Niels W. Gades Værker Del 2

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 09 - side 177-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I

NIELS W. GADES VÆRKER, II

NOGLE HISTORISKE OG MUSIKALSKE BEMÆRKNINGER

AF KNUD ATLLUNG

b. Symfoni Nr. 2 i E-Dur, Op. 10.

2/4 Andantino quasi Allegretto - Molto Allegro} E

3 /4 Andante con inoto a , (A)

6/8 Scherzo. Molto Allegro. Allegretto (attacca) A

4 /4 Finale. Allegro energico E

Komponeret: I 1843 (til September) i København, afsluttet medio Oktober 1843 i Leipzig. Om denne Symfoni skriver Schumann: »Den afviger fra den første, er blødere og sagtere. Man kommer til at tænke paa Danmarks yndige Bøgeskove«. Det maa her særlig være Indledningens romantiske Stemning med Hornmotivet og Hovedsatsens Sidemotiv, Schumann har fæstet sig ved. Iøvrigt har begge Ydersatsernes Hovedmotiver en udpræget »ridderlig« Karakter, hvortil Andantens folkeviseagtige Menuet-Thema slutter sig udmærket; Scherzoens Mere folkelige Lystighed fuldender Billedet af denne Symfoni som middelalderlig-folkevise-præget. Den staar da ogsaa i hele sin Tone i nær Tilknytning til de to senere Værker med Folkevisepræg: »Elverskud« og »Et Folkesagn« (hvorom nærmere senere). Iøvrigt er det interessant, at denne Symfoni fremkommer to Aar for Hartmanns »Liden Kirsten«.

Uropførelsen fandt Sted ved en Gewandhaus-Koncert i Leipzig dlen 18. Januar 1844 under Gades egen Ledelse. Symfonien fik en udmærket. Modtagelse, navnlig hos Publikum, medens en Del af Kritiken mente, at Gade i denne Symfoni for en Del havde ofret de musikalske Tankers Oprindelighed for en større Formfuldendthed; en anden Kritiker mener dog at genfinde »det store, afgjorte Talent« fra den første Symfoni, kun »dybere og inderligere i det poetiske Anlæg, tillige modnere, finere og fremfor alt Mere kunstnerisk behersket i Udførelsen«. Den særlig danske Folkevisetone har Man dog ikke kunnet opfatte. Synifonien blev genopført ved Gewandhaus-Koncerterne i 1850, 55 og 83; ialt opført 4 Gange. - 1. Opførelse i Musikforeningen fandt Sted den 6. November 1844 under Fr. Glæsers Ledelse; 2. Opførelse fandt først Sted i 1921 ( !). Det synes mæsten. ubegribeligt, at Gade aldrig selv genopførte denne Symfoni i Musikforeningen; den er saaledes den eneste af alle hans Symfonier, der aldrig er opført herhjemine under Gades egen Ledelse. Dette er næppe noget Tilfælde; men om Grunden dertil kan man kun gisne: efter nærværende Forfatters Skøn maa det antages, at Grunden er den, at Gade selv mente, at han havde givet det Emne, som han først havde udformet i Toner i sin anden Symfoni, en mere fuldkommen Form i et senere Værk, nemlig »Elverskud« (jfr. herunder). Denne Hypothese kan i hvert Fald fuldtud forklare, at Gade - efter den Yndest, som »Elverskud« meget hurtigt vandt hos Publikum - ikke følte nogen videre Trang til at fremføre den for ham selv mere ufuldkomne Udformning af Emnet. Alligevel forekommer det Forfatteren, at Symfonien ved sin ungdomsfriske Tone og sit Emne har langt mere end hlot historisk Interesse - den er om ikke vor eneste saa dog utvivlsomt vor bedste »Folkevise«-Symfoni - og at den derfor burde fremdrages af Arkivet og opføres af og til.

