En maler om maleri og musik

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 10 - side 222-227

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

EN MALER OM MALERI OG MUSIK

AF EGON MATHIESEN

Det er naturligt at sammenligne musik og maleri, da de to kunstarter på flere måder ligger hinanden nær. Historisk set har de selvfølgelig lighedspunkter i udviklingen og de kunstneriske idéer. Kunsten som helhed, literaturen, musiken, billedkunsten, arkitekturen er vokset op af samme jordbund og er derfor fælles i stil. Det sker osse nu.

Men musik og maleri har andet fælles end stilen. En musiker bedømmer et maleri rigtigere end f. eks. en forfatter. Lisådan står maleren meget modtagelig overfor værdierne i det musikalske. Medens en forfatter er vant til at arbejde med det literære og fortællende, er maleren og komponisten begge indstillet på først og fremmest at se på midlernes udtryksmuligheder: Tone, harmoni, rytme - farve, linier, former og rytme. Herigennem blir de saglige indenfor deres fag.

Musik og maleri er sanse-kunstarter. De henvender sig til hørelsen og synet gennem lyd og lys, der jo fysisk set er det samme, kun af forskellige svingningstal. Men musik kan gå om hjørner, det kan billeder ikke.

Musiklivet verden over leves overvejende historisk - efter radioen at dømme. Det vil sie, at de gamle, klassiske værker fylder størstedelen af programmerne. Og, her skilles vejene.

Malerkunsten har ganske vist osse sin historie at bære rundt på, men den fremtræder ikke så levende som i musiken. - Museumsfolk sidder og ordner den pænt og skriver sig til doktorer på den, og selv om radioen har en rubrik, der hedder »Museumsmeddelelser« (og ingen tilsvarende om moderne kunst), mon så alligevel ikke de fleste keder sig lidt over den?

Det er ikke tilfældet med musiken, fordi der her er et bindeled, der hedder udøveren. Det er et menneske, der lever idag, som spiller gammel musik og holder den unaturlig længe ved lige. Musikopdragelsen er i så væsentlig grad bygget på det historiske, at der i virkeligheden blir et misforhold mellem nutidens kultur og musikkulturen. Trods al værdsættelse af den historiske musik, kan den så være andet end historie for os? Vil et nulevende menneske ikke musikalsk kunne være mange gange intensere i musik fra hans egen tid?

Når en maler osse dyrker musik, tror jeg, at han, efterhånden som stilen i nutidens maleri blir ham klarere, må holde op med at spille den klassiske musik. Det er så forskellige funktioner, der forlanges, at de vist dårligt kan forenes, hvis det nutidige skal være så godt som muligt - og det er da det vigtigste.

At spille i gammel stil og komponere i gammel stil er naturligvis ikke det samme, men forholdet må vel blie et lignende for den moderne komponist som for maleren - han må tilsidst forlade historien.

Det er en iøjnefaldende forskel mellem maleriet og musikkulturen, at historien er mere fremtrædende i musiken. Hvis maleriet skulde stå lisådan vilde det sie, at størstedelen af udstillingerne var klassisk kunst - ganske som koncerterne.

Der er jo reaktion på alle områder nu, og i kulturen gir det sig blandt andet udslag i, at den historiske kunst trækkes frem på bekostning af den nye. I musiken er det ikke reaktion i samme forstand - trods alt det gamle, da klassisk musik fra det 19. århundrede har været anset for det allernødvendigste i den musikalske opdragelse - i sådan grad, at klassisk musik næsten er kommet til at betyde musik i det hele taet.

Når en stil er ved at forme sig klart og stærkt, som i nutiden, er det naturligt at komme i strid med de gamle stilarter. Man kan ikke rumme det hele. Og det gamle kan aldrig ha samme store betydning for os som det nye, der er født af vores egen tid og mentalitet. Den klassiske musik påhøres uden diskussion, men nutidens diskuteres, og forarger tit. Det er tegn på, at den berører os mere som levende mennesker.

Mellem den musikalske og maleriske kultur ser der altså ud til at være en ret stor forskel i øjeblikket. Men den moderne musik og det moderne maleri har naturligvis mange lighedspunkter, da de har de samme forudsætninger i samfundet.

Det karakteristiske for maleriet er, at det igen har fået farve-blodet er vendt tilbage i årerne. Det er det vigtigste der er sket. Farven, malerens elementæreste middel, er idag udgangspunktet, og det må vel være et godt bevis for høj kunstnerisk kultur, at kunstartens særlige egenskab udvikles.

Men man har ofte talt orn farve i malerkunstens historie, og der er noet særligt ved nutidens farvesyn, først og fremmest i modsætning til naturalismens. Det er at farven er blevet fri. Den er ikke mere uløselig knyttet til de ting, billedet forestiller. Et træ må gerne males blåt, hvis det har en koloristisk betydning i billedet. Med andre ord, det er billedet, man ser, det drejer sig om, og ikke om, hvorvidt det ligner. Billedet har fået en selvstændig betydning.

Den udvikling er foregået langsomt, fra impressionismen kom frem. Den gang forsøgte man at male lys- og luftindtryk, men igennem farve. Man gik ud fra spektralfarverne og opløste alle de farver, man så i naturen i deres grundfarver, for derigennem at gi indtrykket - l'impression. Billederne er som helhed mættede, vibrerende farveklange. Men det er vigtigt, at man arbejdede med de rene farver og deres indbyrdes forhold synsmæssigt.

I musiken er Debussy den reneste impressionist. Hans musik er klangligt mættet, uden store kontraster og heri ligner den billederne.Men osse det, at den er behandlet akustisk, udfra klangens rent lydmæssige værdi, har lighedspunkter med malerkunsten.

For at bane vej for en ny stil, er det nødvendigt at nedbryde det traditionelle, og sådan set hade Arnold Schönbergs eksperimenter vel osse betydning for musiken. De ophævede alle regler og var samtidig konstruktive. Der er lighed her med Kandinskys malerier, hvori den traditionelle metode for farvekomposition fuldstændig forkastes og alting dannes rent spontant. Kandinsky er et varmere temperament end Schönberg, men deres arbejder har dog vigtige lighedspunkter. Ingen af dem gir sig af med rytmen, men derimod med det spontant flydende, uden hensyn til overleverede regler. Og begge adskiller de sig fra impressionisterne ved, at de lisom forsøger at gi kunsten større muligheder for energi.

Men deres eksperimenter må vel kaldes den egentlig abstrakte kunst, da de gir slip på de elementæreste forestillinger orn musik og maleri. Det hænger helt i luften.

Stravinsky får fat i rytmen og melodien og dermed i to elementære bestanddele af musiken. Hans kunst er derfor ikke abstrakt, men konkret i musikalsk forstand. Han studerer folkemusik, primitiv kunst, der vel må sies at være noet af det mindst abstrakte man har. Primitive folk abstraherer ikke. De er konkrete i deres tænkernåde. Og i kunst er de konkrete på den måde, at de arbejder med kunstartens elementære virkemidler. Stravinskys parallel i maleriet, Spanieren Pieasso, betegnes tit som abstrakt maler, hvad han i virkeligheden aldrig har været, skønt han har malet billeder, der intet forestiller. Han har lært af primitiv kunst, lisom sine samtidige, f. eks. Fernand Léger. De opdagede farverytmen, sammenhængen og modsætningerne i farvefladerne. Det adskiller deres kunst på et væsentligt punkt fra impressionismen, der ikke ga sig så meget af med billedets samlede rytme som med det luftige farveindtryk. Men de er i særlig grad væsensforskellige fra de abstrakte malere, der slap alle konkrete ting i kunst.

Det er værd at bemærke, at abstrakt kunst og kunst, der ikke forestiller noet, ikke behøver at være det samme. Musiken forklarer det godt, fordi her er der aldrig tale om efterligning af naturen, der tit betragtes som modsætningen til abstraktion.

De malere og musikere, der 1910-20 fornyede den europæiske kunst ved at tilegne sig værdier fra den primitive, gjorde en umådelig indsats for moderne stil. Det betydningsfuldeste i moderne maleri og musik har for en stor del bygget herpå.

Men udviklingen standsede jo ikke med disse glimrende ting. Malerierne slog en overgang et lille slag bagud til en ældre landskabsstil, og hang og så ud, som om der ingenting var sket i mange år. Men det er vist snart forbi.

Og surrealismen opstod i Europa i 20'erne. Det er en psykisk, indadvendt kunst (på grundlag af Freud), der tit viser sig som en venden tilbage til abstraktionen. Musikparallelen kender jeg ikke, men det kan i hvert fald ikke være Stravinsky, som det vist til tider hævdes, da han hverken er psykologisk eller abstrakt i sin musik.

Europa er dog ikke hele verden, og mens man herovre begyndte at interessere sig for primitiv kunst (omkring 1910) begyndte en ny musikstil at danne sig i New Orleans. Det var jazzen.

