For sidste gang - harmonilæren

Af
| DMT Årgang 15 (1940) nr. 09 - side 177-179

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

FOR SIDSTE GANG - HARMONILÆREN

AF POVL HAMBURGER

Mine Artikler om Harmonilærens øjeblikkelige Situation DMT, 1940: 46 og 101) har fremkaldt Indlæg af Komponisterne Kai Senstius og Vagn Holmboe (s. St. 122) samt Dr. Jens Peter Larsen (s. St. 144). I Hovedsagen finder jeg i disse Indlæg ikke nogen direkte udtalt principiel Modsætning til det, som var min ledende Tanke, da jeg skrev, nemlig at der inden for Harmonilæren i vore Dage raader en Krisetilstand, som maa forekomme ikke mindst iøjnefaldende, naar den ses i Lys af Tilstanden inden for Kontrapunktlæren. For øvrigt lader det sig ikke nægte, at de nævnte Indlæg præges af nogen Tilbøjelighed til at »tale om andre Ting« - andre Sider af Problemet eller helt andre Problerner. Det kan selvsagt ogsaa have sin Interesse, muligvis lige saa megen eller mere, alligevel er jeg selv stadig af den Formening, at de Sider af Sagen, som jeg har fremdraget, har i alt Fald saa megen pædagogisk Interesse, at en klar Meningsudveksling nok turde forsøges.

I Betragtning heraf finder jeg det nødvendigt at minde om, at Hovedpunkterne i mine Artikler var disse;

1) Tendensen til »Udrensning« eller »Aareladning« af Harmonilæren og den derved opstaaede Fare for en Forflygtigelse af selve Idéen i denne Disciplin. Formentlige Aarsager: »Misforstaaet Laubianisme« og Carl Nielsen-Skolens Reaktion mod den klassisk-romantiske Harmonik. Denne efter min Opfattelse meget vigtige Side af Sagen har ingen af Indsenderne ønsket at kommentere.

2) Den elementære Harmonilære. Det er nødvendigt at fremhæve »elementær«, da det er hermed Grænserne for det, som i alt Fald jeg i denne Omgang har følt Trang til at tale om, maa trækkes. Naar derfor Senstius efterlyser en Behandling af Generalbastidens og Wienerklassikens Musik efter samme Principer som Vokalpolyfonien i Dr. Knud Jeppesens Bog, saa er det - med et Forbehold, som jeg skal anføre senere - jo nok muligt, at noget saadant kan kaldes attraaværdigt. Det er bare ikke det, Sagen i første Række drejer sig om. At J's Bog tillige rummer historisk Perspektiver og gaar ud over det elementære ved ogsaa i Kapitler om Fuga, Motet og Messe at inddrage, den højere Stillære og Formlæren i Fremstillingen, er vel kun et Plus. Men den efter min Opfattelse største Værdi faar dette Værk dog derved, at de elementære Sider af Kontrapunktlæren ikke alene er behandlet til de allerinderste Detaljer, men at dette tillige er sket paa en Maade, der afklarer Problemerne definitivt og dermed fuldt betryggende. Dette er, hvad der først og fremmest savnes i Søsterdisciplinen Harmonilæren. I øvrigt maa det betegnes som en Fejlvurdering - og derpaa beror i første Række mit Forbehold med Hensyn til Senstius' Forslag om en almen musikalsk »Funktionslære« paa historisk Basis - naar Senstius kalder J.s »Vokalpolyfoni« en »Indførelse i en hel (fremhævet af mig) Musikepokes Vurdering af det foreliggende Stof og dets forskellige Funktioner«. Det 16. Aarhundrede lader sig paa ingen Maade alene, ja ikke engang centralt, opfatte ud fra den vokale Kontrapunktstil. Helhedsbilledet af den Tids Musik og Musikopfattelse maa blive et ganske andet, og i det indgaar Vokalpolyfonien kun som et enkelt og tilmed lokalt begrænset Led - de dominerende Træk bestemmes af helt andre Faktorer: den gryende Musikdramatik (Madrigalen) og den allerede højt fremskredne instrumentalt funderede Vertikalisme (Tabulaturmusiken).

Naar alt kommer til alt, er det dog heller ikke disse »historiske« Tal og halve e Iler hele »Epoker«, - som interesserer med Henblik paa de Problemer, som her staar til Diskussion. I min forrige Artikel skrev jeg følgende: »Kontrapunktlærens Opgave er at tilvejebringe en saa dybtgaaende Skoling som vel muligt i at tænke og forme horisontalt - Harmonilærens den tilsvarende med Henblik paa det vertikale. Følgelig maa de to Discipliner hver for sig sætte centralt ind i de Kunstepoker, hvor de respektive stiltekniske Problemer har fundet den reneste Afklaring. At dette for Kontrapunktets Vedkommende er sket i 16. Aarh., hersker der siden Jeppesen næppe mere Tvivl om. Men der kan næppe heller rejses Diskussion om, at det er i 18. Aarh., at det vertikale som primær harmonisk Funktion har opnaaet, den fasteste Gennemorganisering«. Det 16. og det 18. Aarh. - ja, men ikke for det »historiskes« Skyld, men omvendt: De nævnte Epoker skal afgive nøjagtig saa meget Stof, som de paagældende Discipliner har Brug for til Opfyldelse af deres pædagogiske Mission.

