Torsdagskoncerterne

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 01 - side 19-20

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

TORSDAGSKONCERTERNE

AF C. 0. R. JOHANSEN

Ved Radiofoniens Torsdagskoncerter ydes en virkelig N,,--Lrdifuld Indsats i vort -hjemlige Musikliv. Selv om der findes en Gruppe Lyttere, der til Skade for sig selv, lukker af for Radioen ved disse Lejligheder, er der dog et stort Antal Lyttere, for hveni Torsdagskoncerterne betegner Radioprogrammernes Højdepunkt, og blandt disse Lyttere findes vel netop de, der er i Stand til fuldt ud at vurdere og drage Udbytte af den Musik, der fremføres ved disse Koncerter.

Naar der nu - ofte ved store Udgifter --- gives Lytterne Lejlighed til at høre Dirigenter og Solister af Verdensformat, er det Synd, at netop Solistudsendelserne lider af - og lige siden Kammersanger Holms Dage - har lidt af en alvorlig inusikalsk Brist, soin det ikke skulde synes uoverkommeligt at fjerne.

Det er en kendt Sag, at Accoinpagnernentet ikke inaa overdøve Solisten. Men det er ligesaa, vist, at Accompagnementet il~ke inaa blive saa svagt, at det næppe anes; i Særdeleshed ikke ved de store Solokoncerter med Orkesterledsagelse, hvor Orkestret netop spiller en Rolle sideordnet Solisten.

I dette Efteraar havde Radiofonien Annie Fischer som Solist, og Fremførelsen af Mozarts Es-Dur Klaverkoncert kunde have været en !Fryd for enhver Musikelsker - derfor borgede saavel. Annie Vischers som Fritz Busch's Navn. Men i Stedet blev det for Lytterne en usammenhængende Præsentation af Solist for sig og Orkester for sig. Pianisten spillede absolut Solo i Solopartierne, idet Orkesterledsagelsen var saa afsvækket, at man kun i Ny og Næ ane-de, at Orkestret spillede med.

Naar nu Mozart har komponeret sin Koncert saaledes, at den som i Almindelighed ved Musikstykker i Koncertformen - hviler paa en Samvirken af Solist og Orkester, virker det ganske meningsforstyrrende kun at høre Solistens virtuose Passager, der, naar de staar alene, mest minder om Etudepræstationer, medens Orkesteret, der disse Steder bærer Temaet og danner det uundværlige logiske Grundlag for Solistens Passager, - næsten fuldstændig er forsvundet.

Ved Tutti Stederne aabnes saa til Gengæld Sluserne for en Voldsomhed, et Orkesterbrus, der staar i den skarpeste Modsætning til Orkestrets Beskedenhed i Solostederne, saaledes at hele Koncert~ stvkket fremtræder som et usammenhæ-w~zende. ulo-!-,isk Stvkke Musik.

Akkurat det samme gjaldt, da man i Yoraaret transmitterede Mozarts Klarinetkoncert med den fremragende Klarinettist Louis Cahusac. som Solist. Hver den Lytter, der i Forvejen kendte dette Stykke Musik, maatte blive dybt skuffet over Udsendelsen. Efter den sprudlende, livfulde Førstesats kommer Adagioen som en Aabenbaring af Skønhed og næsten overjordisk Ro. Men da Solisten stod helt alene i denne Sats, var der ikke langt fra det overjordiske til det stillestaaende og døde. Da Orkest~ret ikke hørtes, savnede man, foruden Harmoniseringen, den Undergrund af Bevægelse, der af Komponisten er placeret i Orkestret for at give Liv -til Klarinettens roligt syngende Tema.

De fremdragne Tilfælde er kun Eksempler, der illustrerer ' et Forhold, -der gennem lang Tid har skæmmet Torsdagskoncerternes Solistudsendelser.

At Manglerne ikke skyldes Musikerne derfor borger ikke alene Fritz Buseh's Navn, men ogsaa. Udtalelser fra musikforstandige Tilhørere, der i selve Koncertsalen har overværet de paagældende Koncerter.

Fejlen maa vel saa søges i Mikrofonernes Ophængning og Betjening, gennem hvilken sidste den vagthavende Tekniker i Virkeligheden har Mulighed for at forrykke eller endog modarbejde Resultatet af de optrædende Kunstneres Hensigter. .

Det vilde glæde de musikalske Lyttere, om Statsradiofonien vilde rette de omtalte Fejl ved de ellers saa fortrinlige Torsdags-Udsendelser, saaledes at den musikalske Balance, der raader i Koncertsalen, nogenlunde uforfalsket kan naa ud til Lytterne.