Moderne Bachfortolkning

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 04 - side 76-80

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MODERNE BACHFORTOLKNING

AF MOGENS HEIMANN

Sammenligner man dansk med udenlandsk Opfattelse og Gengivelse af Bachs og hans Tidsalders Musik, vil man komme til at undre sig over store Forskelle i Helheden som i Detaillen. To Arter af Bachfortolkning staar her overfor hinanden: den hos os saa vel
kendte »objektive«, »historisk korrekte« - og en »moderne« Opfattelse, som repræsenteres ved talløse Grammofonplader og Radioudsendelser med de berømteste Kunstnere og kommer til Udtryk i moderne Nodebearbejdelser og teoretisk Litteratur, som indføres her i Landet under de fineste Pædagogers Navne. De fleste Kunstnere her
hjemme hverken anerkender eller blot diskuterer den moderne Fortolkning men slaar sig til Ro med løse Paastande om, at f. Ex. Adolph Busch, Edwin Fischer, tildels ogsaa Stokowski, Mengelberg etc. er »Undtagelser, som kan tillade sig (?) Udsvævelser fra Stilen«; og dog forholder det sig saaledes - som enhver, der i nogen Tid har opholdt sig i et eller andet af Verdens Musikcentrer, vil vide -, at disse store Kunstnere tværtimod er almindelig anerkendt som banebrydende Specialister i Bachfortolkning. Ogsaa hos vort Publikum kan man ofte iagttage en snobbet Begejstring for gammel Musik og den »objektive« Gengivelse, - en Begejstring, som trods fattig Argumentation opretholdes med stor Ivrighed og i Virkeligheden kun dækker over Uselvstændighed og Mangel paa Forstaaelse og Nydelse af Musiken; og samtidig kan man høre musikalske Mennesker ærligt indrømme, at de først efter at:have hørt udenlandske Grammofonplader har kunnet »faa noget ud af« Bachs Værker. Disse Forhold tilsammen maa dog faa vort Musiksamfund til at fatte Interesse for Problemet og indse Nødvendigheden af en Diskussion om dette Emne! Enhver alvorligt arbejdende Kunstner maa som Mellemled mellem Komponist og Tilhører forstaa det som sin Opgave at overføre Musikens sjælelige Kulturværdier til Publikum, og derfor bør ogsaa han tilsidesætte alle Fordomme og forsøge, at forstaa og tilegne sig en moderne Fortolkning, som vil bringe Tilhørerne i nærmere Kontakt med den skønneste og ædleste Musik.

For at give et lille Billede af moderne Bachspil: Man anvender Nutidens Instrumenter og moderne Klangkombinationer; man udnytter tekniske Muligheder, som ikke kendtes paa Bachs Tid, f. Ex. Strygernes »spiccato« (springende Buestrøg) og »Portamenti« (musikalsk motiverede Glissandi) ; man bearbejder Partituret i alle Enkeltheder, indsætter »realdynamiske« Nuancer (jfr. Mengelberg), saa at de enkelte Stemmer træder frem i skarpt Relief, og udarbejder en nøjagtig »Artikulation« (Strygernes Betegnelse for Modsætningen mellem Legato og Ophold mellem Tonerne samt Forskellen mellem lange (-) og korte (.) Noder); man fremhæver den melodiske Linie dynamisk (cresc.opad - dim. nedad, sml. Ernst Kurth: »Die Grundlagen des linearen Kontrapunkts«) og indføjer subito-Nuancen. (f. Ex. pludselig piano ved overraskende Modulation) ; endelig udvider man Tempoforskellen mellem hurtige og langsomme Satser for at opnaa en moderne »koncerterende« Karakter og behandler overhovedet Urteksten frit, ja ominstrumenterer den maaske helt og holdent. Hovedvægten lægges paa Karakterindholdet og Modsætningen mellem de mere konventionelle Ydersatser og de dybtfølte, ophøjede Mellemsatser samt mellem Suitens karakteristiske Danse.

En og anden vil nu indvende: Men hvortil al denne Forandren og Modernisering? Hvorfor ikke holde sig til Originalen, anvende Instrumenter fra Tiden, begrænse sig til Terrassedynamik og den videnskabeligt underbyggede ringere Forskel mellem hurtige og langsomme Tempi? Hvorfor ikke bruge »historisk korrekte« Virkernidler og fremføre Musiken »objektivt«, smagfuldt og »originalt fra Bachs Haand«, saa at den selv kan tale sit »brede og værdige« Sprog til Tilhørerne?