Med ovenstaaende Bemærkninger kan ogsaa i det væsentlige Vagn Holmboes Indvendinger betragtes - som imødegaaende. Naar H. saaledes skriver: »At slaa al dur-moll (altsaa kadencepræget) Musik sammen i een abstrakt Harmonilære, maa jeg anse for haabløst, og stilforvirrende ... «, forstaar jeg ham ikke. Lige saa sikkert som han jo har Ret i, at der paa andre Omraader kan paavises Stilforskelle mellem en Bachsk og en Zincksk Koraludsættelse, ligesaa sikkert gives der dog i det fundamentale et absolut Stilfællesskab (Tonalitet, »Kadence«, de grundlæggende Stemmeføringslove o. a.). Af hvilken fornuftig Grund, der allerede ved den elementære Harmonilære skulde tages Hensyn til Divergenser, tilmed af højere stilistisk Art, forekommer dunkelt. Det turde dog være det mest praktiske, at vi lærer at forstaa og beherske det fælles, inden vi indlader os paa at differentiere. Og hvorfor den elementære Harmonilære i den Form, som jeg forsvarer, fordømmende skal kaldes »abstrakt«, staar mig heller ikke klart. Hvis det skal kaldes Abstraktion i daarlig Forstand successivt at behandle Treklange, (Hoved- og Bitreklange, Grundform, Omvending), Firklange, Femklange, Alteration, Modulation, maa det samme dog i endnu højre Grad gælde Kontrapunktlærens Artssystem, hvilket dog endnu hos Jeppesen behersker Hovedparten af Øvelserne.

Endelig Generalbasproblemet. Holmboe synes forundret over, at jeg kan fastholde dette Princip som Grundlag for det elementære. Hertil er spagfærdigt at bemærke, at Principet dog pædagogisk har holdt sig i Live gennem hele Wienerklassiken og Romantiken, og at det først er i vore Dage, at man - tilmed kun fra visse Sider - har gjort Skridt til at sætte det paa Aftægt. At Gb. oprindelig indførtes som instrumental Akkompagnementsteknik, er dog i øvrigt intet Modargument a priori over for Anvendelsen i den praktiske Harmonilære. Saa sandt som de harmoniske Funktioner primært forstaas lodret - og fra neden som »Udstraalinger« af en Bas - synes de Grunde, der taler for en Bevarelse af Principet ved den elementære Harmonilære dog ikke saa helt smaa. Mod Ensidigheden i Anvendelsen deraf, mener jeg at have prædiket tilstrækkeligt i min forrige Artikel (Side 104 øverst). Naar Dr. Larsen i denne Forbindelse anker over, at Godske Nielsens og min Harmonilære praktisk talt indskrænker Øvelserne til Basopgaver, vidner det ikke om noget grundigere Kendskab til Bogen. I andet Hovedafsnit, Kadencen, findes der saaledes ikke alene direkte Anvisninger paa helt selvstændigt. Satsarbejde, som giver Mulighed for Gennemførelsen af den Progression, jeg omtalte i min forrige Artikel (»Kadencen i dens utallige Varianter fra det simple I-IV-V-1 til de højeste Komplikationer ... «), men Basopgaverne er desuden her med Hensigt inds knenket til et Minimum, der turde gøre det indlysende for enhver kyndig Lærer, at nu - om ikke før - er det Punkt naaet, hvor Eleven maa supplere det læste med egne Forsøg paa at sætte sammen.-Og i det hele taget: Benyttelsen af en efter bestemte Principer anlagt, Lærebog behøver dog ikke at betyde conditio, sine qua non for Læreren. Lidt supplerende Initiativ efter eget Hoved og Erfaring skulde der vel altid gives Tid og Plads for inellem hvert enkelt Kapitel og det følgende. At der herunder ogsaa paa et »tidligere« Tidspunkt skulde gives Plads for Sopranopgaver, altsaa Harmonisering, turde i alt Fald jeg aldrig gaa med til at anbefale. Man kan ikke (de ekstraordinære Begavelser naturligvis fraregnet) besidde en saadan Indsigt i de akkordlige Funktioners Væsen, at man med Udbytte kan slippes løs paa at skulle opspore den latente Harmonik i en Melodilinje, før end man har været hele det elernentære Stof grundigt igennem. Harmoniseringskunsten er og bliver øverste Trin i Harmonilæren. Man maa krybe, før man kan flyve.