I denne Forbindelse skal det bemærkes, at det i Musikforeningens Arkiv værende Partitur til Symfonien er håndskrevet og muligvis er Gades eget Manuskript. I dette forefindes imidlertid ikke en riække Ændringer og Tilføjelser af Foredragstegn, som Forfatteren har fundet indføjet i det i Gewandhaus- Koncerternes Arkiv beroende trykte Partitur; disse Ændringer og Tilføjelser er foretaget med blaa Blyant, og af enkelte haandskrevne Betegnelser kan det sluttes, at Rettelserne er foretaget af Gade selv, sandsynligvis under den første Indstudering af Symfonien i December 1843-Januar 1844. Det vilde være rimeligt, om man afskrev samtlige nævnte Rettelser, der som sagt maa anses for autentiske, i et Partitur, der derefter burde indlemmes i Gade-Samlingen paa Det kongelige Bibliothek.

Symfonien er hverken opført i Dansk Koncert-Forening eller ved Palæ- eller Tivoli-Koncerterne; den synes heller ikke at være blevet opført i Sverige, Norge eller Finland; derimod er den utvivlsomt kort efter sin Fremkomst blevet opført i enkelte tyske Byer.

Trykt: (Formentlig) 1844 hos Breitkopf u. Härtel, Leipzig. Partituret bærer Tilegnelsen: »dem Concert- Orchester zu Leipzig gewidniet«.

c. Symfoni Ni-. 3 i a-Moll, Op. 15.

2/,2 Presto a

2/4 Andante sostenuto A

3/4 Allegretto assai moderato fis

2/4 Allegro molto e con fuoeo A

Komponeret: 1846-47, væsentlig i Leipzig. Stemningen i denne Symfoni staar i nøje Samklang med den i det kort forinden komponerede Korværk »Comala« raadende »Ossian«-Tone, vemodig og drømmende. Samtidig kan det siges med større Sandhed om denne Symfoni end om den forrige, at Indholdet staar tilbage for Formen: denne Symfoni er den mest Mendelssohn-paavirkede, Gade har skrevet - dog med Undtagelse af Scherzoen, der snarere synes paavirket af Schubert. Men Gade har nu helt tilegnet sig Mendelssohns elegante, ydre Form, ogsaa. Instrumentationen er virkningsfuld; men det musikalske Indhold er tyndt, nærmest Efterklang af »Comala«. Det nævnte Mendelssohn-Præg er sikkert Aarsagen til den Yndest, som dette Værk i mange Aar nød hos Gewandhaus-Koncerternes Publikum.

Uropførelsen fandt Sted ved en Gewandhaus-Koncert den 9. December 1847 (ikke i Musikforeningen som anført hos Alfr. Nielsen) under Gades egen Ledelse. Senere genopført: 1848, 49 (2 G.), 52, 55, 56, 59, 60, 63, 70, 77, 80 og 91; ialt opført 14 Gange. - 1. Opførelse i Musikforeningen fandt Sted den 28. Marts 1849 under Fr. Glæsers Ledelse. Den har senere været genopført dér: 1855 (1. Gang under Gades Ledelse), 57, 62, 74 og 94 (2 G.), ialt opført 7 Gange. - Opførelser ved PK.: 1901, 05, 07 og 09. - Opførelser ved TPKO.: 1913, 14, 15 og 17. Ialt ved Tivoli- og Palæ-Koncerterne: 8 Gange. Opført i Stockholm 1880 og sikkert i adskillige tyske Byer.

Trykt: (Formentlig) 1848 hos Breitkopf u. Härtel, Leipzig. Værket er paa det trykte Partitur tilegnet »N. P. Nielsen«, d. e. Gades meget gode, ældre Ven Skuespilleren, Professor N. P. Nielsen.

d. Symfoni Nr. 4 i B-Dur, Op. 20.

