Harmonilærens afsporing?

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 04 - side 67-69

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

HARMONILÆRENS AFSPORING?

SVAR TIL POVL HAMBURGER

~F SVEND ERIK TARP

Min Vejledning i Koralharmonisering i Dur og Mol n

fra Erkendelsen af et ganske besteint, klart

er blevet til ud afgrænset Behov. Det elementære Stof er medtaget i det Omfang, som det efter min pædagogiske Erfaring har vist sig forinaalstjenligt. Det fremgaar klart af Forordet i Forbindelse med Skriftets hele Anlæg, at jeg først og fremmest har visse konkrete Krav - til Dels af eksamensmæssig Art - for Øje, og at de fremsatte Synspunkter sigter mod det bestemte Forinaal: At søge at hjælpe Eleverne til at tilegne sig en nødtørftig harmonisk Teknik, som kan danne Skelettet for en akceptabel Harmonisering indenfor -det valgte begrænsede Omraade, medens alle til nævnte Formaal ikke strengt nødvendige harmoniske Muligheder saavidt. muligt er ladet ude af Betragtning. (Om Undtagelsen: Septimakkorden med fordoblet Septim senere). At denne Begrænsning af det harmoniske Materiale medfører en til en vis Grad konstrueret Stil, har jeg selv for at forebygge enhver Misforstaaelse gjort opniærksom. paa i Heftet. At man lejlighedsvis i Harmonikæren af rent pædagogisk-praktiske Grunde betjener -sig af en saadan konstrueret Stil, kan j-riaaske sammenlignes med Opretholdelsen af de forberedende »Arter« indenfor Kontrapunktundervisningen, hvor m-'evnte Arter som selvstændigt »Stilfænomen« heller ikke kan siges at have noget Forbillede i den levende Musik.

At et Arbejde - det være sig af nok saa beskedent Omfang bliver bedømt ud fra dets øjensynlige og udtrykkeligt udtalte Forudsætninger og Hensigter, turde -vel -være et rimeligt Krav; at det foreliggende Hefte imidlertid selv saaledes bedømt kan lide af visse Mangler, N-ilde det være storhedsvanvittigt af mig at betvivle. Forsaavidt imidlertid angaar de Tilfælde, soin Magister Hainburger har stødt sig paa, kan jeg straks sige, at jeg ikke principielt har noget at erindre mod H.,s Forslag om Kvintfordobling af Sekstakkorden i -den paagælden-de Forbindelse, og dette Tilfielde kunde godt være medtaget; da den af mig anførte Tertsfordobling imidlertid er tilstrækkelig til at sikre Hensigten, nemlig at undgaa Paralleller (hvilket H. finder burde have været bemærket - det sker for Resten paa Side 20), har jeg anset det for - forsvarligt at lade det blive ved det anførte Eksempel.

Saa er der Forudholdsdissonansen. Her kan je., nøjes med at sige, at den af mig valgte Forklaring, der er baseret paa en isoleret Betragtning af de to Stemmer, mellem, hvilke Dissonansen opstaar, har -vist sig praktisk -vejledende. til Belysning af det paagældende Fænoinen; at en Dissonans, der opstaar paa den anførte Maade kan betegnes soin Forudholdsdissonans - og andet har jeg ikke paastaaet - ser jeg intet til Hinder for, selv om Dis-sonansen,i - det citerede Eksempel (tilfældigt) optræder som Led i en Kvintsekstakkord. Sidstnævnte ønsker H. opfattet som en selvstændig Akkord - vel, men dermed ibeviser H. selv med al ønskelig Tydelighed Uholdbarheden af sin egen Akkorddefinition: »En Akkord er en Samklang af mindst tre Toner i indbyrdes T'ertsafstand«.

