Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 07 - side 174-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ny dansk Xusik

Véd NIELS Vf GGO BENTZON

Knudåge Riisager: Dansk Salme

Ved Københavns Koncertforenings sidste Koncert i Foraaret fremførtes et Værk for Kor og Orkester af Knudåge Riisager med Titlen »Dansk Salme«. Det ser ud til at blive Coutume, at den sidste af Foreningens 4 aar~ lige Koncerter bringer Uropførelser af ny

n

dansk Musik, for ogsaa den forrige Sæson

-~1

bød paa Værker af f. Eks. Jørgen Bentzon,

Sv. S. Schultz m. fl. Det er et glædeligt Tegn,

t,

at ogsaa denne Forening slutter op i Rækken af Institutioner, hvis fornemeste Opgave er Udbredelsen af nyere dansk Musik. Københavns Koncertforenings Dirigent, Emil Reesen, bør særligt. nævnes, for hans store Autoritet m. H. t. Gengivelsen af Værkerne.

Knudåge Riisager

,, s Komposition »Dansk Salme« er bygge.t. over Hans Albertssøns's

t, 11

Tekst, »Jeg ved en Urt saa dejlig og bold«, der i Følge Overleveringerne er skrevet faa Aar før denne Mands Død, Anno 1569. Hans Hans Albertssøn's Stilling som Sjællands anden Biskop giver ham iøvrigt en ret fremskudt Plads i Danmarkshistorien.

Musikalsk set har Riisager grebet Opgaven an med Blik for »Nødvendigheden« af at anvende en ganske enkel Melodik som Basis for Korsatsen og store Dele af det instumentale Stof (for mulig at skabe en vis

Z-,

»middelalderlig« Kolorit)~ - Ikke uden Virkning er den skærende Begyndelsesfanfare, hvor E-Tonaliteten sønderlemmes ved det dissonerende F paa fjerde Slag i Takten, der ligesom forbereder de alvorlige Ord i den gamle Tekst. Eks. I vil tydeliggøre den rytmiske Plastik i disse Begyndelsesakkorder, hvor den moderne Musiker vil give Udtryk for knu,,,lende Snierte:

I Takt 7 paabegynder Bratschen unisont med lste Horn den Form for Melodik, som er dominerende et Stykke Tid fremefter i Veerkets Forløb. Som det ses i Eks. II:

er Kirketonaliteten med pentatone Indslag

her den fremherskende; de melodiske Lini-

er synger ud næsten vokalt, og en vis Ro

saavel i Intervallerne som i den rytmiske

Udformning giver hele denne Instrumen-

taldel et, maaske ubevidst »middalalderligt«

Skær. Bibeholdelsen af det lange Orgelpunkt

paa E giver ogsaa Introduktionen + den ef-

terfølgende sangbare Udformning Præg af at

z,

være een stor Optakt til Korindsatsen i Takt 31, hvor Ordene »jeg ved en Urt saa dejlig og bold« første Gang fremsættes.

Eks. III vil give en Prøve paa Riisagers Korsats med dens stærke Afhænaished af

el n

Kirketonaliteten. Ved Mærket x- ses en »klassisk« kirketonal Vending med Anvendelse af de rene Treklange Side om Side:

Næsten overalt i Værket møder vi denne Type paa Korsats: en ganske enkel Deklamation, baseret paa Homofoni eller let Polyfoni, hvor fugerede Elementer er trængt helt i Baggrunden. I og for sig en Idealsats, kun kunde man her ønske en noget større

el

Uddybelse af Tekstindholdet i selve Korsatsen, thi til Trods for gennemgaaende -vel

Z,-

klingende Sats, undlader den stadig Brug af

Kirketonaliteten ikke at virke no' et ensformigt.

