Gadesangen i København

Fra DMT oktober 1938, årg. 13 nr. 8:

GADESANGEN I KØBENHAVN

Af Vagn Holmboe

(nodeeks. 0)

På gaden går en mand med trækvogn; han råber med torsk, sild eller rødspætter. Længere henne, i en lille sidegade, står en anden og sælger grøntsager eller frugt, mens han for at lokke kunder til, priser varerne med sin sang; at hans stemme efterhånden er blevet noget forskreget og hæs, spiller ingen rolle her.

Hvert eneste menneske, der færdes i Københavns gader, har formodentlig hørt gadesælgere råbe og synge med deres varer; for byen er - lige med undtagelse af den indre by - gennemtravet af disse råbende og syngende sælgere. Bor man på en af »broerne« er man muligvis kunde hos en af de faste sælgere, der regelmæssigt passer deres daglige rute; det er fortrinsvis fiske- og frugthandlere, der på den måde kommer i forbindelse med folk.

I øvrigt træffer man på gadesælgere med varer af højst forskellig kategori (fra sand og jord til legetøj); ofte unge arbejdsløse, der for en tid finder beskæftigelse ved den ambulante handel.

Alt i alt er gadehandelen et karakteristisk, omend langtfra dominerende, træk i bybilledet; og den, der bruger sit øre (også når han går på Københavns gader), vil snart bemærke mange inter-essante problemer ved disse gadesange; for hvad er det egentlig, man hører? Er det brudstykker af afdankede moderne refræner? Er det rudimenter fra folkesangens eller gadevisens tid? Eller er det bare noget, sangerne selv finder på? Og fremfor alt: foreligger der visse musikalske love, som sangene er underkastede, en særlig folkemusik-stil, eller er alt blot tilfældigheder i tilfældig blanding?

Selv efter en nærmere undersøgelse af det halve dusin gadesange, de fleste jævnligt får at høre, vil det sikkert være svært at give et overbevisende og udtømmende svar; men een ting vil man hurtigt opdage: sangene har ikke alene fonetisk og sproglig, men også musikalsk interesse; og det vil være værdifuldt at undersøge, hvad denne musik har for et sprog; om den er beslægtet med nogen anden musik, og at klargøre for dens oprindelse og udvikling.

En dyberegående undersøgelse af disse problemer vil finde sted i en planlagt bog om den danske gadesang(1); her skal jeg kun, ved i grove træk at gennemgå de vigtigste former, søge at belyse spørgs-målene, og i hvert fald søge at påvise, at gadesangene danner en samlet blok, og at man virkelig kan tale om en (primitiv) folke-musikstil, der endnu lever i bedste velgående.

Ved ordningen af sangmaterialet viste det sig, at der var nogle relativt få struktur-typer, der beherskede det meste af stoffet; disse fremherskende typer blev opstillede som normer for en gruppedannelse af hele stoffet uden hensyn til teksterne. Bortset fra fiskesangene - der virkelig for størstedelen falder i een stor gruppe - anså jeg det for uheldigt på forhånd at lade teksten bestemme den enkelte sangs gruppering.

Der skal her meddeles et par musikeksempler, der belyser de mest karakteristiske træk for alle grupper; men før disse eksem-pler blir meddelt, skal jeg omtale et problem, der opstod ved ned-skrivningen af sangene og i forbindelse hermed bringe en forklaring af notationstekniken.

Efter at have samlet nogle få sange og undersøgt dem, måtte jeg gå ud fra, at man ikke uden videre kunde notere dem efter de tonale og taktmæssige regler, der normalt gælder for folkelig musik i Vest- og Nordeuropa, og at man her stod overfor de samme tekniske vanskeligheder, som ved nedskrivningen af en fremmed, primitiv musik, d.v.s. i virkeligheden på helt bar bund, hvad angår erkendelsen af et muligt system til lettelse af nedskrivningen. (Et sådant system, der normalt er et hjælpemiddel, vilde her blive en stor fare for forvanskning.)

Konsekvensen blev, at jeg systematisk nedskrev melodierne nøj-agtigt, som jeg hørte dem, med fare for, at tilfældigheder eller in-dividuelle fejl og tilbøjeligheder hos sangerne skulde præge dem. Denne fare er imidlertid betydelig forringet derved, at de fleste melodier kun består af 1-3 ofte gentagne strofer, og ved at jeg har haft (og har) lejlighed til ofte at kontrollere og følge så godt som alle tidligere nedskrevne melodier. Desuden har jeg gjort den iagt-tagelse, at de allerfleste sangere ved de samme tekstvendinger, brugte de samme melodiske formler, i nogenlunde samme (bekvemmeste!) toneleje.

