Jeg var kun et barn, da grunge som den sidste store kollektive rockbølge skyllede hen over verden. Og jeg nåede som teenager kun at få de sidste skvulp med fra 90’er-rocken, før verden var videre og rockmusik var noget, der hørte et andet årtusinde til. Min musiksmag var med andre ord forældet fra starten af. Toget var ligesom kørt. De bands, jeg kunne lide, var enten gået i opløsning, musikerne døde, eller hvis de stadig spillede, spillede de for et stadig mindre publikum og kom længere og længere væk fra radioernes playlister og musikprogrammerne på TV (dengang i starten af nullerne spillede det stadig en rolle, hvad de spillede i radioen, og der var faktisk programmer på TV, som sendte musikvideoer).

Rocken var allerede død som kollektivt ungdomsfænomen, da jeg opdagede den

Rocken var allerede død som kollektivt ungdomsfænomen, da jeg opdagede den. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad folk lyttede til omkring årtusindeskiftet, da jeg gik i gennem min såkaldte formative periode – eller i hvert fald gennemlevede den periode, hvor min musiksmag blev grundlagt og i samme ombæring stivnede som cement. Men jeg kan huske, at jeg kun havde afsky tilovers for den musik, der var populær i de år. Jeg kan også huske, at jeg havde taget min Pearl Jam-T-shirt på den dag i det sene forår 2000, hvor programmet til Roskilde blev offentliggjort. Pearl Jam var hovednavn sammen med bands som The Cure og Nine Inch Nails.

Roskilde Festival året før tænker jeg tit tilbage på som den store sommer, for nu at låne en titel fra Johannes V. Jensen. Overgangen fra folkeskole til gymnasium, fra barndom til ungdom. Det var året, hvor Psyched Up Janis spillede afskedskoncert på Grøn Scene i et kaos af crowdsurfende Dr. Martens; hvor jeg blev hypnotiseret af tre legesyge finner i 22-Pistepirkko; og hvor Marilyn Manson legede fascistoid rockdiktator. Men det var også året, hvor Metallica spillede Orange Scene op og jeg fik klemt luften ud af kroppen, mens jeg blev mast op ad en metalbøjle, der var plantet i jorden for at bryde det bølgende menneskehav foran scenen. Det var, før der var nogen, der tænkte på, at det kunne være farligt, når 60-70.000 mennesker samledes foran en scene.

Den aften i Roskilde

Året efter, den 30. juni. Klokken var omkring 22.30, da Pearl Jam gik på scenen. Det regnede. Eddie Vedder sprængte en streng på sin Fender Telecaster på et tidspunkt. Han var iført sort læderjakke. De åbnede med »Corduroy«.

Pearl Jam åbnede med »Corduroy« (1994) ved koncerten på Roskilde Festival i 2000, hvor ni mennesker mistede livet og 26 kom til skade. © Pearl Jam/Epic Records

Jeg husker, vi stod tæt. Det havde vi også gjort aftenen før og året før. Jeg husker, at koncerten blev afbrudt. Billederne af Eddie Vedder, der sidder grædende på hug og kigger fortabt ud over menneskemængden, mens vagterne trækker livløse kroppe over hegnet og forsøger at genoplive dem, så jeg først senere.

Bandet, jeg allerhelst i hele verden ville se, blev bandet, der for altid vil være forbundet med tragedien på Roskilde. Tragedierne har i det hele taget klæbet til Seattle-bandene fra 90’erne. De tre andre store bands, Nirvana, Soundgarden og Alice in Chains, har det triste til fælles, at forsangerne er døde. Kurt Cobain af selvmord i 94, Layne Staley i 2002 af en overdosis og Chris Cornell, der hængte sig selv på et hotelværelse i Detroit for snart tre år siden som den sørgelige kulmination på et liv plaget af depression. Allerede dengang i 2000 var Pearl Jam det eneste af de fire bands, der stadig spillede.

En generation uden retning

Selvom Pearl Jam i 2000 kun havde været et band i knap ti år, havde de allerede udgivet seks studieplader. De havde været frontløbere i et musikalsk stormløb mod hitlisterne, som gjorde alternativ rock til mainstream, og som blev lydsporet til vrede, følsomme, rastløst festende unge drenge og piger, der helt sikkert følte sig i opposition til deres forældre uden helt at vide, hvori det oppositionelle bestod, og hvad de ville have i stedet for. Men følelsen af at være udenfor var reel, og det var musikken også.

De fleste massefænomener starter som bekendt som modbevægelser. Rejsen fra undergrund til mainstream er både forudsigelig og en overraskelse hver gang. Punken tog turen, hiphoppen gjorde det, og det samme gjorde grungen. Fortællingen om grunge er fortællingen om en regnfuld amerikansk by, Seattle, så tilpas afsidesliggende, at de store bands ikke gad at lægge vejen forbi, når de turnerede, og de lokale bands i stedet arrangerede koncerter for hinanden og for byens ungdom og på den måde skabte en unik scene og musikalsk fællesskab.

