Kritik

KRITIK

KLAVER

5%, Den norske Pianist Rolf Ringnes havde til sin Koncert stillet tre Navne paa Program-met: Grieg, Beethoven og Debussy. Det har ved denne Sammenatilling vistnok været Plant-stens Mening, at vise, hvad han evner indenfor forskellige Stila~ter, den norske, den klassiske og de~t ny-franske. Koncerten blev trods det interessante Program noget Sf en skuffelse. Rolf Ringnes er endnu langtfra, hverken i sin tekniske eller i sin musikalsk-kunstneriske Ud-vikling, moden til at foretage springet fra de hjemlige Koncertsale til den fordringsfulde Op-træden paa udenlandske Koncerttribuner. Ud. viklingastadier og Muligheder interesserer ikke Udlandet. Det forlanger kun, og med Rette, den fuldt modne og uddannede Kunstner. Rolf Ringnes maa derfor finde sig i, at hans Talent og Præstationer her udmasles med en større Alen. en skarpere vurderin~ end den hjemlige Kritiks, som mere har til Hensigt at dyrke end at høste. Rolf Ringnes begyndte med Orlegs dejlige Ballade, hvis sagnagtige og drømme-blege Skumringstone Pianisten tog for haardt og brutalt paa. og hvis Naturbaggrund: Fjeld over Fjeld sig bygg~r« i Ringnes's skarplakkede, klippefaste Udførelse nærmest virkede som en Reklamepiakat for Turister i stedet for at give fuldttonende Udtryk for den mægtige norske Naturs mere afrundede vuggen mellem optaar-net bunden Kraft og drømmende Hvile. Beet-hovens Sonate i Ea-Dur var ligeledes langt fra i værkets Aand. Man søgte forgæves efter Musikkuitur og Stilfølelse; men hvad der var særlig lørefaldende var den mangelfulde tekni-ske Udførelse. Uklare Passager, Snublen, en utligivelig Sti~hed i Fraseringen og den plasti-ske Udformning i det hele taget. med stenhaarde Akcenter og et Humør der stundom fik et helt frivolt Præg, markerede Rolf Ringnes' Udførelse af de forskellige satser. I denne Henseende var særlig Scherzoen slem. Heldigst var Rolf Ring-nes i Slutninganumret, Debuasy's 12 Præludier, der synt~s at ligge hans Hjerte nærmest; men selv hør ydede Pianisten ingen Storværker. Det var jævnt dygtigt Albejde, sundt og klogt lagt til Rette, hvo,af Det vestenvindert sas', Pigen med det hørgule Haar' og Den sunkne Kathe-dral' betegnede Højdepunkterne i Rolf Ringnes' Præstationer. Her gjorde han da ogsaa, og med Rette, Lykke hos det velvillige og narskinteressørede Publikum.

Den 22 Februar gav Pianistinden Alma Gløt, en Klaveraften i Odd Fellow-Palæet. Det der

karakteriserer Alma Giøyt som Pianistinde er en fortrinlig Teknik og den pompøse og atorsisaede Form, hun altid søger at give sine Opgaver. Denne Evne og vilje til kraftiuld Udformning er for Pianistinden baade en For-del og en Fare. En Fordel. hvor som hos Bach

i Toccata og Fuga i d-Moll. netop det stat-linjede og monumentale er tilstræbt, en Fare hvor der i Læ at Krattudfoldelserne ansisas an-dre følsommere eller mere lytiske strenge. Det kan ikke nægtes, at Alma Oiøy ved sin Kon-cert forleden tidt og ofte lod sig beruse at den i hende iboende Kraft, der parret med et umsadehoident Pedaibrug, særlig i Sindings Variationer, fik det hele til at flyde i et, sas-ledes at der trods Kraftudfaldelserne intet vir-keligt Højdepunkt fandtes. Liszt: Sonate i h-Noll var i denne Henseende heller ikke helt i værkets Aand, blandt andet fordi Alma Oløy. naar hun endelig bestemmer sig far at spille Pianissima, ikke endnu evner at give Tonen den klanglige Bæreevne, den selv indenfor dette bør og kan have.

