Nogle nulevende danske komponister Del 1

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 04 - side 80-89

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

NOGLE NULEVENDE

DANSKE KOMPONISTER

AF JOHAN BENTZON

Formaalet med nedenstaaende er at bringe en oversigt over de yngre danske komponister, der har dannet hovedstammen indenfor »Det unge tonekunstnerselskab«s programmer i de sidste ti aar. Pladsen tillader ikke en dybtgaaende studie af hver enkelt komponist, og jeg føler mig heller ikke kvalificeret til at foretage saadanne, men jeg haaber, at disse subjektive og summariske betragtninger maa have en vis værdi til belysning af hvad der er sket i dansk musikliv i denne periode; selvom der som bedømmelsesmateriale mangler operaer, balletter, kantater og enkelte værker, der kun har været fremført i radioen. Mine indtryk bygger dels paa mit omtrent konstante sæde i DUT's censurudvalg, dels som udøver i en stor del af værkerne og som tilhører til omtrent alle de øvrige.

Som man vil se af aarstallene inddeles komponisterne naturligt i tre grupper; de, der er født før 1900, mellem 1900 og 1910 og de alleryngste efter 1910. Da denne inddeling falder sammen med mange indholdsmæssige og stilistiske fællestræk indenfor de tre grupper, kan man med nogen grund tale om tre generationer.

For mig og min generation (nr. 2) samlede hovedinteressen sig for ti aar siden om trekløveret Bentzon, Riisager og Høffding; eller som man maaske snarere følte det: Bentzon og Høffding, og Riisager. De to første var Carl Nielsens elever med mange lighedspunkter i maal og midler, selvom deres værker klart adskilte sig fra hinandens; og Riisager, fransk paavirket, den uartige dreng i dansk musik, som tilsyneladende elskede at forarge og overraske (det første jeg hørte af ham var orkestervariationer over et tema af Mezangeau).

Knudåge Riisager staar for mig som den af ovennævnte tre, der er blevet mest færdig i sin form, den der har naaet den sikreste og inest alsidice beherskelse af sine udtryksmidler, navnlig i orkestral henseende. Hans værker indeholder to hovedudtryksformer: Den ene bygger mest paa farver, klange, motiviske og rytmiske eruptioner; som f. eks. »primavera«. Den anden er mere lineært strømmende, melodisk motivisk; dens bedste repræsentant er for mig trompetkoncerten. I en række af hans seneste værker blandes de to udtryksformer som f.eks. i »Slaraffenland«. Riisager virker paa mig ved den frodighed som baade hans produktionsevne og værkernes karakter er udtryk for. Han er den i dansk musik, der ved sin fandeninvoldske musiceren har nemmest ved at fremkalde smilet hos gine tilhørere, samtidig med at han i sine stilfærdige, øjeblikke naar dybt i det musikalske stof. Man glædes ved det uproblematiske i hans kunst, selvom man godt af og til kan savne en dyst med de store problemer hos ham.

Sammenligner man Jørgen Bentzons »symfonisk trio« med et af hans seneste værker, kunde det se ud, som om han paa et eller andet tidspunkt havde foretaget en kunstnerisk kovending. For den, der har fulgt hans produktion, er der imidlertid intet steds en logisk brist i hans udvikling; hans første artistiske periode fortsættes indholdsmæssigt i hans brugsmusik, som igen munder ud i hans seneste forsøg paa at finde en mere populær form for den symfoniske musik. En udvikling som vel næppe er endt. J. B.s produktion præges til dato af, at han er startet som kammermusiker; det kontrapunktiske er hans styrke, den karakteristiske linie og sansen for instrumenterne hver for sig mere end for gruppevirkninger. I den periode, hvor han har beskæftiget sig mest med det folkemusikalske arbejde, foregaar der, saavidt jeg kan se, en afklaring og begrænsning i hans harmoniske stof, en afklaring, der samtidig stiller hans linie i bedre relief og letter tilegnelsen af hans musik. Det er typisk for ham at han stadig eksperimenterer paa andre omraader, f. eks. med Racconto-formen.