2 /2 Andantino (Indledning) B, 2 /4 Allegro vivace e grazioso

3 /4 Andante con moto Es,

6/8 Scherzo Allegro, ma non troppo e tranquillamente g
Trio I G
Trio II D
2 /2 Finale. Allegro molto vivace B

Komponeret: 1850 i København. Med denne Symfoni giver Gade - indenfor den af Mendelssohn paavirkede Form - paany noget værdifuldt af sit frodige Musikersind, noget anderledes personligt end i den foregaaende Symfoni; det er ganske vist ikke den Side af Gades Natur, der havde givet »Ossian«- Ouverturen og c-Moll Symfonien deres særlige Præg, det »energiske«, som man i Tyskland opfattede som den særlig »nordiske«, af Folkemelodier paavirkede Tone, som Gade har den uvisnelige Fortjeneste af - som den allerførste at have indført i den symfoniske Musik, i hvert Fald forsaavidt denne overhovedet naaede uden for Danmarks, resp., Sveriges Grænser hvilket H. Kretschmar ogsaa fastslaar med megen Vægt (jfr. »Fühirer durch den Konzertsaal« I, 5. Aufl., S. 500-501). Denne Symfoni er derimod i hele sin Karakter præget af det lyriske, følelsesfulde i Gades Natur og derfor nær beslægtet med 1. Symfonis Andantino og de ovenfor nævnte lyriske Episoder i 2. Symfoni; men samtidig er det følelsesfulde i denne 4. Symfonis Ydersatser potenseret til en Tone af Foraarsbrusen saa fyrig, som. man kun ret sjældent træffer den i Gades Produktion. Men det er saa naturligt, at man med god Grund kunde kalde denne Symfoni for Gades »Glücks-Symphonie« (ligesom man har benævnt Beethovens Symfoni Nr. 4 i B-Dur), naar man erindrer Gades ydre Stilling og Sindsstemning paa det Tidspunkt, da han komponerede dette Værk: Gade var i 1848 vendt hjem fra sin glorrige Dirigentvirksomhed ved Gewandhaus-Koncerterne nærmest som en Triumfator, og i Efteraaret 1850 blev han kaaret til Musikforeningens Dirigent og dermed næsten dens musikalske Enehersker. Samtidig var Gade efter al Sandsynlighed stærkt forelsket i Komponisten I. P. E. Hartmanns ældste Datter, Sophie, som han ægtede halvandet Aar senere, i Foraaret 1852. Gade stod saaledes, da han komponerede denne Symfoni, baade som Kunstner og som Menneske umiddelbart ved alle sine Ønskers Maal - intet Under da, at dette har fundet Udtryk i det foreliggende Værk.

Førstesatsen er betegnet »grazioso«: dens Hovedthema (i Violiner og Fløjte) er ogsaa baade følelsesfuldt og graciøst - ligesom Gades eget. Kvindeideal; Sidethemaet (ligeledes i Violinerne) er i Partituret betegnet »scherzando« - og skælmsk og munter skal den unge Sophie Hartmann ogsaa have været; derefter følger endnu et kort, følelsesfuldt Sidetherna, betegnet »cantabile«, begyndende i Horn og Celli og videreført af Violiner og Fløjte - det kan godt være en lille Kærlighedserklæring »ohne Worte« til den unge Kvinde. - Andanten har en Stemning som af en Foraarsdag i Skoven hen mod Aften, hvor Kunstneren paa sin Vandring helt gaar op i sine Følelser for den elskede Kvinde. Smukt er Hovedthemaet med Duetten mellem Violinerne i allerhøjeste Leje (støttet af Fløjter og Obo) og 1. Horn. Satsen staar i Es-Dur ined en Tendens mod Underdominanten - den er tildels beslægtet med Elverkratscenerne af »Elverskud«. - Scherzoen har - efter Kretschmars Mening - et Spohrsk Anstrøg over Hoveddelen, og de to Trioers Themaer betegner han som to »allerkæreste, folkelige Melodier«. - I Finalen er det, som om man hører alle Foraarsstrømme, baade i Naturen og i Kunstnerens Sind, bruse. Det frydefulde Hovedthema afbrydes af et mere tøvende, lidt spørgende Sidethema; men der er ikke megen Plads for Tvivl: baade som Musiker og som Mand har Komponisten jo gjort sin Lykke, og Slutningen af Satsen tolker Jubelen herover i brusende Tonestrømme.

