Siden sidst

Af
| DMT Årgang 10 (1935) nr. 05 - side 120-122

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

SIDEN SIDST

Efter den foregaaende Maaneds Kraftanstrængelser med mange Koncerter, mange nye Fremførelser er der faldet en blid sommerlig Ro over den hjemlige unge Tonekunst. De forskellige Foreninger er ophørt med deres Koncerter, de private Smaakoncerter er ogsaa ved at høre op. Musikerne taler om Sommerengagernenter. Nogle af dem har medvirket ved Filmsoptagelser, hvortil Musikken er skrevet af Svend Erik Tarp og Hermann D. Koppel. - Storartet Idé, lad os faa mere af den Slags. De tidligere danske Films afskrækkede ved den dilettantiske Musik, der ledsagede dem. Men nu ser det altsaa ud til at

lysne. - Af Foreninger var Studenter-musikforeningen den, der sluttede sidst af. Det skete med en Beethoven-Schubert. Aften, som Forchhammer-Kvartetten forestod. Kort sagt, Sæsonen er ved at ebbe ud. Sommeren kommer, snart synger Nattergalen o. s. v.

Har den sidste Maaned været stille,. hvad den unge Tonekunst og hvad de mindre Koncerter angaar, saa er der til Gengæld blevet fyret et Par af de største Kanoner af. I Domkirken hørtes Sing-Akademie fra Berlin, der under Ledelse af Professor Georg Sehumann opførte Johannespassionen af Bach og Israel i ,Egypten af Händel. Og saa har Igor Strawinsky ledet Det kgl. Kapel ved en Fremførelse af egne Kompositioner.

Sing-Akademie syntes, ikke dennegang at være repræsenteret ved saa gode Stemmer, som da det for faa Aar siden sidste Gang var heroppe og sang H-moll Messen af Bach. Det er sikkert kun et Udsnit af det store Kor, man her blev præsenteret for, og det er derfor ikke muligt at fælde nogen afgørende Dom over det. Det kneb stærkt med Korklangen, der var ikke det Lys over den, som f. Eks. over Radiokorets, men det er maaske ogsaa. uretfærdigt at sammenligne et Amatørkor med et professionelt Kor. Det stod ikke paa Højde med Cæciliaforeningens Kor, saaledes, som det i de sidste Aar, denne Forening eksisterede, havde udviklet sig under Magister Wåldikes Ledelse. Der, hvor andre Kor har deres Styrke, nemlig i Sopranerne, var dette Kor svagest. De smeltede daarligt sammen med de andre Stemmer. Bedst var Herrestemmerne, navnlig Basserne. De fyldte og de klang, saa det var en ørenlyst. Fremførelsen af Johannespassionen stod ikke fuldt paa Højde med den Fremførelse, der blev Israel i Ægypten til Del. Der var ikke »Bid« i Koret i det første Værk, medens Koret sang udmærket i det andet. Begge Værker led under den romantiske Gengivelse, hvori de blev præsenteret. Naar f. Eks. Händel angiver, at en Korsats skal sluttes af med 4 Takter i ff efter en Generalpause, saa skal det udføres i fuldt Forte med Forhaling af Tempoet som Udtryk for den højeste Pathos. Netop Kadencen er et af Barokmusikkens største Virkemidler. Professor Schumann lod Koret paa saadanne Steder begynde i svagt pianissimo for derefter at faa. det romantiske crescendo. Jeg tænker, at Danskerne er mere lydhøre overfor den Slags Stilforbrydelser end Tyskerne.

Strawinskykoncerten overraskede. Strawinsky plejer at overraske, og hvorfor skulde han ikke ogsaa. gøre det denne

gang? Det vilde snarere virke overraskende, hvis man ikke blev overrasket. Men hvem havde tænkt sig, at Overraskelsen gik i den Retning? Man havde ventet til en Strawinskykoncert, hvor Komponisten fremførte egne Kompositioner, at høre Musik af

Strawinsky. Naturlivis sagde Programmet, at Musikken. var af Strawinsky, og det var den ogsaa, men det var ikke Nyskaberen Strawinsky, den revolutionære Strawinsky, Historien om en Soldat og Le sacre du printemps Komponist. Det var den soignerede Strawinsky, den overlegne Artist, der morede sig med at lave Pasticher over en svunden Tids Tonekunst. - Suiten af Balletten Feens Kys var - som Noderne angiver - inspireret af Tschaikowskys -Muse. Det var Tschaikowsky, og det var dog ikke Tschaikowsky. Det var nok Tsel-laikowskys Temaer og Orkesterbehandling, men det var ikke Tschaikowskys Lyrik og Pathos. Det var Romantik uden Romantikkens Glød, det var en smuk - en raffineret gjort Papirsblomst, men uden Duft. Det var en intellektuel, en lidt - skal vi sige snusfornuftig Romantik uden det store varme Sus. - Egentlig det samme kan siges om Suiten af Balletten Ildfuglen med Undtagelse af Dæmonen Katcheis djævelske Dans. Der slog Musikken endelig Gnister. Ellers virkede den blot, som en blid Underholdning. I Virkeligheden hører denne Musik ikke hjemme i en Koncertsal. Det er Teatermusik, skrevet som typisk Illustrationsmusik, og man kan ikke vente at faa det rigtige Indtryk af den uden i de rette Omgivelser, hvor den understreger - og understreges af - en scenisk Handling. I sin Instrumentbehandling er Strawinsky i de to Værker helt gammeldags. Violinerne sang, som de altid gør hos Tschaikowsky, og alt var som i de gode gamle Dage. Man sad og længtes efter lidt Blæsevejr, efter et af Numrene fra Petrouchka. - Klaverkoncerten er en Barokpastiche. I de første Satser staar den Bach-Håndel-Tiden meget nær. I sidste Sats slaar den et Par Volter, men de er ikke store.

Og naar man saa tænker paa, at det ikke er mere end ca. 10 Aar siden, da Strawinsky var her for første Gang, at

den gamle Komponist ......der

endnu lever i bedste Velgaaende, peb i Fingrene ved hans Koncert og bagefter skrev harmdirrende Indlæg i

Politiken; - ja, saa har vi søremej

haft meget Sjov i Mellemtiden.

Sven Lunn.

Årgang 10/1935, nr. 05