I Takt 45 gaar Instrumentalsatsen sin egen Vej. Træblæserne indfører stærkt kromatiske Figurer, en hel eksplosiv Virkning paa Ba-,,,rund af den fore-aaende roli-e, Overflade. Her staar man overfor et æstetisk Problem. De forudgaaende Tekststrofer »Hun (Urten) spreder sig ud, saa mange Fold, med Blomster og sine smaa Grene«, indebærer i og for siingen Motivering for stær

C

ke musikalske Udsvin-. Muli,-;vis har Komponisten følt Trang til at kaste mere Farve

el

og Lys over den forudgaaende lidt asketiske Instrumentation. Dette er for saa vidt fuldt forstaaeligt, kun melder Spøngsmaalet

t:,

sig, om et saa voldsomt Stiludsving, kan und~ gaa at virke forstyrrende paa Helheden. Efter denne korte voldsomme Opblussen genoptages Begyndelsesstilen med Undtagelse af

t,

en naturlig Intensivering af det musikalske Stof hen i mod Slutningen, og naar til en z:,, virkningsfuld Klimaks.

Riisagers Behandlin ':' af de musikalske

Elementer er her, som i hans øvrige Orke-

t,

sterværker præget af hans sikre Sans for orkestral Virkning.

At selve det musikalske Materiale ikke altid løber igennem en ligesaa fin Sigte skyldes nok en for ensidig Interesse for det rent orkestermæssi""e. Men vil det helt overbevisende Kunstværk kunne skabes tiden en nøje Sammensmeltning af ovennævnte to Faktorer?

Herman D. Koppel; Symfoni Nr. 2. Op. 37

Ved Tivolisæsonens, sidste ordinære Symfonikoncert uropførte Thomas Jensen LIerman D. Koppels 2. Symfoni, skrevet i Tidsrummet Januar-Marts 1943.

Med Koppels Klarinetkoncert fra 1942 er

visse nye Sider af den danske Musik trængt

op til Overfladen, saa det synes kun natur-

ligt, at disse Bestræbelser skulde udkrystalli-

sere sig i Storformen. Sikkert har Komponi-

z,

sten følt Nødvendigheden af at forsøge at

r_, t,

skabe et syntetisk Værk, hvor de forudgaaende Arbejders skjulte Kilder vilde yde Kraft til den nye Daad. (Interesserede vil kunde finde en Redegørelse for Koppels Klarinetkoncert i Januarheftet af D. M. 1943.)

Symfoniens Førstesats, med Tempobetegz,

nelsen Allegro tranquillo ma fluendo, er af udpræget lyrisk Holdning. Straks det lidt pentatont-farvede Hovedtema er udpræget »lyst« og meget smukt i al sin Enkelhed:

Instrumentationen er ogsaa. her helt rig-

tig. Den sangbare Cellolinie træder netop

saa smukt frem, fordi den staar alene (kun

understøttet af lste Fagot) og ikke f. Eks.

er sekunderet af Violaen. - Med dette Ho-

vedtema, der er Kernen i Førstesatsen, spin-

der nu Koppel »en lang Ende«. Først over-

tager Primoviolinen Temaet og spreder det

ud paa rigtig Strygervis, indtil Fløjten kom-

mer med et lille Motiv, der tydeligt er ud-

trukket af H-ovedideen. - Ved Hjælp af Ak-

kompagnernentsf igurer i Træblæsere og Stry-

gere føres Hovedtemaet videre gennem en

bredt anlagt, symfonisk Stigning op til en

z,

Klimax, hvor følgende Motiv opstaar:

der arbejder sammen med melodiske Reminiscenser fra Hovedtemaet. En Oparbejdelse til et nyt Klimax følger, men er næppe helt af den Virkning, der tilstræbes. Grunden er her af instrumental Art. Gennem en kort dynamisk Stigning fff, udført af Horn, Trompeter + Basuner, falder Indsatsen paa Højdepunktet med Violinerne alene, temmelig mat ud. I hvert Fald Trompeterne burde her føres videre hen til den punkterede Halvnode i Hovedtemaet's første Takt og holdes der (jfr. Eks. I). Efter dette Klimax, der vel i egentlig Forstand maa betragtes som denne Dels midlertidige Højdepunkt, følger en Afspænding til en for bred Overledningsdel til Sidetemaet.

Det er paa en Maade musikalsk rigtigt at

lade Hovedtemaet reminiscere her i Overlednin~g,,sdelen; kun virker det lidt trættende stadig at mindes Begyndelsesideen.

