Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 05 - side 123-124

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

MEKANISK MUSIK

VED MRGEN BALZER

/1 Danmarks-filinen.

Poul Henningsen har utvivlsomt gjort i-et i at vælge jazz som ledsagemusik til filmen. Og når talen er om dansk jazz, kan man ikke komme udenom I«ernhard Christensen. Det er i det store og hele god Musik, B. C. har leveret, og på mange steder får man også fornemmelsen af en speciel dansk. tone. Mest gælder dette i slow-foxene, der ledsager landskabsbillederne; og hvor komponisten har benyttet børnekor til 11. H.'ske texter, er virkningen ofte ganske henrivende. Musikken er melodiøs uden på nogen måde at virke påtrængende. Det »hotte« er begrænset til steder, hvor selve billedrytmen fordrer det, fx. tog- og bilrytmer. Og morsomt er det her at iagttage overensstemmelsen mellem billedets maskinrytme og jazzens, uden at jazzen et øjeblik får præg af illustrationsmusik. Giver man Bernhard. Christensen lejlighed til i fremtiden at arbejde videre med problemet filmsmusik, vil lian sikkert kunne frembringe endnu bedre resultater. Som et første forsøg må inu,sikken til Danmarksfilmen siges at være vellykket.

11 Schubert: Sange. (Cl. DWX. 123839 å 5,00 kr.).

»Aufentlialt«, »Der Doppelgånger«, »Der Wanderer« og »Der Wegwcisei,« sunget af Alexander Kipnis. Det er jo ikke med urette, at Kipnis er blevet det københavnske publikums yndling, for lian har en dejlig stemme, og lian forst,""tr at benytte (len, men Sehubert er jo nu engang et farligt om--råde for operasangere at vove sig ind på, og Kipnis har lieller ikke gjort sig opgaven lettere ved at vælge netop de dystre sange, hvori Sehubert siger alt med (le ubetydeligste midler, og hvor derfor en dramatisk udtydning hurtigt føles som et forineget. Bedst er »Der Wanderer«, der med sine skiftende udtryk ligger Kipnis nærmest.

/1 Sehumann: Cellokoncert i a-moll. (HNIV. DB. 2244-46 å 6,50 kr.).

Fuldblods romantik i en fuldblods romantisk gengivelse: Gregor Piatigorsky med Londoner Filharmonikerne. Et svagt værk i en stærk. gengivelse.

11 Chopin: Scherzi. (HMV. DB. 1915

18 å 6,50 kr.).

Mine læsere! De kan lige så godt som jeg slå efter i en håndbog efter det danske sprogs. rosende superlativer til karakterisering af Arthur Rubinsteins Chopin-spil. Jeg tillader mig derfor at nøjes med at henvise til, at I-iver af de angivne plader indeholder en Selierzo af nævnte komponist spillet af nævnte pianist.

JAZZ

Brunswick har udsendt et liot-albuni,»a short survey of modern rhytm«, be-stående af otte plader, der udmærketbelyser udviklingen fra 1925-35. Denstarter med den primitive improvisa-tionsstil i Armstrongs »Mel(incholg« o,,nogle fortræffelige ældre orkesternumre,~Fletcher Hendersons »Hot rnust(ir([« og Chocolate dandies »Straddle the fence«.Man ser Duke Ellingtons »kultiverende«,d. v. s. artistiske indsats i hans udvik-ling fra »Harlem flat blues« og »Pa-ducah« (1929) til »Harlem speaks«(1933) og (len helt nye komposition i»mood indigo«-stilen, »Solitude«. I ethefte, (ler følger med. albumet, står enganske fornuftig artikel til oplysning afpladerne. Man kunde have ønsket merehensyntagen til de hvide orkestre, (lerkun repræsenteres af Dorsey Brothersmedog nogle brudstykker på(len indledende oversigtsplade, hvor otteforskellige ensembler er sat sammen.

Jazzkorene liar oppet sig i den sidste tid. Der er to gode plader af Bos Nvell Sisters, en langsom »If I had a million dollars« og en hurtig »Doggone, I've done it« (Br.), (len første med Jimmie Greers, den anden med Dorsey Brotliers orkester som akkompagnement, begge i mønsterværdig optagelse. Mills Brothers har indsunget »Limehouse blues« (Br.) i deres sædvanlige seat- og imitationsstil.

De engelske orkestre præsterer af og til noget virkelig godt. Lew Stone, li-,,is plader næsten altid er ideelt optagne, har et meget smukt og enkelt arrangement af »The Continental« (Regal) med refrain af Nat Gonella. Ambroses orkester møder med en god danseplade, »Okay, Toots« (Decca).

Udenfor jazzens område ligger et par

bemærkelsesværdige, tangoplader »Tigre viejo« og »Pico blanco« (Hi NIV.). Denne argentin,,ske tangostil er musikalsk højst interessant, idet dci-is virkninger beror på en dynaniik, (ler '

gi,ir på tværs af rytme og harmoni, man kunde tale om dynamiske synkoper.

,NI U SI KSPøRG SINIA 1,

// Svar til »Organist«: 1. De 1)e(I%te optagelser af gregoriansk sang er udført af benediktiner-munkene fra St. Pierre (IC' Solesmes. (HNIV. D. 1971--82 å 6.50 kr.). Orditiariumstexter findes på

D. 1971 (Lux et origo) og 1). 1977 «,,11111 jubilo).

2. »Missa Papac Marcelli« fiiide,"" optaget af W'estminster Cathedral Chob(IENIV. C,. 147,-76 å ,',),00 kr.). Optagelsen er savel stilistisk som klangligt utilfredsstillell,de.

3. Af optagelsel- af den l~lassislw V0kalpolyfoni kan anbefales (le af Maitrisc (le la Catliédr-ale (le Dijon udføfte. (FENIV. D13. 4893-- -97 å 6,50 kr.). De to sidste pladet, indeholder Palestrinas messe »Assumpta est«.

Årgang 10/1935, nr. 05