Finn Høffding har gennemgaaet omtrent den samme udvikling, dog i mindre grad forsaavidt som han altid paa mig har virket mindre outreret end Jørgen Bentzon; man kan blot sammeligne Høffdings 2. symfoni med Bentzons »symfonisk trio« for at forstaa, hvad jeg mener. Høffdings produktion paa operaens omraade skal jeg ikke komme ind paa her; skoleoperaen »Pasteur« er en speciel del heraf; et værk der viser Høffdings bedste egenskaber; den naturlige melodik, den enkle og dog karakteristiske harmonik, samt hans ideelle stræben efter at forbinde det kunstneriske udtryk med et for amatører overkommeligt teknisk niveau. Høffdings seneste værk, blæserkvintetten«, er et af de smukkeste værker indenfor hans produktion, et vidnesbyrd om hans udvikling som komponist i en aarrække hvor han ikke har beskæftiget sig med kammermusikformen; den viser tydeligt den kunstneriske kamp mellem hans stærkt følsomme musikgemyt og hans vilje til kunstnerisk form og beherskelse.

Flemming Weis tilhører udtryksmæssig samme generation som de tre forannævnte uden at have deres specielle egenskaber i saa udpræget grad. Hans værkers særpræg er en rolig ynde, et stilfærdigt lune; naar han er bedst, fortjener hans musik fremfor nogen andens betegnelsen charmerende. Sonaten for klarinet og klaver, serenaden for blæserkvintet og symfonisk ouverture staar for mig som de bedste værker fra disse ti aar, men ogsaa. flere af sangene indtager en smuk plads.

Det materiale jeg har til bedømmelse af Ebbe Hamerik er betydelig mindre end ved de ovennævnte. Jeg tror dog ikke, at jeg tager fejl, naar jeg betegner ham som den eneste, for hvem det harmoniske i begge betydninger af ordet spiller en hovedrolle. Han er paa samme tid stivere og mere dramatisk i sin musik, i besiddelse af en værdighed og kraft i udtrykket, som sjældent. findes hos hans samtidige; undtagelesvis maaske hos Høffding. Hans hovedproduktion har i disse aar været paa operaens omraade.

Harald Agersnap er tilsyneladende den eneste af sin generation, der i mærkbar grad har været paavirket af den franske impressionisme; man mærker det stadig fra tid til anden i hans værker, og han er tit bedst der, hvor det mærkes, f. eks. i sonatinen for violoncel og klaver, som jeg anser for et af hans bedste værker. Det er, som om det ikke har været ham ligesaa naturligt at skrive i kontrapunktisk stil, hvor han nu og da kan virke lidt overeksponeret. Til gengæld viser han tit stor finhed i det klanglige og en opfindsom evne til at skrive karakteristisk for de instrumenter, han arbejder med.

Tyngdepunktet i Ejnar Jacobsens produktion ligger for mig i hans sange, der vidner om naturlig evne til at indleve sig med et digt og til at skrive for en sangstemme. I hans instrumentale værker aner man af og til en trang til at udtrykke sig mere moderne, end han egentlig føler, til skade for helhedsindtrykket. En undtagelse herfra er suiten »ungdomskapricer« for amatører; et smukt og naturligt stykke musik i en let og sikker form.

Til samme geneation hører Erling Brene; dog mest af aar, idet han baade hvad forbilleder angaar, som indholdsmæssigt og stilistisk staar den næste generation nærmere end sine samtidige. Brenes værker vidner om en personlighed, der søger indad i det musikalske stof. Hans værker har ikke tillokkende ydre momenter, men den der arbejder med dem, føler den største tilfredsstillelse ved at trænge ind i dem; hans seneste værk koncerten for violoncel og orkester viser klart hans stadige udvikling, navnlig den langsomme del med dens varme og udtryksfulde linier. Hans musik til forskellige marionetkomedier præges, af hans evne til med smaa, midler at skabe farve og karakteristik.

