Ny musik

Af
| DMT Årgang 14 (1939) nr. 09 - side 224-226

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NY MUSIK

På given foranledning skal vi gøre opmærksom på, at de i sidste hæfte omtalte publikationer fra »Samfundet til Udgivelse af dansk """",Iusik« er udkommet på Edition Dania, København.

(R ed.)

Pa Gorner og høst-udstillingen har DUT i år arrangeret to koncerter med ny musik, hvis programmer var tilrettelagt af violinisten Lavard Friisholm, der også, sammen med de øvrige unge udøvende musikere, gik i breschen for deres tids musik.

Ideen med musik på udstillinger - der på forskellig måde har været dyrket

gennem snart mange år - er i sig selv fortrinlig. Malerkunst og musik fra samme tid står godt sammen. For musikens vedkommende mister opførelserne noget af den stivhed, det let kan være over atmosfæren i koncertsalen, kontakten er så at sige på forhånd tilstede; og så er der jo altid mulighed for at nå til nogen forståelse af den ene kunstart gennem den anden.

Spørgsmålet er så, om den egentlige koncertmusik, med de mere indadvendtmusikalske problemer, hører herhen, eller om det ikke snarere er her, vor tids divertimento-musik hører hjemme? Ihvertfald var den musik, der stod bedst til omgivelserne, af udpræget divertimento-karakter.

Erik Jørgensens tre-satsede concertino for fløjte, klarinet, violin og klaver klang storartet. Let og ubesværet koncerterede dette arbejde, med spids, aecentueret rytmik og en selvfølgelighed i den motiviske udvikling, der gav formen i ydersatserne noget overordentlig helstøbt. T-satsens kontemplative stemning stod smukt som et lille intermezzo mellem den kraftige l'-sats og den noget svagere finale, hvor det især var de klanglige og rytmiske elementer der dominerede.

På en blødere og mere bøjelig måde behandlede Hjelmborg rytmen i sit »Divertimento for fløjte, violin, viola og cello«. Det melodiske og samklangsmæssige arbejde var smukt nuanceret, og gav det motiviske arbejde en flydende lethed, der især i l'-satsen hævede kompositionen op til det rette divertimentoplan, der ligger fjernt fra salonmusiken med dens r~nt ydre virkemidler.

Den ret traditionelle og stive storform virkede - især i første sats - som en kantet modsætning til det gennemsigtigt fine og frie i musikens detailarbejde.

Hermann Koppels 7 tostemmige stykker, der blev spillet med forskellig stry~ ger- og blæserbesætning, er vel egentlig mere tænkt som pædagogisk musik; men disse ganske,, små studier er så fremragende i deres kunstneriske levalitet, at det er en oplevelse hver gang man hører dem. I deres klarhed, smukke afrunding og musikalske pointe, har de meget tilfælles med stilen i Bartóks, små klaverværker. Det er syv små musikalske perler, der klær hinanden både ved deres afvekslende indhold og deres enhed i stil. Skulde man fremhæve noget særligt, - og det er vanskeligt - måtte det blive sammenspillet i Nr. 3, den plastiske melodik i Nr. 4, den fredfyldte stemning i Nr. 6, og endelig (let melodisk-klanglige arbejde i Nr. 7.

D. 23. oktober henimod midnat opførtes Si~. E. Tarps serenade op. 28 b for fløjte, violin, viola og cello i radioen. Den repræsenterer på den smukkeste måde nutidens divertimento-musik, så det falder naturligt at omtale dette værk i sammenhæng med de tidligere nævnte. Den lille 5-satsede komposition er skrevet med stor teknisk beherskelse og musikantisk fornemmelse. Hver sats har sit eget skarpe præg, og

den stilistiske helhedsvirkning er overbevisende god. Der er god balance både mellem instrumenterne indbyrdes og mellem de musikalske elementer. Det »lette og legende« er naturligvis fremherskende, men ikke enerådende: i sostenuto-satsen lader Tarp bratschen synge en rolig, smukt afrundet melodisk strofe, og i fjerde sats improviserer fløjten - et instrument Tarp behandler fortrinligt - mens de tre strygere danner en rytmiseret klangmasse, - en udmærket kontrast mod den næsten letbenede, men fint pointerede slutsats, der enkelte steder - og ikke de dårligste - har en anelse af »Strawinsky« over sig.

Det er næppe tilfældigt, at der måtte gå over et århundrede før musiken kunde fortsætte linien fra det berømte rokoko-divertimento; og det er vel næ-ppe tilfældigt, at det blev nutidens musik, der kunde genoptage denne musikart, hvoraf der her er omtalt et par eksempler.

Hvis universitetet arbejder med så nye stilproblemer, da er der her en udmærket opgave til de musikstuderende.

11

De 2 udstillingskoncerters, største musikalske oplevelse var ubetinget Franz Sybergs strygekvartet (opført i DUT 1932); men den kom ikke helt til sin ret i disse omgivelser, selv om den fik en udmærket udførelse.

