Ny musik

NY MUSIK

/1 Det problem, der sidst vågner hos en ung komponist, er vistnok form.problemet. Længe efter at musikens elementopfattelse har undergået en gennemgribende forandring, og dette er blevet bevidst hos komponisterne i -en ny tid og stil, lever' de gamle former videre i mer eller mindre rudimentær skikkelse. Men det siger sig selv, at hvis der skal komme ]balance i en »ny kunst«, må der være overensstemmelse mellem. detaillen og detaillens udvikling og mellem element og form.

Der er næppe noget mærkeligt i, at formproblemerne sidst rejser sig, da en heldig løsning af disse forudsætter, at de enkelte elementer til..en vis. grad er kommet i ligevægt; og først da er der overhovedet mulighed for, at det enkelte kunstværk bliver en organisk og harmonisk helhed.

J Sv. S. Schultz' sonate for klaver (1938), der nylig blev spillet i radioen i en fortrinlig udførelse af den unge pianist Tofte-Hansen, er formproblemerne endnu ikke taget op til gennemgribende behandling. Mest plastisk og naturlig er anden sats (adagio) faldet ud. Den smukke ekspressive musik, der er bygget op på klangligt grundlag med en bred, mættet akkord-behandling, får en så naturlig udvikling, at spørgsmålet om problem falder bort af sig selv, d. v. s. det er løst.Mindre ligevægt, er der i første sats. Formforløbet er i korthed dette: En kort indledning, der fører over i et 4takts hovedtema, der er af en egen let og charmerende kolorit. Efter en helt Nvienerklassisk gentagelse af temaet og en flygtig overledning, kommer satsens vægtigste og egentlig bærende tematiske idé: sidetemaet. Karakteristisk nok findes satsens bedste musikalske arbejde i overledning.erne. og i »modulationsdelen«. Hovedtemaet forsøger Schultz heldigvis ikke at udvikle, men så m-eget de~.mere arbejder'han med stof fra ind

ledning og sidetema, hvilket giver satsen dens rejsning.

Den videre formudvikling er overensstemmende med den klassiske sonateform, med hovedtemaet som bærende idé i slutningsvendingerne før reprisen og i codaen.

Smukkere balance mellem tematik, klangfornemmelse og form er der i rondoen, en kraftig og munter sats; den er rytmisk friskere, mere gennemsigtigpianistisk og mindre klangmættet end de 2 foregående satser. Der er nok stærke kontraster i denne sats, men de er på en usædvanlig fin måde underordnet helheden. Rondoen har idvrigt den samme lille ejendommelighed som V sats: en lille tøven umiddelbart før slutningen. I rondoen er den fremkaldt ved en reprise af adagio tema- og tempoet; det er en psykologisk enkelthed, der har sin velkendte virkning, men som ikke altid virker lige overbevisende.

Schultz står midt i kampen med de mange klanglige, melodiske og formelle problemer, og man må ønske, at de må løse sig sådan for ham, at han når ind til noget, der er helt i overensstemmelse med hans eget væsen, - så kan andre jo dømme om resultaterne.

Sonaten er vistnok ikke umiddelbar lettilgængelig, men det lønner sig at sætte sig nærmere ind i den; for der er både musik og stof i den, og den vinder i meget høj grad ved nærmere bekendtskab. Her er en lærerig opgave for de af vore mange udmærkede pianister, der savner dansk musik af vægtigere indhold.

/1 På forlaget R. Deiss, Paris udkom i 1937 - formodentlig i forbindelse med verdensudstillingen - et hæfte klaverstykker betitlet »å 1'Exposition« (tilsendt fra Engstrøm. og Sødring) og med bidrag fra otte nulevende franske.komponister. Bidragene er af forskellig kvalitet, men tilsammen er de små lettilgængelige og letspillelige kompositioner en fortrinlig prøve på moderne franske karakterstykker for klaver.

De fleste af stykkerne er præget af en gennemsigtig og fin klaversats; de er velformede og med en naturlig~ed i tonesproget, der delvis stammer fra et ret kraftigt indslag af folkemusik.

Delannoy's »Diner sur I'eau«, der fra en udmærket indledning desværre senere mere end strejfer salontonen, hører til de bedre af klaverstykkerne; men der er dog især grund til at nævne bidragene fra nogle kendte navne i fransk musik: Iberts »L'espiégle du village de Lilliput« er et henrivende folkedanse

agtigt og let udførligt lille klaverstykkeog D. Milhauds »Le tour de L'exposi-tion« har både en natu ' rlighed i detmelodiske og en fylde i det klanglige,der med den gode formudvikling gør dettil det vægtigste af de otte bidrag. Ende-lig har F. Poulene skrevet en »Bourreau Pavillon d'Auvergne«, der er en fol-kedans, behandlet med en morsom oggod klaverteknik.

Det rent teknisk vanskeligste stykke er skrevet af Florent Schmitt (»La retardée«); men heldigvis står stykkernes vanskelighed i omvendt forhold til deres musikalskeværdi. Vagn Holmboe.