Bedst og i alle Henseender mest afklaret vir-kede Pianistinden i Beethoven, liva: hun traadle ud af Musikisagerne i en klar stilbevidat Form, afdæmpet og forfinet i Udtrykket, asa hun i Udførelsen af alle satser viste et helt naturligt Ansigt.

Far en sørgelig tyndt besat Sal gav den dyg-tige og talentfulde Pianistinde ELlen Bjerre-gaard d. 'i en Kiaveraften i Odd Fellow-Pa-læet. Der er noget meget sympatisk og indta-gende over Frøken Bjerregasi da Klaverapil, der altid er præget at den alvorligste stræben, fri for al Poserets og underbygget af en ualminde-lig sober og velplejet Teknik. For hver ny Koncert hun giver, sparer man Fremgang og vækst. Det noget tunge og haardhændede, der karakteriserede Pianistinden ved hendes tidlig-ste Koncerter, er efterhaanden afsiebet og ud-dybet til en udpræget sans far krafifuld og karakteristisk Udformning af det musikalske stof.

Bach-Busaonis's Or~eltoccatu i c.-dur var sasiedes en fortrinlig Præstation, hvor Ellen Bjerregaard, særlig i den fornøjelige humør-fyldte Fuga fik Lejlighed til at vise sine Evner far polyfont Spil, medens hun i Intermczzoet asbenbarede en Finhed i Følelsen, der ikke er helt almindelig.

Schumanns g-Moll Sonate og Chopina 24

Præludier afsluttede Koncerten og fæstnede det gode Indtryk, man havde at Ellen Bjerregaard som Pianistinde end yderligere; dog sav-nede man i Præludierne endnu den lette Ele-gance, der aærpræger den chopinske Salonstil, ligesom Pianistinden med levende Sans for farvende Harmonier atundom markerede det harmoniske Orui'dlag i de homofone Satser for stærkt, aaaledes at det næsten dækkede Me-

lodistemmen.HJ- 11.

SANG

At Sangerinden Fru Nora Elé har det rette Tag i Publikum viste hun ved sin populære Sangaften d. 12. Februar i Odd Fellow-Pælæet, hvor hun, trods den vanskelige Koncertsaison, havde samtet asagodisom to Trediedel fyldt Sal. Sangerinden har en smuk, blød, men ikke ret stor Stemme, som i,,denfor sit Omraade vilde være helt god. cm Nora Elé kunde opnaa større Sikkerhed i Højden, hvor Intonation ikke altid er psalidelig som f Eks i Lange-Mal-

Lera:I Wa.rtzburg ringe de Klokker til Fest

og Aakande'. - Men hvad der griber og fængsler én, naar Nora Elé synger, er hendes intime og inspirerede Foredragakunat. Hun ejer først og sidst den fødte Romancesangerindes Evne til i Romancens koncentrerede Form at slas ned i det centrale - Orundsiemningen, samtidig med at hun, meden-- hun synger. til Belysning at Teksten altid lader sin klanglige Fantasi I nap irere sf0 rdets psykologisk-poeti-ske Mening. Man maa i denne Forbindelse særlig næv,ie hendes rolige, sfklarede og følte Udførelse af Schuberts: Litoni. Moderfølelsen har ligeledes i Nora Elé fundet sin ypperlige Fortolker, enten det nu er so,n Moderen ved Barnets Dødsaeng, som i Fini Henriques: Det aøendc Barn~, Moderen ved Vuggen, som i Karl Nie Lse~: Sov ind mit lille Nusseben~, eller som sørgende Moder i Griegs: ,Moder-sorg~. At Nora Elé ogsas magter den lettere Genre - det h,,moristiske, det skælmake, viste hun i Aftenens Løb i en Række Sange som

Brahma:Wach auf"", ,Die Sonne acheint nicht mehr~, Fini Henriques: I Skoven og

Heisea:Den unge Lærkes Foraarssang~, hvoraf flere maatte synges da capo.

