Ny dansk musik

Ny dansk Musik

Ved.V.LELS VIGGØ B~ENTZON

Ejnar Jacobsen: Trio for Klaver, Violin og Violoncel

Ved Statsnadiofoniens Kaminerniusikmaline, Lørdag den 11. September, fremførte

~1

Ingerslevtrioen, der udgøres af Sverre Forch-

hammer (Violin), Alberto Medici (Violon-

cel) og Poul Ingerslev-Jensen (Klaver) en

Trio af Ejnar Jacobsen, dem tilegnet. Trioen

havde sin Uropførelse ved Matinéen i Fo-

rum under Landsudstillingen »Dansk Initi-

ativ - Alt det nye« i Oktober 1942 og er

z,

senere spillet ved en af Ensemblets egne Koncerter. Ved Radioudsendelsen havde altsaa Værket sin 3die Opførelse, hvilket maa siges at være heldigt. for et nyere dansk Kammermusikværk.

Trioens Førstesats, -allegro ina noil Iroppo, aabnes med et fasttegnet e-moll Motiv, der spilles unisont af alle 3 Instrumenter.

Dette Anslag inaa nærmest betegnes som

n

en Slags Introduktion til hele Førstesatsen, thi efter 20 Takters Forløb forlades dette »con fuoeo« for at give Plads for en lyriskfølt Episode, hvor det kammermusikalske Spil mere er baseret paa Kontrapunktik end Tilfældet er i Stykkets Begyndelse, der er »symfonisk forstærket« ved Temafordoblingen i de 3 Instrumenter og i sit Væsen u- kammermusikalsk.

Klaversatsen er her i Begyndelsen af Før-

stesatsen let og gennemsigtig, og Balancen

z, z~,

med Strygerne er helt igennem god. Man mærker dog ikke nogen synderlig Interesse for Klaverets rent klanglige Muligheder op,

el

Instrumentbehandlingen er tit lidt tør og

»orgelvant«. Eks. 2 vil give en Prøve paa

Z"" :'

Jacobsens Klaversats, som den hyppigst optræder her i Trioen:

Lidt længere henne optræder dog gode

z:, z:^,

Klaverfigurer, der forøger Spændingen i Sammenspillet mellem Instrumenterne og giver klanglig Afveksling:

Et Indsnit i Satsens Forløb markerer det egentlige Sidetema's Indtræden, der i Modsætning til Introduktionstemaet er af udpræget. lyrisk H,oldning:

Klaversatsen bliv-er nu efterhaanden mere afvekslende. Tri;olfigurer vinder Indpas og selve det kontrapunktiske Arbejde bliver mere differentieret. En ostinat Bas paa Tonen g indleder en Slags Modulations- eller Arbejdsdel, hvor Satsens tematiske Bestandele udtrykkes og »strammes« op til en Kulmination med efterfølgende Reprise, hvor Introduktionsideen igen opstaar. Ved at lade Triolfigurer fra Sidetemaepisoden genoptræde her i Reprisen knyttes Stykkets enkelte Led sammen, et Tegn, der viser, at Komponisten har haft vaagent Øje for Satsens formale Disposition. Helt at udslette Indtrykket af episodisk Form formaar en n,ok saa velovervejet »Fordeling« af det tematiske Materiale nu alligevel ikke. En Sats hænger først rigtigt godt sammen, naar der er »Træk« i Formen fra først til sidst.

I Trioens 2. Sats, Andante conimodo, er Klaverbehandlingen igen præget af en lidt for »orgelvant« Struktur. Et Citat af Begyndelsestakterne vil anskueliggøre denne asketiske 1~laverbehandling, der virker noget utilfredsstillende:

Hovedtemaet overtages først af Violinen, der senere, sammen med Celloen, synger ud i et velklingende Kontrapunkt. Formen her i 2. Sats er, i Lighed med 1. Sats, periodisk. En hurtigere Episode giver psykologisk Kontrast til Hovedtemaet, et velkendt formalt Princip.

For langsomme Satser maa det dog betragtes som en absolut Fordel, at der kommer Bevægelse henimod Midten af Stykket, hvorefter det naturligt _kan falde tilbage i Begyndelsestempoets rolige Leje. Den kammermusikalske Teknik er for de mere bevægede Episoders Vedkommende lidt for »orkestral«. Klaverets ostinat-løbende Ottendedele, sat op imod Strygernes Cantabile, af,,iver ikke helt tilstrækkelig kontrapunktisk Spænding, navnlig da Klaverets flydende Bevægelse her er af ganske sekundær Karakter.

3die Sats, Vivace capriccioso, er holdt i en elegant, letflydende Stil.

Hovedideen bestaar af to korresponderende Led, eet i Klaveret:

og et andet i Strygerne,

der paa dygtig Vis udnyttes i første Afsnit af Fin-alen. I det hele taget er Sidstesatsen pra-,,get af den største Lethed i Udarbejdelse og Strygerbehandlingen er forbilledlig. Ogsaa Klaverbehandlingen er mere ægte Klaver end i Førstesatsen, der synes noget hæmmet paa dette Punkt. Med Hensyn til formel Oversigtlighed bærer ogsaa Finalen Førsteprisen. Den er fri for de inange »tydelige« Indsnit, der gav Førstesatsen dens episodiske Karakter og Stoffet har mere Vægtfylde. Henimod Fi

Z-"",

nalens Slutning citeres Introduktionstemaet

fra I. Sats, der foraarsager en Intensivering

af det musikalske Udtryk og saaledes brin-

Z!,

,,,er en kraftigt accentueret Afslutning.

Ejnar Jacobsens Tonesprog trænger sig just ikke paa ved noget stærkt personligt Særpræg. En sund, musikermæssig Behandling af Musikkens Elementer og for Finalens

Z»

Vedkommende en god Form er de Kvaliteter, der gør denne Trio til et Stykke Musik med positivt Præg.