Som bekendt udviklede den sig af primitiv folkemusik, både i melodi og rytme. Den har ikke noet intellektuelt ved sig i europæisk forstand og kan derfor ikke fuldstændigt sættes på linie med de omtalte retninger, der fornyede kunsten ved at tilføre den primitive værdier. Men det er alligevel forsvarligt at sammenligne jazz og europæisk kunst. Det er naturligt, at negerne selv, i en tid, hvor man interesserer sig for det primitive, kommer til at gøre en betydningsfuld indsats, efterhånden som de frigøres og blir ligeberettiget. Det primitive i nutidens samlede kultur er med negermusiken, kommet ind i en ny face, og jeg mener, at der i moderne maleri er ting, der ligger jazzen nær.

Den moderne europæiske musik har i overvejende grad bibeholdt de klassiske former: Sonaten, suiten, synifonien, kammermusiken, selvom den i musikalsk indhold adskiller sig fra den klassiske. Det gælder ikke jazzen. Den har ganske vist kun en grundform, men der er en harmonisk overensstemmelse mellem den og musikens indhold. De to ting har dannet sig samtidigt.

Det er nok vanskeligt at drage parallelen med maleriet her, men det er klart, at man ofte overfor billeder af Picasso. har indtryk af, at der ligger en klassisk komposition bagved, hvorimod man i Fernand Ugers bedste ting kan se, at formen, billedet, fremtræder i, er liså ny som det maleriske indhold, og at der er en logisk balance imellem de to dele.

Ved melodien er der det forhold, at man i jazz skal improvisere over den for at være i den rigtige swing-stil. Hvis man ikke kan »go to town«, som Louis Arrnstrong sir, er man ikke swing-musiker.

Det er musikalsk set en stor værdi med improvisationen, der gør musikeren langt mere aktiv, end når han blot spiller noderne linprovisationen er ikke noet, der aldrig er hørt før. Den fandtes jo både i middelalderen og baroktiden.

I nutidens maleri er motivet begyndt at vende tilbage. Genkendelsesmomentet er sikkert en værdifuld, folkelig ting i billedkunst, Det er lisom et holdepunkt for den, der ser billedet. Ligheden med kendte ting kan man sammenligne med melodien i musik. Den er lisådan et holdepunkt for den, der spiller eller hører.

Men fantasien er kommet ind i kunsten igen, og den gir sig blandt andet udslag i jazz gennem improvisation. Musikeren svinger ud fra melodien uden at slippe den helt, og på samme måde svinger maleren ud fra sit motiv, lader fantasien gribe ind, uden at slippe motivet helt. Karakteren og mulighederne ved det trækkes frem.

Man kan sie, at så er der mange tiders malerkunst, der liner jazz. Men der er dog særlige ting, der karakteriserer den moderne farvestil. Der er f. eks. de stærke kontraster i farverne, der, når maleriet er godt, ikke splitter det, men gør det mere aktivt i sin virkning. Der er en lighed mellem farverytmen og swingrytmen deri, at de begge er en elastisk sammenhæng. Den ene farve er forberedt.gennem den anden, de kan være stærkt modsatte, men de er ikke isolerede fra hinanden. Og på samme måde er jazzen rytmisk set englidende sammenhæng. Trods den
stærkt fremhævede grundrytmeog melodirytmens synkoperede kontraster er der ingen adskillelse.

Af og til har man hørt fremsat, at surrealismen i musiken er jazz. Men det er forkert. De to fænomener har intet med hinanden at gøre. Surrealisme er en psykologisk bestemt kunst, uden stoflig og fysisk fornemmelse, og uden særlig betoning af det synsmæssige. Jazzen er stoflig og fysisk, konkret i det musikalske, uden bevidste psykiske indlæg, og først og fremmest beregnet til at høres. Den er af ren musikalsk art, uden filosofi eller literær reflektion.

Det maleri, der svarer til jazzen, henvender sig på den reneste og klareste måde til øjet, som jazzen til øret. Det er stofligt i sin behandling af farven, ikke æterisk, og det gir det en stærk virkelighedsvirkning. Sammenligningen må ikke opfattes skematisk, kunsten eksperimenterer stadig og har i mange retninger andre forudsætninger end jazzen, men det forhindrer ikke, at den, lisom musiken, kan lære af stilen i jazz - når den forstås tilbunds. Maleriet stræber mod en lignende naturlighed og ligefremhed som jazz, og svarer heri til sund moderne mentalitet. Og det bestræber sig for at blie funktionelt, d. v. s. i klar overensstemmelse med sine elementæreste funktioner. Dansen, sangen, melodien, rytmen, improvisationen er elementære funktioner i musik, som er kommet frem med jazzen. I maleriet kan man bl. a. nævne den funktion, der ligger i farven, maleriets fineste og første middel.

Musik må høres helt og billeder ses helt. Det er funktionalisme for de to kunstarter.

Årgang 12/1937, nr. 10