Som lidt af en ener staar Franz Syberg midt imellem denne og den næste generation. Syberg har decideret sit eget ansigt, prægnant fra de første værker jeg kender af ham, en mærkelig kunstner næsten blottet for artistisk præg, udpræget lineær i sin musik med en næsten souveræn ligegyldighed for haardhed i samklangen, og dog til tider netop i det klanglige meget følsom, som i de lange melodiske linier, der præger hans langsomme satser. I de hurtige er det tematiske arbejde med korte motiver det fremherskende. Det er en komponist, som man er forholdsvis længe om at indleve sig med, men som man til gengæld kan blive ved med at uddybe. Han er tung indtil ubehjælpsomhed i sine mest komplicerede ting, hvor det tematiske stof arbejder og arbejder; men der er kraft og oprindelighed i hans musik og løfter i den udvikling man kan iagttage fra værk til værk.

Ligesom Bentzon, Høffding og Riisager stod for min generation som det anerkendte trekløver, dannede Koppel, Tarp og Holmboe et triumvirat af ukendte, hvis udvikling vi troede og ventede paa. De startede med omtrent den samme indstilling til musikken og har efter min mening paa en interessant maade udviklet hver sin side af de musikalske problemer, der ligger i deres generation.

Hermann D. Koppel synes mig at være den, der har modtaget de kraftigste impulser fra de store udenlandske komponister, særlig i motorisk-rytmisk henseende. Hans styrke har fra første færd været en mærkværdig sikkerhed i formen og i beherskelsen af sine udtryksmidler; det eruptive, det stærkt bevægede har altid været det karakteristiske hos ham parret med en vis kølighed eller blufærdighed. Dertil er kommet en meget tidligt udviklet klangsans, ikke specielt for klangskønhed, men for klang i alle afskygninger indtil det raffinerede. Disse egenskaber har gjort, at han tidligst blandt sine samtidige har faaet et næsten internationalt snit over sig. Til gengæld kan man savne lidt varme hos ham baade i det melodiske og det harmoniske.

Svend Erik Tarps fysiognomi som komponist var ligesom Koppels tidligt nemt at kende; for Tarps vedkommende dog mere hvad det tematiske stof angaar end i hans beherskelse af de forskellige musikalske virkemidler. Jeg husker en række tidlige smaaarbejder, som udkrystalliseredes i den henrivende »serenade«; og selv i meget senere værker kan man støde paa stof, som leder tanken hen paa de tidligste, uden at der paa nogen maade kan tales om manér. Tarp holdt ret tidligt op med at eksperimentere i egentligste forstand, men han har holdt sin linie som moderne komponist i en ren, behersket stil. Hans. musik er præget af en meget sober linieføring og en ligesaa sober men fint varieret harmonik og en fin inderlighed i netop de smaa virkninger. En stor del af hans produktion stræber bevidst mod at gøre musikken let tilgængelig uden at slaa af paa de kunstneriske fordringer.

Om Vagn Holmboe gælder lige det modsatte, hvad tidlig færdighed angaar; der skulde baade tro og en vis beslægtethed til for at ane, hvad der laa bag hans paa en gang asketiske og fanatiske musik; kun i sine langsomme satser viste han tidligt en ejendommelighed og en følsomhed, som er kommet til fuld udvikling i hele hans musik siden. I en periode indlevede han sig stærkt i orientalsk og østeuropæisk musik og lod bevidst sine værker paavirke deraf. Ud af dette forsøg paa en sammensmeltning af et udpræget nutidigt dansk gemyt og en primitivere musik er der i hans sidste værker kommet en personlig tone, der for mig staar som noget af det mest lovende indenfor den samtidige danske musik; jeg tænker bl. a. paa klaverkoncerten og sonaten for violin og klaver. Holmboes hovedstyrke ligger stadig i det melodiske, der hos ham er i høj grad espressivt; men hertil kommer en stadig større evne til at lade det underbygge, variere og belyse af det harmoniske og det rytmiske. Ligesaa karakteristisk for ham, men knap saa dybtgaaende efter min fornemmelse, er de mere rent rytmisk bevægede satser, hvor stoffet er tematisk præget og spændingerne mere bygger paa det intervalmæssige og det motoriske.

