Ny dansk musik

Af
| DMT Årgang 18 (1943) nr. 10 - side 257-260

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Ny dansk Xusik

T""ed NIELS VIGGØ BENTZON

Peder Gram: Kvintet for Blæsere. Op. 31L

Ved Blæserkvinttetten af 1932's Jubilæumskoncert i Foraaret uropfØrtes, en Kvinlet for Fløjte, Obo, Klarinet, Horn og Fagot af Peder Gram. Tyngdepunktet i Gram's Produktion kan vel nok si,,,,es at være Kamniermusikken. Værker som Strygekvartetten, der er tilegnet Departementschef C. F. A. H. Graae, og selv et saa tidligt Værk som Sonaten for Cello o,,, Klaver synes at bekreefte dette. I den nye Kvintet er Satsen overalt ubesværet og det kontrapunktiske er be~ handlet med udsøgt Smag. Holdningen i Andante con moto, der udgør Værkets første Sats, er lyrisk-farvet og med et decideret dansk Præg. Dette er selvfølgelig et Begreb, man ikke kan taye at føle paa. Hvornaar er

n

Carl Nielsen mest dansk i sine Værker, og hvad skyldes det egentlig, at det virker stærkere no~ale Steder end andre? Er det z,

~,isse Vendinger, der er særligt karakteristiske, eller er det noget i selve Stemningen?

De fleste Musikmennesker vil sikkert identificere denne specielle danske Tone med noget lyst og problemlØst. I hvert Tilfælde synes den Generation af danske Komponister, hvis fØrende Navne er Folk som Bangert, BØtresen, Schierbeck og Gram selv, at wære præget af en lys og lidet udspekuleret Skrivemaade med stærke Rødder tilba!i~,e i vor musikalske Guldalder. Hos

I

Riisager, Bentzon og HØffding er »Danskheden« mere camoufleret. Man vil dog tit, især

t,

hos HØffding, mærke et varmt lyrisk Gemyt, der ogsaa synes at være en vigtig Side af dansk Naturel ol., Kultur.

FØrste Sats i Gram's Blæserkvintet er baaret af en egen rolig Ynde. Den begynder med en Slaas Introduktion, der har fl- g Form:

I Episoden, der staar i umiddelbar Tilslutnin~~ til Introduktionen betjener Gram

I

sig af ret differentieret Harmonik. I Sammenligning med den nævnte Strygekvartet betyder disse Harmonier en stoflig Fornyelse. Vi træ-ffer dem ialtfald ikke saa aabenlyst i Kvartetten som her, hvor de ligesom straks am,,iver den lidt »nordisk-""alliske« Stemning:

ig,ennem er holdt i en fantaserende, introduktionsmæssi"" Karakter, anvender Gram paa store Strækninger Fløjten som niusikalsk Ornament til de Øvrige Blæsermelodiske Linier. Det er en meget fin Virkning

Z,,

som her er opnaaet, og man kommer uvilkaarli-, til at tænke paa primitive Kulturers Musikformer, hvor netop Fløjten, især i den arabiske Musik, hovedsageligt bliver anvendt ornamentalt, idet den melodiske Linie fordobles, f. Eks. i Overoktaven og udsmyk

z D

kes med man""eartede Fi«urer o«T Akcenter. SelvfØlgelig bliver det kun i Instrumentets Anvendelse, at en Sammenligning, kan drages mellem Fløjtens Behandling her i Kvintetten og i den arabiske Musik. Stofligt er der ikke Spor af Orientalisme i Gram's Musik, men Komponisten har her følt instrumentalt helt rigtigt ved at give Fløjten Lejlighed til at udløse noget af dens primitive Væsen:

Formen er her i FØrstesatsen noget ske-

matisk, særligt naar man tager det fantase-

z_»,

rende Moment i Betragtning. Dispositionen

~n

er baseret paa den rolige Indledning o,,, det melismatiske Fløjtemotiv som Modsætningsfaktorer. Maaske kunde man tænke sig en mere organisk Forberedelse til FlØjtemelismens Indsats. Den kommer, ærligit t,,ilt lidt

Z!,

pludseligt o"" særligt efter at den rolige Indledningsperiode har reminisceret. virker FlØjteindsats Nr. 2 mere som et Indsnit i Formen og understreger deraf fØlgelig den skematiske Disposition. Bortset fra disse sinaa Indvendin-er har Gram her skabt et smukt fØlt Stykke, der ydermere rent instrumentalt kommer helt. til sin Bet.

2. Sats, Rondo-fugato, med Tenipobete,nelsen Allegro comodo staar i skarp formel. Kontrast til FØrstesatsen. Man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Baroktidens Foriner, hvor et fantaserende Præludium naturnØdvendigt. blev efterful,d af en Fuga eller et andet fast disponeret Stykke.

