Kan vi bruge jazz som undervisningsmusik?

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 08 - side 185-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

KAN VI BRUGE JAZZ SOM UNDERVISNINGSMUSIK?

AF GERDA v. BULOW

Af Inga Greisens Artikel »Kan vi bruge Jazz som Undervisningsinusik?« maa man faa det Indtryk, at Musikpædagogerne er helt stagnerede, næsten blottet for Vilje og Evne til Forstaaelse af Ungdommen og fornærmet afviser Tidens Krav.

Man kunde fristes til at tro, at det er i sin Iver og anerkendelsesværdige Trang til at følge med Tiden, at I. G. er kommet til de lidt hasarderede Slutninger om Nutidens Musikpædagoger,- som f. Eks.: » - - vi er efterhaanden selv blevet ufølsomme overfor de Strømninger, der er fremme i Nutiden; vi glemmer at være lydhøre overfor det, der begejstrer de Unge idag«, eller, at vi skulde mene, at »Jazz skulde være Indbegrebet af Uanstændighed, som man skylder at holde sine Elever og sig selv fri for.« Hun spørger ogsaa, om »den pædagogiske. Virksomhed efterhaanden indsnævrer Følelseslivet saa stærkt, at man ikke mere kan glæde sig over det, der for andre er et oprindeligt og naturligt Udtryk for Livslyst?«

Tværtimod, maa man indrømme Mp F'erne al Anerkendelse for agtværdig Stræben og Nyorientering paa mange Felter.

Derfor maa det vel ogsaa have sin Grund, naar saa mange Lærere stiller sig lidt skeptisk overfor Jazz'en i Undervisningen, og hvem siger, at de ikke kender Jazz'en og Ungdommen?

I G. slaar først et lille Slag imod den for Tiden anvendte Undervisningsmusik og kommer saa til den lidt vovede Slutning, at Ung.dommens Musikinteresse er Jazz'en.

Til Spørgsmaalet om de Unges Forstaaelse af den gamle Musik:

I. G. taler om nyopdagede smaa Stykker af Fortidens store Mestre, som Pædagogerne anvender »af Angst for ikke at give Eleverne tilstrækkelig værdifuldt Materiale.« Jeg mener, at Grunden til Stoffest Anvendelse maa søges andetsteds.

Det er ikke min Erfaring, at det volder de Unge Vanskelighed at forstaa og interessere sig for denne Musik. Det er faktisk ikke svært, at sætte sig ind i den gamle Musik, som udtrykker sig saa ligetil og ukunstlet. Den daarlige Del af den er i sin Tid sunket til Bunds og den gode -har netop holdt sig, fordi den rummer de evige Værdier. Stilfølelsen er ikke en Forudsætning, men kommer ved Arbejdet med Stoffet og ikke mindst ved Lærerens Indflydelsse. Selvfølgelig kan en Begynder i Musikken ikke glæde sig paa samme Maade over den Musik, som de, der har beskæftiget sig med den i længere Tid, men Eleven følger med Glæde sin Udvikling, som med visse Forudsætninger maa komme. Har han saa igennem sit Arbejde endelig oplevet netop Kunsten, er det den reneste og største Glæde, Livet byder.

At der ikke findes saa meget moderne Undervisningsmusik er selvfølgelig kedeligt (dette være hermed atter sagt til Komponisterne), men Klaverpædagogerne siger dog, at de ikke har følt Manglen saa stor, at de direkte har følt sig hemmet af den i Undervisningen.

Iøvrigt kan jeg som Sidebemærkning nævne, at Bartóks Stykker i hans Klaverskole ikke er forfinet, artistisk Musik.

Til Spørgsmaalet om Ungdommen faar sin Musikhunger tilfredsstillet af Jazz'en:

Om Eleverne i første Række interesserer sig for Jazz, afhænger nok for en stor Del af det Milieu, de kommer fra og ligeledes af, hvor stor en Autoritet og Indflydelse Læreren -har paa Eleverne. Elever vil gerne ledes af en sikker Haand, og er slet ikke saa glade for at faa deres egen Vilje. Jeg kan huske, at da jeg var 9-10 Aar (altsaa ikke i Overgangsalderen), vilde jeg udelukkende spille Dansemusik, men den Lyst gik straks over, da jeg kom til en Lærer, der forstod at vække min Interesse for anden Musik.

