Skriver man stadig klaverkoncerter!?

Hvorfor skrive i en så klassisk form som klaverkoncerten i dag?

»Fra begyndelsen var der tale om en bunden opgave: en koncert for soloinstrument og orkester. Jeg kunne selv vælge, hvilket soloinstrument det skulle være, og jeg tænkte over mange forskellige, også mange utraditionelle. Men til sidst kom jeg frem til, at selve idéen i at skrive en solokoncert var meget klassisk, og ved at vælge et meget utraditionelt instrument ville det være som at prøve at flygte fra den idé. Jeg kan godt lide at der er en form for synlighed i musikken, at idéerne bliver vist frem, i stedet for at man forsøger at camouflere dem. Så hvis man skriver en klaverkoncert, så skriver man også en klaverkoncert og ikke et ‘metastykke’, som forestiller ikke at være en klaverkoncert, selvom den reelt er det. Derfor valgte jeg at gøre det modsatte, nemlig at tage kampen op med den klassiske form, frem for at flygte fra den.

Rune Glerups »Concerto for Piano and Orchestra« (2010) med Bendik Båtstrand som solist. © Rune Glerup

Og for at skærpe konflikten ledte jeg efter nogle meget stærke klassiske træk. Her forekom det mig, at det mest klassiske, kanoniserede soloinstrument, jeg kunne vælge, var klaveret. Og for at sætte mig selv i en yderligere umulig position valgte jeg også at opstille nogle dogmer, der ville gøre det svært at flygte. Fx at der skulle være en kadence, at den skulle indeholde et virtuost afsnit, at der kun måtte spilles på tangenterne (og ikke inde i flyglet) etc. Alle disse ting, ikke fordi jeg ville skrive en klassisk koncert – tværtimod er jeg mere interesseret i at søge efter områder, hvor det klassiske kan brydes – men netop for at skærpe konflikten mellem før og nu. Og for at kunne skabe en slags friktion mellem den klassiske form, og nogle mere nutidige idéer. Et forsøg på simpelthen at bryde den klassiske koncert op indefra.«

Så værket tematiserer på sin vis det næsten selvmodsigende begreb ‘moderne klaverkoncert’. Du har også tidligere nævnt en brutal/skrøbelig-dualisme. Kan du uddybe den?

»Jeg har opdaget, at der i min musik ofte er et dualistisk aspekt, der træder frem, og jeg tror, det er en konsekvens af mit ønske om tydelighed. Mange komponister interesserer sig meget for en proces i musikken, som fører fra én tilstand til en anden. Det er også et vigtigt træk ved et kunstværk, måske det vigtigste. Men jeg synes, det er noget, der skal ske på et andet niveau. Ved at komponere det ind i musikken synes jeg, man nærmer sig den gamle mimesis-tanke, hvor kunstværket illustrerer en sådan proces. Jeg er mere interesseret i, at den proces foregår hos hver enkelt lytter. At man hver især bliver ført fra én tilstand til en anden – at man måske når til en ny erkendelse, simpelthen – i mødet med et kunstværk. Så det altså er kunstværket, der forandrer lytteren, i stedet for at det er kunstværket selv, der forandres.

»Jeg kan godt lide at der er en form for synlighed i musikken, at idéerne bliver vist frem«

Derfor er der stort set ingen processer i min musik. Derimod arbejder jeg nærmere med at skabe en bestemt spænding i mine stykker. Den spænding opstår som regel på baggrund af nogle elementer, som jeg forsøger at presse til deres yderligheder. Og mellem disse yderligheder kan der så opstå en form for konfliktfyldt rum, som netop ikke er en bevægelse fra den ene yderlighed til den anden, men en slags ukontrolleret energi, eller spænding, som kan gå i alle retninger. I klaverkoncerten kunne man måske sige, at de to yderpoler er blevet til noget meget brutalt, og noget meget skrøbeligt, som et resultat af det voldelige møde mellem de klassiske træk, altså mine selvpålagte dogmer, som i sig selv rummer noget skønt og noget skrøbeligt, og det samtidige forsøg på at vriste sig fri af dem.«

Klaverkoncerten er dit hidtil største værk og får nu sin ilddåb. Hvad er du mest spændt på i den anledning?

»Det mest spændende er egentlig overstået og bestod i at se, hvordan musikerne – alle studerende og for de flestes vedkommende uden erfaring med ny musik – ville tage imod det. Og hvorvidt de ville være i stand til overhovedet at kunne spille det. De har heldigvis været meget åbne og har arbejdet godt med det. Jeg har især været glad for at se, at det har været muligt at opnå et godt resultat inden for rammerne af en normal orkesterproduktion. I forhold til den polemik med landets orkestres chefer, som jeg, Christian Winther Christensen og Nicolai Worsaae i foråret i forbindelse med vores fælles debut befandt os midt i (i magasinet Klassisk, red.), synes jeg, at det er et stærkt signal at kunne sende. En kritik gående på, at vi skulle skrive verdensfjern musik, der ikke skulle kunne realiseres inden for et almindeligt orkesters rammer, må simpelthen være modvist, når det, faktisk problemfrit, kan lade sig gøre med et orkester bestående udelukkende af studerende.«

Du kan læse mere af Rune Glerup på hans blog.

Opdateret 15. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.