uden titel

fi Jazz. Pianisten Theodore Wilson er kommet voldsomt frem i den senere tid og har sidst selv dannet orkester, med sig selv som midtpunkt, omgivet af en klarinet, trompet, tenorsax. og rytme. Der er kommet to plader: »Miss Brown to you« - »I wished on the moon« og »Sweet Lorraine« - »I'm painting the town red« (Br.). De spiller uden antydning af arrangement, i en meget lige Vægtig improvisationsstil, undertiden med heterofoni. Sangerinden, Billie Holliday, er fortræffelig. Teddy Wilsons klaverstil er en parallel til Coleman Hawkins' fantastiske melos, men der er en vis fare for, at det ender i Cho Pin. 2Man studerer ham bedst i et andet ensemble, Benny Goodmans trio, der har indspillet »Bod U and soul« og »After Uou've _qone« (HMV), kammermusik for klarinet og klaver, understøttet af slagværk. Det er en fin kombination, Goodman og Wilson, og resultatet er af meget høj standard.Boswell Sisters nyhed er »Fare Ihee well, Annabelle« og »Lullaby of Broadway« (Br.), begge yderst lige til og pletfrit udført.

Willie Bryants indspilning af den gamle melodi »The sheik« (HNIV) viser,

hvilke underværker et arrangement kan gøre med en banal komposition. Bagsiden, »Rigamarole«, er et råt orkesternummer. Ellington spiller to melodier, der ikke er af ham selv, »Cotton« og »Truckin'« (Br.), i den sædvanlige tilskæring, uden dog at nå sine gamle højder. Man lytter med større interesse til Chick Webbs orkesters »Whg should I beg for love« (Cl.), og Charles Barnets »Fare thee well, Annabelle« og »Nagasaki« (HMV). Den sidste er desværre noget kaotisk i optagelsen. Blandt de engelske plader er et godt orkesternummer af Ambrose, »Copenhagen« (Decca), et glimrende arrangement og en ideel optagelse.

Trompetisten Wingy Mannone høres med nogle storartede soloer i Nothing but the blues« (HMV), der spilles af Gene Giffords nydannede og godt sammensatte orkester. Mannones eget orkester, hvor han også selv brillerer, har indspillet »Rhytm is our business« og »A little door, a little lock, a little keg« (Br.). Disse orkestre repræsenterer noget af det bedste indenfor den hvide, amerikanske musik, idet de har bevaret det improvisatoriske spil.

Brunswiek har udsendt en ny serie af »modern rhythm music«, hvoraf en enkelt foreligger. Alex Hills orkester, som sandsynligvis består af*negre, spiller »Song of the pl~, meget enkel og solistisk, og dirigenten er en udmærket .sanger. På bagsiden spiller Eddie Condons orkester - »Yes suh«, i mere hvid stil, og refrain med solo og kor.

En gammel plade er blevet opfrisket på Panachord. Det er Eddie Lang og Joe Venutis »all. star orchestra«, med »Someday sweetheart« og »Farewell Blues«, en af de hvide stjerners klassiske præstationer. Man aner Red Nichols bag trompetsoloerne, og basunen må være 'Mole eller Teagarden. Eddie Langs gitarspil er det mest »swingy«

på pladen.S. M. K.