© Willa Wathne

Sådan lyder musikken i morgen

En af Europas ældste festivaler for moderne klassisk musik kommer til Aarhus. Vi tegner et portræt af Ung Nordisk Musik, der er tidsløs som Madonna og rummer islandske vulgariteter fra 1612.
  • Annonce

    Kunstkritikk

UNM (Ung Nordisk Musik) Festival kan nu – 75 år gammel – regne sig selv som en af ​​de ældste festivaler for moderne klassisk musik i Europa. Til sammenligning: Tyske Donaueschingen fylder 100 i år, tyske Darmstadt er også 75, polske Warszawa Efterår er 65, engelske Huddersfield er 43, og norske Ultima er lige blevet 30. Et interessant paradoks for en festival, der pr. definition har fokus på unge. Jeg har deltaget i og anmeldt festivalen flere gange, og 2021 bliver mit sidste år, da jeg endelig er vokset ud af betragtning.

Hvert år bliver jeg ramt af lignende spørgsmål: Hvad repræsenterer UNM for unge komponister? Hvordan formår et multiudvalg og en multinational struktur at skabe en sammenhængende festival? Er der nogen mening i at forsøge at spå om fremtiden ud fra det, der sker på UNM, eller er det bare et tilfældigt sortiment af dele, der helt random er limet sammen?

Efter min opfattelse har UNM, akkurat som popstjernen Madonna, holdt fast så længe, ​​fordi festivalens evigt skiftende, formbare natur egner sig til genopfindelse og foryngelse.

Dette års 75 års-jubilæumsudgave med temaet (un)common ground finder sted i Aarhus 9. til 15. august. Jeg mødte to medlemmer af dette års udvalg samt skaberne af tre af årets værker for at finde svar. 

Opskriften på en katastrofe? 
UNM har en unik, decentral struktur i konstant forandring: Hvert år udvælger hvert af de fem nordiske lande syv værker af unge komponister ('unge' defineres som enhver komponist under 30 år eller i gang med en fuldtidsuddannelse). Hvert land har sin egen metode til udvælgelse af værker. Festivalen rejser også rundt i de nordiske lande, så det er en ny bestyrelse, der styrer arrangementerne hvert år. Oven i dette går bestyrelsesmedlemmer konstant ind og ud – arbejdet er frivilligt, og hovedparten udføres af unge musikere. Man må jonglere med de vidt forskellige tilgange, og alle store ændringer skal godkendes på et bestyrelsesmøde med alle udvalg, der finder sted tre gange om året. 

Altså: Ingen kunstnerisk leder, ingen daglig leder, ingen uafhængig bestyrelse og ingen central organisation ud over et møde hvert andet år. Det turde være opskriften på en katastrofe? Men 75 år taler vel for sig selv. Efter min opfattelse har UNM, akkurat som popstjernen Madonna, holdt fast så længe, ​​fordi festivalens evigt skiftende, formbare natur egner sig til genopfindelse og foryngelse. Om dette talte jeg med Mikkel Schou og Dylan Richards, formand og næstformand for dette års udvalg, og jeg forsøgte at forstå, hvordan de har grebet opgaven an med at skabe en sammenhængende helhed ud af så mange frakoblede dele.

Det var en bekymring hos dem lige fra starten. »En ting, vi gjorde, var at annoncere temaet for festivalen inden open call, og derefter opfordre folk til at indsende værker i relation til temaet (un)common ground… Overvejelserne lå altså i selve formatet af begivenhederne,« fortæller Richards.