Ved Sidetemaets Indsættelse skifter Karakteren brat. Dette er uden I'vivl helt rigtigt. Eksemplet vil angive denne nye Idé:

Lidt senere optræder paany en Hovedtemarerniniscens. Tanken er klar nok: Forbindelsen med Begyndelsen søges opretholdt. Desuagtet medfører denne Hovedteniaindsats en yderligere Understregning af den

t,

3-delte Takt, som ved sit stadige Herredømme har affødt nogen rytmisk Monotoni. -

c,

Hvad der fra nu af sker fremefter i Satsen's Forløb, svarer egentlig ret nøje til den første Stigning. Ved Højdepunktet (hele Sat

z~,

sen's Kulmination) gentages den samme instrumentale Forsyndelse som ved det første Klimax.

Vi-olinerne er alene om at markere Kulminationen, og Virkningen spoleres ved den forudgaaende stærkt""larmende Messingin

C I

strumentation. Efter dette, meget brede Højdepunkt følger saa Slutningen: Efter en nedadgaaende Spændingskurve genoptages Be P:,yndelsen. og Satsen ebber ud i pp.

Den langsomme Sats i Symfonien, med 1Tempobetegnelsen, Andante ma non troppo; molto espressivo, svarer egentlig i Karakter en hel Del til Klarinetkoncerten's Adagio. Det fantaserende Moment er her det fremherskende. Hovedideen er interessant derved, at den giver et Eksempel paa Kernetoner. Det stadigt tilbagevendende B i de første 5 Takter er det Centrum, hvorom de stærkt spændte Intervaller drejer sig:

Efter denne patetiske Optakt indføres et meget smukt Tema i lste Oboen, der i Intervalfornemmelsen o,, den rytmiske Udformning hører til Koppels allerbedste tema',iske Indfald.:

Paa Basis af Indledningstemaet's spændte

1-1

Melodik og Sideideens sangbare Strofer udarbejdes saa denne Sats. Tit med fantasifulde Enkeltheder og smukt lyrisk- bevægede

t,

Episoder, men dog uden at komme op paa Siden af Koppels andre langsomme Satser. Det er ligesom det forrevne Indledningsmotiv kaster et nervøst-flinirende Lys ind over Satsen o,,, «,,iver den en lidt udvendig-dramatisk Karakter.

En langsom Episode indleder Finalen, hvis Hovedtema har følgende Form:

Den typiske alla-breve Fornemmelse understøttes ved udhamrede Slag i hele Resten af Orkesteret paa 1 og 3 i Takten og denne Idé forlades først, da Strygerne overtager Reminiscenser fra Hovedtemaet w T fører det videre, indtil en ny Idé indføres af Oboen, understøttet af de for Koppel saa typiske akkompagnerede Figurer:

Første Del af Finalen arbejder hovedsageligt med de citerede 2 Temaer med lidt for rigelig Brug af de akkompagnerende Figurer.

Efter et midlertidigt Klimax, hvor Hovedideen genoptages i dens første Form, indfø

res et nyt Tema, hvis Struktur afviger meget fra de 2 første:

Denne Idé kan nok siges at staa i Afhængighedsforhold til visse af Carl Nielsens Melodiformer, hvilket ikke her skal betragtes som noget negativt, men er i dette Tilfælde blot anført som Modsætning til de øvrige Temaer i Symfonien, hvor.dette Moment ikke kan paapeges.

Symfoniens Finale lider i nogen Grad af samme Skavank som Førstesatsen: Dens Mangel paa tilstrækkeligt afvekslende Stof. Der tærskes for megen Langhalni paa Hovedideerne, hvis Bæreevne heller ikke er stor nok. Heller ikke den musikalske Form har bøjet sig helt villigt under Komponistens Hænder. Navnlig sidste Sats har flere Sammenslutningsepisoder, hvor man mere mærker Viljesakt end befriende Inspiration.

Med Koppels Strygekvartetl Blæsersekstet og Klarinetkoncert i Erindringen maa denne

Z,

Symfoni betragtes som et svagere Værk. Set i større Sammenhæng, d. v. s. i Forhold til Koppels andre Værker, betyder en enkelt »Bølgedal« dog ikke noget afgørende thi

t, I

Komponisten har ved sin rige Produktion ydet et vægtigt Bidrag til den nyere danske Musik.