Mads Emil Nielsen på Construction Festival 2016 i Ukraine. © Stefanyak Juryj
kritik

Tilbage til elektronmusikken

Mads Emil Nielsen holder med udgivelsen »Framework 2« liv i lyde og teknikker fra elektronmusikkens begyndelse – tak til Sverige for dén mulighed.
Af
15. april 2020

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Siden sin begyndelse har elektronmusikken været centreret om store studier, typisk tilknyttet nationale radiofonier. Op gennem 1950’erne byggede man studier til elektronmusik i Milano, Paris og Köln, og i København fik Else Marie Pade i samarbejde med teknikeren Holger Lauridsen etableret et mindre lydlaboratorium i Danmarks Radio. Dette blev dog nedlagt i forbindelse med Lauridsens død i 1957, og den danske elektronmusik blev i stedet holdt i live af privatpersoner som Bent Lorentzen, Fuzzy og Gunner Møller Pedersen, inden Jørgen Plaetner i 1967 fik etableret det første egentlige danske elektronmusikstudie i Holstebro, mens Lorentzens forsøg på at etablere et tilsvarende i Aarhus mislykkedes.

Anderledes gik det til i Sverige, selvom Elektronmusikstudion i Stockholm først blev oprettet i 1964. Svenskerne var ikke som sådan foregangsland inden for elektronmusikken, men i dag søger mange komponister residens i et af de syv EMS-studier – inden for de seneste år har blandt andre Christian Rønn, Hari Kishore (DJ Hvad) og Søs Gunver Ryberg været på ophold i studierne i Stockholm.

Dronernes mangel på overtoner, støjen og rumklangene har en sonisk farve, der peger tilbage i tiden

Det samme har den elektroniske musiker og komponist Mads Emil Nielsen, og to af de fire optagelser på hans nye udgivelse, Framework 2, stammer fra EMS. Det er på mange måder en udgivelse, der bærer traditionerne uden på tøjet: Der bliver spillet på indersiden af et klaver og anvendt grafiske partiturer på EP’en, der består af værkerne Circles og Framework Fragments i to forskellige fortolkninger – af Nielsen selv og af kollegerne Andrea Neumann, Jan Jelinek og Hideki Umezawa.

Fra kaos til stilstand

Circles er et af resultaterne fra EMS-residensen, og i løbet af de godt tre et halvt minut, værket varer, kommer Mads Emil Nielsen igennem så godt som alle troper inden for elektronmusik. Det begynder med spinkle, faseforskudte sinustoner efterfulgt af sample and hold-sekvenser baseret på tilfældige uddrag fra en støjgenerator; i praksis lyder det som en samling robotter fra 1970’ernes science fiction. Dernæst følger en mængde støj – først som flader, siden som små eksplosioner behandlet med rumklang – inden man hører et par afsluttende dronende passager, der kortvarigt bliver afbrudt af en pludselig modulation af tonehøjder.

EMS klinger som en tradition i Circles. Dronernes mangel på overtoner, støjen og rumklangene har en sonisk farve, der peger tilbage i tiden. Sådan ville en moderne computer aldrig klinge. Bedst er værket, når de klangfattige droner skaber et koldt rum, der komplementerer de hektiske figurer; de mange retningsskift kammer dog til tider over i kaos, og som lytter bliver man forpustet, når tæppet igen bliver revet væk under én.

Men Circles ender ikke her. På baggrund af værket har Nielsen skabt et grafisk partitur med tre abstrakte illustrationer, der til sammen virker som et oversigtskort for lytteren. Vandrette streger i illustrationerne bliver til droner, prikker bliver til tilfældighed, og en diffus, grå masse bliver til støj, mens cirkler oven på disse repræsenterer rumklang. Her er en hjælp til at tæmme kaosset ved næste gennemlytning.

Illustrationerne til »Circles«. © Mads Emil Nielsen
Illustrationerne, som Mads Emil Nielsen har skabt ud fra »Circles«. © Mads Emil Nielsen

Dét var Mads Emil Nielsens egen version af Circles. EP’ens anden version af værket står den tyske elektroniske musiker Jan Jelinek for. Jelinek, der er en central figur inden for microhouse – brugen af samplede glitchlyde i funktionsbaseret klubmusik – har ved siden af dette virke også udgivet flere ambiente værker, og det er i denne form, man møder ham i hans over fem minutter lange fortolkning af Circles.

Jelinek tager udgangspunkt i den anden af Nielsens tre illustrationer: en trappefigur af vinkelrette streger ornamenteret med mørke pletter samt en diffus, grå masse omkredset af tre store cirker – cirkler, som i Jelineks fortolkning bliver til loops, der langsomt glider ind i hinanden. I modsætning til de vilde bevægelser i Nielsens udgave er Jelineks kendetegnet ved en ret ekstrem stilstand; det er faktisk svært at lokalisere de enkelte loops, medmindre man hopper i optagelsen, for de udvikler sig meget langsomt.