Det er et s-tort værk - denne kvartet - ' bredt i anlæget og polyfont-detailleret i udarbejdelsen; men der er ingen overflødig snak, ingen elskværdige tirader eller skematisk-ydre kontrastvirkninger; tværtimod: hver detaille i de fi re overordentlig selvstændig førte stemmer har sin betydning, hvert indfald, hver ny idé springer organisk ud af stoffet og har tilslut skabt den store form og den fuldendt kammermusikalske helhed.

Både det melodiske og rytmiske (og betinget deraf også det klanglige og formelle) liv i kvartetten er ikke lidt kompliceret. Instrumenterne griber ind i hinanden, afløser hinanden, kæmper med og støtter hinanden. Musiken er typisk horizontal i hele sin tanke og mening, og den kan kun forstås fuldtud, når man kan følge de fire instrumenter i deres lineare forløb og indbyrdes spændinger; - (let er bestemt ikke noget helt lettilgængeligt arbejde. Sybergs musiksprog er alvorligt, stærkt og tungt i dette arbejde; men det er ladet med en gærende kraft, der kan føre til ret voldsomme eruptioner. Som latent spænding m,-~rkes denne kraft selv i de rolige partier i ydersatserne og i den smukke adagio, der begynder i en næsten kontemplativ stemning, men som gennem en urolig stadig stigende melodisk og rytmisk spænding når sin klimaks for atter at falde til hvile i kontemplation.

Såvel første som tredie sats sætter ind med et unisono-motiv, der især i første sats har en fortættet kraft, som præger hele satsen trods det mangfoldigt udarbejdede organisk-motiviske stof. Den samme motiviske udarbejdelse findes i finalen, der ellers er mere sammensat i karakteren; den arbejder i højere grad rondoagtigt med sit unisono-motiv og behandler også temaet fra l' sats, - noget der især er mærkbart henimod finalens slutning, hvor l' satsens unisono-motiv skærer voldsomt igennem i violinen, samtidig med at celloen sætter ind med finalens parallelmotiv.

Det er et helstøbt og karakterfuldt kvartetarbejde Syberg her har skabt, og den danske musik har næppe råd til at lade et arbejde af denne kvalitet ligge brak i så niange år, som det indtil nu har været tilfældet. Det er ære værd, at Lavard Friisholm med sin kvartet har fremført dette arbejde.

/1 Der var en mængde gode enkeltheder i Sten Jørgensens Oktet, der havde uropførelse ved DUT.s »Unge aften« d. 6. November; en mængde steder hvor man lyttede ol. hvor man følte, at det var en ægte musiker der talte. Der var mange steder heltud gode tilløb, og der var nu og da mere end tilløb. Men der var også store svagheder, hvilket ikke er så besynderligt, når komponisten er 23 år og oktetten havde 'en vanskelig forenelig besætning. Formen var hverken sikker eller knap. Det første må man have lov til at se bort fra hos en ung kompohist, og det andet er jo ingen betingelse for en komposition; men i en oktet, der nærmest var behandlet som et kammerorkester, og i et arbejde med en så forholdsvis bred udformning, forlanger man uvilkårligt en tilsvarende bredde i motiverne - deres

udvikling og gennemførelse, - og en inderligere fornemmelse af organisme, ilivertfald inden for den enkelte sats. Dette savnede man noget. Nævnes skal også de usikre klangforhold, den manglende rytmiske balance og i nær forbindelse dermed - det overeksponerede slagtøj.

Mange komponister har tidligere gjort samme erfaring, som Sten Jørgensen forhåbentlig nu har gjort, at 9/10 af slagstøjen kunde - og burde - undværes, for at den tiloversblevne 1110 kunde få så megen mere virkning.

Men det hovedindtryk der blev tilbage var alligevel langt mere positivt end negativt: Det gode musikermæssige arbejde, mange smukke detailler og en instrumentbehandling, der kunde nå det udmærkede; og endelig måske det vigtigste: en god formopbygning af store partier især i l' og 4' sats; - alt dette gir løfter for fremtiden.

Noget lettere152 . er med hensyn tilinstrumentbehandling, formgivning ogsikkerhed i udførelsen - havde Niels Viggo Bentzon det med sin klaverfan-tasi op. 1 A, som Bentzon selv spillede,og som uropførtes ved samme koncert.

Således som komponisten spillede værket, (med de tre satser ud i eet) og sådan som det samme udmærket fugerede tema er indarbejdet i l' og 3' sats, er formen den typisk klassiske fantasis mosaikform.

Det virker ejendommeligt, at en debuterende komponist med held puster liv i en, for den organiske helhed, så farlig form, og at det lykkes ham at få sagt, hvad han åbenbart har at sige på en så artikuleret måde.

N. V. Bentzon's klangbehandling er alt andet end blid, men den er overbevisende sikker og logisk; og i intervalfornemmelsen er der en afvejet styrke, der tilligemed hele den motiviske udvikling ikke alene spår godt for fremtiden, men allerede her i det første opus giver værket dets præg. Anden sats, der står som en meget smuk kontrast mellem de to ydersatser, har den fine og lette stemning, der åbenbarer det på een gang unge og beherskede.

Det var mere end en almindelig lovende debut, - en ung koni~onist, der springer en hel række, prøvestadier over; og her har man ikke engang fornemmelsen af, at måtte pege på faren derved.

Vagn Holmboe.

Årgang 14/1939, nr. 09