»Og så det faktum, at vi kuraterede begivenheder omkring open call’et,« tilføjer Schou. »Vi ville arbejde med, hvordan hvert værk kunne gøres endnu mere relevant for de deltagende komponister og for det brede publikum. UNM er normalt optaget af bare at fremføre [de 35] værker fra open call’et. Om denne ændring vil forblive efter årets festival, er svært at sige, men det er en interessant ændring.«

Go really big
Fremgangsmåden i år har altså været at tænke større end blot en fremførsel af værkerne fra open call, samtidig med at de valgte værker hædres. »Vi bekræftede først et ensemble efter modtagelse af resultaterne fra open call,« siger Richards, »så det handlede ikke om partnerskab med denne gruppe eller dette rum – alt har været baseret på værkerne.«

 

I anledning af 75 års-jubilæet rummer dette års UNM også en retrospektiv udstilling med værker af bl.a. Frederik Heidemann (DK) og Ilmari Karhu & Tatu Nenonen (FI). Screenshot
I anledning af 75 års-jubilæet rummer dette års UNM også en retrospektiv udstilling med værker af bl.a. Frederik Heidemann (DK) og Ilmari Karhu & Tatu Nenonen (FI). Screenshot


Under samtalen med Schou og Richards bliver jeg ramt af den åbne, tillidsfulde og flydende måde, de taler om administrative og finansieringsstrukturer på. »Vi har haft en rigtig god finansieringssituation, så vi har kunnet go really big,« siger Schou på et tidspunkt. Men det er ikke pral – der er en håndgribelig og smittende følelse af spænding ved de store muligheder, der er på spil i denne jubilæumsudgave. Som Schou siger: »Det giver os en masse frihed.« Denne frihed er udnyttet fuldt ud – årets festival er fyldt med paneldebatter, installationer, foredrag, klubaftener og opsøgende workshops. 

For at indsnævre fokus fra den store organisation til de individuelle kunstnere, satte jeg mig for at fremhæve tre af de kommende værker på dette års UNM: to fra de yngste komponister i årets høst, og én, der eksemplificerer en stødt voksende tendens i løbet af de sidste par udgaver.

Performance forstærker følelsen: Rob Durnin 
Jeg startede med den 23-årige, britiskfødte og i Danmark bosiddende komponist Rob Durnin, hvis værk 25 akkorder en 3 sekunders pause og derefter 10 akkorder vil blive opført 11. august som del af en koncert på kunstmuseet ARoS. Koncerten er et eksempel på bestyrelsens eksperimenterende tilgang til koncertproduktion: Fem værker på fem forskellige lokationer, hver opført fem gange, og hvor publikum opfordres til at vælge deres egen rute og dermed skabe deres egen unikke koncertoplevelse.

Instrumenteringen – tromme, saxofon, vokal og elektrisk bas – er et nik mod et klassisk jazzband-line up; men Durnins hensigter går i den modsatte retning. »Jeg gik efter en anti-performance, uforstærket, ekstremt stille, privat og med en utilgængelig feeling. Det tapper ind i en følelse af ensomhed og løsrivelse.«

Men der er et andet niveau ved værket ud over selve musikken. Durnin (der er en hyppig samarbejdspartner hos Schou og medlem af hans K!ART-ensemble, som vil udføre værket), har et skarpt øje for de visuelle og performative elementer i sit arbejde. 

»Musikken [det vil sige titlens akkorder] kom først, men så tænkte jeg over, hvordan jeg præsenterer den på en måde, så folk vil lytte til den.« Selvom det kan se ud til at stå i modsætning til en 'privat og utilgængelig følelse,' fungerer det faktisk som en forstærker. »Performancen er en måde at forstærke følelsen på. Når du hører denne jazzede instrumentering, forventer du måske, at der sker noget andet – jeg udnytter bevidst hele denne melankolske, nostalgiske, blues-atmosfære.«

Durnin er altså en komponist med en fokuseret og klar vision om, hvad han vil opnå. Men det betyder ikke, at han begrænser sig selv: »Hver gang jeg laver et projekt, skal jeg lære en ny færdighed.« I de seneste år har disse færdigheder været iscenesættelse, animation, videoproduktion eller manuskriptskrivning. »Jeg er gået i en tværfaglig retning og tager lidt af alt, hvad jeg ser.« UNM og Durnin kunne være skabt for hinanden – en ung komponist, der er ivrig efter at ekspandere sig selv, kastet ind i en situation designet til at have mange forskellige kunstformer og krydsbestøvende ideer.

