Jeg blev rørt over den måde, Bergman beskriver sin yndlingsfilmfotograf Sven Nykvists brug af lys på,« forklarer Saariaho, »og nogle af disse ord har fundet vej til selve partituret.«

Bergmans lysord skal i første halvdel af værket hviskes af orkestrets musikere, der også på denne måde fungerer som ‘farveangivere’. Fordi værket er skrevet til Berliner Filharmonikerne, skal ordene hviskes på tysk. I dansk oversættelse lyder de: det blide lys, det farlige lys, det drømmeagtige lys, det levende, døde, klare lys, det disede, varme, heftige, nøgne lys, det bratte, mørke, forårsagtige, indfaldende lys, det påtrængende, direkte lys, det skrå, sanselige, overvældende lys, det begrænsende lys, giftige lys, beroligende lys, det klare lys. Lyset.

Laterna Magica blev uropført af Berliner Filharmonikerne og chefdirigenten Simon Rattle som åbning af koncertsæsonen i august 2009. Orkestret havde bestilt værket sammen med den schweiziske Lucerne Festival, hvor Kaija Saariaho har været huskomponist.

Ildfuglen
Ildfuglen blev Stravinskijs gennembrudsværk. Han havde aldrig skrevet balletmusik før, da tilbuddet kom fra balletmesteren Djagilev og hans kompagni Ballets Russes i Paris. Det var Stravinskijs første job uden for Rusland, og det blev hans livs store åbenbaring. Paris’ kosmopolitiske kulturliv passede ham meget bedre end det konservative miljø i tsarens Skt. Petersborg.

Handlingen i balletten drejer sig om prins Ivan, som fanger den magiske ildfugl i troldmanden Kastjejs fortryllede have. Fuglen beder om at slippe fri, og den giver Ivan en af sine lykkebringende fjer til gengæld. Kastjej har taget prinsesse Tsarevna og hendes 12 søstre til fange. Prins Ivan forelsker sig i Tsarevna, som kommer ud i haven om natten, men hun advarer Ivan mod at følge med tilbage til slottet.

»Når jeg instrumenterer musikken, tænker jeg i høj grad over farvernes væsen«

Da Ivan alligevel kommer indenfor i paladset, bliver han også taget til fange. Ved hjælp af fjeren får han tilkaldt ildfuglen. Den fortryller troldmanden og viser Ivan det magiske æg, som rummer Kastjejs onde sjæl. Ved at ødelægge ægget befrier Ivan til sidst prinsesserne, og til slut styrter Kastjejs onde verden i ruiner.

Stravinskij skelner i musikken mellem den virkelige og den forheksede verden. Prinsen og prinsessernes musik er ofte baseret på folkemelodier, mens fantasivæsenerne danser til flimrende musik over fremmedartede skalaer. Orkestreringen er konkret og tydelig, når det gælder menneskene, men rå og truende, når det er troldmanden, der er hovedpersonen. Da den onde verden til sidst synker i grus, triumferer godheden og kærligheden i en af de flotteste slutninger i noget musikværk.

Stravinskij var det 20. århundredes mest vidtfavnende komponist. Fordi han fornyede sig konstant – og levede så længe – kan hans værker ses som et helt katalog over det 20. århundredes musik.

Opdateret 24. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.

Fokusartikler