Gram har do,~ her i ]Rondoen bevidst eller ubevidst undgaaet en for aabenbar Barokreminiscens. Kun det rytmiske er behandlet barokmæssigt, idet det er holdt ostinatlØbende i et Slags perpetuum mobile.

Hovedtemaet, der optræder i to Former, præsenteres fØrst i Fagotten:

I

Senere hen bibrin~,,es dette Temacitat for-

I

nyet Liv ved en rytmisk Omformning af 8'dels Værdierne i 2. Takt og ved TilfØjelse af 16'-Dele:

Temaet har nu faaet sin endelige Form, o~,

:, det udstykkes paa æ~~«-yte imitativ-kontrapunktisk Vis, saaledes at Stemmerne efter Tur overtager det og fØrer det videre over i ny melodiske Former.

Man savner maaske noget et kontrasterende Mellemstykke i denne Rondo, thi Temaet er alene om at bære hele Satsen. Selv da det optræder i Spejlvending formaar dette udspekulerede Moment ikke at skabe rytmisk Afveksling, idet det bibeholder sin rytmiske Identitet med Temaet i dets oprindelige Skikkelse.

Blæserklangen er nØje afbalanceret selv i de mindste Detailler. Særlig maa fremhæves W-dels Fi,,wrer spillet staccato af Obo og Klarinet, hvor Klarinetten er placeret over Oboen. Det klangli""e Resultat er her af hØj

I Z"",

Standard, idet der opnaas en meget præcis Udredning af den musikalske Tanke. I det hele taget er denne Rondo nie£zet blæserniæ.-ssi, undfan-et. Man kan ikke sætte Fin-7eren et Sted, hvor ikke Instrumenternes Sammenspil er fuldt tilfredsstillende i kl-angflig Henseende.

Indholdsmæssigt set »lØber« (len lidt for me-,et af si"" selv. Hovedteniaets Struktur er ikke stærk nok til at bære en Sats, der hviler paa en ostinat-rytmisk Formgivning.

Knudåge Riisager: Stryggekvartet. 194,2-43.

Op. 40 b

Ved Carlo Andersen-Kvartettens 2' Matiné

i November Maaned uropfØrtes eil Stryge-

kvartet af Knudåge Riisager, der vakte stor

Begejstring hos Publikum o,,, i saa godt som

hele den kØbenhavnske Presse Dagen efter.

Man fornØjedes ved dens letflydende

Stil, rytmisk-spirituelle Opfindsomhed, te-

matisk.e. Fasthed, Indfaldenes Friskhed og

z:,

hele Værkets »Afklarin.«« i Forhold til Eiis-

c

a,:~ers tidli""ere Kammermusikværker.

Set med musikalsk-safli""e Briller bliver det dog nØdvendigt at imØdegaa nogle af (le citerede Kvaliteter og bedØmme liele Værket mere »ud fra sk,, selv« for deri«-~eniiein at likvidere nogle af de sædvanlige Pressefloskler, der navnlig, naar det gælder ny

z D ~1

Musik, tit giver et skævt Billede af Sagens rette Natur.

Man gør næppe Knudåge Riisager Uret ved at betegne hans, iØvrigt kvantitativt betydelige Kammermusikproduktion som sekundær i Forhold til hans Orkesterværker og sceniske Arbejder. De seneste Aar har kun bragt faa Kammermusikarbejder fra Riisagers Haand, og det har set ud for den

~1

offentlige Bevidsthed, som om Kammermusikken var ved at træde i Baggrunden for denne Komponist.

Den ny Kvartet er da ogsaa. mere et Udtryk for Riisagers velkendte Orkesterstil sat ned i det lille Format. Begrundelsen for denne Paastand søger jeg i de mange klangli,g,e Virkninger, der afgjort er af orkestral z:,

Oprindelse og som tit faar een til at sidde og savne en Fløjte eller Klarinet, hvilket selvsagt skulde være overflødigt i en Stry,,ekvartet. Trods gennemgaaende velklingen de Sats er dog meget i denne Kvartet udpræget blæsermæssigt følt, mest udtalt i nogle Cellopassager, der er meget »fa,,,,otvante«. Det er karakteristisk, at denne Strygekvartets Stil og Indhold ligger overordentligt nær opad Kvartetten for Blæsere, der blev uropfØrt i D. U. T. et Par Sæsoner tilbage. .

Men nu det rent musikalske. Teinatisk set er Strygekvartetten afgjort svagere end f. E,ks. Blæserkvartetten. - Første Sats' Hovedtema bringer ihvertfald ikke noget nyt,

I z:,

men er skabt udfra Riisa-3ers kendte »diver-

z D

terende« Princip, som vi efterhaanden har haft mange Prøver paa.