Hvad med fremtiden? Durnins tilgang til bredde, ekspansion og det at stille spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er, en komponist gør, er repræsentativt for, hvad der er sket på UNM i de senere år – flere og flere komponister bevæger sig væk fra de traditionelle genrer og instrumenter og ser mod en slags 'strukturelt spil', de blinker til og sågar nedbryder traditionelle hierarkier.

Islandske vulgarismer fra 1612: Hjalti Nordal

Durnin er, som jeg selv, en immigrant til Danmark, og en del af mig formoder (ganske vist baseret på mine egne erfaringer), at denne måde at se ud over traditionelle strukturer kan relateres til immigrantoplevelsen: fornemmelsen af ​​at se ind på noget udefra og forsøget på at navigere din egen vej. Derfor var det interessant at tale med en ung komponist, der fra fødslen har befundet sig inden for 'traditionen'. 22-årig islandsk komponist Hjalti Nordal er barnebarn af den velkendte komponist Jón Nordal og har netop færdiggjort sin uddannelse på det islandske kunstakademi. Hans værk Umbot for kor, bånd, præpareret klaver, percussion og cello voksede direkte ud af denne forbindelse:

»Jeg blev kontaktet af Reykjavik Cathedral Choir: De ville lave en koncert med et værk af min bedstefar, et værk af mig og et værk af min nevø – som også er med på UNM.« 

»Han skrev det grimmeste digt på det islandske sprog – masser af bandeord fra 1600'erne«

Hjaltis lydunivers ligger imidlertid langt fra bedstefaderens postmodernisme. »Jeg kigger fremad – jeg forsøger ikke at holde en tradition i gang, men prøver at distancere mig fra den traditionelle teori ved at bruge støjlyde som materiale.«

Nordal Jr. er, specielt i Umbot, optaget af ruhed, råb, støj, urimelighed og vulgaritet. Umbot benytter en tekst fra 1612 af den islandske digter og troldmand Jón lærði Guðmundsson ('John the Learnéd'), der rejste rundt i landet og uddrev dæmoner. »Han skrev det grimmeste digt på det islandske sprog – masser af bandeord fra 1600'erne.« Nordals musik hælder mod denne grovhed, mener han: »Koret råber bare, i et forsøg på at få energien fra det, Jón lærði gjorde – han råbte af en dæmon. Alt omkring det er bare støj.«

Nordal har planer om at flytte til udlandet for at afslutte sine studier, men pandemien har sat planerne på hold. Indtil videre forbliver han i Reykjavik og studerer kunsthistorie. Vi diskuterer dette i forhold til Umbot og det stærkt visuelle score. 

 


 

»Jeg forsøgte ikke at gøre det smukt – men det har en æstetik,« siger han.

Nordal taler om sin musik med en stille tillid, der ligger ud over hans alder, både hvad angår vision og dygtighed. Jeg får fornemmelsen af ​​en komponist, der ved, hvor hans musik kommer fra, men også kender retningen, i hvilken han gerne vil vokse som kunstner.

Vi må gerne fejle (sammen): Creative Catastrophe Collective

Et andet af de islandske værker i år repræsenterer en fuldstændig anderledes tilgang til komposition – en kollektiv tilgang. Der er flere kollektiver på programmet i år, markant flere end jeg har set de foregående år. Jeg talte med Creative Catastrophe Collective, som er dannet af komponisten Sól Ey, billedkunstneren Soyun Park og perkussionisterne Antoine Josselin og José Silva. Kollektivet mødtes, da de alle studerede i Haag, og deres værk Perspectives voksede ud af deres samarbejdsprojekter.