En særstilling blandt sine jævnaldrende indtager Otto Mortensen, dels fordi han er slaaet igennem i første række ved sine sange, dels fordi han bevidst har fortsat paa fortidens grundlag og har forinaaet at udvikle sin musikalske personlighed hovedsagelig af det givne stof (hvorimod de fleste andre er startet med et brud og har eksperimenteret sig saa at sige tilbage til en mindre kompliceret udtryksform.). Otto Mortensens Udtryksmaade i sangene er enkel baade i tonal og harmonisk henseende, men med smaa midler ligesaa varieret som de digte han vælger, lige fra Schades »sjov i Danmark« til Thøger Larsens digte. Sangene alene placerer ham højt i samtidens musik. Hans eneste kammermusikværk, strygekvartetten viser de samme egenskaber; det er vel den i klassisk forstand strengeste kvartet, der er skrevet herhjemme i de senere aar af en ung komponist; men samtidig en af de personligst prægede. I hans større orkesterværker er han hidtil ikke naaet saa vidt i beherskelsen af det orkestrale og det formale som i de mindre, iblandt hvilke ouverturen for kammerorkester synes mig det bedste.

Karl Clausens musik er lidt af samme støbning som Otto Mortensens, omend hans fysiognomi ikke staar helt klart eller frigjort for forbilleder endnu. Han bygger ligeledes paa det tonalt enkle og har baade i blæserkvintetten og koncertanten for fløjte og orkester vist en naturlig melodisk og harmonisk kompositionsform og en sans for instrumenternes naturlige klang, der ligger over de flestes.

Meget af det samme kan siges om Jens Bjerre som jeg ikke tør bedømme helt paa grundlag af de værker, der til dato foreligger af ham; ejendommeligst synes mig feberdigte at være, hvori man mærker en bevæget musikalsk fantasi, der ikke er almindelig herhjemme,

Det vilde være uretfærdigt her ikke at nævne Tarps og Koppels samtidige Bernhard Christensen, hvis uomtvistelige talent og musikermæssige kunnen har gjort ham til den første herhjemme blandt dem, der giver sig af med jazzmusiken i dens forskellige former. De nedenfor nævnte værker udgør dog en saa ringe del af hans produktion, at det vilde være ligesaa uretfærdigt at foretage en nærmere bedømmelse af ham paa grundlag af dem.

Som sidste i denne generation, paa grænsen til den næste staar Poul Allin Erichsen. Hans værker viser talent i næsten alle de retninger man kan ønske sig: melodisk og tematisk opfindsomhed, frigjort rytme, harmonisk og klanglig sans. Man mangler kun den sidste befriende udformning af disse muligheder for at føle sig helt sikker paa hans komponist-fysiognomi; det er 'som om den indre nødvendighed ikke fører ham helt udover den selvkritik og tvivl, som vel enhver komponist i begyndelsen har overfor sit værk, hvad ogsaa de lange pauser i hans produktion kunde tyde paa.

At bedømme det sidste kuld af komponister paa grundlag af, hvad de hidtil har skrevet, er vel hverken muligt eller retfærdigt. Klarest staar Svend Schultz, hvis tidlige udvikling og relativt store produktion lader een ane, hvorledes hans endelige fysiognomi vil blive; han er den af dem, der teknisk er naaet videst og har navnlig i den lille form skrevet ypperlige ting. Tungere i det er Bjørn Hjelmborg, som dog viser en smuk og naturlig klanglig og melodisk sans, Erik Jørgensen, der trods sin haardhed i klang og samklang har vist absolutte evner navnlig takket være sin motoriske kraft, Steen Jørgensen, hvis fortrin synes mig at være hans klanglige fantasi og Niels Viggo Bentzon, der trods sin pure ungdom har skrevet værker, der viser et paa næsten alle omraader oprindeligt og lovende talent.

