Ny musik

Af
| DMT Årgang 16 (1941) nr. 01 - side 13-15

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

NY MUSIK

I mlsiktidsskriftet »Signale f Ur die musikalische Welt« d. 18/9, har den

kendte musikskribent ~Erich Rhode skre-

vet en artikel om bedømmelse af ny

34) Allgemeine musikalische Zeitung, Aargang 1, Side 547, Ni-. 35, 29. Mai 179-9. Ifølge Annoncer i Adresseavisen opført ved flere Lejlighe

musik, der ikke alene har interesse i sit hjemland, men også - ved de forhold (len kommer ind på her i landet.

der i Tiden 1797-1806, for Eksempel 7. Januar 1797. - I disse Annoncer blev Komponisternes Navn ikke altid nævnet.

Rhodc. skriver: »Med ])crol-in

i gel, -,f

dette tema skal (ler omtales et ' princi-

pielt spørgsmål, der hører med til kri~

tike~rens vanskeligste problemer : Man

kan nu absolut ikke mere klare sig med

et stemningsbillede, som det hist og her

endnu hører til de falsk forståe(Ic op-

gaver hos kritikere, der mere støtter sig

på reporterfærdighed end på fundamen-

tale faglige kundskaber. Det vil nu for

anmelderen være nødvendigt ubetinget

at bekende kulør og bevise sin dømme-

kraft og sagkundskab. Der er intet vun-

det ved skamrosning i en blomstrende

stil, iklædt skønne ord, der måske be-

snærer den uerfarne, men fremkalder

et medlidende smil hos fagmanden.« -

Selv om faglighed utvivlsomt i stedse stigende grad gør sig gældende i (len danske dagspresse, er Rhodes bemærkninger (der udelukkende henvender .sig til (len tyske presse) jo som skrevet om forhold, der desværre endnu er god tone hos os, til ubodelig skade for musiklivets sunde og naturlige trivsel. Også i vore blade finder man anmeldelser, der strutter sådan med sensations-klicheer, at enhver anden hensigt, kun ikke en ren musikalsk, er mulig. Eksemplerne er legio. Een musikreporter ynder at skrive om det »musikbespændte sind«, om »klavergiganter« og »storsangere«, en anden skriver om en purung violinist, at »selve violinens sjæl sang« i hans strøg, en tredie endelig skriver om en ganske ung komponist, at han var som »selve solguden, der spreder sxymasserne«. Intet er lettere end at være jubel-anmelder på denhe måde, men der er få ting, der er vanskeligere end at være en redelig kritiker.

Om denne vanskelighed skriver Rhode videre: »Enhver, der tager sin opgave alvorligt ved, hvor svært det er at sige det vn--sentlige med få o'rd og så endda tale om opførelsesværdien.« - - »Vi alle lider so Tn ansvarsbevidst(,, musikkritikere under den tvang, at måtte afgive en dom, der ikke sjældent senere igen må ændres.« Og Rhode slutter sin artikel med følgende forslag: »Det vilde hjælpe meget, hvis man lod kritikeren få tid til at beskæftige sig med partiturerne, som måtte fremskaffes og som kunde gå fra hånd til hånd. At sørge derfor måtte være komponistens sag, af hvem man dog vel kan antage, at det vil ligge i hans interesse, at anmelderne får den nøjest mulige oriente

ring.« 1,

Ude"" ""t vide 1-m, mange københavn,ske anineldere, den- n-jed udbytte kan læse et partitur, finde,,, der endnu en rritilighed til lettelse af deres, pligter: ,geiiei-alprø-%rei-. Disse vil - hvor (let gælder ny musik - altid være åbne for kritikerne; og «ler vil altid være et partitur at studere. Bør (let ikke blive skik, at kritikerne giver sig selv lejlighed til ihvertfald to gange at høre på et nyt værk? Og mon (let ikke. vil sætte den ret høje procent tilfældige (lomme en lille smule ned?