Jeg forestiller mig at gå rundt i Seattle i 1990. Det er så koldt, at jeg går med lange underbukser og en tyk skovmandskjorte. Og fordi det altid regner udenfor, står jeg sammen med mine kammerater stuvet sammen i et lille, fugtigt øvelokale, hvor vi er ved at opfinde vores helt egen lyd. En lyd, der blander 70’er-rock, 80’er-metal og punkrock og oven på det hele drysser et par popmelodier.

Rejsen fra undergrund til mainstream er både forudsigelig og en overraskelse hver gang

Set på afstand og efter et kvart århundredes gennemlytninger er det lettere at høre, hvad der adskilte bandene fra Seattle, end hvad de havde til fælles. Hvor Soundgarden nok lød mere af Black Sabbath end Nirvana, som til gengæld havde lyttet mere til Black Flag. Alice in Chains var meget mere metal, end Pearl Jam nogensinde var. De omfavnede til gengæld The Who og stadionrocken.

Men det, der gør, at det stadig giver mening at tale om grunge som en fællesbetegnelse, er måske mest af alt en fælles holdning til musik og en fælles følelse. Rockhistorien fortælles ofte dialektisk som modsætningernes kamp. Den fortælling passer også her. Tænk bare på rocken, som op igennem 80’erne bevægede sig længere og længere ud i overdrivelser og sportsrockende idiotier. Med guitarister, der spillede lige så ekvilibristisk, som de spillede uden sjæl, og hvor sangteksterne var tømt for indhold i samme omfang, som sangeren fremførte dem med patos og hård attitude. Grungen var nålen, som punkterede alt det, som skrællede al ligegyldigheden og machoattituden af og fritskrabede den nerve, der er rockmusikkens grund til at findes.

Bandene fra Seattle var født ud af punkens demokratisering af musikken: Hvis du har lyst til at lave et band, så gør det. Så kan I lære at spille undervejs. Sangene handlede ikke om, hvor fede de var som mennesker, eller hvor mange damer de kunne nedlægge. De handlede om at være ung, depressiv, rastløs og usikker. De talte direkte til en ungdom i 90’erne – til den generation, som forfatteren Douglas Coupland kaldte generation X. Generationen uden de store fortællinger at holde fast i. Muren var faldet, kapitalismen havde vundet. Tvillingetårnene stod der endnu. Terror var noget, man forbandt med 70’erne, og klimaet – det var der vel bare.  

90’erne var fredens årti. Fremtiden havde aldrig set så lys ud. Men alligevel var rodløsheden og rastløsheden der. Dengang, som den er det i dag. Som den altid har været det. Men den havde bare ikke nogen stor fortælling at suge energi fra, og derfor blev grunge også en energiafledning uden en retning – for en generation, der heller ikke havde en retning.

Omrejsende rockmuseum

Da Pearl Jam gik på scenen i 2000, var de ikke længere et band, der spillede til ungdommen, eller som kanaliserede ungdommens energi og sendte den i omløb blandt publikum. De var et band, der spillede til folk, der havde været unge, alle dem, der havde været med på bølgen i 90’erne og været en del af energien og fællesskabet omkring en ny lyd og delt følelsen af samhørighed med tiden. Men Pearl Jam spillede også for alle os andre, som aldrig nåede at være en del af det fællesskab, og som kun så det i dets afglans.

Der skulle gå en god håndfuld år, inden jeg fik Pearl Jam at se igen. Det var i Arnhem i Holland i 2006. Jeg så dem samme år i Berlin. Senere, i årene, der fulgte, flere gange i Berlin, i Düsseldorf. I Frankrig, Belgien, London, København, Oslo, Stockholm.

Pearl Jam spiller »Present Tense« (1996) i Berlin i 2006. © Pearl Jam

Men drømmen om rockmusikken som et kulturelt fænomen, der kan skabe store, forandrende fællesskaber, var allerede forsvundet. Grungen var det sidste store rockmusikalske udtryk, der appellerede kollektivt. Måske gjorde britpoppen det også. Det gjorde den måske nok. Men hvor britpoppen var båret frem af medierne og pladeselskaberne, var grunge i sit udgangspunkt forankret i et geografisk afgrænset miljø og opstod organisk blandt bands, der sammen udviklede en scene og et musikalsk udtryk. Grunge handlede om et fællesskab blandt bands, hvorimod britpoppen fra starten blev markedsført som en kamp mellem to bands, Blur og Oasis.

Det store fællesskab er afløst af lokale fællesskaber i dag. Det er en sociologisk banalitet. At rockmusik ikke længere er ungdomsmusik, er lige så åbenlyst, som at P3 er tomgang forklædt som lydfrekvenser. At se rockbands give koncerter i dag er at se et omrejsende museum. Jeg kommer til at stå der, når Pearl Jam spiller i Royal Arena på 20-årsdagen for tragedien i Roskilde (koncerten er p.t. udskudt, red.). Jeg kommer også til at stå der, når de spiller i London og Berlin denne sommer (også disse koncerter er p.t. udskudt eller aflyst, red.). Jeg kommer til at føle mig som en del af et fællesskab. Nej, nok snarere som en del af en menighed, der ukritisk tager imod alt, hvad Eddie, Mike, Stone, Jeff og Matt har at give os.