Hvor staar dansk musik idag? Naar man ser paa disse komponister og tager dem som et udtryk for, hvor langt den yngre del af dansk musik er naaet, bliver hovedindtrykkene følgende: Fælles, for de unge danske komponister er en trang til klarhed saavel i udtryk som i midler, det melodiske eller det lineært strømmende synes hos de fleste at være mere udpræget, end tematiske opbygninger, ligesom det kontrapunktiske har hovedvægten i forhold til det harmoniske. Udviklingen i de sidste aar synes at gaa henimod en forenkling i udtrykket og en større varme i det harmoniske. En ting synes mig paafaldende: Den ringe interesse der tilsyneladende vises den instrumentale velklang; der er større interesse for instrumenternes karakter end for deres klangskønhed. Jeg føler trang til at paapege denne mangel paa klangglæde, dels fordi man savner den som instrumentalist, dels fordi jeg tror den er aarsag til en vis haardhed i klangen, som ikke altid virker tilstræbt, men som givet er en af de værste anstødssten for dem, der uden forberedelse forsøger at trænge ind i moderne musik.

Og een ting til: Knudåge Riisager har i D. M. (Aarg. 15, Nr. 2 og 4 i en diskussion om symfoniens brugbarhed som moderne udtryksform) defineret det moderne musikalske stof; han skriver bl. a.: »den motiviske kraft er ikke af dramatisk-psykologisk natur, men objektiv-almengyldig«. Ligesaa stor en beundrer jeg er af Riisagers produktion, og han har forsaavidt med den leveret det bedste forsvar for sin opfattelse, ligesaa meget tror jeg, han har uret i sit program, forsaavidt han vil gøre det almengyldigt for vor tid; og jeg føler trang til at protestere, selv om jeg ikke er komponist. Den store musik har altid
bygget paa stof af dramatisk-psykologisk karakter, dens værdi hviler herpaa og paa dens etiske indhold, dens evne til at gengive det store, som ikke lader sig udtrykke i ord. Og den har for mig faaet, sine kraftigste udtryk i den symfoniske musik og de med den beslægtede former.

Jeg har saa stor tillid til de unge danske komponister at jeg ikke tror at de i deres musik lader sig, som det saa ofte paastaas, paavirke af nogen »mode«. Men naturligvis kan der finde en gensidig paavirkning sted i udvælgelsen indenfor det musikalske stof, og jeg tror at en artikel som Riisagers, skrevet med hans autoritet, kan have og har haft en vis indflydelse paa de yngre. Jeg er overbevist om, at det vilde være frugtbargørende for dansk musik, om de unge komponister gav sig i lag med mere differentierede udtryksformer end det i al almindelighed har været tilfældet i den forgangne tid; og selvom den storform, som skal være vor tids, og som ogsaa Riisager efterlyser, vil vise sig ikke at blive symfonien, tror jeg at vejen for den enkelte maa gaa igennem og ikke udenom det symfoniske stof.

Nedenstaaende fortegnelse bringer de værker, der er blevet fremført i »Det unge tonekunstnerselskab« og ved koncerter arrangeret af dette i sæsonerne 1932-33 til 1941-42 af nulevende danske komponister og danske komponister, der er døde indenfor dette tidsrum. Den skal dels belyse ovenstaaende betragtninger, dels være en Stilfærdig oplysning til de kredse af unge, der ymter om, at den danske musik har haft trange kaar i »Det unge tonekunstnerselskab«.

De efter værkerne noterede aarstal refererer til det aar, de er blevet opført; da langt den største del af opførelserne har været uropførelser dækker aarstallene omtrent tilblivelsesaarene; hvor der er større forskel paa disse to aarstal er det andet tilføjet i parantes. Flere af værkerne er blevet opført mere end den ene nævnte gang.

Aagaard, Thorvald (1877-1937). Mors rok.

Agerby, Aksel (1889-1942). Vor mor. A howe godt mi bette ti'. Helene. Kabbelejer. 1938. - Bedstes spindevise. Vintergækker. En dag. Foraarstegn. Røjter-Anders og hans muer. Æ spøjels. Ann wolles dreng. 1940. - Hørvise. 1941.

Agersnap, Harald (1898). Suite impetuoso for klaver. 1935. - Skovens eventyr, obo, horn, fagot. (1919). 1938. - Strygetrio nr. 1. 1939. - Lykken. Regnvejrsscene. Sange. 1940. - Capricer, fløjte, obo. 1940. - Suite i danserytmer, blæserkv. 1941. - Vise. 1941. - Sonatine inversa, vel. kl. 1941. - Serenata, 3 fag. 1941.

Andersen, Carlo (1904). Sinfonietta for blæsere. 1937.

