Et orgel i tvivlens mørke skov
Et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende
Use " " to search for an exact phrase. Use AND, OR, and NOT (in caps) to refine your search.
Et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende
I »Tapias« fremmaner Coll øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt
Mike Sheridans fascination af Cristal Baschet’en er tydelig på »Touch«. Mindre tydelig er instrumentets betydning for den musik, der kommer ud af det
Marie Dahls første forestilling omsætter silke, sukker og sand til raffineret vokalteater, men bliver lidt for velkontrolleret
Aros' punkudstilling tager lyden alvorligt. Her bliver støjen ikke kulisse, men kunstnerisk materiale
Lotte Anker og Fred Frith mødtes i et samspil, hvor stoisk ro og frenetisk guitararbejde smeltede sammen til fri improvisation med både tyngde og skønhed.
På CC Taste gjorde Søren Kjærgaard, Kresten Osgood og Christian Lillinger restauranten til en scene for fri improvisation, hverdagsstøj og anti-møbelmusik.
På »Poetics of a New Estate« opløser Soli City grænsen mellem det akustiske og det digitale.
Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest
Simon Steen-Andersens portrætkoncert på Louisiana var et overvældende møde mellem grotesk humor, videokunst og brutal virkelighed.
Endnu en fascinerende brik i det puslespil, der er Preisaitės særegne oeuvre
Man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan
»Ghosts Beneath the Brine« lyder hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet på sikker afstand får det os til at gyse snarere end at handle
Simon Littauers AI-projekt »Slopcore« lyder måske velkendt. Det er netop pointen
Vidunderlig musik, der inviterer til dagdrømmeri – et multikulørt univers, hvor fantasien hele tiden finder nye veje gennem detaljernes tætte underskov
Et stykke velproduceret og effektiv elektronik, der inviterer lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg
Fortryllende og til tider dybt inspirerende. En koncert, der nægter at slippe sit tag i mig
Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder
»Vildnis« fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods
Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden
Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke
TAK Ensemble demonstrerer endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere
Selv de mest brutale lyde i Laura Bowlers »The White Book« besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed
Vanessa Amara sad fast i terapeutisk deephouse, mens Soli City kom til Beboerhuset med en overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word
Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil