Folkelig musikkultur

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 03 - side 59-62

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FOLKELIG MUSIKKULTUR

AF HERBERT ROSENBERG

Ved at læse Knudåge Riisagers interessante artikel i dette tidsskrifts sidste hefte er jeg stødt på nogle uklarheder, som efter min mening bør rettes.

Situationen, som den tegner sig i dag, er åbenbart den, at der består et skrigende misforhold mellem tilbud og efterspørgsel på det musikalske marked. Koncertsalenes kapacitet udnyttes aldeles ikke tilstrækkeligt (hvilket dog også kan skyldes, at koncertpræstationerne så sjældent når op over gennemsnitsniveauet). Radioen, som blot for nogle få år siden ligefrem oversvømmede Europa med udsendelser af værdifuld musik, nøjes rundt omkring mere og mere med den mest tarvelige døgnmusik, da det har vist sig at lytternes flertal alligevel ikke var til at få til at »lukke op for kassen«, når der var »opusmusik« på programmet. Tonefilmen har jo praktisk talt aldrig gjort det, fra et forretningsmæssigt synspunkt, tåbelige forsøg, at benytte sig af god musik. Tilbage bliver grammofonpladerne. Den kendsgerning, at der alligevel stadigvæk frenistilles plader med artistisk musik af producenter, der driver deres forretning ud fra rent merkantilistiske principper, virker som en lille solstråle i den almindelige musikalske kulturformørkelse. Man kan nemlig heraf drage den slutning, at der alligevel endnu findes afsætningsmuligheder for artistisk musik blandt et større publikum. Men at det ellers ikke står altfor godt til med musikens kår i dag, kan der næppe være tvivl om. Situationen kompliceres yderligere ved, at flertallet af de alvorligt musikinteresserede mennesker - for slet ikke at tale om alle de andre - ikke kan finde nogen mening i den moderne musik. Publikums manglende interesse har jo bl. a. givet sig det udslag, at nyere kompositioner bliver sjældnere og sjældnere opført, selv om de efter sagkyndiges mening er nok så udmærkede.

Det arbejde, der skal gøres for at afhjælpe disse sørgelige tilstande, har derfor to mål: det skal vække musikinteressen i det hele taget, og det skal desuden forsøge at fremme forståelsen for vor tids musikalske udtryksmidler. Disse to ting blander Riisager sammen. Han nærer den altfor optimistiske anskuelse, at man blot behøver at fremføre artistisk fuldendt komponeret musik, der på en djærv og indtrængende måde giver udtryk for nutidsmenneskenes holdning, for at kunne være sikker på en bred tilslutning. Herved gør han sig skyldig i visse fejltagelser. Det musikelskende publikums overvejende majoritet lever musikalsk set bagud i tiden. Den musik, der tiltaler det umiddelbart, er Wiener Klassicismen og Romantiken samt dens efterdønninger. Overfor nutidens frembringelser føler det jævnligt en modvilje, som kun kan besejres ved et ihærdigt opdragelsesarbejde blandt dem, som i forvejen er alvorligt musikinteresserede. Netop den musik, som Riisager opfatter som forældet, er altså for de flestes vedkommende den mest levende. Riisager har åbenbart glemt, at et nutidssamfund ikke er en ensartet åndelig helhed; derfor kan der - som jeg allerede tidligere mere indgående har fremsat det i dette tidsskrifts oktoberhefte 1936 - heller ikke være tale om en nutidig følelsesmåde, der er forpligtende for alle, men der findes flere, der alle er »nutidige«, uanset hvor forskellige de end er. En musikalsk stil er jo udtryk for en bestemt måde at tage livet på, og kun når ens bevidsthed omtrent falder sammen med komponistens, er man i stand til at svinge med i hans inusik, såfremt man opfylder den forudsætning, at man rent gehørsmæssig kan tage den. Det ligger måske lidt udenfor musikpædagogikens opgaver at skulle forandre elevernes sociale og dermed musikalske bevidsthed. Men det rent musiktekniske opdragelsesarbejde til forståelse af den moderne musik må musikundervisningen nutildags selvfølgelig ikke unddrage sig.

Det andet arbejde, der skal gøres, består i forsøget på at udbrede musikinteressen og musikforståelsen i de kredse, der hidtil - ligemeget af hvilke grunde - har holdt sig afsides. Den eneste institution, som herhjemme har prøvet sig frem på dette område, er mig bekendt folkemusikskolen. Den er forresten ikke en aflægger af den grundtvigske folkehøjskole, men skylder sin fremkomst impulser fra Tyskland. Ikke heller er den en halv snes år gammel, men forsøgsstadiet iberegnet - omkring ved seks år.

At folkemusikskolen hverken udelukkende eller blot fortrinsvis benytter sig af nutidens musikalske frembringelser i sit arbejde, har to meget gode grunde. Den ene er af pædagogisk natur. Selv om nemlig folkemusikskolens elever i det store og hele taget kan anses for ikke at have større kendskab til musik, er de dog ingenlunde musikalsk upåvirkede. De har fået jazz og anden døgnmusik indterpet i ørerne og føler sig derfor ganske naturligt hjemme i den traditionelle musiks udtryksformer. Man vilde skræmme disse folk væk. fra musiken, hvis man vilde påtvinge dem en stil, som de, til at begynde med, umuligt kan tage. For dem er - ligesom for det brede koncertpublikum - den ældre musik ikke en samling museumsgenstande, men den levende musik.

Det siger sig selv, at et folkeligt musikalsk opdragelsesarbejde, der først og fremmest benytter sig af korsangen som pædagogisk middel, i Danmark må bygges på musik til danske texter og af danske komponister. Heri må man være absolut enig med Riisager. Så meget mindre begriber jeg, hvorfor han bebrejder folkernusikskolen, at den støtter sig til Laub og Carl Nielsen. -Hvilken dansk musik skulde dog ellers anvendes, om ikke den?

Forøvrigt stiller folkemusikskolen sig ingenlunde afvisende overfor den moderne musik og vilde hellere end gerne udvide sit repertoire på dette område, hvis der blot fandtes mere moderne litteratur, der kunde siges at ligge indenfor folkemusikskolens, tekniske rækkevidde. Måske kunde komponisten Riisager beslutte sig til at hjælpe med til at udfylde hullet?

En sidste bebrejdelse mod folkemusikskolen, som jeg mener at kunne læse mellem linjerne i Riisagers artikel, skyldes en desværre altfor udbredt misforståelse af folkemusikskolens mål. Det består ikke deri, at oplære folk til med æstetisk nøjsomhed at synge mere eller mindre beskedne sange som en slags småborgerlig erstatning for den artistiske musik, som er forbeholdt dannelsesaristokratiet. Tværtimod betragtes folkemusikskoleelevernes musikalske aktivitet kun som et pædagogisk hjælpemiddel til at åbne dem vejen til en bedre forståelse af musikens rigeste artistiske frembringelser. Det er en selvfølgelighed, at denne forståelse også Skal strække sig til nutidens musik. Men derfor behøver man ikke at.overse den artistiske værdi, der ligger såvel i et folkevisearrangement af Laub, som - for at tage et andet exempel - i en lille kanon af Mozart, og i en omhyggelig gengivelse af sådanne kompositioner.

Som det fremgår af det hidtil sagte, mener jeg, at den traditionelle musik alene af pædagogiske. grunde er aldeles uundværlig. På trods af den fare, jeg løber, for at blive brændemærket som ærkereaktionær, må jeg desuden tilstå, at jeg for min person nødigst af alt vilde give afkald på alt det, traditionen har overleveret os af musikalske værdier. Jeg kan ikke blot udmærket godt forlige mine sympatier for Strawinski, Hindemith o. s. v. med en stor kærlighed til al mulig slags ældre musik lige fra Heinrich Schütz og Buxtehude over Bach og Wiener Klassicismen op til Romantikere som Chopin og Neoklassicister som Brahms, men jeg mener ligefrem, at det vilde medføre en ubeskrivelig musikalsk forarmelse, hvis det musikalske opdragelsesarbejde, ligemeget om folkeligt eller ej, vilde give afkald på den musik, som Riisager måske lidt for letsindigt henregner til museumsgenstandene.

Årgang 13/1938, nr. 03