Uropførelse: 16. November 1850 i Musikforeningen, udført af det nydannede Symfonlorkesler under Gades Ledelse. Denne Symfoni er saaledes den første af Gades Symfonier, der faar sin Uropførelse herhjemme, og den var den første Symfoni, der blev opført i Musikforeningen, efter at Gade var blevet dennes Dirigent - Symfoniens Opførelse blev altsaa ogsaa i det ydre Symbolet paa, at Gade nu havde indtaget den Herskerstilling i vor hjemlige Musikverden, - som han havde ønsket sig, og som han derefter beholdt i fyrretyve Aar. - Genopført i Musikforeningen: 1852, 55, 63, 79 og 1930; ialt opført 6 Gange. - Iøvrigt opført:

i Dansk Koncertforening 1917; 1 Gang;
ved Det kgl. Kapels Symfonikoncerter 1899, 1922 og 24; ialt 3 Gange;
ved PK 1900, 03, 05 og 08; ved TPKO 1909, 10, 18 og 23; ialt ved Tivoli- og Palækoncerterne 8 Gange.

Ved Gewandhaus-Koncerterne opførtes Symfonien l. Gang den 16. Januar 1851 under Jul. Rietz's Ledelse; genopført: 1851, 53 (under Gade selv), 54, 55, 57, 58 (2 G.), 60, 62, 63, 66, 69, 71, 75, 78, 81og 85; ialt opført 18 Gange (!). - Iøvrigt har Symfonien sikkert været opført i de allerfleste tyske Byer med faste Koncertinstitutioner og bl. a. ved flere af de Musikfester, hvor Gade var indbudt til at dirigere egne Værker (saaledes i Hamburg og Düdsseldorf). - Endvidere har den været opført i Holland, bl. a. i Amsterdam ved den Musikfest, hvortil Gade var inviteret. i 1873 som Dirigent af det hollandske »Selskab til Tonekunstens Fremme«. - Opført: i Stockholm 1879, i Góteborg 1887 foruden i andre svenske Byer; i Oslo 1872 og i Bergen 1863.

Trykt: 1851 hos Fr. Kistner, Leipzig. Værket er tilegnet »Dr. Louis Spohr« (den tidligere omtalte Tilegnelse til denne paa Klaverudtoget af Symfoni Nr. 1 beror derfor sikkert paa en ren og skær Trykfejl). - Det i Musikforeningens Arkiv beroende Partiturmanuskript er sandsynligvis Gades Autograf.

e. Symfoni Nr. 5 i d-Moll, med Klaver. Op. 25.
2 /2 Allegro con fuoeo d
9/8 Andante sostenuto Fis (fis)
6/8 Scherzo. Allegro molto vivace B (Ges, Es)
2 /2 Andante con moto (Indledning), Allegro vivace D

Komponeret: 1852 i København. Denne Symfoni er meget nær beslægtet, med den umiddelbart forinden (som en »Fæstensgave« til Gades unge Brud) komponerede »Frühlings-Phantasie« og derved ogsaa ret nær beslægtet med B-Dur Symfonien. I de to førstnævnte har Gade frydet sin Klangsans ved »Farveblandingen med de dagklare, glasklingre Hammertoner mod Orkestrets bløde Strygere og fyldige Blæsere« - som Gade (iflg. Ch. K. S. 199) selv har udtrykt sig. Sa.ndsynligvis er det ogsaa rene Klanghensyn, der har bevirket, at Gade til Andanten har valgt den fra Hovedtonearten fjerntliggende Fis-Dur og fis-Moll, ligesom at han til Scherzoens Trio, der kommer to Gange - anden Gang transponeret - har valgt (første Gang) Ges-Dur;- anden Gang staar den i Es-Dur. I denne Trio fremtræder K1averet begge Gange helt solistisk kun paa Baggrund af en enkelt dyb Tone (Dominanten i Oktavfordobling), der holdes pianissimo i Violiner og Bratscher, og enkelte Bastoner pizzicato i Celloer og Kontrabasser, anden Gang suppleret med en ganske svag Hvirvel (paa Dominanten) i Pauken.

Uropførelse: 11. December 1852 i Musikforeningen under Gades Ledelse; saavidt det har kunnet konstateres har Værket ikke senere været opført herhjemme. Derimod blev det opført (eneste Gang) ved Gewandhaus-Koncerterne den 3. Marts 1853 ligeledes under Gades Ledelse (nemlig under hans 3 Maaneders Gæstedirigentvirksomhed i Gewandhaus Januar-Marts 1853; jfr. Sophie Gades Brev, citeret i Ch. K. S. 203). - Det synes heller ikke at være blevet opført i Sverige eller Norge.

Trykt: 1853 hos Breitkopf u. Härtell Leipzig. Symfonien er tilegnet Julius Rietz, Gades gode Ven og Efterfølger som Dirigent ved Gewandhaus-Koncerterne i 1848.

f Symfoni Nr. 6 i g-Moll, Op. 32.
2 /4 Andantino (Indledning) - Allegro molto vivace g
2 /4 Andante sostenuto
D3 /4 Allegro moderato e energieo B
2 /4 Finale. Andantino quasi Allegretto, Allegro vivace e aniniatoi g

Komponeret: 3. Oktober 1856-7. Marts 1857 - ifølge Trykmanuskriptet, som findes paa Det kongelige Bibliothek, og som formentlig er Gades Autograf. Denne Symfoni adskiller sig ved hele sin Karakter stærkt fra alle Gades tidligere Kompositioner: for første Gang og saa stærkt som heller ikke senere kommer her Sorg og dyb Smerte til Udtryk, særlig i Hovedsatsen; dette Værk er saaledes - som allerede C. Thrane har fremhævet - af en afgjort pathetisk Karakter. Men Gade havde ogsaa siden Kompositionen af den 5. Symfoni gennemgaaet en alvorlig Krise som Menneske - han havde i Maj 1855 mistet sin unge Hustru og den ene af to nyfødte Tvillinger - og mulig ogsaa som Kunstner: af denne Krise arbejdede Gade sig ud meddenne 6. Symfoni. Allerede i Andanten er derfor Udtrykket mildnet til Sorg blandet med Vemod som ved Erindringen om tidligere, lykkelige Dage, og i Tredjesatsen (der naturligvis ikke er betegnet som »Scherzo«) anslaas en lysere Tone med en karakteristisk Synkope i Hovedthemaet, der kommer igen i Sidstesatsens Hovedthema; den sidste Sats er præget af Alvor og Energi: Kunstneren tager Kampen op med Livet (Gade havde jo ogsaa en lille Søn at leve for) og finder Trøst for sin Sorg i Kunsten. Man kunde derfor - hvis Sammenligningen ikke var saa farlig - fristes til at betegne denne Symfoni som Gades »Skæbne- Symfoni«; men det er i hvert Fald sikkert, at den indtager en tilsvarende høj og betydningsfuld Plads i Gades Produktion.

Uropførelse: 17. Marts (ikke 31. Marts som anført af A. N.) 1857 i Musikforeningen under Gades Ledelse; genopført: 1857, 58, 68, 82, 91, 2 G.) og 1912 (2 G.); ialt opført: 9 Gange.

løvrigt opført:

i Dansk Koncertforening 1927; 1 Gang;
ved Palækoncerterne 1902 og 15; 2 Gange;
i Stockholm 1883.

Ved Gewandhaus-Koncerterne opførtes Symfonien l. og eneste Gang den 22. Oktober 1857 under Jul. Rietz' Ledelse.

Trykt: 1858 hos Fr. Kistner, Leipzig, Symfonien er tilegnet Violinvirtuosen Joseph Joachim, til hvem Gade stod i venskabeligt Forhold.

g.Symfoni Nr. 7 i F-Dur, Op. 45.
6/4 Allegro risoluto F
4/4 Andanted d
6/4 Scherzo. Allegro vivace. B
2/2 Finale. Allegro vivace. F

Komponeret: I Sommeren 1864. Gade har selv betegnet dette Værk som »en frisk og kæk Symfoni«; men noget Særpræg har den ikke.