Den notationsteknik, der blev anvendt, er da den samme, som er gængs ved de mere nøjagtige nedskrifter af primitiv musik, og jeg skal her meddele de vigtigste af de mindst kendte tegn. Først portamentoet, der findes hos næsten alle gadesælgere, specielt foran første og efter sidste tone i en strofe; her er det dog kun noteret, hvor det var meget tydeligt. Tegnet (en bølget skråstreg) betyder en jævn gliden til eller fra en tone; dets varighed er omtrent halvdelen af den tilhørende nodeværdi.

Tegnene + og - over en node, betyder henholdsvis en forhøjelse og en fordybelse af noden med mindre end en lille sekund ( ca. en fjerdedels-tone); også dette tegn er kun noteret, hvor der er absolut sikkerhed for gyldigheden af dets brug. Et kryds i stedet for et nodehovede betyder, at tonen kun er råbt eller sagt, men alligevel ret klart er placeret på en bestemt tonehøjde; i modsætning til den rene rytme-angivelse uden nodehoveder hvor højst stemme-bevægelsen med sikkerhed kunde noteres. For oversigtens skyld er alle sangene transponerede, således at den centrale tone, i størsteparten af sangene, ligger på tonen »g«. Med hensyn til sangenes virkelige tone-leje, skal her kun noteres, at det ligger ret højt: gennemsnitlig ligger centraltonen mellem f og a.

(nodeeks. 1, 2, 3)

Enhver, der har lagt lidt mærke til gadesangen, vil have opdaget, at mange passager kun bliver råbt; ja, at der findes gadesælgere, der overhovedet ikke synger, eller i hvert fald kun på stærkt pointerede steder, mens resten af teksten forsvinder i en blanding af mumlen og råb.

Disse mer eller mindre rene råb har helt andre intervaller end den egentlige gadesang. Mens melodi-omfanget (ambitus) i gadesangen så at sige aldrig overskrider en kvint-sext, og disse intervaller kun sjældent umiddelbart forekommer, så har råbet jævnligt septim, oktav og noneintervaller, hvilket utvivlsomt har sin grund i en forstærkelse af den almindelige tale-kadence, og den kraftige overbetoning af de vigtigere stavelser. Gaderåbet har kun musikalsk interesse i denne forbindelse, for så vidt man eventuelt vil kunne spore en udvikling (begyndende stilisering) henimod gadesangen.

(nodeeks. 4, 5)

Den egentlige gadesang begynder først der, hvor størstedelen af stroferne virkelig synges, d.v.s. reciteres. Dersom man inddeler grupperne efter deres ambitus, blir den første type, vi træffer, den, hvis tekst reciteres på kun een tone - bortset fra portamentoet, der i høj grad præger netop denne type.

Nogen direkte udvikling af råbet er vanskelig at se; tværtimod: mens råbet har stærke betoninger og kraftige intervaludslag, findes der her hverken egentlige intervalgange eller udprægede betoninger. Derimod er den mulighed åben, at denne type har udviklet sig af råbets »mumlen«, og blot udeladt affektudbrudene (ex. 4 og 5).

(nodeeks. 6, 7, 8)

En blanding af råbekadencens overbetoninger og den første sang-types recitation på kun een tone, finder vi i den næste gruppe ( ex. 6-8 ) . Betoningerne er nok kraftige her, men kun med inter-valudslag fra en sekund til en kvint. Som regel falder betoningen på et højereliggende interval, kun i enkelte tilfælde (ex. 7) på et dybere. I det samme eksempel findes en ejendommelig rytmisk og metrisk regelmæssighed, der ellers er ganske utypisk for gadesangen. Formodentlig skyldes denne trang til regelmæssighed (og ordrim!) derfor en speciel tilbøjelighed hos den pågældende sanger.

(nodeeks. 9, 10, 11)

Den næste gruppedannelse har en noget anden melodisk profil end de to foregående: alle sangene af denne type er karakteriserede ved en nedadgående tendens i melodilinien. Årsagerne til denne spe-cielle struktur kan være flere; men den mest sandsynlige forklaring er vel den samme, man har for strukturen i en del primitiv musik: efter indsatsen (i sangerens høje leje) vil den melodiske linie let blive påvirket af sangerens aftagende luftstrøm og derfor fremvise såvel en nedadgående kurve, som en dynamisk afspænding. For gadesangens vedkommende gælder denne afspænding ofte hele san-gen (ex. 9); men lige så almindeligt kun dele af den, således at hver strofe får sit eget toppunkt med efterfølgende nedadrettet kurve (ex. 10-11).

Overgange mellem portamento-vendinger, specielt i gadesangens første gruppe (ex. 5), og denne gruppes sange findes; men desuden vil man i eksemplerne 2 og 3 lægge mærke til, at også råbet kan have den samme udprægede tendens i nedadgående retning.

