Det Kongelige Kapel og brødrene Dessner på Haven Festivals hovedscene. © Thorsten Iversen

Haven-publikummet mødte Det Kongelige Kapel

Det er gerne med temaer fra ‘Star Wars’ på programmet, når symfoniorkestre i stigende grad besøger landets rockfestivaler. Men fredag mødte Det Kongelige Kapel op på den hippe Haven Festival med et anderledes vitaminrigt, nyt og mindre kendt repertoire.
Af
13. august 2018
– reportage fra Haven Festival, København, 10.08.18

Alt blafrer i vinden ude på det yderste af Refshaleøen i København. Efter flere ugers hedebølge har gæsterne til årets Haven Festival fundet deres vindjakker frem denne fredag eftermiddag. Vi er stimlet sammen foran hovedscenen, Meadow, hvor nodeark flakser rundt i blæsten, mens Det Kongelige Kapel gør klar til officielt at åbne scenen, inden navne som Dirty Projector og Arcade Fire følger senere på dagen. Der er godt gang i teltdugen over os.

»Det er altså ikke en klassisk koncert, når der indgår Telecaster!« bemærker en ung mand ved siden af mig til sin kæreste, mens han peger op på scenen. Foran det mere end 500 år gamle orkester sidder brødrene Aaron og Bryce Dessner fra det amerikanske rockband The National med hver deres elektriske guitar.

»Mange tror, at komponister er sådan noget, der fandtes for 200 år siden,« siger han. »Men der er mange nulevende komponister, som flere af de bands, der spiller her på festivalen, er meget inspireret af«

»Vi er lidt udfordret af vejret,« indrømmer Bryce Dessner, der byder velkommen til koncerten. »Men ironisk nok er flere af de komponister, vi skal høre, inspireret af vinden.« Programmet tæller, foruden hans eget værk St. Carolyn by the Sea, musik af John Adams, Anna Thorvaldsdottir, Anna Clyne og Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood. Ikke ligefrem gængs festivalrepertoire.

»Mange tror, at komponister er sådan noget, der fandtes for 200 år siden,« siger han. »Men der er mange nulevende komponister, som flere af de bands, der spiller her på festivalen, er meget inspireret af.« Det er ikke mere end to måneder siden, at et værk af Jonny Greenwood var en del af Klang Festivals hovedkoncert i Tivoli, så grænserne er ganske rigtigt under nedbrydning.

Jeg har altså hørt klassisk før!
En åbningskoncert på en festival tiltrækker et broget publikum af både dedikerede lyttere, nysgerrige sjæle og gæster, der synes, de lige bør give den første store koncert en chance. Haven Festival er ingen undtagelse, og samarbejdet med Dessner-brødrene sikrer da også mange en førstegangsoplevelse med Det Kongelige Kapel. 

John Adams’ energiske fanfare Short Ride in a Fast Machine går i gang, og publikums ansigter er tavst rettet mod orkestret. Midt i vindens susen indfinder der sig en ro.

Udsigt fra bagscenen hos Kapellet. © Thorsten Iversen

»Jeg har lyttet til masser af klassisk musik før,« fortæller en ung kvinde, Joanna, mens Adams bliver afløst af Anna Thorvaldsdottirs anderledes dystre Aeriality. De første publikummere bliver urolige og trækker lige så langsomt væk fra koncerten. »Men jeg har ikke oplevet noget, der er så eksperimentelt som det her,« siger Joanna. Hun kan godt lide det teatralske i musikken, selvom lyden bliver udfordret af vejret og den tiltagende snak blandt gæsterne. »Jeg skal helt klart hjem og høre, hvad Det Kongelige Kapel ellers har på deres repertoire.«

Venter på Dessner
Nogle publikummere forlader indercirklen, men de fleste bliver og hører koncerten igennem med stor intensitet. Nogle endda med mobiler og Snapchat oppe af lommerne. 

»Det er ikke musik, jeg lytter til normalt, men det er fedt at opleve samspillet, og der er jo ingen tvivl om, at de er virkelig dygtige musikere,« siger Emil, som er stor fan af The National og venter i spænding på, hvad der skal ske med de der Telecastere. »Og så er der det her drama, der udspiller sig med vejret. Man kan se, hvordan de hjælper hinanden i orkestret, når siderne skal vendes. Så holder violinisterne buerne på noderne og sådan. Det er ret interessant at se.«

»Jeg har hørt Copenhagen Phil på Roskilde Festival, hvilket jeg synes var rigtig godt, men denne her koncert er spændende, fordi man bliver udfordret lidt mere«

Den længe ventede opførelse af Bryce Dessners orkesterværk St. Carolyn by the Sea afslutter koncerten. Folk, der før sad ned på jorden, rejser sig nu op. Det er det eneste tidspunkt under koncerten, hvor enkelte nikker og tramper i takt med musikken. De er jo også, næsten, til koncert med The National. Måske det er en lettelse blandt nogle, at de endelig kan følges ad med musikken. Men så skifter takten uventet, og de er tilbage ved den koncentrerede lytning.

For Jørgen, en mand i tyverne, er der dog ikke nogen tvivl om, hvad en koncert som denne kan. »Jeg har hørt Copenhagen Phil på Roskilde Festival, hvilket jeg synes var rigtig godt,« fortæller han om det andet af de tre store københavnske orkestres besøg på Dyrskuepladsen sidste år. »Men denne her koncert er spændende, fordi man bliver udfordret lidt mere. Det kan jeg godt lide. Og så er det vigtigt at vide, hvad musikere bliver inspireret af,« slutter han af, mens Kapellet forlader scenen og festivalgæsterne sætter retning mod nye koncerter, mikrobryg eller Haven-hotdogs.

Haven Festival fandt sted den 10.-11. august. Se mere på festivalens hjemmeside.

Redaktionel note: Denne artikel bar tidligere den fulde titel »Telecaster og ‘lidt mere udfordrende’ musik: Haven-publikummet mødte Det Kongelige Kapel«, hvilket er forkortet i forbindelse med overgangen til et nyt weblayout.