Det forhindrer dog ikke et Citat af dette Tema, hvis Struktur er letløbende, men uden synderligt Perspektiv:

Denne Hovedtanke sammenfatter paa en vis Maade hele den rytmiske Formgivning i FØrstesatsen, idet enhver melodisk Kurve, der forekommer heri, kan føres tilbage til dette Tema's rytmiske Struktur. Det er i og

z:, for sig et interessant Kompositionsprincip at lade een Tanke gennemsyre hele Satsen. Kun føles den deraf naturligt fremkomne

musikalske Stereotypi i dette Tilfælde ikke som en konsekvent kunstnerisk Viljesakt, men derimod som et Løb kørt paa Stedet. Paa Baggrund af denne sidste Betra,«,gtningsmaade vil man i det flg. Eksempel, der er

z, hentet fra meno-mosso-Episoden i 1. Sats, kunde se, hvor lidt Kontrast der er til Hovedideen (hvilket bør fordres, da den i-rionotematiske Disposition ikke er lykkeligt gennemført)

Dette Tema opfattes naturligt som en Sideidé. Men idet Riisager anvender de samme Akkompagnementsfigurer som i Begyndelsen af Stykket kommer der, til trods for Tonalitetsændringen og den afvigende Karakter, alligevel ikke et tilstrækkeligt Modsætningsforhold frem mellem de to Ideer. Det er ligesom Stykkets Anslag begynder to

Z"" :1

Gange, idet de akkompagnerende Figurers ostinate Princip begge Steder fremsætter et t, z:,

dominerende Præg.

I Andanten er det ikke nemt at faa fat i noget melodisk, som man kan fæstne sig ved og betragte som Satsens Hovedtanke. Kompositionens Mentalitet ligger forØvrigt tæt opad »Sinfonia gajo«s langsomme Sats o, af visse Partier i »Dansk Salme«, hvor der er noll.et af den samme »statiske« Stemning tilstede. Anslacret er dog væsentligt svagere

r_,

maende er saa

her, idet Melodiken gennem1.1 profilløs, at man maa passe paa ikke at udlæ,-,,,,e det statiske som -det kedelige. I »Sin z:

,z,

fonia. gajo«s langsomme Sats var der vir~ keligt noget kontemplativt-suggererende i det musikalske. - Dette her er blot et svagt Barn af Symfonisatsen og det kan ikke understreges for tit, at en langsom Sats maa og skal bæres af et tungtvejende og sigende

,, ikke som her~ udeluk

tematisk Indfald o,.. kende leve eller dø paa en ikke videre interessant Stemning. Nedenstaaende Eksemper vil tjene til at anskueliggøre Kompositionsprincippet her i Andanten og samtidigt vise Tilknytningen til »Dansk Salme«s Melodiformer (D. M. T. Hæfte 7):

Kvartettens Finale, en Rondo-Allegro, er noget bedre end de to foregaaende Satser. Begyndelsen har en vis Friskhed, selvom det musikalske heller ikke her lodder særligt dybt:

Satsstrukturen er her decideret mere strygerinæssig end i fØrste Del o-, den kortaandede motiviske Tematik folder sig mere naturligt ud. Ogsaa denne Sats har en menomosso-Episode, der er bedre valgt end Tilfældet var i FØrstesatsen. Her er opnaaet saavel klanglig som musikalsk Kontrast til

Hovedideen, idet Strygerteknikken fra at være motivisk-abrupt bliver gjort cantab-ilekspressiv. Iøvrigt er Dispositionen her i Rondoen nærmest A-B-A og den noget skematiske Form,,ivning er her knap saa tyngende som i FØrstesatsen, hvor den musikalske Flugt ved nærmere Eftersyn ikke aabenbarer sig helt saa selvfØlgeligt som FØrstehaandsindtrykket muligvis kunde give det Udseende af.

Det wienerklassiske Divertimento er paa naturlig Maade overtaget af et stort Antal af Nutidens Komponister og fØrt videre paa ny Grund, tit i en meget tillokkende Skikkelse. Faktisk er 1943-Divertimentoet en selvstændig o-, meget vigtig Form indenfor den ny Musiks Omraade.

Divertimentoet er let af Indhold, befriende i Tanken og charmerende at lytte til.

z:,

Men det lette maa. ikke forveksles med det letkØbte. I enhver nok saa fordringslØs Komposition maa SpØrgsmaalet om musikalsk Kvalitet ubetinget være i Forgrunden. Dette syntes ikke at have foresvævet. Knudåge Riisager da han gik i Gang med Udarbe' delsen af denne Strygekvartet.

Årgang 18/1943, nr. 10