Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

Hvid røg over Seismograf

Andreo Michaelo Mielczarek bliver ny ansvarshavende redaktør for Seismograf, når Sune Anderberg stopper til august.
Af
2. Juni 2021

Det bliver en rutineret Seismograf-skribent, der tager over, når Sune Anderberg per 1. august forlader stillingen som ansvarshavende redaktør for magasinet. Efter samtaler med flere spændende kandidater har bestyrelsen bag Foreningen Seismograf/DMT valgt at ansætte Andreo Michaelo Mielczarek, der skrev sin første artikel til Seismograf i 2012 og siden da har været en af magasinets mest leveringsdygtige journalister.

»Jeg er meget tryg ved at overlade roret til Andreo,« siger Sune Anderberg. »Noget af det, jeg har haft mest fokus på i mine to et halvt år på posten, har været at styrke den journalistiske og kritiske stemme i Seismografs artikler. Samtidig har jeg også arbejdet på at gøre platformen så fleksibel og åben som muligt, sådan at der altid er plads til lige nøjagtig den musik, der kalder på longform-behandling. Den udvikling tror jeg, Andreo er den helt rigtige til at fortsætte.«

Jens Voigt-Lund, der er medstifter af Seismograf og i dag fungerer som bestyrelsesformand for foreningen bag, glæder sig også til at se, hvordan Andreo Michaelo Mielczarek går til opgaven som ny ansvarshavende redaktør: »Miljøet omkring lydkunsten og kunstmusikken har oplevet en fantastisk frodig udvikling i de seneste år, og Seismograf har stået som en central aktør gennem kritik, formidling og refleksion,« siger han og fortsætter:

»At forstå og navigere i denne kreative malstrøm kræver et åbent og seismografisk sind. Det har Andreo. Som skribent har han gennem årene været vidt omkring og har med sin legende, udfordrende og samtidig nænsomt registrerende stil gjort værker, kunstnere og rummet omkring dem lidt større. Han er et festfyrværkeri af idéer med et stort hjerte for den kunst, som tør udfordre sig selv, sin skaber og sin lytter. Et perfekt match for Seismograf.«

Udvidet dækning

Mielczarek, der er cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet, har gennem en årrække erhvervet sig som kulturjournalist og musikkritiker ved blandt andet Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende. Rollen som redaktør er ny for ham, men han ser frem til det tætte samarbejde med Seismografs skribenter, og entusiasmen er ikke til at tage fejl af:

»Seismograf tager lyd seriøst,« siger han. »Jeg har læst Seismograf, skrevet i Seismograf, og som ansvarshavende redaktør vil jeg lege videre med The New Yorker-looket og den sanselige, appellerende tilgang, som de ihærdige skribenter ånder for at levere.«

Han takker også den afgående redaktør for indsatsen og lover fra sit domicil i Aarhus at brede Seismografs geografiske dækning endnu mere ud: »Sunes arbejde som redaktør har været formidabelt – drevet af akkuratesse, seriøsitet og kritisk tænkning. Det vil jeg gerne bygge videre på. Vi skal være klar, når verden genåbner om lidt, og tjekke, hvordan den nu lyder. Hvad har vi mistet? Hvad har vi fået? Er vores ører blevet flade som batterierne efter nedlukningen uden udløbsdato? Jeg vil gerne lege med versioner og formater – SoMe til boomers, web til eliten og insta-story-poesi til alle. Vi skal have flere jyske skribenter, så vi kan anmelde i Thy. Vi skal kommunikere i 3D, dybt som en drøm, og ordene skal skabe farvebilleder som musikvideoer.«

Andreo Michaelo Mielczarek tiltræder som ny ansvarshavende redaktør 1. august 2021. Tag godt imod ham.