»Processen startede med nogle kollektive brainstorms, forsøg og eksperimentering,« forklarer Sól Ey. »Det, der definerer vores gruppe, er at komme sammen i et rum, prøve ting af og eksperimentere. Det handler om at bruge tid sammen, ikke nødvendigvis med et mål eller formål. Vi ikke bange for at prøve og fejle.«

»Hver enkelt af os har forskellige discipliner i vores praksis,« tilføjer Park. »Det handler også om, hvordan man kombinerer det, eller hvordan man vokser med det. Vi har helt forskellige baggrunde, men vi har alle en forståelse for, hvordan en scene fungerer, eller hvordan lyd fungerer – så hvordan tilføjer vi værdier? Hvordan forstår jeg som billedkunstner værket, og hvordan performer jeg et fordybende miljø?«

Men det handler ikke om 'more is more', at lægge lag oven på hinanden. Der er en konstant dialog om, hvad der er nødvendigt, og hvad der ikke er. Park fortsætter: »Jeg ser dem spille, og de fortæller mig 'det handler om det her'. Så tænker jeg, hvad der kan tilføjes, for nogle gange er det ikke nødvendigt. Jeg springer kun ind i den nødvendige del. Men nogle gange er det omvendt – jeg foreslår noget, og de reagerer og sammensætter noget.« Der er en stærk følelse af gensidighed i arbejdsprocessen. Det er ikke visuals til musik (eller omvendt). Det er skabelsen af ​​og arbejdet hen imod et fælles og alligevel konstant udviklende kunstnerisk mål. 

Sól Ey tilføjer: »[Perspectives] skal skabe fordybelse: Det handler om at skabe en rumlig dynamik mellem publikum, så spørgsmålet om, hvordan man etablerer et miljø af fordybelse er uundgåeligt.« Det er lykkedes kollektivet at finde en måde at kombinere deres færdigheder, så de kan udvide deres fokus ud over det, der sker i værket. De diskuterer sociale rum og arkitektoniske aspekter som centrale elementer i værket.

Den kollektive tilgang – i hvert fald for dette kollektiv – har krævet en nytænkning af roller: I Perspectives tager komponist, performer og billedkunstner alle hinandens job. Mest forfriskende repræsenterer denne kollektive tilgang endnu et skridt i retning af at afmontere spektret af den urolige, isolerede, næsten uvægerligt mandlige, det næsten uvægerligt hvide komponist-geni, der stadig truer over selv (måske især) den moderne klassiske musik. Men når jeg fortæller kollektivet, at deres arbejde måske er en reaktion på mangel på muligheder eller på at blive lukket ude af et system, bliver jeg overrasket over svaret:

»Jeg ved ikke, om vi nødvendigvis laver et nyt rum, det er bare en sjovere måde at arbejde på, ærligt talt!«, siger Sól Ey. Svaret er symptomatisk for stemningen i gruppen – det er fire mennesker, der nyder hinandens selskab og nyder at lave musik sammen. Hvis de kan omsætte denne glæde til deres performances (og det har jeg en stærk mistanke om, at de kan), åbner der sig en fremtid med musik fyldt med 'muligheder-for' – hvilket er så meget sjovere end en fremtid med 'reaktioner-imod'.

De unges musik i fremtiden
Hvad så med fremtiden for UNM? Rent praktisk vil festivalen gennemgå nogle ændringer i de næste par udgaver. Man overvejer at inkludere de baltiske lande, der vil være mere vægt på værker skabt under festivalen frem for allerede eksisterende værker, der vil være mere arbejde med opsøgende og uddannelsesmæssige workshops. Men jeg vil hævde, at UNM som en enhed ikke eksisterer, og rent praktisk er dette beviseligt rigtigt. 

Langt mere interessant er fremtiden for de enkelte dele af UNM – forbindelserne dannet af komponister, musikere, kunstnere og administratorer dannet på årets festival vil få store konsekvenser i fremtiden, som det allerede er blevet bevist igen og igen. Mikkel Schou og Dylan Richards arbejder allerede på et nyt projekt sammen – MINU_festival_for_expanded_music i København fra 16. til 30. november. En hurtig gennemgang af programmet viser, at Schou og Richards har taget deres ambitiøse tilgang fra UNM og anvender den fremadrettet. 

Men UNM er mere end en netværksbegivenhed for branchen. Det er en fejring af, hvordan morgendagens musik kan komme til se ud. Med Schous ord er det »musik til unge, af unge.« Den enorme bredde af stilarter, genrer, tilgange, formater og begivenheder på årets festival peger mod to ting: Fremtiden er usikker, fremtiden er spændende. 

 

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek