Siden sidst

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 02 - side 33-34

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

SIDEN SIDST

Da kravet om kritik i bladet stedse mere og mere utålmodigt fremsættes af DUT's medlemmer, gør vi atter et nyt forsøg, idet vi har bedt magister Sven Lunn skrive en månedlig kritisk kronik i bladet. Både udvalget af koncerter og bedømmelsen af dem står for Sven Lunns egen regning. Vi gør udtrykkelig opmærksom på, at ordningen er et forsøg, og at den står til kritik for abonnenternes domstol.

Red.

De særegne forhold, der er skyld i den unge tyske kapelmester Robert Abrahams optræden her i landet, gør, at man gerne vil skyde den saglige dom til side til fordel for nogle neutrale venlige bemærkninger. Det kunde der heller ikke være noget i vejen for, hvis man havde undgået den pågående forhåndsreklame, hvor det skinnede igennem, at der ikke fandtes den udmærkede egenskab som dirigent og musiker, som hr. Abraham ikke var udstyret med. - 1~lødet med ham blev en stor skuffelse. At dømme ,efter de to første koncerter havde man ikke indtryk af, at han stod i noget personligt forhold til den gamle musik. Den blev ikke levende under hans hænder; fremførelsen var ret skabelonmæs,sig og i denne outrerede tyske 'manér, hvor de hurtige tempi gøres for hurtige og de langsomme for langsomme. Han havde ikke meget herredømme over det udmærkede orkester, som han for det meste lod spille i et dundrende forte. Frasering og nuancering mærkede man ikke meget til. På gammeldags manér vilde han selv spille cembalo til, men det blev nu ikke til ret meget; - kun

-engang imellem hørte man nogle spæde akkorder. I Corellis concerto grosso,

hvor der kræves to cembali, savnede man komplet det andet cembalo. I Telemanns og Rameaus dansesuiter har de enkelte danse deres egen karakter; - hos Abraham blev det blot musiknumre i bestemte taktarter. Resultatet var pauvert, det kan naturligvis ikke blive andet, når man ved historiske koncerter sjofler alt det historiske og møder op med musikalske evner, der tilsyneladende kun ligger i laveste plan. - Solisterne Sverre Forchhammer, Else Marie Bruun, Alberto Medici og Johan Bentzon gjorde

ved deres smukke spil, at aftnerne ikke var helt spildte.

Dansk musik har været fremført af Sv. Chr. Felumb, der spillede Carl Nielsens to fantasistykker for obo ved en matiné, og Else Ammentorp, der gennemførte en hel dansk romanceaften.

Frk. Ammentorps eksempel burde følges af andre. Hvilke af vore pianister spiller i dag dansk klavermusik fra tiden før Carl Nielsen?

I samarbejde med »Dansk Koncertforening« gav DUT en orkesterkoncert i palælokalerne. Først fremførtes 3 karakterst Ykker for strygeorkester af I. P. E. Hartmann, skrevet da han var 79 år gammel. De var forbavsende friske og modsagde al snak om, at Hartmann ikke har bud til vor tid. Erling Brenes fløjtekoncertino var et meget koncentreret værk, der med sine ikke ukendte modernistiske vendinger måske virkede noget glat i det. Det fik en udmærket udførelse af hr. Johan Bentzon, der efterhånden har udviklet sig til at blive en fløjtespiller af rang. Programmets næste nummer - Hermann Koppels capriccio for violin med orkester - var det ikke nemt ved en første overhøring at få noget virkeligt indtryk af. Det fik en storartet udførelse med Julius Koppel som solist, men syntes at falde lidt i stykker i flere - hver for sig gode

men ret forskelligartede led.

Det store nummer den aften blev Riisagers »Primavera«-ouverture. I stedet for den ofte noget klangmatematiske Riisager, den »lad- musikkens-elementervirke-for-sig-selv«ende Riisager, så mødte man hos denne Riisager en følelsesekspansion, man ikke har været vidne til i dansk musik i mands minde. Hvad skal det betyde? - Er det en ny vind, der blæser? - Signaler til det nye der kommer? - Er vi færdige med den musik, der abstraherer fra alt det menneskelige? - Det var den voldsomme glæde ved den store forårsoplevelse, Riisager viste os. Det var ikke verisme, dertil var det for fint; - det var ikke expressionisme, dertil var det for soigneret. Forbilledet? - Måske Richard Strauss! - Rødderne? - Absolut danske! - Om Riisager, som sædvanlig forfaldt til eksperimentere her, fik man ikke tid til at kontrollere. Hele kanonslaget brændtes af i løbet af fem minutter. Koncerten fik en udførelse, der tjener dirigenten, Emil Reesen, og orkestret, der kunde magte så store opgaver, til megen ære.

Man kunde ønske, at koncerten havde været bedre besøgt. Måske skyldes det, at man ved disse koncerter aldrig får vokalnumre. Foreningen har mange

sangere som medlemmer, og det vildesikkert være gavnligt for de unge komponister, om de også forsøgte at skrive for vokale stemmer, at det ikke går dem, som det gik Beethoven, der, da han endelig skulde skrive for en sangstemme, behandlede den som en klarinet.

Ved den 3. serie B. koncert glædede. man sig over Henny Hansens overordentlig sikre klaverspil, og Einar Sigfussons fornemme violin. Gunhild Storm havde en udmærket mezzosopran; den var godt placeret og ikke uden karakter. Fire unge musikere - Einar Sigfusson, Li U Poulsen, Ejvind Andersen og Alf Petersen - havde slået sig sammen om at spille Carl Nielsens strygekvartet op. 44.. Opgaven var vanskelig, men de løste den på udmærket måde.

Sven Lunn.

Årgang 10/1935, nr. 02