Bangert, Emilius (1883). - Sonate i A-dur, vl., kl. 1934.

Bentzon, Jørgen (1897). Stykke i variationsform, 3 blokfl. 1932. - 3 concertinoer for soloinstr. og str.ork. 1933. - Rhapsodisk studie, eng. horn. 1933. - Variazioni interotti, el., fag., vl., vla., vlc., 1934. - Graa aften. 1936. - Racconto, fl., sax., fag., ktrbas. 1936. - Tema m. var. for cl., solo. 1936.-Variationer l. ork. 1936. - Sonatine for fl., cl., fag. 1937. - En romersk fortælling. 1938. - Sinfonia seria. 1938. - Divertimento, vl., vla., vlc., op. 2. 1939. - Racconto, obo, cl., fag. 1941. - Symfonisk trio, vl., vcl., horn, solo. Ork. 1942.

Bentzon, Niels Viggo (1919). Trio nr. I, vl., vla., vcl. 19,41. - Klaverfantasi. 1939. - Strygekvartet. 1942.

Berg, Gunnar (1909). Preludio, passacaglia og fuga, 2 vl. 1939. - Traum von dir. Trübe zeit. 1936. - Sonate nr. I, klaver. 1940.

Bjerre, Jens (1903). Feberdigte, recitativ, bas og kl. 1939. - Sonatine, vl., kl. 1941. - Duo concertante, vcl., kl. 1942.

Brandt, Adolf. Paa vaarsyn. 1936.

Brene, Erling (1896). Af sonate for violin. (1928). 1933. - 3 klaverstykker. 1933. - Musik for 2 vl. 1933. - Musik for marionetteater. 1934. - Concerto senza sollennita, fl., ork. 1935. - Potp. af »mordet i værtshuset«. 1936. - 2 gange 3 smaa klaverst. (1931). 1938. - Strygekvartet. 1940. - Koncert, vcl., ork. 1942.

Børresen, Hakon (1876). »Normannerne«, ouverture. 1936. - Romance, vcl., ork. 1937. - Symfoni nr. 3, C-dur. 1938. - Strygekvartet i c-moll. 1940.

Christensen, Bernhard (1906). Suite, fl., vl., kl. 1932. - Suite sax., kl. 1934. - Suite, fl., vl., vcl., kl. 1936.

Clausen, Karl (1904). 6 sange.1937. - Tema m. var. lille ork. 1937. - Blæserkvintet. 1940. - Concertante, fl., ork. 1941. - Til Cassandra. 1940.

Emborg, Jens Ludvig (1876). Kammerkoncert, kl., str.ork. 1934. - Dobbelt-inventioner, kl. 1934. - Kammerkoncert, fl., vl., kl., str.ork. 1938. - Blæserkvintet. (1931). 1938. - Strygekvartet, nr. 6. 1942.

Enna, August (1859-1939). Ouverture til »Kleopatra«. 1938.

Erichsen, Poul Allin (1910). Scherzo, kl. 1934. - Sinfonia piccola. 1934. Kvartet, fl., vl., vla., vcl. 1937. - Rhapsodiske fragmenter, obo, kl. 1934. - Regnvejrsserenade. Karusselgalop. Blæserkv. 1941.

Foerlev, Aage (1911). Sonatine, vl. kl. 1932.

Glass, Louis (1864-1936). Naar storstaden vaagner, op. 68. 1933. - Trio, op. 76, vl., vla., guitar. 1934. - Trio, op. 77, obo, el., fag. 1935.

Gram, Peder (1881). Sonate, vcl., kl. 1933. - Pastorale og Capriccio, obo, kl. 1938. - Prolog til et drama af Shakespeare. 1938. - Serenade, strygekv., op. 26. 1940.

Grünwald, Svend. Der ligger en taage. Gamle rim. Aarstiderne. 1934.

Gyldmark, Oskar (1893). Danmarks have. 1936. - Hedevandring. Sommervise. 1938.

Hamerik, Ebbe (1898). Quasi passacaglia og fuga, str.ork. 1933. - Koncertouverture. 1935. - 5 digte af Gelsted, alt, ork. 1936. Strygekvartet, op. 2. 1939. - 4 sange af »Marie Grubbe«. 1941.

