Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 06 - side 147-150

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ny dansk Musik

«Ved.,VIELS Vf GGO B.ENTZON

Herman 1). Koppel:

Sekstet for Klaver, Fløjte, Obo, Klarinet

Horn, og Fagot, Opus 36

Nred Blæserkvintetten af 1932's Mie Lørd,,,igsina,tiné den 6. Februar i Pala-,,ets mindre Sal, uropførtes et nyt dansk Kammermusikværk, en Sekstet for Blæsere o.. Klaver af Herman D. Koppel. Dette, især i rytinisk Henseende overordentligt vanskelige Værk, fik en fintsleben Udførelse i-ned Koinponisten selv ved Klaveret.

Blæsersekstetten er Koppels sidste offent

ligt fremførte Værk. Det ski-iver sig fra

t, 11

Marts-April 1942 o,, er altsaa, komponeret v,-esentlig senere end Klarinetkoncerten, (anmeldt i Januarheftet af D. M.). Kar,-,ikteristisk for Koppels Skrivemaade i Sekstettens Førstesats er den sparsomme Brug af udz,

præget. polyphoiz Teknik. Satsen er overvejende »figurativ« med Klaveret son-i unz,

derstøttende, rytmegivende ~Moinent. Bortset fra en kortere indskudt »ti--,,inquillo«-Episode, hvor Satsteknikken er polyphon, er i hvert Fald Førstesatsen, å la marche (Allegro inoderato) i det væsentlige baseret paa' denne »figurative« Skriveinaade. Det flg. Eksempel

z», vil anskueli«-øre dette Forhold:

Fast tegnet og udpræget Koppelsk er Marchetemaet i FØrstesatsen med den sikkert formede Intervalspænding og de »udhamrede« Oktavgange i Klaverets dybe Leje:

I Takt 118 opstaar en ny Ide i Klaveret, der sammen med en kontrapunkterende Hornmelodi synes mig at være en typisk Side af den nye Musik:

Se engang nØje paa dette Eksempel! Er her ikke Tale om en Slags GØren Musik »paa flad Jord«. Repræsenterer ikke denne »sta~ tisk-vegeterende« Musikfølelse en værdifuld Side af vor Tids musikalske Udtryk? Tag til Eksempel Præludiet af Strawinskys Salmesymfoni eller den langsomme Sats af Bar

toks Kaversonate. Blottet for enhver ydre »dynamisk« Effekt virker disse Værker dog netop ved deres latente, rent musikalske Spænding, i Kvalitet taarnhØjt hævet over

n

Senromantikkens oppustede Klangorgier.

Men tilbage til Koppel!

I Blæsersekstettens langsomme Del staar »let« polyphon. Sats Side om Side med »figurativ«. Klaveret bruges her som klanglig Kontrast til Blæsernes »pastorale« Udformnin-r en Virkning af næsten impressionistisk Karakter. Denne Dels uhyre Korthed foranlediger En let til at føle, at der mere her er Tale om »Luft« mellem de to Ydersatser end en e,~rentlig selvstændig Del, der eventuelt kunde spilles alene.

I sidste Sats er det det burleske o«,r kapri

z::,

ciØse, der er i HØjsædet. En virkelig lys Tone anslaas straks ved FlØjtens Indsats med Hovedideen'.

Bemærkelsesværdig er ogsaa, her Klaverets Anvendelse som Kontrast til Blæserne som i det flg. Eksempel med de bevægede 16dels Figurer sat op imod de lange Veerdier i Blæsergruppen:

Satsen er ogsaa her i det væsentlige »figur.ttiv«, dog byder den paa flere polyphone Indsnit end FØrstesatsen. Klangen er overalt vel afbalanceret, og Gang paa Gang meerkes Komponistens intime Kendskab til Blæseinstrumenternes individuelle Fysiognomi.

Sekstettens stoflige Udformning skiller sig ikke i ringe Grad ud fra de senere Aars saa frodige »BlæserhØst«. Hvor, som,' f. Eks. i HØffdings, Holmboes og især Sybergs Kvintet, Hovedvægten er lagt paa en kontrapunktisk, »abstrakt« Sats, er der her hos Koppel, som antydet, mere Tale om motivistisk, kortere musikalske Sætninger og nære decideret klanglig Kontrast.

Begge Skrivemaaler egner sig fortrinligt for Blæsere, der i saa hØj Grad formaar at trække Linierne klart ol) og ved deres forskelligartede Klangfarve sætter Liv i en ellers »kontrastlØs« Sats.

Werner Wolf Glaser:

5 Stykker for Orkester

Ved Det ung~ Tonekunstnerselskabs Orkesterkoncert, der fandt Sted Mandag den 22. Marts 1943 i Thorvaldsens Museum, uropførtes 5 Orkesterstykker af den her i Land-et bosiddende tyske Komponist Werner Wolf Glaser. Det er vistnok det første større Værk af Glaser, der er naaet frem til offentlig Fremførelse herhjemme, og denne Op

t,

førelse kan derfor betragtes som den første egentlige Manifestation af denne Komponists meget specielle Tonesprog.

Selv for yderst trænede Musikmennesker vil Glaser's Udtryksform sikkertvoldeuoverstigelige Vanskeligheder ved første Overhøring. Dette Forhold berører selvsagt ikke Kvaliteten i disse Stykker, som udmærket kan være »latent« og som Følge deraf kun kan drages frem i Lyset ved Selvstudium og nøje Orientering i de stilistiske Berøringspunkter til Stoffet i disse Orkesterstykker.

Glaser's Musik har sit Udspring i den saakaldte mellemeuropæiske Ekspressionisme uden at den dog staar i Afhængighedsforhold til nogen bestemt Repræsentant for denne »Retnin,,-I«.

De førende Navne i Mellemkrigstidens Musikliv paa germansk Grund er som bekendt Folk som Hindemith, Ernst Toch, Jarnach, Krének og den i.solerede Schónbergskole (Sch~Snberg, Alban Berg, Anton von Webern, Hans Eisler). Med Schónbergskolen har Glaser's Musik nu ikke ret meget direkte at gøre, forsaavidt som man ikke kan komme uden om, at denne ejendommelige CentralskikkelsØ i en ganske bestemt, skarpt afgrænset Periode af den moderne Musik har udøvet en saa mægtig Indflydelse,

at der k-an spores »~ch6nberg-Indslag« hos en stor Del af Nutidens Komponister (Bartok's tidlige Periode og Gang paa Gang hos Hindemith). Netop maaske fordi de paagældende Komponister (o. m. a.) reagerede kraftigt imod denne i Sandhed lidet levedygtige Musik. (Et typisk psykologisk Fænomen).

Paa Baggrund af disse »musikhistoriske« Betragtninger var det absolut af Interesse at høre Glasers Orkesterstykker, til trods det for danske Musikere saa fremmedartede Materiale -er der dog megen elementær Musiceren til Stede. Vanskeligst at komme ind paa Livet af er de langsomme Satser, hvor den veldisponerede men udpræget »frie« Formgivning spænder Ben for den umiddelbare Tilegnelse. Bedst Indtryk gav de bevæ-gede Dele, hvor man fornemmer en ejendommelig »facetterende« Stemning, der synes at være Komponisten's Ejendom. Jeg skal. nu til Slut meddele nogle Eksempler paa Glaser's Melodik, der tydeligt vil anskueliggøre Principperne i denne Musikf orm:

Vagn Holmboe: Kammerkoncert Nr. 4

Ved samme Koncert uropførtes Vagn Holmboes Kammerkoncert Nr. 4 (Tripelkoncert for Violin, Violoncel og Klaver). Koncerten er tilegnet Ingerslevtrioen, hvis Medlemmer, Sverre Forchhammer (Violin), Alberto Medici (Violoncel) og Poul Ingerslev Jensen (Klaver) gav Kompositionen en saare smuk Udførelse, selvom Akustikken lader noget tilbage at ønske i Thorvaldsens Museum.

Siden vi for et Par Sæsoner tilbage hørte Holmboes lste Kammerkoncert, Koncerten for Klaver, Strygere + Pavke og den følgende S2eson igen blev konfronteret med hans 2. Kammerkoncert (Fløjte, Violin + Kammerorkester) har en mærkbar Forenkling med Hensyn til det rent musikalskstoflige været at spore. Men samtidigt ogsaa

t, t,

en vis Udtynding, der ikke altid kan siges i nogle Tilfælde at være af positiv Værdi o,,, kan efterlade et noget blegt Indtryk. Særligt i denne 4. Kamnierkoncert er der visse Episoder, der inere vidner om Holinboes sikre Behersk-else af denne specielle »Kanimerkoncertstil« end en egentlig befriende niusikalsk Inspiration.

I Førstesatsen er fastholdt den udmærkede Idé, at lade Klaveret »flyde«, d. v. s. genneniføre det motoriske Princip, hvilket i dette Tilfælde giver Satsen et letløbende, og i formel Henseende »sikkert« Præg.

Hovedtemaet er karakteristisk for Holinboes .~,11elodik her i Kammerkoncerterne:

Iøvrigt er denne Førstesats udpræget lineær med klart udspundne Linier og fint »diverterende« Sammenspil mellem Solist~ gruppen (Violin, Violoncel og Klaver) og Orkestergruppen. Samklangene er sjældent

Z!,

udpræget dissonerende og et vist Maadehold i Anvendelsen af de musikalske Midler saavel som i selve det kunstneriske Udtryk giver Stykket et sympatisk omend noget stillez,

staaende Præg.

2. Satsen er endog meget karakteristisk for sin Autor, med den sinukke kontemplative Stemning, der leder Tanken hen paa

t,

det langsomme Intermezzo i Kammerkoncert Nr. II. Anslagets Stemning ejer nogle

el

af Holmboes værdifuldeste Egenskaber:

Klaversalsen er her yderst enkel. Praktisk talt eenstenimig (ined Oktavfordobling) liele Satsen igennem. Ikke desto mindre er denne asketiske Instrumentbehandling rigtigt valgt, thi netop derved op,naas at fastholde denne sarte Musikfølelse, der lier har ,sat en sniuk Blonist.

I Kammerkoncertens 3die Sats er igen det motorisk-bevæ-,ede i Forgrunden. Tit er Sammenspillet""indenfor Solistgruppen udmærket afstemt, som i følgende Eksempel, hvor den spinkle Klaversats helt er paa siri Plads:

Holniboe har her i 4. Kammerkoncert skrevet en Musik, der til enhver Tid rnaa aftvinge dyb Respekt for den Sikkerhed, hvormed Komponisten formaar at give sine Idéer en klar og forstaaelig Form. At Holmboe har skrevet Værker af større, rent stoflig Værdi end denne Kammerkoncert skal ikke forringe ham. Er det ikke umenneskeligt at forlange, at en skabende Kunstner altid skal være paa Højde med sig selv?