Loopene er nærmere tre rum, man flyder igennem. Først et, der består af dybe basanslag og spinkle lyse toner. Dernæst et mikrorytmisk pulserende univers, hvor lynhurtige ekkoer og tremolo får alting til at vibrere. Og til sidst et lettere støjende rum, hvor alt dog er behandlet med så meget rumklang, at støjen aldrig bliver aggressiv, men i stedet flyder som bølger af lyd. Ligesom i Nielsens udgave hører man fra tid til anden hurtige blippende figurer, men her har de karakter af enkelte skulpturer i et ellers behageligt lydunivers.

Komponeret rejse

Også Framework Fragments findes i to versioner på Framework 2. Den første er en redigeret stereoudgave af lydsiden til fire-kanalers-installationen Creepage Current (2018), som Mads Emil Nielsen skabte i samarbejde med Andrea Neumann. Den tyske komponist har udviklet en teknik, hun kalder inside piano, hvor man spiller direkte på stålrammen og klaverstrengene, mens man forstærker lyden elektronisk, og det er denne teknik, hun anvender i denne version af Framework Fragments.

I modsætning til Circles findes partituret her på forhånd i form af syv grafikker med tidsangivelser, som begge udgaver af værket – Nielsen/Neumanns på syv et halvt minut og den japanske lydkunstner Hideki Umezawas på ni minutter – dog forholder sig frit til.

Det er som at observere et musikalsk big bang, der fra det helt enkle udvider sig til et sonisk kosmos

Nielsen og Neumanns udgave er kendetegnet ved afgrænsede klanglige figurer. To hvide, overlappende cirkler (symbolet for stereo) i det grafiske partitur bliver til tidsforskudte støjflader panoreret ud i stereo: en slags lyd af trafik og skriblen på papir – det første i form af maskinel hvid støj, det sidste genereret af Neumanns inside piano. Tre anslag indsvøbt i rumklang – en fortolkning af nye, mindre cirkler i partituret – ændrer dog pludselig stemningen, og denne oplevelse gentager sig i resten af værket.

Man kommer igennem en hektisk mikrorytmisk sky, der åbner op for et dronende og tonalt univers, inden man hører en afsluttende duet mellem det organiske og det maskinelle i form af filtreret støj og gniden på strenge. Denne udgave af Framework Fragments fremstår som en komponeret rejse fra illustration til illustration – helt modsat Hideki Umezawas udgave.

Musikalsk big bang

I Umezawas fortolkning, som i lighed med Nielsens udgave af Circles er indspillet i et af EMS-studierne, er der mere tale om én konstant udvidende illustration. Han bruger synthesizersystemet på en måde, der lyder som et sonisk svar på encellede organismer, der strækker deres cellevægge ud i nye former. Det hører man eksempelvis i overgangen mellem partiturets to stereocirkler og de mindre cirkler: Først filtreres støj, sådan at kun en hvid hvislen af de høje frekvenser er til stede, samtidig med at lydsyntesen pulserer i små kliklyde, der panorerer frem og tilbage i stereofeltet. Ved overgangen til de mindre cirkler – eller planeter – kommer der ikke nye lyde til; i stedet lukker filtret langsomt op nedad og afslører, at det har gemt på både droner og dyb bas.

Det er som at observere et musikalsk big bang, der fra det helt enkle udvider sig til et sonisk kosmos af hele det hørbare frekvensspektrum. Og sådan forløber alle overgangene hos Umezawa. Når lyden bliver støjende, fornemmer man syntesen bruse frem, trække sig tilbage og så dukke op igen som droner. Det er også her, man fornemmer nogle elementer, som musikerne tolker på samme måde. Prikker og pletter bliver til støjgeneratorer, linjer bliver til tonalt bestemmelige droner, og deres vertikale afstand til hinanden afgør, hvor de ligger i frekvensspektret.

Partitur til »Framework Fragments«. © Mads Emil Nielsen
Det grafiske partitur til »Framework Fragments« med tidslinjer nederst. © Mads Emil Nielsen

Ud over at den – i øvrigt meget flotte – grafiske notation er udgangspunktet for musikernes skabelsesproces, så binder notationen også værkerne sammen for lytteren. Man har oplevelsen af at være på byvandring i lyd, men hvor man følger et forældet bykort. Enkelte vigtige veje og sving kan man genkende, men der er også afvigelser i form af nye bygninger og veje.

Som lytter står man med Framework 2 tilbage med en oplevelse af en vellykket udgivelse med elektronmusik. Det er ikke ligegyldigt, at jeg skriver elektronmusik, for selvom software og hardware til elektronisk musik kan anskaffes til meget rimelige priser, er det sigende, hvordan særligt de to optagelser fra EMS rent sonisk bærer præg af studierne i Stockholm. Her kan man – i modsætning til herhjemme, hvor elektronmusikken manglede institutionel opbakning i sine tidlige år – høre de teknologiske forudsætninger, som har været med til at farve elektronmusikkens sprog. Så tak til Sverige for at åbne EMS op for residenser og for at have taget nogle af de fremmeste elektronmusikere i Danmark ind.

»Framework 2« blev udgivet af Arbitrary den 7. februar. Lyt til udgivelsen på Spotify her og på Apple Music her.