54/,, Nsar man første Gang hører Povla Frijsh synge, er det Indtryk, man lettest modtager, dette, at Sangeritiden overhovedet ikke formsar at bruge sin ~temme. Usikker Intonation i Fortet, Bilyde i Tonedannelsøn og en Stemme, der pludselig kan slas over og blive helt flad med Barneklang~, forvirrer det Billede, man efter Sangerindens gode Navn har dannet sig at Povla Frijah. Men - som forøvrigt en kendt Kr Itiker i Dagspressen skriver: Povla Frijah er noget for sig selv~. Hvad en anden Sanger inde vilde blive dømt - ja fordømt for, tilgiver man smilende med en Hovedrysten Povla Frijah. Hun er nær sagt et Unicum og ejer. naar hun først for Alvor begynder at synge, noget af den tyske Sangsirene Loreleis Evne til at fas en til at glemme Livets Realitefer. Al Kritik forstummer, man betages, fordi man maa betages, f Qrdi Sangerinden i sin Foredragakunat øser af an-dre og dybere Kilder i sit Væsen end den til-lærte an 5, fordi hver Romance sunget bliver en Oplevelse mere, fordi Povla Frijah al mang-lende Teknik tilirods er den store Sangerinde. Hvem kan sasledes, trods alle Indvendinger, undgas at blive revet med, naar hun i Schu-manna: Die beiden Grenadiere til Slutning med flad skalmejeklingende Drengestemme, i et fejende Tempo, men med ægte fiansk élsn synger Marseillaisen; eller naar httn, som i de fire Negro spirituals, med den sikreste kunstneriske Evne i Foredraget iormaar at holde den farlige Balance mellem det groteske og

uendeligt gribende - Danserltytine kontra Religiøsitet! Her giver hun ogsas gennem Stemmens Farvuing Udiøsning for et rast naivt Natur-folks Samnienstød med en højere Kulturs reli-giøse Idealer. Det er nær sagt ligegyldigt, hvad Povla Frijah giver sig i Kast med; hendes ene-stasende Evne til at fordybe sig i Opgaverne, til at trænge ind til Kærnen af Romancernes Stemning, vækker næsten altid Resonans. Og det mærkelige sker, at efterson Sangerinden synger sig v.,rm og Publikums ~ympati og Bi-fald strømmer l,ende i Møde, forædles Stemmen, der bliver smidigere selv i Fortet, og Sanger-indens smukke Piano og Mezzoforte kommer mere til sin Ret. Hvor smt:kt forstod hun ikke sasledes at tilsløre sin Stemme og finde det skønneste Udtryk for den stille uudsigeligø Me-lankoli der møder os i Gabriel Fauré's Au cimetiére. Hvor yndefuldt tog hun ikke pas Sange som Victor Bendix: Sommerlyst og

Chabrier: Les Cigales f«~r igen at glitre fest-ligt og fuld at Koketteri i Cornei'al de Nice at Fourdrain! Koncsrteu sluttede som sig hnr og hør med en Fanfare P. Heises: Skønne Fru Beatriz - en pragtfuld Sang med den stolteste Rejsning og ægte middelalderlig Stemning. Der-efter fulgte de mange og velfortjente Ekstra-numre. Elof Nielsen var Aftenens fintfølende og udmærkede Skkompagnatør og maatie til Slttt sammen med Sangerinden modtage Pub-

likums Hyldest.Hj-ll.

INSTRUMENTAL MUSIK

Rud. Langgoard fretnførte i Sp~dsen for K'tbenhavna filharmoniske Orkester en Række al sine Kompositioner. Disse havde - som anført pas Programmet - gennemganende et popu-lært Tilsnit. K~mponisten itar sltsas ønsket at udtrykke sig i letiattølige og almenkendie Ven-dinger. Tilhørerne fik derved Lejlighed til at genopfriske mange smttkke Erindringer fra Ro-mantikens Dage, mest mindedes man vel N. W. Gade og Fr. Liszt. Det maa siges. at der olie var noget særdeles tiltrækkende ved den sprud-lende Vitalitet. hvormed disse Reminiscenser fremstilledes Det er den umiddelbare Musik-glæde. som er Langgaards store Force, og som ikke forfejlede sin virkning pas Publikum som lønnede Kompositionertie med meget Bifald. -Man var alissa pas Forhaand afskasret fra at vente Originalitet pan det harmoniske. rytmiske og tematiske Onirsade; til Gengæld masite man vente, at Komponisten havde virket ny-skabende pas Formgivningens og Motivheltand-lingens Omrande. Her blev man imidlerlid ~',r geligi skuffet. Langgaards Form er udflydetide og abitrus. og Motivhehandlingen sparsom og uinteressant (det fugetede Parti i Symfoni Nr 7 manske fraregnet). Det bedste og mest personlige - af de fremførte Atbejd~r v~r For-spillet tit Anh'krist' Der var her en vt~ lige-vægt i Linieføring og Dynamik som virkede velgørende. Ganske vist ledte man forgæv~a efter Tilknytning til den progrnmmatt~ke Dispo-sition. Man hørte endvidere to Symfonter den første (Nr.7) var vægtigst al Indhold, bevægede sig overvejende pas det paihetiske Otursade, men var snare uformelig. Den anden, Nr.3, med obligat Klaver, fortræffeligt spillet al Vic-tor Schiu~ ler, var mere udvendig i sine Virke-midler og indeholdt trættende Gentagelser. men ogsas fint tænkte Enkeltheder, soirt Dttetien mellem Klaver og Klarinet i sidste Del.

Dansk filhurmonisk Se Lskab afitoidt sin andet, Koncert med svensk Program, indeltoldetide Navnene Kurt Atterberg og Tttre Rangstrøni. Denne sidste var Koncertena habile Dirigent. Atterberg var repræsenteret ved sin femte Symfoni, op. 20. Den viste sig at være et cyklisk Arbejde i klar og konventionel Form, med stærkt alternerct Harmonik Det var for saa vidt et moderne Arbejde, som Komponisten havde fulgt den symfoniske Udvikling ind i dens sidste. gi-gantiske Stadium; Atterberg behandler det svære ~kyts med unmtvistelig teknisk Suverænitct, og det musikalske Indhold er af kraftfuld og markeret Støbning Naar Svmfonien alligevel virkede noget pascé, er det et Bevis pas, hvor stærk en ~art ~en musikalske Udvikling, eller om man vil, Opløsning, har taget i de sidste Aar. De musikalske Forbilleder er nærmest al germansk Herkomat, dog isprængt umiskende-lige nordiske Elementer. - Af Rangatrøm hør-tes et Divertimento for Strygeorkester. en Sang-cyklus. betitlet Nolturno (til Komponistens egen Tekst) samt Strindbere Synfonien Rang-atrøma Naturel er tvervejende lyriak betonet, en Egenskab, der fik et overmaade smukt Ud-tryk i San gene Denne cyklus hører til de, deaværre ikke altfor talrige moderne Værker, som man ligefrem kan længes efter at høre igen. Marianne Mørner fortolkede Sangene fint og poetisk. De to Orkesterværker kunde ikke nær staa Masi med »Notturno~; Divertimentoet var et ret ubetydeligt, men velklingende Arbejde, og Symfonien uligevægtig og langtrukken.

En al Otto Olsen afholdt Orkesterkoncert med klassisk Program med Gunnar Johansen som Solist, viste Dirigenten som en god Musi-ker at Gennemsi,itslormat, og skal ik'rø her gøres til Genstand for nærmere Omtale.

Det nydannede Blæser-Ensemblø, Hagemann Kvirtetten, havde en velbesøgt Koncert i Musikkonservatoriet Programmet omfattede tre sjældent spillede, ikke altfor interessante Stykker al lørefaldønde Karakter; en af germansk Klassi-dame præget Kvintet al Fløjtevirtuosen Talfanøl, en Tri, for Fløjte, Fagot og Klaver at Beethoven

- al yderst ttdl:g Oprindelse og nærmest kun al historisk Interesse -. samt H ubers Klaversekatet, et ganske kvikt og fornejeligt Arbejde hvori man genfandt Træk fra Strauss og Puccini. Klavøret varetoges al Max Rytter, som imidlertid - formodentlig at Frygt for at virke solistisk - holdt sig formeget i Baggrunden. Sammenspillet var godt. naar undtages visse Steder i Beethoven; Klangen og Foredraget maa nok etterhaanden kunne bringes Idealet-nogle Grader nærmere. Hr E. Mikkelsen for-tjener en særlig Kompliment for sit musikalske Hornapil.

Bochforeningens sidste Koncert var noget

at en Skuffelse. idet Udførelse,, led under visse Mangler Bedst var A-dur Violinsonaten, spillet at 0 Nielsen og Rasated ; Helga Weckes smukke Alt syntes at pasvirkes uheldigt at Akustiken, der var noget svævende og holdningsløst over

Sangene med obligat Obo. Den afsluttende

Koncert for Violin, Obo og Strygeorkester fik

en underlig monoton og lidet spirituel Udførelse;

Opgaven var næppe meget taknemmelig for

Soloviolinen.

Ny Musiks Koncert var heller ikke særlig god; her var det Programsammensætningeu, der havde en ret tilfældig Karakter. Rasated, Agersnap. Rilsager og Schierbech hk hver en Sang udført; al den hidtil ukendte Erik Tuxen hørte man tre Narrenlieder«, et drevent gjort Programarbejde med kras, realistisk Farvelægning efter bedste moderne Mønster. men al tvivlsom Kunstværdi. Endvidere spilledes Svenakeren Hilding Rosenbergs fortrinlige Violinsuite, der for et Par Aar siden - gjorde megen Lykke ved U. T S.s s~venske Fearkoncert, men som her maette lide under en temmelig mat Udførelse. Endnu mindre ny« var Peder Grama cello-sonate; men det er et smukt og alvorligt Ar-bejde, som man altid hører med Interesse.

Den ganske unge Carlo Andersen gav en Violinaften ned Gunnar Johansen ved Flyglet. carlo A. er et ubestrideligt Talent, men han synes desværre foreløbig nærmest at lægge an pas at imponere som Nodesluger, hvorfor Gunner Johansens musikalske og soignerede Akko,tn-pagnement hyppigt kom til at virke som et ufrivilligt Korrektiv. - Den czekiske Violini~t Prihoda viste sig som en eminent Begavelse, hvis Spil i al sin tekniske Fuldkommenhed var Udtrykket for en yderst forfinet Skønhedsdyrkelse; men hvis Psyche syntes at noget egocentrisk Natur, hvorfor Tilhørerne alligevel lodes relativt uberørte.

Frederikke Philip's Sonateaften (med victor Schiøler som Partner) viste denne Violinistinde i fortsat Udvikling henimod større Tonecharme og kunstnerisk Beherskelse - om end der endnu er en Del at overvinde. Desværre har man stadig Indtrykket at, at Frøkenens noget eruptive Tem-perament er tilbøjelig til at bortlede hendes Opmærksomhed for det musikalske Detailarbejde Det gsar særlig ud over Klangen. som kan blive tør og skrabende, men ogsas Rytmen og Tonerenheden lider herunder. Hvor meget heraf maa tilskrives Nervøsitet. faar stas hen, men i al Fald var Programmets~sidste Nummer, césar Franck's A-dur, ikke meget skæmmet al disse Mangler, og i det hele store en smuk Præstation. - Schiøler spillede Klaverpartierne som den glimrende Pianist og Musiker. han er

- blot kedeligt, at Pianisten til Tider l,ig'ésom tager Luven fra Musikeren.

Til Slut skal kortelig omtales den værdifuldeste'

al den forløbne Meaneds Koncerter, nemlig Agnes Adler. Trioens Schubertaften. Det v,ar

simpelthen vidunderligt.. -