Uropførelse: 2. Marts 1865 ved en Gewandhaus-Koncert under Carl Reineckes Ledelse (ikke genopført senere) ; denne Mærkelighed, at Uropførelsen finder Sted i Leipzig, maa formentlig skyldes en Tilfældighd. - 1. Opførelsen i Musikforeningen (der af A. N. er betegnet som Uropførelse) fandt Sted den 9. Marts 1865 under Gades Ledelse; genopført: 1865, 98 (2 G.) og 1914; ialt opført 5 Gange. Værket synes ikke at være blevet opført herhjemme udenfor Musikforenhigen og heller ikke i Sverige og Norge.

Trykt: 1865 hos Breitkopf u. Härtef, Leipzig. - Symfonien er tilegnet det nederlandske »Selskab til Tonekuhstens Fremme«1 der havde, udnævnt Gade til Æresmedlem.

h.Symfoni Nr. 8 i h-Moll, Op. 47.
2 /2 Allegro molto e con fuoco h
3/4 Allegro moderato D
3/8 Andantino. Animato E (C)
2/2 Finale. Allegro non troppo e marecato h, H

.Komponeret: I 1871 (formentlig om Sommeren). Om denne Symfoni udtaler Will. Behrend, at der i den er »en fornyet Ungdomskraft, en Energi og Begejstring, der faar Udslag i en nordisk Tone - som bryder umiddelbart frem næsten som i hin Ungdomssymfoni i c-Moll
- Der er i selve Motiverne en Lidenskab, en Trods og samtidig en smertelig Vemod, som ellers ikke mere er gængse i Gades Værker.«Saavel Førstesatsen som Andensatsen gaar i Perioder over i H-Dur,ligesom Finalen slutter i denne Toneart med en bredt baaret Melodi i en pragtfuld Instrumentation; ved hele sin Tone, sin Klangfarve.og den instrumentale Iklædning viser dette Værk et umiskendeligt Slægtskab med det aldrig afsluttede Korværk »Baldurs Drøm« (jfr.under dette). Det er ikke usandsynligt, at Gade ved Kompositionen af denne Symfoni selv har tænkt den som en Art instrumental Afslutning paa »Baldurs Drøm«.

Uropførelse: 7. December (ikke 10. s. M. som anført af A. N.) 1871 i Musikforeningen under Gades Ledelse; genopført 1872; ialt opført: 2 Gange. Endvidere opført i Dansk Koncertforening 1909, løvrigt synes denne Symfoni ikke at være opført herhjemme, heller ikke Sverige eller Norge. - Ved Gewandhaus- Koncerterne er den op ført en eneste Gang den 7. Marts 1872 under Carl Reineckes Ledelse.

Trykt: 1872 hos Fr. Kistner, Leipzig. Værket er tilegnet Det kongelige svenske Musikakademi til dets Hundredaarsfest 1871, idet Akademiet havde optaget Gade som Æresmedlem.

Med den 8. Symfoni sluttede Gade Rækken af sine store Orkesterværker (uden Kor); en niende Symfoni vilde Gade ikke komponere: »Der findes kun een niende Symfoni«, skal han have udtalt, da han en Gang blev spurgt, om han ikke vilde skrive en Symfoni Nr. 9.

Carl Thrane har (i »Danske Komponister« S. 250) beklaget, at Gades Symfonier er navnløse; men udover den tidligere omtalte folkelige Betegnelse af 1. Symfoni, har endnu ingen søgt at benævne dem. Opgaven er vanskelig; men det kan ikke benægtes, at det vilde have en vis praktisk Betydning, om den blev løst. Som Forsøg vover nærværende Forfatter at foreslaa, at man betegner:

Symfoni Nr.:
1 »Sagn-Symfonien« eller »Sjølund-Symfonien«
2 »Middelalder-Symfonien« (evt. »Folkevise-S.«)
3 »Romantisk Symfoni«
4 »Foraars-Symfonien«
5 »Klaver-Symfonien«
6 »Tragisk Symfoni«
8 »(Old)nordisk Symfoni«.

Årgang 12/1937, nr. 09