Den moderne Fortolker vil besvare disse Spørgsinaal saaledes: Hvordan er det overhovedet muligt at tale orn en uhildet og »objektiv« Opfattelse og en »historisk korrekt« Gengivelse af Bachs Musik? Er Kunstopfattelse ikke netop langt snarere subjektiv? Og afgiver det 18'ende Aarhundredes ufuldstændige Notation i det hele taget et tilstrækkelig solidt Grundlag for en »historisk korrekt« Udførelse? Man maa jo ikke glemme, at vor Tids Kunstnere og Tilhørere er vænnet til langt bedre Instrumenter og raffinerede Klangkombinationer og kræsent fordrer en nøjagtig Frasering og Artikulation; de har ikke som Baroktidens Mennesker inddrukket Forstaaelsen af den polyfone Musik med Modermælken men er opfostret med den klassiske og romantiske Musiks homofone Struktur og store dynamiske Uddifferentiering, ja de lever endog i en Brydningstid, hvor noget helt nyt er ved at trænge frem. Kan man fortænke Tilhøreren i, at den primitive, »objektive« Bachfortolkning paa klangligt svage Instrumenter (Ex. Cembalo), med uvant smaa, dynamiske Forskelle og lutter halvkorte Noder, - at den keder ham ved sin relative Monotoni og giver ham en Forestilling om Bach som en tør og pedantisk Komponist? Og endelig: Med hvilken Motivering kan man paastaa, at Bachtidens Udøvere ikke kendte cresc.-dim.-Virkningen og de artikulative Forskelle, fordi de ikke stod noteret i Partituret?

Lad os forstaa hinanden ret: Man kan vel - uden at gaa nærmere ind paa Problemerne - enes om, at Koncerttilhørerens Oplevelse er af dobbelt Art: den bestaar af en elementær (Klangskønhed og Rytme) og en sammensat Oplevelse (Modtagelsen af Kompositionens Karakterindhold, dens Stemninger og Affekter) og betinges af en hovedsagelig ubevidst Opfattelse og Forstaaelse af bl. a. Værkets formelle, melodiske og harmoniske Struktur (det ældre æstetiske Begreb: »Apperception«). Kunstneren er et Mellemled mellem Skaber og Modtager, Komponist og Tilhører; han kalder det døde Manuskript til Live og anskueliggør Værkets Struktur saa klart og korrekt, at Tilhørernes Forstaaelse deraf ikke i mindste Maade vanskeliggøres; han reproducerer Kompositionens Følelsesindhold og har til Opgave at fremkalde et Indtryk hos Publikum, som svarer til, hvad han formoder, Komponisten har ønsket. Han beskæftiger sig altsaa med »Virkningen paa Tilhøreren« og maa i dette Øjemed - alene paa Grund af den rumlige Afstand - udtrykke sig klart og male med lidt stærkere Farver, end han for sin egen Skyld behøver.

Og netop af Hensyn til »Virkningen« paa Tilhøreren maa man bruge Nutidens Instrumenter og Nutidens Teknik, indsætte moderne dynamiske Nuancer og Artikulationsbetegnelser og gøre alt for at give Udtryk for Værkernes Indhold, thi gør man ikke det, virker Opførelsen blot flegmatisk og dilettantisk. Eksempelvis er spiccato'et efter vor Tids Smag Midlet til Opnaaelse af tilstrækkelig tydelige Ekkovirkninger; ingen Artikulation er det samme som Tilfældighedsartikulation og virker blot som andenklasses Musiceren; manglende dynamisk Fremhævelse af Fugatema-Indsatser medfører, at vort homofont, orienterede Publikum forstaar Musiken vertikalt istedet for horisontalt (de melodiske Linier drukner i Akkordmonotoni!) ; og endelig: Hvad vilde Bach ikke sige, hvis han saa, hvorledes de saakaldt »historisk korrekte« Udøvere stiller det moderne Flygel med dets store Tone og rige Udtryksmuligheder til Side for det Cembalo, som han øjensynlig kun har foretrukket, fordi Klavichordet var for svagt til at komme i Betragtning? Virker det ikke endnu mere latterligt, naar man betænker, at Klavichordet stod Bachs Hjerte langt nærmere, fordi det frembød rigere Muligheder for det »sjælfulde Foredrag«? Og har han ikke paa Forhaand givet os Absolution for enhver »Modernisering«, han som selv har »transscriberet« egne og andres Værker, opbygget et flerstemmigt Fugato i Dur-Moll-Tonalitet over ældgamle gregorianske Melodier, anvendt i Forhold til Tiden meget dristige Virkemidler, skrevet »Programmusik« (Passionerne, Kantaterne og Messen), ja komponeret megen for Samtiden uspillelig Musik (Solosonaterne), - altsammen for det dybtfølte, rigtnuancerede og storslaaede Udtryks Skyld?

Man kan ikke undskylde sig med Fraser som »at lefle for Publikum« og »bruge billige Effekter«, thi Forholdet er jo ikke dét, at man laver Musiken om efter Folks Smag, men blot at man fremstiller den paa en saadan Maade, at de kan forstaa den og opleve dens Indhold. Heller ikke kan den Indvending fremføres, at de fulde Huse ved de nylig afholdte 6 Bach-koncerter skulde være Udtryk for Interessen hos musikalske Mennesker i Almindelighed; thi for det første var det blevet en Modesag at overvære Koncerterne, hvilket f. Ex. kunde ses af Tilstedeværelsen af saa mange unge Jazz-entusiaster; og for det andet er det kun naturligt, at Opførelsen af samtlige Bachs Orkesterværker paa Række kalder Folk til, baade dem, der ikke kender til anden Udførelse, og de moderne indstillede, som kommer for den sjældne Lejligheds Skyld - Og fordi man f. Ex. til en handlingsmættet Film hører gammel Musik udført paa gamle Instrumenter, hvor det er Meningen gennem Musiken som ved Dragter og Kulisser at fremhæve Tidens Milieu (Filmens Ramme), derfor maa man ikke tro, at noget lignende behøver at være berettiget i Koncertsalen. Man mnaa tværtimod henlede Publikums Opmærksomhed paa det centrale i Musiken (Karakterindholdet) ved at forsøge at hjælpe det lidt, i Stedet for overlegent og forgæves at drage det bort fra Tidens Aand og hele Udviklingens Tendens. Gammofonpladerne med Stokowski-Bearbejdelser har saaledes formaaet at vinde langt mere Terræn for Bachinteressen, end alle de saakaldte »Bach-kendere« har kunnet!

I Virkeligheden gør de »objektive« Bachfortolkere Musiken til en Raritetsgenstand i Koncertsalen; de sætter Hensynet til »Formen« over Hensynet til »Indholdet« og kan overhovedet kun betragtes soni Repræsentanter for den forlængst hedengangne, anti-romantiske Indstilling. Den »historisk korrekte Gengivelse« ledsages desuden ofte af andre typiske Misforstaaelser; f. Ex. Inkonsekvenser med Hensyn til Fortolkning af den punkterede Figur i tredelt Takt, unøjagtig og antikveret Bueinddeling, den absurde Udeladelse af Pedalvirkningen paa det moderne Klaver, Solospil paa Cembalo i store Sale og med et moderne Okester som Akkompagnement (i Stedet for med Gamber og i intime Stuer) samt Anvendelse af Originaludgaven uden Bearbejdelse eller den trykte Bearbejdelse med Ophævelse af Buer og Nuancer efter Forgodtbefindende (»Mange Kokke fordærver Maden«). I det hele taget er enkelte toneangivende Kliker indenfor en lille Nation tilbøjelige til under Dække af Fraser og Fordomme at afbryde Forbindelsen med Verdens musikkulturelle Centrer, hvilket medfører, at disse til Gengæld tildeler Landet et »Provins-omdømme«, som paa dette som andre Omraader er aldeles ufortjent. Men i det lange Løb vil ogsaa det sunde danske Publikum vide at hævde sig overfor enhver Klike.

Den store Forskel mellem den saakaldte »objektive« og den moderne Bachfortolkning, som ovenfor er afdækket, camoufleres jo i det afgørende Koncertøjeblik i allerhøjeste Grad. Den »historiske« Fremførelse krydres med tilfældige og inspirerede Afvigelser, Kirkerummets Stemning og Publikums tilvante Illusioner (»enhver er salig i sin Tro«).

Men een Ting staar fast: Majoriteten af Publikum mister uendelig store Oplevelser ved den forældede Bachfortolkning og maa savne Forstaaelsen og Nydelsen af en Musik, der indeholder saa umaadelig stor Værdi, og for noget saadant kan ingen alvorlig Kunstner tage Ansvaret.