Laurids Lauridsen fylder 60 aar

Af
| DMT Årgang 17 (1942) nr. 05 - side 108-110

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

LAURIDS LAURIDSEN FYLDER 60 AAR

AF KARL BJARNHOF

Chesterton beklager sig et Sted over, at man ikke har en udtømmende Beskrivelse af Elefanten, men siger han, det gør endelig ikke saa meget, for jeg har ikke hørt om nogen, der, naar de stod overfor en Elefant, for Alvor var i Tvivl. Og med Komponister er det vel omtrent paa samme Maade. Ingen kan akkurat sige, hvordan han skal være, hverken udvendig eller indvendig, og alligevel genkender man ham straks. Hvis han da er rigtig, hvis han er ægte og har noget paa Sinde. Og en ægte Komponist, en sand Musiker og Kunstner af Hjerte, det er Laurids Lauridsen. Helt fra ung af, fra de allerførste Ting han skrev, har han haft sin egen Tone. Det var ikke noget stærkt og dybt originalt, ikke noget stejlt eller markant, men noget yndefuldt og ... jeg vil egentlig helst sige rørende, selv om det kan misforstaas. Hvad han dengang skrev vil vist med al mulig dedain blive karakteriseret som »Romantik«. Herregud, hvad betyder det? Kan vi undvære Lyrik i Musiken, jeg mener nej, og Laurids Lauridsen er Lyriker.

Nu er jeg ikke den, der har Forudsætninger for at dissekere ham og tage ham under Mikroskopet. Jeg lærte Lauridsen at kende før jeg anede noget om Franck og Reger, derfor var de mig ikke helt fremmede, da jeg traf dem. Skal man laste ham for det? Jeg for min Part takker ham. Min egen Ungdom har laant noget af sin Melodi fra ham. Det er noget Musiken uvedkommende, ved jeg godt, men det kan vel ikke diskvalificere mig, naar det drejer sig om at sige et Par Ord, i Anledning af at han fylder 60.

I nogle og tredive Aar har Laurids Lauridsen siddet gemt ovre i Skive. Indtil Radioen kom, var det en Udørk - musikalsk set. For at kunne skrive Musik maa man nemlig høre og se ogsaa. hvad ens Samtid tager sig for. Begge Dele var af gode Grunde umuligt for ham. Den ene Side af Problemet blev vel nok løst, da Radioen kom hvad den anden angaar, maatte han selv finde Udvej. I mange Aar sad han møjsommeligt og skrev i Haanden med Blindeskrift, Node for Node, hvad han vilde sætte sig ind i og studere af baade nyt og gammelt. Hvem kan forestille sig, hvad det vil sige, hvor trang den Vej er ... Det er en Bedrift, Hvorfor gjorde han det da, Vil maaske nogen spørge. Kunde han ikke nøjes med blot at høre. Nej, Laurids Lauridsen har altid været en grundig Mand. Naar han mente det nødvendigt at lære Tiden Sprog, saa maatte han ogsaa sætte sig ind i dets Grammatik, og den kan man ikke lytte sig til.

Har han mon saa ikke mistet noget af sit eget under Vejs? Jeg mener jo. Han er blevet dygtigere, ja, han er blevet kolossal dygtig og dreven i Kontrapunktiken og meget andet, men det personlige i hans Stemmeføring, hans Tonefald, det, der er Laurids Lauridsen og som maaske nok for dem, der ikke er opvokset med hans Musik har Lighedspunkter med andet (hvad har for Resten ikke det), det er taget af med Aarene.

Og saa skulde jeg endelig pege paa noget af dette særlig Laurids'-enske. Lad mig nævne Trioen for Klaver, Violin og Bratsch, de to Violinsonater, men først og sidst Sangene. Han har skrevet Musik til nogle af Holsteins Digte »Æbleblomst« og »Luk dine Øjne«, og netop Poesien, Stemningen, den Duft, der er over disse Vers af Holstein, er i Pagt med det essentielle hos Lauridsen. Det er Idyl, en langl lang Sommer - og saa er det dansk.

De fleste af os vil saa gerne være store, og minsandten om ikke vi tror, at vi sidder og skriver for Evigheden, og skal det ikke blive det rene Pjat, er det vel nødvendigt med saadan en stærk Forvisning om Vigtigheden af egen Mission. I saa Fald har Laurids Lauridsen den sikkert ogsaa Kunsten, Musiken var altid Alvor for ham. Men paa den anden Side er han en beskeden Mand, beskeden og elskelig. Det vil være en Glæde for ham, at mange nu da han fylder 60, maa sige ham Tak, fordi han blev den, der slog Portene op til Musikens Vidunderland, og gjorde det ikke mindst med det, han selv skrev.