Ny dansk Musik

Ny dansk Musik

Ved NX-EES 1VIGGØ BENTZON

Poul Allin Erichsen:

Symfoni Nr. 2, ,De tre

Gratier,'

Det unge Tone-

kunstnerselskab,mel-

lem BrØdre kaldet

Dut, læg-,,rer hver S2e-

son et massivt Lod i

Vægtskaalen til For-

del f or den nye Mu-

sik. Med prisværdigt

Initiativ udvider

Foreningen Aar f or

Aar sin Radius, thi

foruden de ordinære

Foreningskoncerter

arrangeres Koncer-

ter paa Maleriudstillinger, Thorvaldsens Mu-

seum, i Domkirken etc. En af de størst an-

lagte Aftener i 1942 var uden Tvivl den,

der blev afholdt i Samarbejde med Lands-

udstillingen »Dansk Initiativ - Alt det nye«,

hvor der foruden Koppels Klarinetkoncert

(anmeldt i sidste Nummer af D. M. T.) og-

saa opfØrtes Poul Allin Erichsens Symfoni

Nr. 2 »De tre Gratier«.

Poul Allin Erichsen forlanger i denne Symfoni rask væk »fuld« Orkesterbesætning saa unge Tonekunstneres. Orkester maatte i ikke helt ringe Omfang »afstives« -med Instrumentalister fra Radioorkestret og andre Institutioner. Statsradiofoniens faste Diri,ent Erik Tuxen stod for Ledelsen af dette

I

store Apparat, der fØjede sig saa smidigt under hans Hænder, at Aftenen blev en stor Sejr for Orkestret og dets Chef.

Poul Allin Erichsen har i denne Symfoni forsØgt at knytte saa vidt divergerende Elementer som Symfoni i absolut musikalsk Forstand og Musik tænkt til koreografisk Behandling sammen til en hØjere Enhed. Hvorvidt det er lykkedes ham paa fuldt tilfredsstillende Maade kan være vanskeligt at afgØre, menfaktisk kan Symfonien i den Skikkelse som Poul Allin Erichsen nu engang har givet den udmærket tænkes, baade som Koncert- og »Ledsage«musik.

FØrstesatsen, der er tænkt som en Apoteose til La Argentina (spansk Danserinde) begynder med en langsom Indledning, »molto

tranquillo«. Med en uhyre fin Streg tegnes denne Optakt til en i Sandhed rent kvantitativ enorm Sats (Spilletid ca. 21 Minutter). Et Citat vil maaske bedst anskueliggØre det virkeligt fintfØlte i denne Indledning, hvor Violinernes Tværstande giver det hele et forventningsfuldt, ubestemmeligt Præg:

Efter denne Indledning, der har noget udpræget »improviseret« over sig, sætter saa FØrstesatsens Hoveddel ind med et Tema, der afgjort har, hvad man vil kalde »symfonisk Struktur«:

Ihvertfald er det karakteristisk nok til at være Hovedtema i en Symfonis FØrstesats og det udgØr sammen med een af Sideidéerne d-en væsentlige tematiske Bestanddel af denne Sats. I FØrstedelens videre ForlØb betjener Poul Allin Erichsen sig af farverig Instrumentation dog til Tider lidt lovlig »flot« og med for kraftig Mindelse om fransk Sæd -og Skik.

I Takt 125 holder pludselig La Argentina sit Indtog i Form af en smægtende Tango, og dermed bryder Komponisten ret aabenlyst (tØr siges) med den traditionelle Symfonif orm.

SelvfØlgelig virker dette »Interinezzo« ten-iinelig uorganisk i Forhold til, hvad der kominer forud, men da Komponisten bevidst op

,rram »De tre Gratier«, maa den

stiller et Pro.C.

ene jo ventes at optræde i Førstesatsen.

I Takt 225 opstaar den fØrn2evnte Sideidé, der sammen med Hovedtemaet synes mig værdifuldest i denne Del:

I Symfoniens langsomme Del præsterer P. Allin Erichsen virkelig dygtigt gjort, kontrapunktisk Arbejde paa saglig musikalsk Grund. Hvor i FØrstesatsen Tyngdepunktet nærmest hældede mod klanglig Konception, er der her Tale om mere gedigen musikalsk Udformning. Et Citat vil bedst anskueliggØre Allin Erichsens Sættemaade i denne Del:

1 Takt 68 indskydes et ragtimelignende Stykke, der grelt kontrasterer med den foregaaende »liniæ-re« Sats. Symfoniens »2. Gratie« Danserinden Ginger Rogers, er lier tænkt som den ideelle Baggrund, men det »literære« Moment formaar ikke at tilslØre den for bratte Kovending, der æstetisk set f Øles som et Slag for Brystet.

I Finalen f aar vi igen Lejlighed til at beundre Allin Erichsens Evne for instrumentale Finesser. Satsen er viet Anna Pavlova; igen anskueliggjort ved et Indsnit i den symfoniske Gang. Bemærkelsesværdigt er en længere Episode for Strygerne alene, hvis »koncerterende Pusleri« giver god instrumental Kontrast til det ellers i rigt Maal udnyttede Kæmpeapparat.

For mange Musikmennesker vil det fØrste Indtryk af denne Symfoni nok være, som nævnt, lidt for »flot«. Men den der faar Lejlighed til at fordybe sig i det omfangsrige Partitur maa. erkende, at Allin Erielisen har Egenskaber, som man i fØrste Instans maa~ ske ikke lagde saa megen Vægt paa.