Hamburger, Povl (1901). Hjemmet. 1940.

Hansen, Margarete. Trio, vl., kl., cl., slagtøj. 1939.

Heerup, Gunnar. 5 kanons. 1.932.

Helsted, Bodil (1880). ,Jeg drømte en drøm. Tusindfryd. Vaarnatten. 1939.

Henrichsen, Børge Roger (1915). Suite, kl. 1936.

Henriques, Fini (1867-1940). Strygekvartet i a-moll. 1937. - Romance. Vuggevise. Myggedans, vl., kl. 1938. - H. C. Andersen-Ouverture. 1938. - Pigerne inde i skoven. Lærken og hyrdedrengen. 1939. - Suite for obo og strygere. 1941.

Hjelmborg, Bjørn (1911). Concertino, fl., vl., vcl. 1938. - Fantasi, ork. 1938. - Solfontæne. Akvareller. Sang. 1939.

Holmboe, Vagn (1909). Trio, vl., vla., vcl. 1932. - Capriccio, kl. 1932. - Duetter, fl., vla. 1932. - Koncert for kammerork. 1933. - Blæserkvintet. 1933. - Duetter, fl., vcl. 1933. - Strygekvartet. 1934. - Divertimento, fl., obo, cl., str. 1935. - Suite for kammerork. 1935. - Lille ouverture, str.ork. 1937. - Suite for 13 instr. og slagtøj. 1938. - Kvartet, fl., vl., vcl., kl. 1939. - Kammerkoncert, nr. I, kl., str. 1941. - Sonate, vl., kl. (1935). 1941. - Sov mit barn. 1941. - Kammerkoncert, nr. 2. 1942.

Hye-Knudsen, Johan (1896). De hundredetusinde hænder. 1936.

Høffding, Finn (1899). 2 kanons. 1932. - Kvartet, sopran, obo, 2st.kl. 1932. - Skolekantate. 1933. - Danmarkssangen. Løvspring. 1934. - Kammerkoncert, obo, str. 1934. - Smaa variationer, kl. 1934. - En synd. 1935. - Sinfonia concertante, kl., blæserkv., str.ork. 1936. - »Pasteur«. 1938. - Strygekvartet, op. 2. 1939. - Christoffer Columbus, solo, mandskor, ork. 1941. - Blæserkvintet.-1941. - Kilden. 1941.

Jacobsen, Ejnar (1893). Intermezzo og rondo, blæserkvintet. 1932. - Med røde roser. Vandringer 1935. - Slentren i solskin. Linemor. Høstnat. Nordiske kolobri. 1936. -
Ungdomscapricer, suite, kl., str.ork. 1,938. - Suite burlesqe, kl. 1939. - Høje bjerge. Gedekiddenes dans. 1940. - Konen i muddergrøften, ouverture. 1942.

Jersild, Jørgen (1913). 4 duetter, 2 blokfløjter. 1932. - 3 instrumentalstykker. 1933.

Jørgensen, Erik (1912). Concerto grosso, fl., cl., fag., str.ork. 1935. - Introd. og tema m. var., fl., vl., vel., kl. 1938. - Concertino, fl., cl., vl., kl. 1939. - Rhapsodi, vl., kl. 1941.

Jørgensen, Sten (1916). Suite tematique, nr. 2, vl. cl., fag., ktr.- bas. 1939. - Oktet, kl., eng.. horn, cl., fag., tromme, vl., vla., vcl. 1939. - Tricinium, suite, 3 fag.

Kjerulf, Aksel G. Greven af Guise.

Knudsen, Erik. Suite, kl. 1932. - Trio, fl., cl., fag. 1933.

Koppel, Hermann D. (1907). Duetter for 2 instr. 1932. - Drengs gravsang. Min sang. 1934. - Koncert, kl. og kammerork. 1934. - Capriccio, vl. og ork. 1935. - Sonatine for blæserkvintet. 1935. - Var. for lille ork. 1936. - Suite, fl., vl., vcl., kl. 1936. -Klaverkoncert, nr. 2. 1938. - Festouverture. 1939. - Musik for str., op. 6. 1940. - Strygekvartet, nr. 2. 1940.