Det er dog ikke meningen her at dokumentere eller søge at bevise, at gadesangen direkte udvikler sig af råbet, det vil falde uden for rammerne her; der skal kun peges på det slægtskab, der utvivl-somt er mellem råbet i nogle af dets typiske former og enkelte af gadesangens grupper.

(nodeeks. 12, 13, 14, 15, 16)

Mens der i de tre første grupper kun gjorde sig struktur-typer gældende, så finder vi desuden i de to næste grupper ligefrem melodi-formler, der ligger til grund for de fleste af gruppernes sange, således at den enkelte sang i mange tilfælde blot er en variant af formlen.

Den første gruppes formel findes simplest udtrykt i exempel 12. Betoningsnoden ligger i alle tilfælde (en sekund, sjældnere en terz) over recitationsnoden (2) ; men foruden betoningsnoden selv, har vi en forberedelse til den, et opsving (den gregorianske kirkesangs ini-tium); dette opsving går som regel ud fra den lille terz under recitationstonen - noget sjældnere fra den store terz og den rene kvart. Opsvinget til (sommetider forbi) recitationstonen og op på oversekunden, synes at være en naturlig udvikling, især fra typen, exempel 8.

De fleste sange i denne meget store gruppe (der vel må betragtes som det ene centrum i gadesangen - fiskesangene det andet) er to-delte; den første strofe har som regel et omfang af en kvart, mens den anden strofe oftest reciteres på en enkelt tone, med accentueret slutkadence, eller blot med et slut-portamento.

(nodeeks. 17, 18, 19)

Den anden gruppe med een typisk melodiformel, er endnu mere udviklet end den forrige gruppe, idet dens ambitus mindst er en kvint; på den anden side beherskes sangene her af den primitive nedadgående melodik (ex. 17-18 og 19). Naturligvis findes der i begge disse to grupper talrige sange, der ikke direkte dækkes af disse melodiformler, selv om de ifølge hele deres struktur og ambitus hører herhen; men da de langtfra er så almindelige som de to typer, er de ikke her blevet genstand for nærmere omtale.

(nodeeks. 20, 21, 22, 23, 24)

Noget for sig - og dog nøje forbunden med den øvrige gadesang - er fiskesangene, der som omtalt er den eneste gruppe, hvor teksten naturligt dannede grundlaget for den første grovere gruppering. Man kan med nogenlunde sikkerhed gå ud fra, at denne kategori er den mest traditionsrige inden for gadesangen overhovedet. I hvert fald er der meget, der tyder på, at der ligger en læn-gere udvikling bag mange af disse sange, end blandt de fleste andre gadesangsformer.De ovenstående exempler (20-24) viser nogle enkelte af de form-ler, der almindeligvis benyttes; desuden gengives en sang (eller rettere sangrække), der indtil for få år siden daglig hørtes paa Kø-benhavns gader, og som nyder berømmelse ved Red. Kirkebyes plade-optagelse af den, og ved et af hans foredrag i radioen, hvor pladen var med til at illustrere gadesangen (ex. 25).

(nodeeks. 25)

Min optegnelse af sangen har jeg sammenlignet med denne plade (skænket det kgl. Bibliotek af Politiken ved Red. Kirkebye), med hvilken den, på nær få varianter, i alle enkeltheder stemte overens. Det er det eneste her gengivne exempel på kvindelig gadesang. Efter sigende beherskede de kvindelige gadesælgere sangen op til århundredeskiftet; mens mændene nu er i overvældende flertal.

Nogen gadesang, der hører til vise-stilen, har jeg endnu ikke hørt i København; men på det kgl. Bibliotek findes der en plade (ligeledes skænket af Politiken), hvor der i visestil blir sunget med sand og nødder. Derimod lever der - i bedste velgående - en sang, der til en vis grad nærmer sig visen: skærslibersangen.

(nodeeks. 26)

I de utallige varianter, der findes af denne sang, undgår man ikke at lægge mærke til det pentatone præg, der behersker den; men om det drejer sig om en videreudvikling af gadesangen, en gammel tradition eller en afstumpning af en eller anden vise, får stå hen. I dag er den almindelige form denne: først skærsliber-udråbet (ex. 26a), dernæst en lang mere eller mindre recitativ periode (bl.a. ex. 26b) med angivelse af, hvad der slibes, og endelig gentagelse af udråhet.

(nodeeks. 27, 28, 29, 30, 31, 32, 33)

Vender vi os fra gadesangen, som den i dag lyder på Københavns gader, og ser på, hvad der existerer af tidligere nedskrevet materiale, må man erkende, at det er ret småt bevendt. Der findes mellem c. 1860 og 1910 kun knap 30 nedskrifter af københavnsk gadesang (3) ; og et så usammenhængende materiale, hvoraf endda noget er ubrugeligt, er for tilfældigt og spredt til en grundigere sammenligning med den nutidige sang; det kan give visse fingerpeg, men heller ikke stort mere.