For -det fØrste er der Tale om en instrumental-klanglig Evne af bemærkelsesværdigt Format. Her er virkelig Tale om en »Afluring« af det store Apparat, hvis Muligheder er virtuost realiseret. Ved Siden af denne Kvalitet, der ved nok er Symfoniens vægtigste, er en helt ikke almindelig tematisk Evne tilstede, hvilket de nævnte Citater borger for.

Værkets Slagside er dets Mangel paa Enhedsstil. Forskelligartede Epokers Musik er

her bragt sammen, og ikke altid i samme Grad »fordØjet«. Det samlede Indtryk maa dog blive positivt, idet der er skabt et Værk, der vidner om sin Autors usædvanlige Musikeregenskaber.

Knud Jeppesen:

Koncert for Horn og Orkester

Ved København

Drengekor og Det

unr-le Tonekunstner-

selskabs Koncert

Tirsdag de.n 15. De-

cember 1942 urop-

førtes Knud Jeppe-

sens Koncert for

Horn og Orkester fra

1941. Det er paa sin

Plads her at nævne

Solisten Vilhelm Lan-

zky-Ottos mesterlige

Beherskelse af sin Stemme og Mogens WØl-

dikes ildfulde Fremførelse, der paa en saa

overbevisende Maade fik Værkets mange fint

udarbejdede Detailler til at træde lyselide

klart frem. Iøvrigt var Aftenen helt viet

dansk Musik, saavel ældre som nyere, og

bragte som sidste Værk paa Programmet

endnu et Arbejde af Knud Jeppesen: Refor-

mationskantaten fra 1936 for Soli, Kor og

Orkester, som dog ikke vil blive omtalt her,

da den har været fremført før.

Knud Jeppesen's Hornkoncert aabnes med en langsom Indledning med udpræget. »mættet« Instrumentation (Fagotter, Horn, Strygere og Pavke). Smukt virker her de rene Treklange i Hornene, der ligesom lader én forvente at noget er i Optræk. Spændingen hen' til den efterfølgende Allegro ma. non troppo hØrer rent musikalsk til det allerbedste i hele Koncerten. De accellererende Pavkeslag er af virkelig stor Intensitet og fØles stærkt inspireret.

Koncertens egentlige FØrstesats, Allegro ma non troppo, sætter ind i-ned Solohor,,,,4.-, friskfejende Tema,

der sammen med Sideidé' en,

afgiver Stof til det meget tætte og noget

~n el

»stakaandede« tematiske Arbejde i denne FØrstesats videre Forløb. Trods alle f an tasifulde Enkeltheder fornemmer man dog ret tydeligt, at Komponistens Trang til kraftig eksperimentel Udvidelse af det for Haanden liggende musikalske Materiale, tit fører ham Steder hen, hvor han, i Følge Stoffets oprindelige fastforankrede Dur og Molltradition, ikke burde være havnet. Dette giver Indtryk af heterogen Stilfornemmelse, som ogsaa i høj Grad var Tilfældet med Allin Erichsens Symfoni, men selvfølgelig her paa en ganske anden Maade, idet Jeppesen saa godt som udelukkende arbejder »kontrapunktisk-stofligt«, med klar disponeret, tematisk Gennemføring af det melodiske Materiale, hvorimod Erichsen hovedsagelig konciperer klangligt og som Følge deraf lettere »tilslØrer« de stilistiske Uoverenssteminelser i Satsernes musikalske Forløb.

For nærmere at sætte de omtalte Betragtninger i Relief vil jeg anføre to Eksempler fra Jeppesens Værk, hvor jeg mener at man tydeligt kan faa Fornemmelse af Uoverensstemmelse i stilistisk Henseende.

I det.fØrste Eksernpel er der Tale om stærk Intervalspænding, c-cis, paa udtalt modernistisk Grund, hvorimod det andet Citat hælder mod ren traditionel-romantisk »Klaversats« med de akkompagnerende Figurer og capriciØs Melodik. Det er for stærke stilistiske Udsving indenfor samme Værk, der rent sagligt bedømt maa virke forstyrrende paa det umiddelbare Indtryk.

I Hornkoncertens FØrstesats staar følgende:

og i den langsomme Del (Lento) flg.:

Kvaliteterne i Knud Jeppesens Værk er den sikre formelle Disposition og det godt

Z»

.gennemførte tematiske Arbejde. Hvor man i Erichsens Symfoni tit sad uforstaaende overfor den musikalske Struktur o-, mere

z:, kunde glædes ved de instrumentalt-klangl!ge »Beregninger«, har man her i Hornkoncerten altid en klar Fornemmelse af Formens »Omrids« og musikalske Forløb.

z:,

Hvad angaar Værkets »Placering« i Forhold til, hvad der ellers skrives idag, maa det nærinest betragtes som singulært. Dets Kvalitet beror, som før antydet, paa den sikre, tematiske Udformning og klare Disposition, hvorimod den iøjnefaldende Stilblanding uvægerligt. maa svække Totalindtrykket. Bedst er maaske sidste Sats lykkedes, hvor den udmærkede Behandling af et Folkemotiv, giver denne Del et spændstigt. og

t~

humorfyldt Præg. Her er ogsaa mere Enhed over Stilen og det symfoniske »Træk« bliver fastholdt fra først til sidst. I denne Sammenhæng maa ogsaa nævnes den fantasifulde Koda, hvor Komponistens Omformning af Hornmotivet vidner om kompositorisk Indsigt og sikker musikalsk Intuition: