Nye grammofonplader

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 09 - side 235-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Nye Grammofonplader

Ved ÆRLXNG WXNKEE

Max Reger: Sonatine. Op 89,1. Emoll.

Odeon 0 87S9-90

Man kan ikke tænke sig, at Regers lille pikante og intime Sonatine kan spilles mere fortræffeligt. Cor de Grools Foredrag er præget af en fint kultiveret Sans for Klang, Frasering og Dynamik samt Forstaaelse og tydelig Fornemmelse af det harmoniske. Hver Betoning og Nuanceforskel, hver Tempoovergang og Forskydning er foretaget med en Selvfølgelighed, der røber den bevidste Kunstners Overblik over Situationen. Man bliver uvilkaarlig nysgerrig efter at vide, hvorledes denne Pianist forstaar at. behandle Mozart.

Tschalkowsky: Strygekvartet. Op. 11. D-Dur. Columbia LWX 338-41

Hvad Klang og Sammenspil angaar er

t,

denne Indspilning ubetinget af overordentlig høj Standard. Strygekvartetten Wolfgang Schneiderhan - Otto Strasser - Ernst Moravee - Richard Krotschak er et vel samnienspillet Kammermusikensemble. Rent kunstnerisk kan der dog indvendes et Par Smaating. Man kunde ønske større Formsans. Deres accellerando i første Sats virker ukontrolleret og passer daarligt, til den lidt valne Begyndelse. Den berømte - eller forslidte - Andante cantabile er ganske net spillet, men ikke med overbevisende Skønhedssans. (Forøvrigt uden Sordin). I Scherzoen virker et sløjfet glissando paa Optakten til de afsluttende Noder ubehageligt G hvert Fald i Strid med Eulenburgs Lommepartitur). Dynamiken er i det hele uden Liv og Virknin-g. Alt i alt Smaating, der trods Dygtighed forhindrer Optagelsen i at blive den store Oplevelse, som Tschaikowskys Musik skal give ublaserede Tilhørere, som har det rette modtagelige følesesfulde Sindelag. I øvrigt er Kvartetten en fortræff-elig Komposition, ikke mindst Scherzoens Trio. Men Indspilningen er altsaa lidt for feminin, farveløs og sukkersød.

Beethoven: Sonate Op. 81, ES-Dur

(Les Adieux)

H. m. V. DB 5z72-73

Johanne Stockmarrs Indspilning bærer

Præg af en dyb kunstnerisk Indleven i det

musikalske Stofs Indhold og viser en Be-

stræbelse efter at gøre hver eneste Detaille

levende og udtryksfuld. Tonesproget vil

z,

maaske forekomme enkelte noget for personligt; Friheden i Tempoforskydningerne kan paa enkelte Steder virke slørende paa Tilhørerens Overblik over den musikalske Udvikling; Dynamiken kan være saa explosiv, at den organiske Sammenhæng er lige ved at brydes; mærkeligt nok føles dette mest i første Sats. Imidlertid er Frk. Stockmarrs Opfattelse ubetinget interessant ikke mindst i en Tid, hvor man begynder at blive ked -af den blotte »Saglighed« og saa smaat længes efter et fornyet Bekendtskab med Romantiken. Udtrykket falder ingen Steder hen i det sentimentale, men er djærvt o-, fyndigt. Rent pianistisk viser Optagelsen den

største Redelighed og en overordentlig fin Sans for Instrumentklangens Afskygninger-; specielt Finalen - der i det hele taget er aldeles ypperligt spillet - giver de »kontrapunktiske« Steder med Temaet i venstre Haand en særlig kunstnerisk Nydelse. Ved flere Gennemspilninger mærker man, at der i Opfattelsen ligger et klart Blik for Relationerne mellem de musikalske Hovedled, især Foredraget af Satsernes afsluttende Partier ,,iver Fornemmelsen af en Afrunding af det musikalske Stemningsindhold og tilfredsstil

t,

ler saaledes Formfornemmelsens balancemæssige Krav.

Lange-Mfiller; Forspil til '.Renaissa-flee"" - og Carl Nielsen: flanedans at ,Maskerade""

Tono X Z5008

Forspillet til »Renaissance« er især vellykket i Partierne over Serenade-Temaet;

som sædvanlig virker Indledningen noget nervøst, maaske er en fuldtud kunstnerisk Gengivelse en Umulighed, som man maa nøjes med at fable om; maaske kunde et bedre Udtryk opnaaes ved større Bredde og ved at betone det andet Taktslag (eller Skridt) i de enkelte Takter. Hanedansen er spillet med mere Humør - maaske ogsaa med mindre Lune - end sædvanlig. Alt i alt igen en værdifuld Indspilning af Thomas Jensen o-, Tivolis Orkester. Instrumenternes

t,

Sammensmelten kunde være bedre, ellers er Optagelsen i det store og hele tilfredsstillende.

Cesar Franck: Sonate. A-Dur.

Odeon 0 50535-3S

Som Helhed er Udførelsen præget af klar Redegørelse for Form og Struktur. Violinisten Gerhard Taschner har en fortræffelig Sans for Cesar Francks Tonesprog, spiller elegant og klangskønt, om end hans Trang th smaa glissandoer giver et salonagtigt An~ strøg. Pianisten Gor de Groot spiller enkelte Steder for tungt, men viser ellers det fulde Herredømme over sit Instrument. Med Hensyn til Volumen er Klaveret blevet for dominerende. Alt i alt giver Indspilningen en lang Række Skønhedsindtryk; ikke mindst Finalens Begyndelse er overordentlig smukt spillet.

Mozart: Ouverture til Tryllefløjten.

Tono X Z5015

Der er virkelig »Orkester« i denne Opta~ gelse ved Egisto Tango og Det kgl. Kapel. Udførelsen er - bortset fra lidt Vaklen inden Tempoet i Allegroen er fastlagt - ualmindelig fint udarbejdet og fuldtud værdig sin Mester. Dynamiken og den fine Instrumentationskunst kommer helt til sin Ret, selv om Klangen er en lille Smule grumset og paa Tuttistederne næsten for paagaaende. Det lyder, som om det væsentlig var Naalestøjsproblemer, der ikke helt er løst. Resultatet -er imidlertid saadan, at man nok kan glæde sig over den straalende Ouverture, som man vist aldrig bliver træt af at høre paa.

E. Grieg: Sonate Nr. 3. Op 45. C-ftloll.

Telefunken E 3284-86

Kuhlenkampf og Schultze er Kunstnere, der nok formaar at danne deres egen Opfattelse af et Stykke Musik og gengive det saa~ ledes, at man fuldtud maa erkende, at der er gjort en kunstnerisk Indsats af Format. Om deres Opfattelse af Grie., rimer m,ed en autentisk Udførelse af Værket, er en anden Sag; den er' mere indadvendt og følelses

z, fuld; man kunde tænke sig, at en mere frisk, frejdig og toneglad Gengivelse vilde være z,

mere i Overensstemmelse med den store norske Komponists Mentalitet. De rytmiske Accentueringer i Mellemsatsens Interludium og i Finalens Begyndelse virker næsten søgt; Violinens Klang er mange Steder noget ulden og til Tider smaafalsk paa vigtige Steder; Relationen mellem de to Tempi i Mellemsatsen er ikke helt tilfredsstillende. Men alt i alt er der nok at glæde si-, over i

X"",

Indspilningen af dette udmærkede Værk.

Brahms: Symfoni Nr. 4. Emoll.

Odeon 0 502Z5-30

Udførelsen (Gewandhaus-Orkesteret og Hermann Abendroth) er foretaget med den største kunstneriske Alvor og Fordybelse, med ret brede --- undertiden næsten for langsomm-e - Tempi, men med stor Beherskelse og god Økonomisering af Lidenskab og Dynamik. Desværre er Gengivelsen uklar, da uregelmæssig Rotation foraarsager, at Tonehøjden svinger uafladeligt saaledes, at man ikke faar det tilstrækkeliffe Udbytte af Indspilningen.