Svar til Walter Zacharias

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 02 - side 21-21

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

SVAR TIL WALTER ZACHARIAS

En overfladisk. læser vil af ovenstående artikel let kunne få det indtryk, at den er polemisk rettet mod min artikel i sidste nr. af DMT. Dette indtryk er sikkert ikke rigtigt, men til en vis grad begrundet, fordi Walter Zacharias ikke sætter skarpt nok skel mellem de udtalelser, der direkte drøfter min artikel, og de langt skarpere udtalelser, der har en mere almen, omend, desvæ-rre unævnt adresse.

Walter Zacharias' ræsonnementer under 1 og 2 er i det væsentlige rigtige, selv om de er lidt for ensidigt opstillet; således gik der parallelt med den genialske romantik strømninger af ikke ringe folkelig kraft. Men disse to ræsonnementer forklarer ikke, hvorfor arbejderklassen står fremmed overfor det musikkulturelle,arbejde netop i dette øjeblik, hvor musikkens almengyldighed, takket være radioen, er almindelig anerkendt. Der er ingen grund til at søge årsagen andre steder end i det stof, der bydes arbejderen, når han vil søge at nå frem til et inderligere forhold til musikken. Jeg nævnte her den stærkeste anstødssten: teksten, og formålet med det pågældende afsnit af min artikel var jo netop at påvise, at det stof, der almindeligt anses for at være neutralt og almengyldigt, i mangfoldige tilfælde er konservativt bestemt.

Walter Zacharias siger under 3: »Arbejderen kan ikke akeeptere en upolitisk bevægelse«. Det er positivt urigtigt. Man kan mene, at arbejderen ikke bør akeeptere en upolitisk bevægelse, men at den danske arbejder i meget stor udstrækning gør det, kan man se talrige eksempler på hver dag. Skal man sammenfatte det mest mulige af sandheden i én sætning, må den vist lyde: den danske arbejderstand kan ikke som helhed akceptere en bevægelse, der forekommer den at have tydelig konservativ tendens. Da arbejderen nødvendigvis på grund af teksterne må opfatte store dele af det musikkulturelle arbejde som konservativt bestemt følger heraf, at det musikkulturelle arbejde i byernes arbejderbefolkning er dødsdømt, på trods af at radioen har skabt muligheder som aldrig før for et sådant arbejde. Derfor kravet om oversættelser, omdigtninger, nye tekster.

Som allerede bemærket i min første artikel ønsker jeg ikke en folkelig musikopdragelse på basis af sange med udelukkende neutrale, »oversociale« tekster. Deri er jeg enig med Walter Zacharias. Men jeg er så sandelig ikke enig med ham i, at *det eneste, vi foreløbig kan gøre, er at lægge hænderne i skødet og bie på den dag, hvor den frelsende komponistengel springer ud af arbejderklassens skød. Det er klart, at et politisk eller kulturelt arbejde i arbejderklassen ikke kan gøres på trods af arbejderne; men det er en af praksis ofte modbevist overtro, at et sådant arbejde, når da ellers tiden er moden, kun kan udføres af mennesker, der i snævreste forstand er runden af arbejderklassen.

Gunnar Heerup.

Årgang 10/1935, nr. 02