At Masserne altid søger til det mere lettilgængelige, er en Kendsgerning, og selv vi Musikpædagoger har faktisk opdaget at flere søger til Jazzkoncerterne end til Torsdagskoncerterne (forresten er de da godt besøgte). Der søger ogsaa flere Folk til de lettere Films forestillinger end til en Balletaften, men derfor skal vel Ballettens Folk da ikke give sig til at.undervise i Fodbold?

Vi ved ikke, hvor mange af disse Unge, som søger til Jazzkoncerterne, der selv dyrker Musik og har haft Lejlighed til at sætte sig ind i Kunstmusikken.

Opildnet af I. G.s Artikel har jeg undersøgt en Del Unges Syn paa Jazzmusikken, og det har givet mig det Indtryk, at de nok kan lide Jazz og synes, det er sjovt, men at de synes, at det er mere tilfredsstillende i Længden at arbejde med den »rigtige Musik«, som de kalder den. Tro nu ikke, at jeg har staaet og knebet dem for at faa det Svar, jeg har været saa objektiv som vel mulig og talt med Unge fra forskellige Samfundslag.

Det ene Tilfælde I. G. anfører, om den lille Pige der gerne vil spille Mozart, men hvis Forældre bliver vrede, hvis hun ikke spiller Jazz, kan vist ikke tages som Norm, selvom. jeg villigt indrømmer, at man kan komme ud for morsomme Episoder fra Foræaldrenes Side.

Saa kommer Spørgsmaalet, om man overhovedet vil anvende let Musik i sin Undervisning.

Af I. G.s Artikel fremgaar det, at hun ogsaa anser Jazz, altsaa selv den gode, for mindre kunstnerisk værdifuld end vores hidtidige Kunstmusik. Selvfølgelig kan man ligesaa godt undervise i Jazz som i Strauss og anden lettere Dansemusik. Derfor maa Spørgsmaalet snarere hedde: Kan vi bruge let Musik i Undervisningen?

Nu forstod jeg ved Diskussionen i Mp F.s Studiekreds, at Grunden til at flere Lærere stillede sig mere afvisende overfor Anvendelsen af Jazz i Undervisningen mere var Modvilje mod Stoffets mindre dybtgaaende Egenskaber, end netop mod selve Jazz'en. Saa vidt jeg ved, underviser disse Lærere heller ikke gerne i anden let Musik.

Selvfølgelig maa man i sin Undervisning gaa ud fra det Standpunkt, Eleven har i Øjeblikket. Det er klart, at det ikke kan nytte pludselig at ville fylde en Elev med Mozart og Bach, hvis han hidtil kun har beskæftiget sig med lettere Musik. Jeg mener blot, at man som Lærer enten kan sætte sig det Maal at være Kulturbringer og forudsætte et vist Fond af Anlæg og Vilje til Kunsten hos Eleverne, eller man kan betragte sit Hverv mere haandværksmæssigt. (Dette skal ikke forstaas i nogen nedsættende Betydning, de to Ting er bare helt forskellige.) Nu synes jeg ogsaa, at Elever, der gerne vil lære at spille Jazz, skal have Lejlighed til at lære det rigtigt. Derimod finder jeg I. G.s Raad om, at alle Klaverpædagoger (er andre Musikpædagoger fritaget?) skulde tage et Kursus i Jazzspil, mindre godt. Det har jo vist sig Gang paa Gang, at Mennesker, som spiller Jazz godt, er daarlige til Kunstmusik og omvendt, derfor kan der godt være Undtagelser. Lad derfor hellere dem specialisere sig i Jazz, som har særlige Anlæg for den og lad de andre være fri for at fuske i det.

Tilovers bliver saa Spørgsmaalet, om man med Held i kortere Tid kan anvende Jazz'en hos de Elever, der i Overgangsalderen viser omtalte Øveulyst eller Spilletræthed. Det kan man sikkert i mange Tilfælde, men til syvende og sidst bliver det nok en individuel Sag for den enkelte, om de stakkels Smaa bliver kurerede ved Jazz'en, Fru Whitta-Jørgensens eller en tredie Metode.

Årgang 13/1938, nr. 08