Hamburger anker over en i et Harmoniseringseksempel. forekom~ iiiende Septimakkord med fordoblet Septim, men -han forsømnier rigtignok at meddele Læserne, at jeg umiddelbart under Eksemplet har fundet Anledning til at sætte et kraftigt NB. og - kursiveret - at fremhæve Akkordens ekstraordinære Form, som saaledes karakteriseret næ-ppe -v-il kunne opfattes som et blot og bart Eksempel til Efterfølgelse. At den paagældende Fordobling kan begrundes ud fra melo-diske Hensyn G Tenorstemmen) forekommer mig indlysende, men iøvrigt fin-der jeg den af H. foreslaaede Løsning ligesaa. anvendelig o""' tilfredsstillende, baade stemmeføringsmæssigt og klangligt.

n

Den S. 35 anførte Melodi er, -som af H. rigtigt formodet, konstrueret for Tilfældet. Herimod finder H. intet at indvende, saafremt jeg ikke udtrykkeligt havde paaberaabt mig den typiske Dur-Mol-tonale Koralmelodi; Paaberaabelsen sker dog ikke i Forbindelse med det foreliggende Tilfæl,de,hvilket man efter H.s Fremstilling uvægerligt maa, faa Indtryk af, men i anden Sammenhæng - dette betyder dog mindre overfor den Kendsgerning, at H. forvansker Meningen ved den af ham egenmægtigt foretagne Kursivering af Ordet typiske, der naturligvis

Z

først og fremmest refererer til Karakteristikken Dur-Mol-tonal; og at den anførte Melodi er typisk Mol-tonal vil H. dog næppe kunne benægte.

For enhver, der har et Mindstemaal af Føling med Stilforskellen mellem en kirketonal. og en Dur-Mol- tonal Koral, turde det være evident, at de -i Heftet nedlagte Harmoniseringssynspunkter afviger saa st,,-i L- rkt fra de Regler, der almindeligvis maa anses for gældende for Harmonisering af kirketonale Melodier, at enhver Tale i denne Forbindelse om Forsøg paa med Vold og Magt at udstrække »den rene Stil«s Principper til andre Omraader er absurd.

Jeg vil ikke benægte Muligheden af, at de af H. anførte Eksempler paa formindsket, Kvintspring og Benyttelse af Sekundakkorden paa betonet Takttid kan finde motiveret Anvendelse i Korafflarmonisering, men disse Tilfælde - og da navnlig -det første - forekommer mig dog temmelig specielle, og da det erfaringsmæssigt. har vist sig, at Eleven paa det e Iementære Stadium løber stor Risiko for at henfalde til overdreven Brug af slige Vendinger, anser jeg Faren ved blindt at tillade dem for større end Ulempen ved at undvære dem - de kan næppe siges at v.ære strengt nødvendige for at naa til en paa samme Tid sober og dog tilstrækkelig afvekslende Harmonisering indenfor det valgte . Omraa-de.

Naar H. til Slut skriver: »Doininantseptinier og formindskede Septimer, Alterationssysteinet med de deraf flydende fine tonale Forskydninger og meget andet af den Slags er i vore Dage uretfærdigt sat paa

den sorte Liste under Teoriundervisningen « saa er hertil at be-

mærke: For det første, at jeg (S. 14) gør opmærksom paa Dominant-septimens store Betydning og senere giver udtrykkelige Anvisningerfor dens Anvendelse, bilagt med Nodeeksempler; for det andet, atforsaavidt angaar formindskede Septimer, Alterationer m. v. saa be-rettiger Udelukkelsen af disse Dannelser fra et saa begrænset og spe-cielt Omraade som Koralharmoniseringen ingenlunde til nogensom-helst Antagelse om, at de skulde være bandlyste fra Teoriundervis-ningen som saadan, -der tværtimod efter min Mening i vore Dage børoni,fatte saavel klassisk og romantisk som - ikke inindst -- moderne Harmonik i det Omfang, som Forholdene paa nogen Maade gør detmuligt - naturligvis foruden andre Discipliner som. Kontrapunkt,Formlære o. s. v.*) Og her er vi vist egentlig ved Sagens Kerne. Detforekommer nemlig i det mindste mig, at H.s Anmeldelse - for atbruge et af hans egne Udtryk - »afføder de største Betænkelighederved selve sin Tendens«, idet han synes at gribe den hani givne Lejlig-hed til ud fra en fordringsløs Publikation, hvis Forinaal og Hensigterhan med eller mod sin Vilje har overset, at ville drage Konklusionerom Harmonilærens almindelige Afsporing. Da H. ikke tager noget For-behold, rammer hans Angreb saavel Universitetets og Konservatorietssom Flertallet af Privatlærernes Undervisningsmetoder.

Man maa vel iøvrigt forstaa H. saaledes, at det er hans Hensigt at tillade f. Eks. altererede Akkorder ogsaa i enkel Koralharmonisering - et Standpunkt, han næppe vil kunne faa nogen kyndig og erfaren Teorilærer til at tiltræde.