Langgaard, Rud. (1893). Strygekvartet, nr. 3. 1932.

Lauridsen, Laurids (1882). Sonate, vl., kl. 1934. - 6 karakterstykker, kl. 1935. - 2 smaa, trioer, obo, kl. 1935. - Romance, vl., ork. 1935. - Luk dine øjne. 1936. - Pastorale, obo, kl. 1937. - Spillemandsvise. 1938. -Koncertouverture, op. 1. 1941. - Lille suite, str.ork. 1941.

Mortensen, Otto (1907). Du danske sommer. Fredløs bort fra landet gaar. 2 kanons. 1932. - Folkedanse, arr. for amatører. 1932. - Kirgisisk suite, ork. 1935. - Ouverture, kammerork. 1935. - Sprøjten. 1935. Sommerstorm over Æbeltoft. 1936. - Koncertstykke, ork. m. fl., vcl., kl. 1936. - Verdenshjørnerne, soli, kor, str.ork. 1938. - Strygekvartet 1938. - Sommernat. 1941. - Foraarssang. 1941. - Vaarvejr. Det store skib. Pæn lille mand. Min fa'er. 1941.

Møller, Svend Ove (1903). Et Navn. Danmark. 1942.

Nielsen, Ludolf (1876). Nocturne lyrique, ork. 1934. - 2 sange med ork. 1936. - Sommerregn. 1936. - Romance, vcl., ork. 1939.

Nielsen, Thorvald (1891). Nocturne, allegro, ork. 1936.

Novi, Beate (1883). Aah, her ligger jeg mellem kornblomst og kløver. 1941.

Oxennad, Aage (1884). Strygekvartet, nr. 1. (1918). 1940.

Petersen, Thor (1883). Duet, obo, horn. 1937. - Andante sostenuto. Allegro moderato, fl., cl., trl). 1933.

Prehn, Holger (1891). Sinfonia piccolo. 1942.

Raasted, Niels Otto (1888). Saul, haryton og ork. 1933. - Lille suite, op. 69, vl. 1935. - Strygekvartet, nr. 2. 1938.

Reesen, Emil (1887). Danse sacree. 1938.

Riis-Magnussen, Adolf (1883). Arcturus. 1935. - Fred. 1936.

Riisager, Knudåge (1897). Sulte per piccola orchestra. 1933. - Trio, obo, cl., fag. 1933. - Strygekvartet, op. 25. 1933. - Concertino, trompet, ork. 1934. - Sonate, fl., vl., cl., vcl. 1934. - Primavera. Koncertouv. 1935. - Lille ouverture, str.ork. 1935. - 3 børneviser. 1935. - Concertino, 5 vl., kl. 1936. - Serenade, fl., vl., vcl. 1936. - Concerto for ork. op. 24. 1936. - »Slaraffenland«. 1937. - Sinfonia concertante, str.ork. 1938. - Basta, epilogo, festivo. 1938. - 4 epigrammer. 1939. - Obstfeldersangene, op. 2 A. 1939. - Fr. II. i Ditmarsken. 1941. - Blæserkvartet, fl., obo, cl., fag. 1941. - Vintervers. 1942.

Rosenberg, Kaj (1898). Sonate, cl. vcl. 1934.

Rosenberg, Vilhelm. (1862). Gammelfransk dansesuite. 1935.

Sandberg-Nielsen, Otto (1900-1941). Orkestersuite, nr. 2. 1938. - Kvartet, fl., vl., vcl., kl. 1939. - Sonate, vla,. kl. 1941.

Sandby, Hermann (1881). Trio, vl., vcl., kl. 1939. - Kvintet, nr. 2, vl., vla., 2 vcl.

Schierbeck, Poul (1889). 3 italienske duetter. 1932. - Sang fra en harnevogn. Du kære lille danske bæk. 1933. - Gammel kjærlighed. Ingen ved hvor du var dejlig. 1935. - Blomsterbrud. Sang paa floden. 1939. - Igen en aften nærmere min død. 1941. (Fortsættes i næste Nr.)