11 V'ed DU'T's »2- ung aften« (1. 13decernber opførtes bl. a. en sonate for klaver af Gunnar Berg, skrevet i 1940. En umiddelbar karakteristik -af sona

ten an kun live negativ: Den arbejder med melodiske, harmoniske og rytmiske elernenter, der er nutidens musik fremmed; den griber tilbage i stof, (ter engang har formidlet en anden

tidsalders følemåde, og føles som et eksperiment, (ler lier er mislykkedes.

Men (lette tilf.,)Qlde er ikke isoleret. 11x, almen trang til klarhed, orden og fornuft har hist og her fort til eksperimenter i retning af at forbinde en tidligere stils klart udviklede stoflighed med vor tids mentalitet. For en musikhistorisk betragtning er håbet om et positivt resultat yderst ringe, og eksperimentet adskiller sig iøvrigt principielt ikke fra jazz-musiken-s, tidligere forsøgte indvirken på nutidens musikudvikling.

På basis af tyvernes voldsomme

er

sch6nberg-præge.de ekspressionisme det forståeligt, at kravet om naturliglied indfinder sig; men lier- i landet er (lette krav så gammelt som Carl Nielsens reaktion mod unatur i enhver musikalsk form; og (let romantisk-betonede ønske om en tilbagevenden til (le »gode, gamle« dage (d. v. s. før Carl Nielsen), som man nu og (la ser fremsat, finder næppe mere sangbund nu end før.

Denne trang til naturlighed, klarhed og orden giver sig også positive udslag i nutidens musik. Det er den, (ler får f. eks. Bentzon, tløffding og Riisager til at arbejde med enkle og stærke virkemidler, som i Bentzons sinfonia. seria o buffo. i Høff ings sinf nia

concertante og i Riisagers sinfonia gaia; og det er den, der få-r de yngre aktivt indstillede til - hver på sin måde - at arbejde ud fra samme indstilling.

Sel-ffinberg og den øvrige ekspressionisme har aldrig haft stor betydning i Danmark, af grunde, der kan samnienfattes i cet Navn: Carl Nielsen. Og de færreste finder det derfor påtrængende, nødvendigt at reagere yderligere i negativ retning. Så meget desmindre som der idag, efter Carl Nielsen, Bartok og Strawinsky o. m. fl., faktisk foreligger en »stil«, d. v. s. et stof, eller en måde at behandle musikens elementer på, (ler tilfredsstiller de krav om naturlighed, sundhed og styrke, som man må stille til et stof, hvorpå man vil bygge stadig større værdier.

fi Leif Kaiser: 6 små præludier op. I. (Skandinavisk og Borup. 1940.)

Den kompositoriske teknik i stykkerne - betragtet som en helhed - er præget af romantisk. epigoneri på linien Gade-Glass. De er elskværdige, letspillelige og tilgængelige for enhver, der cr bekendt med klaverstilen siden

Schuniann-Chopin. N-ogen sel-,,-stændig musikalsk. betydning har de selvsagt ikke.

Ejendommeligt er det at sammenligne disse 6 præludier med en Jævnaldrendes, N. V. Bentzons, 7 små klaverstykker (Willi. Hansen 1940).

Hvor (len ene (Bentzon) arbejder sig møjsommeligt frem, falder i, kommer øl) igen og i sin friske grønhed forjætter alle muligheder, vender Kaiser, langt mere formfuldt, men underlig goldt og ulykkelig kedsommeligt ryggen til alt, hvad der er sket siden Carl Nielsen (ham selv inclusive), og udtrykker kun andenhånds almindeliglieder.

Det kan ikke med vægt, bebrejdes

nogen ung komponist, at han endnu

ikke har nået nogen udfoldelse; men

overfor det rene epigoneri bør de ta-

lentfulde være mere på vagt end andre.

Vagn Holmboe.

Årgang 16/1941, nr. 01