Jeg kommer til synge mine lunger ud. Kramme mine kammerater hårdt og kærligt. Drikke den ene dyre øl efter den anden og tale længe og nostalgisk om alle vores oplevelser med vores favoritband – om dengang i Norge, da jeg var lige ved at blive afvist i døren, fordi jeg knap kunne stå på benene i en vodkabrandert, eller dengang i Belgien, da jeg ikke kunne finde mit telt efter koncerten og nær var begyndt at græde af glæde, da jeg genfandt mine kammerater. Om dengang i Forum, da Eddie glemte teksten til »Smile«, eller den legendariske version af »Present Tense« i Berlin i 2006.

Friheden til nostalgi

Pearl Jam er en del af kittet, der holder sammen på gamle og dybe venskaber. Et fælles spor, der har banet sig vej gennem årene. Ligesom min musiksmag ikke har ændret sig i 25 år, har antallet af gode venner i mit liv heller ikke. Du kan være så heldig, at de venner, du møder på et bestemt tidspunkt tidligt i livet, bliver din skæbne. På samme måde som de bands, du hørte på et tidligt tidspunkt i livet, bliver det. Pearl Jam er også et gammelt, dybt venskab.

Ja, jeg lever i fortiden: gamle koncertminder med et gammelt band. Ja, at lytte til rock fra 90’erne er at befinde sig i en tidslomme, som uundgåeligt bliver dybere med årene. Men jeg har aldrig tænkt på musik som noget, der handlede om at følge med, om at være opdateret på det nyeste, eller som noget, der skulle give social kapital eller damer, for den sags skyld.

Pearl Jam er i dag netop friheden til ikke at følge med. At lytte og gå på opdagelse i de samme plader i over 25 år er som at gå på opdagelse i dig selv. At lytte til det, der er velkendt, er at lytte til sig selv. En måde at grounde sig selv på. At stå fast, som Svend Brinkmann ville sige.

Jeg har aldrig tænkt på musik som noget, der handlede om at følge med, om at være opdateret på det nyeste

I en tid, hvor forandring kun er et plusord, hvor alt helst skal gå stærkt, hvor vi skal ‘udvikle’ os hele tiden, er det et privilegium at være stået af ræset musikalsk set for længe siden: at have gjort musik til et helle, en særlig personlig skat, hvor jeg lytter til numre, jeg kender så godt, at enhver deltalje får betydning; hvor Eddies fraseringer er så velkendte som din kvindes krop, hvor dynamikkerne i sammenspillet hos et band, der har været sammen i længere tid end de fleste ægteskaber, får dig til at smile og nikke ved genkendelsens rolige glæde.

Og nu er der en ny plade. Pearl Jam har lige udgivet deres 11. studieplade, Gigaton (2020). Bare rolig, de lyder, som de plejer. Okay, Eddie synger ikke helt som i gamle dage. De allerstørste sange er dem, de har skrevet. Men hey: Vi bliver alle ældre. Og jeg er blevet det sammen med Pearl Jam. Jeg har heller ikke lige så meget lyst til at feste, som jeg havde, da jeg var 19. Mine idéer om verden og tilværelsen er også blevet mindre radikale. Ja måske endda lidt konforme.

Så jeg skal være den første til at tilgive Pearl Jam, at de ikke lyder som unge tyre fyldt af desperat vildskab. Men jeg elsker, at de spiller. Bare spiller. Skramlet, sjusket. Lidt for sentimentalt af og til, lidt for jovialt en gang imellem. Men de gør det for min skyld. For vores skyld. For det fællesskabs skyld, der gang på gang samler sig omkring dem. Som et ekko fra en svunden kultur. Som en dinosaur, der tager en sidste tur i en døende verden. Måske. Men min tid, mit liv, har i 25 år været fyldt af deres musik. Den må gerne fylde nogle år endnu. Jeg tager gerne endnu en tur med menigheden. Og når koncerterne en dag slutter, har jeg stadig alle pladerne.

Obs. Denne artikel er et konkurrencebidrag; teksten er korrekturlæst og layoutet, men ellers kun minimalt redigeret.

Redaktionens kommentar: »Lars’ essay udviser et befriende forhold til musik og lytning. Indlevelsen og ærligheden, der kommer til udtryk i et åbent og vidende sprog, leverer et uhøjtideligt og sympatisk forsvar for nostalgi. Her er ingen distance til musikken, men alligevel heller ingen illusioner – det handler, dybest set, om fællesskab. På den måde fungerer teksten som et helt aktuelt dokument over en stor og tavs del af musikkulturen i dag, som man kunne skrive meget mere om.«