Disse repræsentanter fra tidligere generationer stemmer dog i melodik, struktur og stil fuldstændig overens med den »moderne« gadesang.

Selv en overfladisk sammenligning vil vise dette: Nr. 27 er beslægtet med indledningseksemplet og desuden noget med Nr. 11 og 24. Nr. 28 med Nr. 13 og - tillige med Nr. 29 - med hele gruppen 12-16. Nr. 30 hører umiddelbart til fiskesangs-gruppen. Nr 31 hører til gruppen 17-19, og endelig er 32 og 33 to forskellige årgange af skærslibervisen.

Som det skulde være fremgået af det foregående, ligger gadesangens område mellem råbet og de mere vise-agtige rormer; og det skulde være påvist, at sangene langtfra at bero på tilfældigheder, tværtimod samler sig til en enhed, en stil. Denne stil er udpræget recitativisk og derfor - trods betydningsfulde forskelle - beslægtet bl.a. med den gregorianske kirkesangs recitativiske former og med den primitive musik på et bestemt udviklingsstadium. Et par exempler vil give en antydning af dette forhold.

(nodeeks. 34, 35, 36)

Exempel Nr. 34 er hentet fra den gregorianske kirkesang. Nr. 35 er en schamanisk besværgelsesformular fra Mongoliet. Nr. 36 er en indianer-sang. Man vil i disse exempler finde nogle af de samme typiske forhold som i gadesangen.

Meget tyder på, at en stor del af gadesangen er opstået og stadig opstår spontant og uafhængig af den omliggende, nuværende eller tidligere, musikkultur, og at sproget, d.v.s. ordenes betoninger og fremsættelse, har en ikke ringe betydning for sangenes udvikling. I den mere udviklede gadesang spiller traditionen - som i enhver anden musikstil - en stor rolle; visse vendinger bliver fastslået som »gode«, bliver optaget af flere gadesælgere, og er dermed udsatte for udviklingens og forfaldets love.

Til slut et par bemærkninger om gadesangernes forhold til deres egen musik. I løbet af mange samtaler med gadesangere, har jeg spurgt dem, hvorfor de ikke sang de melodier, som cyklebudene fløjter, eller som de hørte i radioen.

Svaret var oftest, at det kunde de ikke: »det vilde ødelægge deres stemme fuldstændig«, og »de kunde da heller ikke synge med pærer (ell. lign.) på sådanne melodier«.Mange sælgere havde meget hæse stemmer, og når de sang, var det i det højeste leje (recitationstone på g-c); de fortalte, at de ikke kunde holde ud at synge anderledes. De fleste sælgere svarede på spørgsmålet om, hvor de havde deres melodier fra, at »det havde de selv fundet på«, eller at »det sådan var kommet lidt efter lidt«. Ikke så få svarede, at »de havde da ikke nogen melodi; næh, så skulde jeg høre Fisker-Ebba eller Dagmar Hansen«, og »hun har også sunget i radioen« (ex. 25).

Med mindre gadehandelen ligefrem blir forbudt, er der ingen grund til at tro, at gadesangen skal forsvinde. De gamle sangere dør, men der er stadig nye til at tage deres plads; sommetider kom-mer der en særlig dygtig sanger (eller sangerske), der kan sætte sit præg på kollegernes sange; til andre tider vil en sådan sanger stå ganske isoleret med sin sang, uden at det i og for sig er muligt at give nogen grund dertil.

Gadesangen må være noget af det samme for musiken, som en interessant forstening er det for palæontologien; og det, at man finder disse »musikalske fossilier« lige uden for vor dør og kan studere dem in natura, så meget vi lyster, er jo ikke det mindst interessante ved dem.

Fodnoter:
(1) Grundlaget for denne bog er et sang-materiale der foruden c. 200 sange (væsentligst samlet i København) består af en del sange fra c. 1880-1910, som jeg ved Arkivar Grüner-Nielsens hjælp fandt på folkemindesamlingen og nogle gaderåb fra c. 1860 som mag. Sven Lunn har gjort mig opmærksom på. Desuden vil jeg naturligvis til enhver tid være taknemlig for oplysninger om eller kopier af nedskrevne gadesange som eventuelle læsere af dette besidder.

(2) I sin lille afhandling om »Språket och Musiken« (Lund 1902) kalder Tobias Norlind den »medeltone« eller »tonus currens«.

(3) De her gengivne eksempler findes alle på det kgl. bibliotek. Eks. 27 og 33 er nedskrevet af Hj. Thuren, eks. 29 af Franck, eks. 30 af lærer Nielsen; de øvrige er anonyme.